Jeres ærlig mening.

Yurie skriver:

Ja det kan godt være at det ikke har noget at gøre med emnet, men derfor må jeg gerne kommentere det. For jeg synes det er.. Ja kan ikke lige komme på ordet, at du vælger at være anonym, og derfor synes jeg Line er mere åben og ikke bange for at der bliver sagt noget tilbage, da hun står ved det hun skriver. Og ikke gemmer sig bag noget.

Jeg skrev også bare at hun i det mindste tør at stå ved sine ord, altså ikke gemme sig bag anonym, som jeg synes mange gør (og det har de jo lov til ).. og Ja jeg har lov til at kommentere Hvad jeg vil og så må du synes hvad du vil... 

Jeg skrev min mening og mere skulle der ikke være i det.

Selvfølgelig  er der ikke forskel på Don mening om du er ano eller bruger din profil.. Det har jeg heller ikke sagt, men derfor kan jeg jo godt synes at det er bedre at stå ved sine ord end at gemme sig. 

Ej, du bliver jo virkelig ved  Come on, hvor stort et problem er det lige for dig at jeg skriver som anonym, kan helt ærligt ikke se hvorfor eller hvordan det kan gøre dig så arrig. Handler det om intern rygklapper eller hvad? Og hvorfor er det så vigtigt for dig at vide hvem der mener hvad herinde - for at kunne tage afstand og pege fingre i andre debatter? Det er måske derfor at jeg og andre vælger at være anonyme af og til, fordi ikke alle herinde er voksne nok til at adskille tingene.

Ja, du må selvfølgelig mene præcis hvad du vil, men om du vil være ved det eller ej, så er faktum altså at lige præcis i det her tilfælde er og bliver det uvedkommende at du ytrer din mening om at jeg har valgt at være anonym. Hvis det virkelig kan genere dig så meget og hvis du har sådan et behov for at pege fingre af andres valg og sætte dig selv og Line op på et piedestal fordi i ikke benytter jer af anonymitetsfunktionen,  så opret da en tråd om det i stedet for at skulle blive ved i den her tråd bare fordi du vil ha det sidste ord.

Anonym skriver:

Ej, du bliver jo virkelig ved  Come on, hvor stort et problem er det lige for dig at jeg skriver som anonym, kan helt ærligt ikke se hvorfor eller hvordan det kan gøre dig så arrig. Handler det om intern rygklapper eller hvad? Og hvorfor er det så vigtigt for dig at vide hvem der mener hvad herinde - for at kunne tage afstand og pege fingre i andre debatter? Det er måske derfor at jeg og andre vælger at være anonyme af og til, fordi ikke alle herinde er voksne nok til at adskille tingene.

Ja, du må selvfølgelig mene præcis hvad du vil, men om du vil være ved det eller ej, så er faktum altså at lige præcis i det her tilfælde er og bliver det uvedkommende at du ytrer din mening om at jeg har valgt at være anonym. Hvis det virkelig kan genere dig så meget og hvis du har sådan et behov for at pege fingre af andres valg og sætte dig selv og Line op på et piedestal fordi i ikke benytter jer af anonymitetsfunktionen,  så opret da en tråd om det i stedet for at skulle blive ved i den her tråd bare fordi du vil ha det sidste ord.

Hvor står der jeg er vred? 

Jeg er skam færdig. Jeg har ikke mere at sige. Så god aften 

Yurie skriver:

Hvor står der jeg er vred? 

Jeg er skam færdig. Jeg har ikke mere at sige. Så god aften 

Jeg blev mor første gang da jeg var 16, det var et uheld og jeg havde hverken styr på uddannelse eller økonomi på det tidspunkt. 

Men af den grund føler jeg ikke at jeg er i position til at dømme nogen, heller ikke selvom der ikke er styr på økonomi. 

Jeg er 19 år og min kæreste 25 år. 

Vi har været sammen i 3,5 år nu og har en datter på halvandet år. 

Jeg var 17 år da jeg fødte og følte mig i mit rette element fra start. 

Hun er uden tvivl et kærlighedsbarn  

Vi bor sammen nu i en lejlighed, ingen af os har gæld, min kæreste er snart færdig med sin uddannelse og jeg arbejder fuldtid. 

Vi elsker livet som unge forældre, vi er så glade for at vise at man sagtens kan have styr på økonomien og have en kernefamilie selvom man er ung. Jeg ville aldrig fortryde mit valg omkring at have fået barn i en tidlig alder  

Anonym skriver:

Men jeg kan simpelthen ikke finde årsagen til at du skal dømme kvaliteten af livet for andre- og slet ikke i denne sammenhæng. Og jeg kan altså heller ikke finde noget i alt det du skriver, som kan bakke op om din første sætning i denne debat hvor du skriver at du ærligt ikke synes der er nogen rigtig alder at blive forældre i. For det passer jo ikke at det er det du synes, så derfor synes jeg det er forkert af dig at du sætter dig selv i en position hvor du gerne vil fremstå som tolerant og rummelig, når du sidder med en masse modstridende argumentation for hvorfor man ikke skal få børn tidligt. Det synes jeg er lidt langt ude, og synd for TS at du skjult skal belære hende om hvad hun bør opnå i livet inden HUN for børn, fordi DU mener man ikke er klar før man har gennemført diverse ting.

Og hvis din bedste måde for at modsige min argumentation er at pege fingre af at jeg har valgt at debattere anonymt, ja, så er det altså ret søgt og ærgerligt at du ikke kan hive bedre argumentationsformer frem for at erklære dig uenig end det.

Det var nu ikke for at pege fingre, men blot at sige vi debatterede asymmetrisk, for du kunne henvise til hvad jeg tidligere havde skrevet og det kunne jeg ikke. Så en fair debat ville være du forholdt dig til mine ord i denne tråd og ikke i andre da jeg ikke har samme mulighed 

Jeg oplever ikke jeg dømmer ts, men at jeg alene svarer på hendes spørgsmål: helt ærligt har du fordomme om unge forældre. Nej jeg har ikke fordomme om dem som forældre, for mener vitterligt selvom du ikke tror på det, at der ikke er rigtig alder for at blive forældre i forhold til om man bliver en god forælder. Men hvis jeg skal være helt ærlig ønsker jeg det ikke for mine egne børn alene fordi jeg alene baseret på eget liv ikke ville have været de voksen år uden børn foruden. Ts bad om et ærligt svar, jeg gav et ærligt svar. 

Vi har vel alle drømme for vores børn baseret på egne gode og dårlige erfaringer, og sjovt nok forandrer drømmene sig konstant (for mig) i og med børnene vokser og jeg oplever de udlever deres egne drømme og det selvom jeg ikke vidste det, var lige det jeg ønskede for mine børn.

Så står min datter som 18 årig med en kæmpe glæde i sin stemme og fortæller hun skal være mor, ja hvem ved så var det måske alligevel lige præcis det jeg ikke vidste jeg ønskede mig for hende...

og må så til slut (og det er til slut for i morgen drøner vi væk fra netværksforbindelsen formodentligt) sige. Jeg helt grundlæggende ikke tror på man kan forstå, forholde og rumme andre uden at man tolker via sig selv - jeg tror simpelthen det rent erkendelesteoretisk ef umuligt. Og derfor står jeg ærligt ved, at ja det er baseret alene på egne oplevelser. Og jeg er da så heldig som menneske at min læring ikke er slut, og jeg heldigvis møder utroligt mange mennesker der overrasker mig. 

Og nej både til dig og ts, jeg har ingen fordomme om at unge forældre skulle være dårlige eller dårligere forældre, den mor jeg i mit liv har mødt som jeg så aller mest op til, som jeg ville ønske jeg kunne kopiere hun fik sit første barn da hun var 19 og sit andet da hu n var 22. Den ro og tålmodighed og mindst nærvær sammen med børnene var så helt igennem misundelsesværdigt.... 

Anonym skriver:

Men jeg kan simpelthen ikke finde årsagen til at du skal dømme kvaliteten af livet for andre- og slet ikke i denne sammenhæng. Og jeg kan altså heller ikke finde noget i alt det du skriver, som kan bakke op om din første sætning i denne debat hvor du skriver at du ærligt ikke synes der er nogen rigtig alder at blive forældre i. For det passer jo ikke at det er det du synes, så derfor synes jeg det er forkert af dig at du sætter dig selv i en position hvor du gerne vil fremstå som tolerant og rummelig, når du sidder med en masse modstridende argumentation for hvorfor man ikke skal få børn tidligt. Det synes jeg er lidt langt ude, og synd for TS at du skjult skal belære hende om hvad hun bør opnå i livet inden HUN for børn, fordi DU mener man ikke er klar før man har gennemført diverse ting.

Og hvis din bedste måde for at modsige min argumentation er at pege fingre af at jeg har valgt at debattere anonymt, ja, så er det altså ret søgt og ærgerligt at du ikke kan hive bedre argumentationsformer frem for at erklære dig uenig end det.

Jeg har overhovedet ingen vanskeligheder med at forstå Lines pointer - særligt ikke, eftersom hun selv erkender paradokserne. 

At forholde sig subjektivt - og vedstå, at man gør det - til fx dét at blive mor som 18-årig er ikke synonymt med at være intolerant og ikke-rummelig. Man kan have alverdens velvilje og tillid til den meget unge mors forældreevner og livsudsigter, men på samme tid være sig bevidst om, at det formentlig vil give hende nogle rammer og begrænsninger, som man på ingen måde ville kunne se sig selv i og ikke umiddelbart ville ønske sig for sit eget barn.

Har jeg grundlæggende respekt for unge, der vælger at blive udsendt som soldater til krigszoner? Ja. Ville jeg ønske det for mine egne børn, ville jeg anbefale nogen ung at gøre det? Absolut ikke. Og ikke kun pga. faren for deres liv, men fordi det ligger så uendeligt fjernt fra min opfattelse af, hvad man kan/bør byde sig selv som ung eller i det hele taget. Jeg dømmer ikke de udsendte af den grund - jeg erkender blot, at det er for langt fra min muligvis indskrænkede opfattelse af det meningsfulde liv til, at JEG kan ønske det for nogen. Og kommer min søn en dag - på et oplyst grundlag - og fortæller, at han har skrevet kontrakt og skal i krig, kan det være, det kommer til at give fuldt ud mening for mig.

På samme måde dømte min mor mig ikke, da jeg blev planlagt gravid som 22-årig, men hun så da, helt igennem korrekt og realistisk, at nu lukkede jeg temmelig tidligt temmelig mange døre for mig selv - og så bad hun vel til, at den dør, jeg åbnede, var den rette for mig og det hele værd.

Jeg tvivler på, nogen kan forholde sig fuldstændigt objektivt til et emne som dette - netop opfattelsen af livskvalitet er da i den grad subjektivt, hvad skulle man bygge den på, om ikke egne erfaringer? 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har overhovedet ingen vanskeligheder med at forstå Lines pointer - særligt ikke, eftersom hun selv erkender paradokserne. 

At forholde sig subjektivt - og vedstå, at man gør det - til fx dét at blive mor som 18-årig er ikke synonymt med at være intolerant og ikke-rummelig. Man kan have alverdens velvilje og tillid til den meget unge mors forældreevner og livsudsigter, men på samme tid være sig bevidst om, at det formentlig vil give hende nogle rammer og begrænsninger, som man på ingen måde ville kunne se sig selv i og ikke umiddelbart ville ønske sig for sit eget barn.

Har jeg grundlæggende respekt for unge, der vælger at blive udsendt som soldater til krigszoner? Ja. Ville jeg ønske det for mine egne børn, ville jeg anbefale nogen ung at gøre det? Absolut ikke. Og ikke kun pga. faren for deres liv, men fordi det ligger så uendeligt fjernt fra min opfattelse af, hvad man kan/bør byde sig selv som ung eller i det hele taget. Jeg dømmer ikke de udsendte af den grund - jeg erkender blot, at det er for langt fra min muligvis indskrænkede opfattelse af det meningsfulde liv til, at JEG kan ønske det for nogen. Og kommer min søn en dag - på et oplyst grundlag - og fortæller, at han har skrevet kontrakt og skal i krig, kan det være, det kommer til at give fuldt ud mening for mig.

På samme måde dømte min mor mig ikke, da jeg blev planlagt gravid som 22-årig, men hun så da, helt igennem korrekt og realistisk, at nu lukkede jeg temmelig tidligt temmelig mange døre for mig selv - og så bad hun vel til, at den dør, jeg åbnede, var den rette for mig og det hele værd.

Jeg tvivler på, nogen kan forholde sig fuldstændigt objektivt til et emne som dette - netop opfattelsen af livskvalitet er da i den grad subjektivt, hvad skulle man bygge den på, om ikke egne erfaringer? 

Super godt skrevet ������

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg tror, at der det går galt for mange, er at de begynder at tænke tilbage på hvordan de selv var i den alder, og det er ikke alle der var lige fornuftige og ansvarlige dengang, mig selv inklusiv  

Men med det du beskriver, så ser jeg ingen grund til at i ikke skulle få et barn, synets nærmest det er ærgerligt at du føler grund til at skulle forsvare sig. Tror det er noget du må forberede dig på, da du unægteligt vil møde mere eller mindre modstand, men så sørg for at have jeres på det rene  

Held og lykke med det hele  

Anonym skriver:

Ej, du bliver jo virkelig ved  Come on, hvor stort et problem er det lige for dig at jeg skriver som anonym, kan helt ærligt ikke se hvorfor eller hvordan det kan gøre dig så arrig. Handler det om intern rygklapper eller hvad? Og hvorfor er det så vigtigt for dig at vide hvem der mener hvad herinde - for at kunne tage afstand og pege fingre i andre debatter? Det er måske derfor at jeg og andre vælger at være anonyme af og til, fordi ikke alle herinde er voksne nok til at adskille tingene.

Ja, du må selvfølgelig mene præcis hvad du vil, men om du vil være ved det eller ej, så er faktum altså at lige præcis i det her tilfælde er og bliver det uvedkommende at du ytrer din mening om at jeg har valgt at være anonym. Hvis det virkelig kan genere dig så meget og hvis du har sådan et behov for at pege fingre af andres valg og sætte dig selv og Line op på et piedestal fordi i ikke benytter jer af anonymitetsfunktionen,  så opret da en tråd om det i stedet for at skulle blive ved i den her tråd bare fordi du vil ha det sidste ord.

Haha ja jeg tænkte det samme, og har også set hende påpege/gøre grin med det i andre debatter vildt at det kan irritere hende sådan at hun føler behov for at påpege det og samtidig lige lave en opdeling af "rigtige debattører" og "forkerte debattører"