Anonym skriver:
Hej.
Mit dilemma er, at min forlovede og jeg er blevet gravide.. Han er 22 år og jeg er 19, vi bor hjemme hos mine forældre og er igang med uddannelse. Vi har været sammen i 2,5 år.
Jeg er i dag 8+3 henne, men min forlovede vil ikke være far, han har sat sig en minimums alder på 25 år, før han skal være far. Hvilket jeg syntes er totalt åndssvagt? Man bliver aldrig 100% klar til et lille barn..
Vi havde aftalt, at gøre det uden noget beskyttelse, da jeg har en defekt æggestok - så jeg har 10% chance om måneden for, at blive gravid, hvilket ikke er ret meget. Jeg har ønsket mig et barn lige fra da jeg var 14 år af, men han vil stadig ikke, selvom han ved hvor svært jeg har ved det? Men vi aftalte, at hvis det skete, så skulle vi snakke om det når vi nåede dertil og ellers en abort - men han bliver jo bare aldrig klar altså..
Vi har en familie og venner som ville støtte os og det ved han godt..
Men, hvis han virkelig elskede mig som han siger, så havde han været stor nok til, at tage et ansvar og beholde vores fælles barn tænker jeg?
Kom gerne med gode råd.
Han siger, at han forlader mig, hvis jeg får barnet
For det første synes jeg at det er vildt uansvarligt at I ikke beskytter jer når du har en velfungerende æggeleder. Hver anden måned er der lige så stor sandsynlighed for at du kan blive gravid som en hvilken som helst anden sund og rask kvinde. Og din unge alder taget i betragtning er sandsynligheden forhøjet.
Desuden vil 10% chance pr. md. blive til 100% chance på 10 mdr. Det er da logik for burhøns.
Når man har så lidt sans for konsekvens (og hovedregning), så synes jeg ærligt talt at man er for umoden til at blive forælder.
Og jeg tænker at din kæreste overhovedet ikke har sat sig ind i de her odds, men bare har troet dig når du har fortalt ham at sandsynligheden var meget lille. Det er så også dumt af ham. Men igen - et bevis på at han er for umoden til at blive far.
Jeg ville - af både etiske og praktiske årsager, og af hensyn til barnet - vælge en abort.