Ved ikk hva jeg skal tænke .. En smule bekymret

LOL skriver:

Ja, undskyld mig TS, men nu har jeg lige læst flere af kommentarerne her i tråden. Jeg er nødt til at spørge dig om hvordan du ka vide SÅ meget om den pågældende familie, du ved jo alt, afleverings og hentetidspunkter,  hvem der passer hvornår osv. På mig virker det altså lidt ærgerligt at du ka gå så meget op i den families rutiner, og hvis du var min veninde ville jeg dælme blive ked af det. Jeg har børn på en måde og mine veninder har børn på 10 forskellige måder, men alle har vi det til fælles at vores børn er glade og tilfredse og vi forældre er det også! Jeg vil aldrig dømme nogen, eller så bekymring og mistanke fordi nogen vælger at gøre noget med deres børn som jeg ikke ville. Jeg synes du burde glæde dig på dit vennepars vegne over de har en glad dreng og nr 2 på vej og samtidig har muligheden for at være kærester og familie der gerne deres barn. Det er ikke pænt at være dømmende eller jaulox fordi man (desværre) ikke selv kan få børn.

Nu er jeg godt nok ikke trådstarter, men for mig er det en helt naturlig ting, at vide en masse om de mennesker jeg omgiver mig med. Jeg ved også hvornår mine veninders børn bliver hentet, hvornår de kommer i seng, hvem der passer dem, hvor meget usundt de må få at spise, hvilken sport de går til osv. Vi snakker tit sammen om alt og intet og fortæller hinanden alt muligt, og spørger ind til hinanden. Jeg/vi gør ofte tingene meget forskelligt og det er da berigende at vide, at det ikke kun er ens egen måde at gøre tingene på, der er god nok. Jeg spørger da ikke ind til mine veninders hverdag for at kunne dømme dem, jeg gør det fordi jeg er interesseret. Netop når man ved en masse om hinanden, så kan man også let hjælpe hinanden, hvis man pludseligt kan se et mønster der ændrer sig. Man kan hjælpe et menneske, der måske ikke selv kan række ud efter hjælp(eks på grund af sygdom). Det kan i min verden kun være positivt. Det kan også være at de helt bevidst ændrer mønster, men så ved man jo det.

Hvis jeg fik mine børn passet meget ofte, udover institution, fortalte at jeg manglede overskud og havde brug for meget alenetid, og så fortalte at jeg ønskede endnu et barn, så håber jeg at mine venner og familie ville bekymre sig nok for mig(og det barn jeg havde i forvejen), til at de åbent spurgte ind til om jeg havde tænkt det godt nok igennem.

Hvorfor undrer du dig over at trådstarter ved så meget om den pågældende familie?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Gad vide hvorfor at der så mange steder i tråden sættes lighedstegn mellem anvendelsen af "pasning" og så manglende overskud til at magte sit barn...

Og hvorfor det ikke nuanceres hvad "pasning" egentlig er for en størrelse...

Mit barn kommer til at se rigtig meget til sine bedsteforældre - flere gange om ugen. Også uden at hendes forældre altid skal noget andet, eller at det er "livsnødvendigt". Det kommer vi blandt andet til fordi vi gerne vil prioritere korte dage i institutionen, et tæt bånd til bedsteforældrene med masser af samvær, og så engang i mellem også bare fordi vi gerne vil lege kærester og flette tæer, eller give den én over nakken til en fest med vennerne....

Jeg ser det ikke som manglende overskud. Det er en helt bevidst måde at indrette livet på - således at både barn, forældre og bedsteforældre trives bedst muligt.

Og nej, vi "får ikke børn for at få dem passet". Vi får børn for at give dem den bedste, tryggeste og kærligste opvækst. Derfor gør vi som beskrevet ovenfor - for det er det rigtige for os .... og jeg har da i øvrigt bestemt også drømme om at få flere børn

Har du læst hele tråden igennem og set detaljerne angående omfanget af, og motivationen for, pasningen?

Jeg læser desuden ingen steder at nogen som helst sætter lighedstegn mellem pasning og manglende overskud. Overhovedet. 

alenemor42 skriver:

Men er der noget i denne tråd der fremmer noget som helst?

Er det ikke sort/hvidt at konkludere at der er et barn der bliver svigtet?

Jeg har konkluderet ud fra trådstarters oprindelige indlæg at det var mere en forargelse end noget andet. Det er min helt egen konklusion og den har ikke ændret sig ... tværtimod 

Ja, jeg synes, det fremmer dialogen, at en del skriver uddybende og nuanceret om deres opfattelser af hyppig pasning - både på godt og ondt. Det har givet mig stof til eftertanke at læse andre beskrive deres syn på emnet på en sober måde, ligesom andre med en anden holdning måske også har fået lidt at tænke over. Det eneste ikke-fremmende er i mine øjne de lynhurtige "Du dømmer!"-reaktioner og tendensen til at tro, dette er en skyttegravskrig, hvor hyppig pasning per definition enten er godt eller skidt.

Jo, det er sort/hvidt at konkludere, at et barn bliver svigtet. Hvem konkluderer dét? Jeg læser det flere gange som et åbent spørgsmål, men spørgsmålet må tydeligvis slet ikke stilles.

Ja, du har konkluderet ud fra første indlæg, og ja, det er din helt egen konklusion. Jeg læser et spørgsmål:"Er der grund til bekymring?" - og at svare på det uden at DØMME trådstarter (for at dømme!) ville i mine øjne have kunnet holde debatten på et sagligt spor. Der, hvor den hen ad vejen havnede hist og pist. Der, hvor folk spurgte i stedet for at konkludere.

Har du læst hele tråden igennem og set detaljerne angående omfanget af, og motivationen for, pasningen?

Jeg læser desuden ingen steder at nogen som helst sætter lighedstegn mellem pasning og manglende overskud. Overhovedet. 

Ja, det har jeg - med stor interesse endda, fordi de forskellige synspunkter giver et fint billede af hvor forskelligt vi tænker.

I det konkrete tilfælde er der tale om ganske meget "pasning". Min kommentar er en mere generel betragtning ... og de eksempler jeg henviser til går blandt på formuleringer såsom:

- At man ikke kan køre "egotrip" når man får børn og sætte egne interesser først og derved bruge pasning.

- At man ikke magter dem hvis de passes "uden grund". At man derfor formentlig ikke kan magte flere børn.

- At man ikke kan "kaste rundt" med børn i "tide og utide.

... og så en række andre lignende formuleringer, der kobler en høj frekvens af pasning til manglende overskud og/eller egoisme. Det er disse jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kommentar, fordi jeg opfatter det som en ensidig måde at generalisere "pasning" på.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Ja, det har jeg - med stor interesse endda, fordi de forskellige synspunkter giver et fint billede af hvor forskelligt vi tænker.

I det konkrete tilfælde er der tale om ganske meget "pasning". Min kommentar er en mere generel betragtning ... og de eksempler jeg henviser til går blandt på formuleringer såsom:

- At man ikke kan køre "egotrip" når man får børn og sætte egne interesser først og derved bruge pasning.

- At man ikke magter dem hvis de passes "uden grund". At man derfor formentlig ikke kan magte flere børn.

- At man ikke kan "kaste rundt" med børn i "tide og utide.

... og så en række andre lignende formuleringer, der kobler en høj frekvens af pasning til manglende overskud og/eller egoisme. Det er disse jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kommentar, fordi jeg opfatter det som en ensidig måde at generalisere "pasning" på.

Jeg er ikke enig. Jeg mener at svarene i tråden tager udgangspunkt i det konkrete tilfælde.

Og det er også interessant at opleve hvordan indtil nu 3 af "modsigerne" indrømmer at deres modstand bunder i at de selv får passet deres børn meget. Men den her tråd er jo ikke en kritik af dem, men af ts' bekendte i det konkrete tilfælde.

Som jeg selv har nævnt, er jeg en person der værner om min egotid. Bedsterne henter ind imellem, passer ind imellem, også med overnatning når mand og jeg feks skal til fest. Mand og jeg skal 4 dage kæresteferie til Paris om lidt mens søn skal være hos bedsterne. 

Jeg bliver da ikke ramt af ts' eller andres kommentarer i denne tråd alligevel. Man må kunne skille tingene ad, ellers bliver det en ligegyldig diskussion.

modesty skriver:

Jeg er ikke enig. Jeg mener at svarene i tråden tager udgangspunkt i det konkrete tilfælde.

Og det er også interessant at opleve hvordan indtil nu 3 af "modsigerne" indrømmer at deres modstand bunder i at de selv får passet deres børn meget. Men den her tråd er jo ikke en kritik af dem, men af ts' bekendte i det konkrete tilfælde.

Som jeg selv har nævnt, er jeg en person der værner om min egotid. Bedsterne henter ind imellem, passer ind imellem, også med overnatning når mand og jeg feks skal til fest. Mand og jeg skal 4 dage kæresteferie til Paris om lidt mens søn skal være hos bedsterne. 

Jeg bliver da ikke ramt af ts' eller andres kommentarer i denne tråd alligevel. Man må kunne skille tingene ad, ellers bliver det en ligegyldig diskussion.

Nu citerer du i hvert fald mig forkert. Jeg indrømmer at min modstand kommer af frygt for selv at blive dømt for en utraditionel livsstil. Det har intet med pasning at gøre, men på et mere generelt plan.

modesty skriver:

Jeg er ikke enig. Jeg mener at svarene i tråden tager udgangspunkt i det konkrete tilfælde.

Og det er også interessant at opleve hvordan indtil nu 3 af "modsigerne" indrømmer at deres modstand bunder i at de selv får passet deres børn meget. Men den her tråd er jo ikke en kritik af dem, men af ts' bekendte i det konkrete tilfælde.

Som jeg selv har nævnt, er jeg en person der værner om min egotid. Bedsterne henter ind imellem, passer ind imellem, også med overnatning når mand og jeg feks skal til fest. Mand og jeg skal 4 dage kæresteferie til Paris om lidt mens søn skal være hos bedsterne. 

Jeg bliver da ikke ramt af ts' eller andres kommentarer i denne tråd alligevel. Man må kunne skille tingene ad, ellers bliver det en ligegyldig diskussion.

Jeg bliver faktisk nødt til at uddybe her, for jeg føler mig hengt op på noget jeg ikke har sagt.

Både TS' oprindelige indlæg og de efterfølgende svar lugter for mig på lang vej af sladder. På intet tidspunkt er der en overvejelse over "hvordan kan jeg hjælpe", " bør jeg hjælpe", "findes der hjælp de kan få". Og det er mit udgangspunkt for mine svar her inde. Hvis det udgangspunkt er forkert, kunde TS måske alligevel bruge mine svar til netop at vende tankerne over på om der er noget man kunde gøre.

Når det kommer til mine indrømmelser: Jeg indrømmer blankt at jeg er bange for at blive dømt og bagtalt for de valg jeg laver, for nogle af dem er ikke standard. Og ja, det påvirker mine svar i denne tråd. Det handler ikke om at mit barn bliver passet meget - det har hun det ikke godt med så det bliver hun ikke. Men det handler om andre valg i mit liv, som en konservativ kusine sikkert ville kunde lave en meget grim historie omkring.

Det er baggrunden for at jeg beder TS om at holde op med at sladre og, hvis der er et reelt problem, hellere give en hånd.

Det kunne være min mands kollega, historien handlede om: 2 karrieremennesker med fuldtid+, barn maksimalt i vuggestue, barnepasser flere gange ugentligt, forretningsrejser OG shoppeture til fx Tokyo/Dubai, spise ude flere gange ugentligt uden barn. 

Jeg håber virkelig, at de har selvindsigt nok til at holde det til ét barn - for det lyder da som et underligt børneliv. De har i øvrigt ingen bedsteforældre i nærheden OVERHOVEDET. 

Jeg fatter det ikke men blander mig selvfølgelig heller ikke. Jeg bliver bare lidt spids, når min mand fremhæver deres livsstil som værende så "skøn og fri". Jeg synes nemlig, at det tangerer omsorgssvigt på 1. klasse. 

snuskesmor skriver:

Jeg bliver faktisk nødt til at uddybe her, for jeg føler mig hengt op på noget jeg ikke har sagt.

Både TS' oprindelige indlæg og de efterfølgende svar lugter for mig på lang vej af sladder. På intet tidspunkt er der en overvejelse over "hvordan kan jeg hjælpe", " bør jeg hjælpe", "findes der hjælp de kan få". Og det er mit udgangspunkt for mine svar her inde. Hvis det udgangspunkt er forkert, kunde TS måske alligevel bruge mine svar til netop at vende tankerne over på om der er noget man kunde gøre.

Når det kommer til mine indrømmelser: Jeg indrømmer blankt at jeg er bange for at blive dømt og bagtalt for de valg jeg laver, for nogle af dem er ikke standard. Og ja, det påvirker mine svar i denne tråd. Det handler ikke om at mit barn bliver passet meget - det har hun det ikke godt med så det bliver hun ikke. Men det handler om andre valg i mit liv, som en konservativ kusine sikkert ville kunde lave en meget grim historie omkring.

Det er baggrunden for at jeg beder TS om at holde op med at sladre og, hvis der er et reelt problem, hellere give en hånd.

Sladre? Der er da ikke meget sladder i at skrive anonymt om anonyme personer til ukendte folk i et forum som dette. 

TS er i tvivl, om der er grund til bekymring eller ej. Havde stemningen/vurderingen herinde nu været, at ja, du bør være meget bekymret, ville næste oplagte skridt være, at TS spurgte, hvad hun evt. kunne gøre. Jeg kan levende forestille mig ramaskriget, hvis hun ikke blot havde luftet sin tvivl, om der var grund til bekymring, men i stedet havde konkluderet, at den VAR helt gal, og spurgt til, hvad hun kunne gøre for det stakkels barn. 

Nu kørte det jo af sporet allerede i og med, at hendes bekymringstanker blev udlagt som dømmende adfærd - og sladder - og dermed er det aldrig blevet aktuelt for hende at spørge til, om hun skal handle på det og i givet fald hvordan. 

Hvis nu folk havde sat hende ind i deres tanker og overvejelser omkring emnet og illustreret, at der er mange måder at være forældre på, og at hyppig pasning ikke per definition er skidt, i stedet for at føle sig anklaget - pga. hendes SPØRGSMÅL og TVIVL - kunne debatten have fået en konstruktiv drejning. 

Jeg synes ærligt talt, at folk ser spøgelser og fordømmelse mellem linjerne, og det gør man måske let, når man selv frygter fordømmelse for egne valg - men så er det da bare at spørge og forklare baggrunden for egne valg og krydse fingre for, at TS lytter og nuancerer sin holdning. Gør hun ikke det, har man om ikke andet rene linjer i dialogen, baseret på fakta og ikke formodninger omkring hendes bevæggrunde. 

snuskesmor skriver:

Jeg bliver faktisk nødt til at uddybe her, for jeg føler mig hengt op på noget jeg ikke har sagt.

Både TS' oprindelige indlæg og de efterfølgende svar lugter for mig på lang vej af sladder. På intet tidspunkt er der en overvejelse over "hvordan kan jeg hjælpe", " bør jeg hjælpe", "findes der hjælp de kan få". Og det er mit udgangspunkt for mine svar her inde. Hvis det udgangspunkt er forkert, kunde TS måske alligevel bruge mine svar til netop at vende tankerne over på om der er noget man kunde gøre.

Når det kommer til mine indrømmelser: Jeg indrømmer blankt at jeg er bange for at blive dømt og bagtalt for de valg jeg laver, for nogle af dem er ikke standard. Og ja, det påvirker mine svar i denne tråd. Det handler ikke om at mit barn bliver passet meget - det har hun det ikke godt med så det bliver hun ikke. Men det handler om andre valg i mit liv, som en konservativ kusine sikkert ville kunde lave en meget grim historie omkring.

Det er baggrunden for at jeg beder TS om at holde op med at sladre og, hvis der er et reelt problem, hellere give en hånd.

Jeg kan sagtens forstå holdningen at man skal lade være med at dømme. Den står jeg 100% bag selv. Jeg har mange forældre i min omgangskreds som har taget valg der er helt anderledes end mine. Og jeg lever også mit liv på en måde som ville få mere konservative folk til at hæve øjenbrynene, ingen tvivl om dét. Ingen mennesker er perfekte. Når det så er sagt, er vores tanker frie, og jeg mener at man skal have lov til at tænke sit om andre ind imellem.

Jeg synes ikke at TS sladrer. Jeg tænker at hun har brug for at komme ud med nogle bekymringer/tanker. Og måske netop for IKKE at sladre, vælger hun at gøre det anonymt på en internetforum i stedet for over en kop kaffe med veninderne derhjemme, hvor det kunne gøre meget mere skade end herinde?