Anonym skriver:
Hej.
Mit dilemma er, at min forlovede og jeg er blevet gravide.. Han er 22 år og jeg er 19, vi bor hjemme hos mine forældre og er igang med uddannelse. Vi har været sammen i 2,5 år.
Jeg er i dag 8+3 henne, men min forlovede vil ikke være far, han har sat sig en minimums alder på 25 år, før han skal være far. Hvilket jeg syntes er totalt åndssvagt? Man bliver aldrig 100% klar til et lille barn..
Vi havde aftalt, at gøre det uden noget beskyttelse, da jeg har en defekt æggestok - så jeg har 10% chance om måneden for, at blive gravid, hvilket ikke er ret meget. Jeg har ønsket mig et barn lige fra da jeg var 14 år af, men han vil stadig ikke, selvom han ved hvor svært jeg har ved det? Men vi aftalte, at hvis det skete, så skulle vi snakke om det når vi nåede dertil og ellers en abort - men han bliver jo bare aldrig klar altså..
Vi har en familie og venner som ville støtte os og det ved han godt..
Men, hvis han virkelig elskede mig som han siger, så havde han været stor nok til, at tage et ansvar og beholde vores fælles barn tænker jeg?
Kom gerne med gode råd.
Han siger, at han forlader mig, hvis jeg får barnet
Jeg vil ikke stemme, da det kun kan være dit/jeres valg. Dog vil jeg sige, at det at i overhovedet dyrker ubeskyttet sex med aftalen om, at tale for/imod abort hvis du blev gravid siger mig, at i absolut ikke er modne til at forstå det kæmpe ansvar et lille nyt væsen er. Nu er du så gravid, så må du jo gøre op med dig selv om du vil være alenemor og byde barnet en far der ikke vil have det. Og tvinge et andet menneske som du påstår at elske til at være far. Måske vokser du med opgaven eller måske skulle du vente med graviditet indtil du er mere modnet og har fundet en mand der vil det ligeså meget som dig. Stort kram alligevel, håber det bedste for dig og jer