Føler mig misbrugt

Anonym skriver:

Hun var tildelt en ting, til julefrokost, men hun skrev at hun ikke ville medbringe da hun ikke havde råd

i vores familie aftaler vi gavebeløb og køber vi ikke for det beløb bliver det virkelig set ned på, på nær når det er hende. Jeg køber fordi jeg gerne vil glæde, vi sparer sammen, til julen, og fravælger andre ting og har vi det fint med. Jeg vil ikke gøre forskel på mine søskende, og give de andre gaver og hun så intet får, eller billigt et eller andet, ville høre for eet i evigheder. Men håbede et sted jeg kunne få hende overtalt til at vi så bare ikke er på gaver. Har det svært med at hun konstant nasser og prioriterer sog selv, og er mega utaknemmelig. For ellers er jeg ligeglad og har også haft mine andre søskende hvor de fik penge, for at udføre meget lidt "arbejde" hjemme hos os fordi de var i penge kneb og også accepteret perioder hvor vi intet fik selvom de fik dyre gaver, ingen af dem var utaknemmelige eller gik og flashede med at de brugte en masse på dem selv i stedet. 

 

Jeg vil ikke kunne råde dig, for vi ser meget forskelligt på det at give gaver.

Jeg giver ikke gaver ud fra et aftalt beløb, jeg forstår simpelthen ikke den tanke.

Jeg er ligeglad med hvad resten af familien tænker om de gaver jeg giver, jeg håber bare at kunne glæde modtageren. Hvis modtageren beklager sig eller virker utilfreds med gaven, som du skriver din søster er, det er for mig absurd. For hvordan kan man være utilfreds med noget der kommer af kærlighed? Men hvis det skulle ske for mig, så ville jeg spørge vedkommende hvorfor han/hun er utilfreds, og handle ud fra det. 

Mine forældre har alting. Og det de mangler køber de selv. Med din tilgang til gaver ville vi aldrig kunne give dem noget som helst. For hvis gavebeløbet eks var 800kr. hvad skulle vi så købe, hvis vi ønskede at give dem en blomst? Skulle vi så købe en buket til 800kr.? Eller chokolade for 800kr.? Det giver ingen mening for mig.

Derudover giver jeg gaver når det lige falder mig ind, og når jeg lige ser noget jeg ved netop den person vil blive glad for. Det afhænger ikke af om det er fødselsdag, jul eller hvad det måtte være.

Derudover giver jeg kun gaver til dem jeg er tæt på, og som jeg bruger tid med til daglig. Jeg ved derfor hvad de vil blive glade for, og hvad de evt mangler, fordi vi kender hinanden godt.

Jeg forstår dig godt ...

Men din søster er et helt andet sted i livet. Der synes jeg, du skal give hende lov til at være. Da jeg var i tyverne, havde min søster mand, to børn, eget firma, hus osv. Jeg gad knap nok gå en tur i skoven søndag eftermiddag (og da slet ikke lørdag, hvor jeg havde tømmermænd og/eller travlt med at gøre mig klar til fest og farver) 

Nu har jeg selv mand, børn osv. og vil hjertens gerne gå tur i skoven - endda tidligt lørdag, vi er jo alligevel oppe. Jeg prioriterer også gaver til familien fremfor hårfarve, nyt tøj, fadøl og taxa om natten. 

Men hvor ville jeg ærge mig, hvis jeg ikke havde haft min ego-tid i tyverne. Ærligt, så savner jeg den tid, men lige nu er jeg et andet sted i livet og her er også dejligt. Men mon dog, her havde været så dejligt, hvis ikke min ego-tid havde fået lov til at fylde lige så meget som jeg ønskede... 

Jeg ved ikke hvordan jeg helt skal tackle situationen

normalt går jeg ikke op i hvem der giver hvad osv men føler mig faktisk lidt udnyttet 

jeg har børn men dette har min søster ikke, af samme årsag køber jeg ofte for det mere, så hun ikke bliver snydt til jul og fødselsdag. Min mand har aldrig fået en fødselsdags eller julegave og jeg har fået efter hvad hun havde penge til. 

Min søster er midt i tyverne og gar ikke noget problem hvis hun hellere bil vi ikke er på gave, men det vil hun gerne. 

Sagen er den at jeg til jul købte for 800kr så hun ikke blev snydt og gav det ekstra da heg fandt nogle gode gaver jeg synes hun skulle have. Det er på min regning alene, hun gav intet til børnene eller til min mand og jeg fik et gavekort på en tur i biffen, en af dem du køber i et supermarkede eller en tank. Blev en anelse ked af hun ikke gjorde mere ud af gaven. Nu har vi så holdt fødselsdag og jeg fik intet, for hun havde ikke råd. Men for en uge siden var hun på bytur i Kbh, og tog toget, hvilket har kostet hende over 1000kr alene! Bagefter farver hun hår, nu vil hun tusses! Jeg er nok mest ked af at hun ikke bare er ærlig, og at vi bliver nedprioriteret på den måde. 

Overvejer virkelig til hendes fødselsdag at sige, at vi altså ikke havde råd !!! Vi sidder hårdt i det og har ikke råd til ferier eller børneopsparing de næste par år, til udgifterne til institutioner forsvinder. Hvilket vi er ok med. Men gider bare ikke gå og spare sådan for at glæde når hun selv er så ego ! Det er med alt, selv familiens julefrokost hvor alle skulle medbringe noget, ville hun gerne komme pg spise og drikke men bidrog ikke selv! Hun bruger mange penge på tøj, make up osv. Jeg har efterhånden betalt mange ting for hende men når hun ikke vil prioritere os, bare lidt, bliver jeg ked af det  

Hvad ville i gøre? Er det fair at lukke kassen i? 

Det er jo ikke kun pengene men også følelserne bag  

 

Aftal et beløb a gi for.

men egentligt så syntes jeg slet ikk det betyder så meget, det er tanken der tæller. Min lillesøster er også i midten af tyverne, jeg får heller ikk gaver af hende - eller mine 5 andre søskende - kun hvis de har råd... Jeg købte for ihvertsld 1000 kr til min yngste lillesøster, fordi hun er så skide sød hehe... Mine brødre, forældre osv fik en gave hver som jeg syntes passede til dem. Min far havde lige fået en jakke af mig og min lillesøster til 2700 i fødselsdagsgave, jeg fik 500 i julegave af ham... Sku jeg føle mig snydt? Det gør jeg ikke jeg ved a mine søskende arbejder, fester, er nyforelsket, alt det der, de er "unge" ...dengang jeg var i den alder tror jeg faktisk heller ikk jeg ga julegaver - men jeg fik! De har travlt med altmuligt andet hehe

Anonym skriver:

Vi har lavet aftaler som jævnligt er revurderet men altid kun hende der ikke overholder eller får lov at "slippe"

jeg gør selv meget ud af gaver og ja sådan en gave på vejen og til halvdelen af det aftale beløb, og ingen  gave til ungerne, og har altid sagt deres gaver er vigtigst, vi voksne kan bedre undvære. Er hendes ligegyldighed der skuffer mig. Hun praler løs på Facebook, men når det kommer til stykket betyder vi åbenbart intet, selvom hun skriver og poster at vi betyder alt, men hun er klart sig selv nærmest. dwr ligger meget bag, men ja jeg er skuffet og trist og føler ofte hun udnytter at vi andre betaler for hende så hun selv kan bruge sine penge kun på sig selv og lader os andre betale gildet 

 Forstår dig virkelig godt. 

Tænker lidt på dette....

loop skriver:

Jeg vil ikke kunne råde dig, for vi ser meget forskelligt på det at give gaver.

Jeg giver ikke gaver ud fra et aftalt beløb, jeg forstår simpelthen ikke den tanke.

Jeg er ligeglad med hvad resten af familien tænker om de gaver jeg giver, jeg håber bare at kunne glæde modtageren. Hvis modtageren beklager sig eller virker utilfreds med gaven, som du skriver din søster er, det er for mig absurd. For hvordan kan man være utilfreds med noget der kommer af kærlighed? Men hvis det skulle ske for mig, så ville jeg spørge vedkommende hvorfor han/hun er utilfreds, og handle ud fra det. 

Mine forældre har alting. Og det de mangler køber de selv. Med din tilgang til gaver ville vi aldrig kunne give dem noget som helst. For hvis gavebeløbet eks var 800kr. hvad skulle vi så købe, hvis vi ønskede at give dem en blomst? Skulle vi så købe en buket til 800kr.? Eller chokolade for 800kr.? Det giver ingen mening for mig.

Derudover giver jeg gaver når det lige falder mig ind, og når jeg lige ser noget jeg ved netop den person vil blive glad for. Det afhænger ikke af om det er fødselsdag, jul eller hvad det måtte være.

Derudover giver jeg kun gaver til dem jeg er tæt på, og som jeg bruger tid med til daglig. Jeg ved derfor hvad de vil blive glade for, og hvad de evt mangler, fordi vi kender hinanden godt.

Du lyder som en, jeg gerne ville være på gaver med 

Jeg har været forbi tråden mange gange og tænkt jeg egentlig ikke kunne svare blandt andet fordi jeg ikke har en stor familie og fordi jeg har en modsat holdning til gaver, det handler ikke om hvad de har kostet men om tanken, jeg kan blive mindst lige så glad for en hjemmegjort gave lavet af hvad skabet var fyldt af som en ring til 3000, og jeg ville aldrig aftale beløb kombineret med en ønskeliste, hvorfor så ikke bare købe det selv?

Men nu har jeg faldet over overskriften så mange gange, så jeg bliver nød til at skrive det: synes ordet misbrugt er et enormt stærkt ord til en situation som i bund og grund er en bagatel. Ja kan sagtens forstå drt må være skuffende ens søster ikke deler samme ide om at bruge tid på at finde den rigtige gave, at hun ikke lige husker en lille ting til ungerne, en tur i Tiger og så ville ungerne have været lykkelige. Men misbrugt? 

Og så tænker jeg, hvad med bare at se det som et faktum: min søster går ikke op i det med at give gaver (hun kan lide at få dem måske), så jeg skruer forventningerne i bund og giver hende gaver som jeg ønsker st give hende og det er det. Og hvem ved måske skifter indstillingen til at give når hendes liv forandrer sig - jeg mener hun er midt i 20'erne, fester, tager uddannelse, har hovedet fyldt med kærester og hvad ved jeg, måske hun ikke har set på et stykke legetøj i 10 år... 

Du lyder som en, jeg gerne ville være på gaver med 

Det kan da være vi kan finde ud af det men hvorfor?

Jeg gør det på den måde jeg synes er den bedste, og den jeg gerne vil lære mine børn. 

Hvis andre har andre måder, der fungerer godt for dem, så er det kun fint. Men jeg forstår ikke alle dem, der gør gaver til et problem, gaver skulle jo netop være ment, som noget man giver for at glæde andre. Hvis det ikke længere er en glæde at give, må man da kigge på årsagen, og finde den hos sig selv. Man kan da ikke give modtageren skylden.

Gaver er gaver, det er ikke et lån. Man hjælper jo heller ikke andre med forventning om noget retur.

jenny4 skriver:

Men hvorfor aftaler i så ikke et lavere beløb hvor alle kan være med? Tag udgangspunkt i hvad din søster kan - eks 200kr til en biftur og så få aftalt hvem der gives til og hvornår.

Vi har ofte revurderet, og hun sætter selv beløbet og vil gerne modtage men aldrig give.

Julemusen skriver:

I skal da bare stoppe med at give gaver indtil jeres økonomi er bedre og indtil hun er moden nok til at give noget retur og ikke bruge alle sine penge på tattoo og bytur. 

Min mand og jeg sidder også hårdt i det pga to barsler i rap på barselsdagpenge,  samt at min mand kun arbejder deltid indtil til sommer. Vi har meddelt hele familien (26 personer) at vi ikke kan give gaver for mere end 200-300 kr til hver person til fødselsdag og det samme til jul. Vi sparre 800 kr op om måneden for at have råd til fødselsdags og julegaver. Min lillesøster er på nuværende tidspunkt på su og har derfor ikke råd til gaver. Derfor har min mor gået ind og betalt for hende. Dette synes jeg er helt hul i hovedet, da min mor simpelthen ikke vil lade min søster tage ansvar srlv. Min mand og jeg er selv blevet færdig uddannet for et år og tre år siden, og mens vi var på su fik vi ikke nogen økonomiske hjælp af vores forældre og vi gav gaver som vi gør nu ved at sparre op gennem studiejob. Så jeg tog beslutningen, at til jul vil vi ikke give gaver til mine søskende medmindre vi holdte jul sammen. Min anden søster er vred over at vi ikke giver større gaver, og gider heller ikke hendes brok. Så det var to fluer med et smæk. Men min mor måtte stadigvæk punge ud til alle andre gaver for min søster mens hun bare skovlede gaver ind. Vil også lige pointere at hun ikke har givet min mand eller børn fødselsdagsgaver de sidste to år samt bliver væk fra fødselsdagene for at tage til fest. Jeg er meget forarget over min søsters opførelse, også  fordi min søster er direkte utaknemmelig og spydig overfor vores mor. Men det er deres hovedpine, ikke min.

Men jeg var simpelthen så lettet over at få sagt fra. Gidet ikke gå og bruge tid og penge på en som ikke værdsætter det. Hvis hun bare var taknemmelig for det vi køber var det en anden sag. Men hun vil altid have bonnen for at få pengene. Og de bliver uden tvivl brugt på hårfarve og cigaretter. 

Så få sat en stopper for det cirkus, når det går dig på. Og så kan i starte op igen når økonomien bedre kan klare det 

Det er det samme her, og er ikke kun gaver. Jeg giver gerne men gider heller ikke tingene er envejs. Vi hjælper altid og når det gælder omvendt gider hun ikke. Da vi skulle flytte kom hun kun fordi min mor krævede hun også hjalp for en gangs skyld og sad i 2 timer og gloede Facebook og ville derefter køres hjem. Når hun holder fødselsdag åbner hun gaver, ikke et tak, og forsvinder så ind på gæsteværelset hvor hun tager selvfies og lægger på Facebook