Ved ikk hva jeg skal tænke .. En smule bekymret

Mor og meget mere skriver:

Det kan du da ikke vide?? - altså at der ikke er grund til bekymring. Hvordan kan du træffe så skråsikker en afgørelse på afstand? 

Jeg forstår simpelthen ikke den sort/hvide holdning til, at enten er der et stort problem, eller også er der absolut intet i vejen. TS er bekymret, med rette eller med urette, og det er da en legitim følelse/tanke. Måske er der en lille fyr - som snart bliver storebror - der har brug for voksne, som ikke bare konkluderer, at "det er jo bare sådan". 

At du har afgjort en gang for alle, at der ikke er noget at komme efter, og at TS' uddybninger er useriøse, fremmer i hvert fald ikke noget. 

Men er der noget i denne tråd der fremmer noget som helst?

Er det ikke sort/hvidt at konkludere at der er et barn der bliver svigtet?

Jeg har konkluderet ud fra trådstarters oprindelige indlæg at det var mere en forargelse end noget andet. Det er min helt egen konklusion og den har ikke ændret sig ... tværtimod 

Gad vide hvorfor at der så mange steder i tråden sættes lighedstegn mellem anvendelsen af "pasning" og så manglende overskud til at magte sit barn...

Og hvorfor det ikke nuanceres hvad "pasning" egentlig er for en størrelse...

Mit barn kommer til at se rigtig meget til sine bedsteforældre - flere gange om ugen. Også uden at hendes forældre altid skal noget andet, eller at det er "livsnødvendigt". Det kommer vi blandt andet til fordi vi gerne vil prioritere korte dage i institutionen, et tæt bånd til bedsteforældrene med masser af samvær, og så engang i mellem også bare fordi vi gerne vil lege kærester og flette tæer, eller give den én over nakken til en fest med vennerne....

Jeg ser det ikke som manglende overskud. Det er en helt bevidst måde at indrette livet på - således at både barn, forældre og bedsteforældre trives bedst muligt.

Og nej, vi "får ikke børn for at få dem passet". Vi får børn for at give dem den bedste, tryggeste og kærligste opvækst. Derfor gør vi som beskrevet ovenfor - for det er det rigtige for os .... og jeg har da i øvrigt bestemt også drømme om at få flere børn

Lilotte87 skriver:

Jeg synes godt nok denne tråd bliver tvistet og drejet 

Måske de der reagerer kraftigt på din bekymring skal kigge lidt indad. Jeg kender det fra mig selv. Når jeg læser om hvor frygteligt det er for barnet at blive taget med kejsersnit, bliver jeg så vred! Men det handler jo i bund og grund om, at jeg er ked af at jeg ikke kunne føde normalt - bare for at give et eksempel. 

Jeg forstår godt din bekymring. Det ER meget pasning. Det er ikke almindeligt at et barn allerede fra nimåneders alderen er så meget væk fra sine forældre. 

 

Så fordi man ikke er parat til at råbe omsorgssvigt og alle røde alarm klokker ringer, handler det om man føler sig ramt fordi man selv måske får passet sit barn eller børn for meget? Spændende konklusion. 

Men bare for at være en af dem der viser en hver regel har en undtagelse, kan jeg fortælle jeg ikke råber omsorgssvigt eller ikke bliver dybt bekymret, en smule undrende hvis alt hvad ts fortæller er sandt (ikke at det ikke er sandt for ts, men hvad jeg forstår får ts det via bedsterne og er ikke direkte observatør på selve situationen og så er der en del fejlmargener undervejs). Og jeg er så en af dem der i 12 år ikke har prøvet at sove sammen med min mand uden der var er eller flere børn i samme hus/lejlighed. Mine børn bliver ikke passet, men har skøn kvalitetstid sammen med deres mormor en gang imellem og meget sjældent alle 3 på en gang med mindre jeg også er der. Tror min mand og jeg i 2015 var ude to gange uden børn hvor det ikke var forældremøder. 

Min bevæggrund for ikke at råbe op og tænde alarm klokkerne er, at jeg har ser mange familiekonstellationer, mange måder at gøre tingene som ikke altid har fulgt de danske normer og jeg har set skønne børn og voksne mennesker til trods for de ikke fulgte vores normer. Jeg er af den overbevisning at en bekymring skal baseres på de individer der indgår i familien og ikke på plejere og sådan gør man ikke (selvsagt ikke når vi ude i misbrug, reelt omsorgssvigt , incest osv.). Jeg er også blevet beskyldt for ikke at gøre det bedste for mine børn på lang sigt, fx at jeg ikke lod dem passe ude fra de var 1 år, men også fordomme om at fordi jeg havde mistet en pige kunne jeg ikke finde ud af at slippe min dreng løs og være en "rigtig" dreng  - velmeenende pædagoger, der ikke lagde fingrene imellem og som i hvert fald i min historie glemte at kigge på min dreng og lade ham vise dem hvem han var... Der er så forfærdelig mange normer vi dømmer ud fra, jeg gør der selv er ingen helgen, men ville gerne vi kunne lade være 

lineog4 skriver:

Så fordi man ikke er parat til at råbe omsorgssvigt og alle røde alarm klokker ringer, handler det om man føler sig ramt fordi man selv måske får passet sit barn eller børn for meget? Spændende konklusion. 

Men bare for at være en af dem der viser en hver regel har en undtagelse, kan jeg fortælle jeg ikke råber omsorgssvigt eller ikke bliver dybt bekymret, en smule undrende hvis alt hvad ts fortæller er sandt (ikke at det ikke er sandt for ts, men hvad jeg forstår får ts det via bedsterne og er ikke direkte observatør på selve situationen og så er der en del fejlmargener undervejs). Og jeg er så en af dem der i 12 år ikke har prøvet at sove sammen med min mand uden der var er eller flere børn i samme hus/lejlighed. Mine børn bliver ikke passet, men har skøn kvalitetstid sammen med deres mormor en gang imellem og meget sjældent alle 3 på en gang med mindre jeg også er der. Tror min mand og jeg i 2015 var ude to gange uden børn hvor det ikke var forældremøder. 

Min bevæggrund for ikke at råbe op og tænde alarm klokkerne er, at jeg har ser mange familiekonstellationer, mange måder at gøre tingene som ikke altid har fulgt de danske normer og jeg har set skønne børn og voksne mennesker til trods for de ikke fulgte vores normer. Jeg er af den overbevisning at en bekymring skal baseres på de individer der indgår i familien og ikke på plejere og sådan gør man ikke (selvsagt ikke når vi ude i misbrug, reelt omsorgssvigt , incest osv.). Jeg er også blevet beskyldt for ikke at gøre det bedste for mine børn på lang sigt, fx at jeg ikke lod dem passe ude fra de var 1 år, men også fordomme om at fordi jeg havde mistet en pige kunne jeg ikke finde ud af at slippe min dreng løs og være en "rigtig" dreng  - velmeenende pædagoger, der ikke lagde fingrene imellem og som i hvert fald i min historie glemte at kigge på min dreng og lade ham vise dem hvem han var... Der er så forfærdelig mange normer vi dømmer ud fra, jeg gør der selv er ingen helgen, men ville gerne vi kunne lade være 

Ej kom nu altså, skal vi ikke prøve at læse hvad vi hver især skriver. Jeg skriver fx "dem der reagerer kraftigt". Måske læser jeg ikke dine indlæg korrekt, men jeg kan ikke få øje på, at du skulle være en af dem?

Jeg mener ikke at fordi man ikke er enig med trådstarter, skal se indad, men at hvis man reagerer ret kraftigt, så handler det måske om noget i en selv. 

Lilotte87 skriver:

Ej kom nu altså, skal vi ikke prøve at læse hvad vi hver især skriver. Jeg skriver fx "dem der reagerer kraftigt". Måske læser jeg ikke dine indlæg korrekt, men jeg kan ikke få øje på, at du skulle være en af dem?

Jeg mener ikke at fordi man ikke er enig med trådstarter, skal se indad, men at hvis man reagerer ret kraftigt, så handler det måske om noget i en selv. 

Jeg synes ikke der er nogle der reagerer kraftigere end mig, jo måske med lidt kraftigere ord. Men budskabet er vel nogenlunde det samme: hvis det "bare" handler om antallet af pasningsgange og ikke om en dreng der synes at mistrives, så er der måske ikke grund til bekymring. Og ja har alle en forskellig skrivestil, men budskabet vel nogenlunde det samme?

lineog4 skriver:

Jeg synes ikke der er nogle der reagerer kraftigere end mig, jo måske med lidt kraftigere ord. Men budskabet er vel nogenlunde det samme: hvis det "bare" handler om antallet af pasningsgange og ikke om en dreng der synes at mistrives, så er der måske ikke grund til bekymring. Og ja har alle en forskellig skrivestil, men budskabet vel nogenlunde det samme?

Er stået af. Tror ikke vi to bliver enige og det er lørdag og spild af tid at diskuterer skrivestil, især når man er så uenige som vi to 

Go' dag

Anonym skriver:

kender et par som har et barn på lige knap 3 år. Siden han var 9 mdr er han blevet passet fast et par gange om ugen. Mange gange fordi forældrene "er trætte", "har brug for at slappe af" eller "hyggedag med venner". De arbejder begge meget i forvejen og med udenlandske job der gør den ene af dem kan være væk en uge eller to af gangen. 

Nu er de gravide igen med planlagt baby nr 2.

Det er ikk mit job at dømme eller blande mig. Men føler en vis bekymring for de børn. Hvordan skal de klare to når de ikk engang har overskud og prioritering til et?

Nå skulle bare lige have frit løb for tankerne.  

Jeg synes din bekymring er komplet uberettiget og du burde blande dig udenom. Hvis det fungerer for den pågældende familie og alle involverede er glade, så er det da lige præcis sådan det skal være!☺

lineog4 skriver:

Så fordi man ikke er parat til at råbe omsorgssvigt og alle røde alarm klokker ringer, handler det om man føler sig ramt fordi man selv måske får passet sit barn eller børn for meget? Spændende konklusion. 

Men bare for at være en af dem der viser en hver regel har en undtagelse, kan jeg fortælle jeg ikke råber omsorgssvigt eller ikke bliver dybt bekymret, en smule undrende hvis alt hvad ts fortæller er sandt (ikke at det ikke er sandt for ts, men hvad jeg forstår får ts det via bedsterne og er ikke direkte observatør på selve situationen og så er der en del fejlmargener undervejs). Og jeg er så en af dem der i 12 år ikke har prøvet at sove sammen med min mand uden der var er eller flere børn i samme hus/lejlighed. Mine børn bliver ikke passet, men har skøn kvalitetstid sammen med deres mormor en gang imellem og meget sjældent alle 3 på en gang med mindre jeg også er der. Tror min mand og jeg i 2015 var ude to gange uden børn hvor det ikke var forældremøder. 

Min bevæggrund for ikke at råbe op og tænde alarm klokkerne er, at jeg har ser mange familiekonstellationer, mange måder at gøre tingene som ikke altid har fulgt de danske normer og jeg har set skønne børn og voksne mennesker til trods for de ikke fulgte vores normer. Jeg er af den overbevisning at en bekymring skal baseres på de individer der indgår i familien og ikke på plejere og sådan gør man ikke (selvsagt ikke når vi ude i misbrug, reelt omsorgssvigt , incest osv.). Jeg er også blevet beskyldt for ikke at gøre det bedste for mine børn på lang sigt, fx at jeg ikke lod dem passe ude fra de var 1 år, men også fordomme om at fordi jeg havde mistet en pige kunne jeg ikke finde ud af at slippe min dreng løs og være en "rigtig" dreng  - velmeenende pædagoger, der ikke lagde fingrene imellem og som i hvert fald i min historie glemte at kigge på min dreng og lade ham vise dem hvem han var... Der er så forfærdelig mange normer vi dømmer ud fra, jeg gør der selv er ingen helgen, men ville gerne vi kunne lade være 

Hvor er det godt skrevet  sad lige og tænkte det samme.... Jeg får også min søn passet (4,5år) hver man og tirsdag 17:00-19:00 fordi jeg er begyndt til Zumba  og bassen ser også sin mormor udover det, og bliver passet engang imellem udover det... Han har et så tæt bånd til hende at han næsten har to hjem, men han har det rigtig godt. Han ved at mormor det er rigtig hygge og mor det er (hverdag) (du ved, lidt flere regler, vi skal op om morgenen, tidligt i seng)

Ja, undskyld mig TS, men nu har jeg lige læst flere af kommentarerne her i tråden. Jeg er nødt til at spørge dig om hvordan du ka vide SÅ meget om den pågældende familie, du ved jo alt, afleverings og hentetidspunkter,  hvem der passer hvornår osv. På mig virker det altså lidt ærgerligt at du ka gå så meget op i den families rutiner, og hvis du var min veninde ville jeg dælme blive ked af det. Jeg har børn på en måde og mine veninder har børn på 10 forskellige måder, men alle har vi det til fælles at vores børn er glade og tilfredse og vi forældre er det også! Jeg vil aldrig dømme nogen, eller så bekymring og mistanke fordi nogen vælger at gøre noget med deres børn som jeg ikke ville. Jeg synes du burde glæde dig på dit vennepars vegne over de har en glad dreng og nr 2 på vej og samtidig har muligheden for at være kærester og familie der gerne deres barn. Det er ikke pænt at være dømmende eller jaulox fordi man (desværre) ikke selv kan få børn.

LOL skriver:

Ja, undskyld mig TS, men nu har jeg lige læst flere af kommentarerne her i tråden. Jeg er nødt til at spørge dig om hvordan du ka vide SÅ meget om den pågældende familie, du ved jo alt, afleverings og hentetidspunkter,  hvem der passer hvornår osv. På mig virker det altså lidt ærgerligt at du ka gå så meget op i den families rutiner, og hvis du var min veninde ville jeg dælme blive ked af det. Jeg har børn på en måde og mine veninder har børn på 10 forskellige måder, men alle har vi det til fælles at vores børn er glade og tilfredse og vi forældre er det også! Jeg vil aldrig dømme nogen, eller så bekymring og mistanke fordi nogen vælger at gøre noget med deres børn som jeg ikke ville. Jeg synes du burde glæde dig på dit vennepars vegne over de har en glad dreng og nr 2 på vej og samtidig har muligheden for at være kærester og familie der gerne deres barn. Det er ikke pænt at være dømmende eller jaulox fordi man (desværre) ikke selv kan få børn.

Er det ikk underordnet hvordan jeg ved så meget om dem? 

Er ved at være død træt af at høre på det der jalousi omkring min barnløshed. Jeg har selv valgt det da jeg valgte min mand som er grunden til jeg ikk kan få børn. Så drop nu alt jeres ævl om jalousi for det er der intet af. 

Jeg melder mig ud fra tråden nu. Kan ikk sige noget uden at blive dømt for alle mulige ting og samtidig sidder i og bitcher over det at dømme andre. I glemmer at feje for egen dør mange af jer.