Jeres ærlig mening.

Sandratoft skriver:

Haha ja jeg tænkte det samme, og har også set hende påpege/gøre grin med det i andre debatter vildt at det kan irritere hende sådan at hun føler behov for at påpege det og samtidig lige lave en opdeling af "rigtige debattører" og "forkerte debattører" 

 

 

Hvor? 

Jeg indrømmer gerne at jeg er en af dem som har fordomme om (for) unge mødre. Jeg håber ofte at mine fordomme bliver gjort til skamme og jeg tvivler heller ikke på at der finds gode og ansvarlige unge mødre. Dog må jeg indrømme at jeg er meget farvet af alle de tråde herinde og andre steder hvor unge mødre meget hurtigt bliver enlige (enten af eget valg eller fordi den unge far ikke var klar til at få barn alligevel) og hænger fast i kontant/uddannelseshjælp uden at komme videre – og som desuden (fx på facebook) er ind og ud af forskellige forhold bagefter hvilket betyder at barnet bliver kastet rundt i forhold til en masse “bonusfædre” som de måske kun kender et halvt år. Desuden synes jeg ofte at de også har en tendens til at spørge om hjælp til ting som man sagtens kunne finde ud af via en hurtig googlesøgning eller opringning til den pågældende instans som har svaret. Unge forældre virker (i hvert fald herinde og jeg er godt klar over at min-mave og baby.dk ikke er repræsentativ for alle unge forældre) derfor ofte lidt naive og ikke helt gennemtænkte i deres beslutninger.

Der er lavet mange undersøgelser om unge forældre og socialklasser (tag bare en rundtur på google) og det er tydeligt at unge forældre har en tendens til at tilhøre de lavere socialklasser. Jeg siger ikke at man ikke kan være en god mor på kontanthjælp – men ER det virkelig det liv og den sociale arv man vil videregive til sine børn?

Jeg er udemærket klar over at der ikke er nogle garantier for at et forhold holder – heller ikke selvom man er 30 når man får børn. Dog tror jeg at man med sin øgede livserfaring (og det faktum at frontallapperne er færdigtudviklede og man generelt set er mindre impulsstyret når man er lidt ældre) har større sandsynlighed for at få et forhold og familieliv til at køre. Langt de fleste bliver altså mere overbærende og sikre på hvad de vil (og hvem de vil det med) når livserfaringen og roen indfinder sig og det tror jeg er enormt sundt som menneske og forælder.

Jeg siger ikke at det er sådan alle unge forældre er og jeg bliver glad hver gang jeg hører om nogle som har fået børn sammen tidligt og som alligevel holder sammen mange år efter og har fået sig en god uddannelse – jeg elsker når mine fordomme bliver gjort til skamme  men overstående er helt ærligt hvad jeg tænker når jeg hører at en 19-årig (som ikke engang er færdig med gymnasiet endnu/ikke engang har nogen anden uddannelse en 9. Klasse) som mener at hun har fundet sit liiiivs kærlighed og at de skal være sammen for altid og da selvfølgelig også skal have børn sammen nu. Selvom man venter et par år er man altså stadig ung med sine børn som 25-årig

Kære ts. 

Du behøvet ikke forsvare jeres valg, og det tror jeg faktisk heller ikke du bliver tvunget til efter i har fået børn  

det handler rigtig meget om hvem man er og hvordan man er.

er man 19, på kontanthjælp og ikke ved hvad man skal med livet - måske bor hjemme endnu - SÅ vil man nok få det hårdt ift de dømmende blikke og belærende ord, mem har man styr på det, så skænker folk omkring ikke jeres alder en tanke

det er i hvertfald min personlige erfaring jeg blev gravid med den første da jeg var 20 og kæresten 24, jeg havde afsluttet udd og havde fast job, kæresten læste - vi havde begge været udeboende hver for sig i nogen år og havde boet sammen 6mdr og været kærester 1år, da jeg testede positiv - helt planlagt ingen rynkede hverken næse eller bryn. Ikke familie, ikke venner, ikke lægen, ikke jordemoder, ikke fremmede på gaden. Vi har ALDRIG måtte forsvare eller forklare vores valg

Idag er jeg 25, vi bor stadig sammen - kigger på hus, og vi har fået et barn mere sidste år 

held og lykke med fremtiden 

Sandratoft skriver:

Haha ja jeg tænkte det samme, og har også set hende påpege/gøre grin med det i andre debatter vildt at det kan irritere hende sådan at hun føler behov for at påpege det og samtidig lige lave en opdeling af "rigtige debattører" og "forkerte debattører" 

 

 

Men det er god debatstil at omtale en anden debattør i tredje person på den måde? 

Mor og meget mere skriver:

Men det er god debatstil at omtale en anden debattør i tredje person på den måde? 

I nogens øjne, ja

Sandratoft skriver:

I nogens øjne, ja

Og du kan slet ikke selv se hvor forkert og drama queen-agtigt det er? I det mindste står du ved hvem du er i stedet for at skrive anonymt. 

Sandratoft skriver:

I nogens øjne, ja

Det kan da aldrig blive god debatstil? Det er jo ikke en debat hvis hun ikke er med så er det faktisk bare tilsvining

ErDetSnartNU skriver:

Jeg indrømmer gerne at jeg er en af dem som har fordomme om (for) unge mødre. Jeg håber ofte at mine fordomme bliver gjort til skamme og jeg tvivler heller ikke på at der finds gode og ansvarlige unge mødre. Dog må jeg indrømme at jeg er meget farvet af alle de tråde herinde og andre steder hvor unge mødre meget hurtigt bliver enlige (enten af eget valg eller fordi den unge far ikke var klar til at få barn alligevel) og hænger fast i kontant/uddannelseshjælp uden at komme videre – og som desuden (fx på facebook) er ind og ud af forskellige forhold bagefter hvilket betyder at barnet bliver kastet rundt i forhold til en masse “bonusfædre” som de måske kun kender et halvt år. Desuden synes jeg ofte at de også har en tendens til at spørge om hjælp til ting som man sagtens kunne finde ud af via en hurtig googlesøgning eller opringning til den pågældende instans som har svaret. Unge forældre virker (i hvert fald herinde og jeg er godt klar over at min-mave og baby.dk ikke er repræsentativ for alle unge forældre) derfor ofte lidt naive og ikke helt gennemtænkte i deres beslutninger.

Der er lavet mange undersøgelser om unge forældre og socialklasser (tag bare en rundtur på google) og det er tydeligt at unge forældre har en tendens til at tilhøre de lavere socialklasser. Jeg siger ikke at man ikke kan være en god mor på kontanthjælp – men ER det virkelig det liv og den sociale arv man vil videregive til sine børn?

Jeg er udemærket klar over at der ikke er nogle garantier for at et forhold holder – heller ikke selvom man er 30 når man får børn. Dog tror jeg at man med sin øgede livserfaring (og det faktum at frontallapperne er færdigtudviklede og man generelt set er mindre impulsstyret når man er lidt ældre) har større sandsynlighed for at få et forhold og familieliv til at køre. Langt de fleste bliver altså mere overbærende og sikre på hvad de vil (og hvem de vil det med) når livserfaringen og roen indfinder sig og det tror jeg er enormt sundt som menneske og forælder.

Jeg siger ikke at det er sådan alle unge forældre er og jeg bliver glad hver gang jeg hører om nogle som har fået børn sammen tidligt og som alligevel holder sammen mange år efter og har fået sig en god uddannelse – jeg elsker når mine fordomme bliver gjort til skamme  men overstående er helt ærligt hvad jeg tænker når jeg hører at en 19-årig (som ikke engang er færdig med gymnasiet endnu/ikke engang har nogen anden uddannelse en 9. Klasse) som mener at hun har fundet sit liiiivs kærlighed og at de skal være sammen for altid og da selvfølgelig også skal have børn sammen nu. Selvom man venter et par år er man altså stadig ung med sine børn som 25-årig

, aaNemlig. 

Statistisk set giver man sit barn et bedre udgangspunkt, når man ikke bliver teenagemor. Det handler både om barnets sundhed, uddannelse og potentielle kriminalitet. 

Lige meget hvor moden man er som 19 årig, BLIVER man altså mere moden af at vente til 23... Og man er stadig ung med sine børn. 

Jeg taler primært statistik, selvfølgelig er der mange unge mødre med rigtigt gode forløb, men sandsynligheden for et dårligere forløb er langt højere for meget unge mødre. 

Hvorfor dette hastværk - hvorfor ikke vente et par år, nyd hinanden, tag på en dejlig børne-uvenlig rejse? 

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg synes at man er en god mor på forskellige måder med forskellige aldre.

jeg er helt klart mere tryg ved mig selv som mor og langt mere afklaret nu som 30 årig med nr 2 end jeg var første gang som 26 årig med min store dreng.

og er sikker på det ikke kun er fordi jeg har prøvet det før, men også fordi jeg er det ældre.

men jeg var lige så god mor første gang, og det tror jeg man kan være uanset alder 

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Åha, hader virkelig at man nu til dags ikke kan være under 25 også blive kaldt "UNG" mor.

Jeg er selv 22 og venter mit første barn, jeg er blevet støt mange gange over st folk kalder mig en ung mor. Syntes det er er forfærdeligt sprogbrug. 

Du kan sagtens være 19 og få dig første barn og have en personlighed og stabilitet på lige fod med som er i 30'erne.

Det samme omvendt, du kan sagtes være 30 også få det første barn også være som en der kun lige er fyldt 20 år.

Om man er klar til at blive mor har ikke en SKID at gøre med alderen, ja undskyld mit ordsprog. Men er så træt af at bare fordi man er under 25 så kikker alle skævt til en.

Jeg syntes overhovdet ikke at du/i er for unge, hvis i føler det er det rigtige og har alt det basale på plads og rammerne til et barn, så kast jer ud i det, vær lige glad med vad andre tænke,r det er sq ikke dem som skal tage ansvaret, det er JER, og alt hvad andre siger kan gøre lige meget.

Her hos os, oplevede vi at min familie og min mands mors side var rigtig glade på vores vejne, hvorimod min mands fars side og plejefamilie godt nok ikke syntes det var en god ide, og at det ansvar burde vi slet ikke tage. Nu er det så lige op over, og alle har vænnet sig til tanken om at vi snart bliver en familie, og alle det da os begyndt at glæde sig.

 Så hvis i oplever nogen ikke er enige med jeg, så giv dem tid til at lade det synke ind 

Jeg er som sagt 22 og mine lære på skolen og lægerne på sygehuset syntes det er fedt at jeg er så ung, da det har en masse fordele at få børn når man er under 25.