Jeres ærlig mening.

lineog4 skriver:

Jo det er paradoksalt og det står jeg hundrede procent ved. Men jeg står også ved og holder fast i, at jeg aynes en 18 årig er en lige så god forældre som en 28 årig, 38 årig eller 48 årig. 

Men vi mennesker er jo sådan indrettet at vi ikke kan sætte os ind i andres tanker og følelser og derfor må tolke og vurdere ud fra os selv - og ud fra mig selv ville jeg blive ked af mine børn valgte at blive unge forældre - alene fordi jeg er glad for det jeg nåede inden, og at jeg son 18 årig slet ikke var parat  (hvilket så er lidt noget pjat for jeg vsr 18 da jeg mødte min mand og han havde et barn). 

Så jo hundrede procent paradoksalt, men det er tanker og følelser en gang imellem fordi de ikke følger logik  

Ja, så mener jeg ikke at man ærligt kan sige man ikke dømmer. Åbenhed handler bla om at fralægge sig sine egne følelser og erfaringer. 

Men det er fint du selv mener du har den holdning, jeg synes dog det skinner igennem at det mest virker som om du gerne vil fremstå rummelig, uden så at være det. Det er lidt pudsigt, at netop du med sådan en udtalelse og afklaring, kan fare sådan i spids når andre folk ikke forstår eller synes det er drømmen at blive gammel mor. 

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Folk der ikke burde have haft børn både hvis de ikke kan tage sig af dem og så hvis de i teorien ikke vil have dem/har energien til dem og faktisk være sammen med sine børn  Så meget som muligt... Det går udover børnene og det er Pisse synd.

Jeg ser ikke på alderen, men på personen  (erne) om de kan klare det.. og om de virkelig ønsker sig et barn og har energien til det. 

Så kan de selv ligge og rode  med deres alder.. 

Og hvem kan sidde og sige hvad der er den rigtige alder? Ingen.. for den er forskellige for os alle. Nogen er 18, andre 25 og så videre. Man kan ikke sætte en alder på det. Man skal føle sig klar og vide at det ikke er en leg at have et barn, og mænd kan sætte et andet menneske før sig selv.

Anonym skriver:

Ja, så mener jeg ikke at man ærligt kan sige man ikke dømmer. Åbenhed handler bla om at fralægge sig sine egne følelser og erfaringer. 

Men det er fint du selv mener du har den holdning, jeg synes dog det skinner igennem at det mest virker som om du gerne vil fremstå rummelig, uden så at være det. Det er lidt pudsigt, at netop du med sådan en udtalelse og afklaring, kan fare sådan i spids når andre folk ikke forstår eller synes det er drømmen at blive gammel mor. 

I det mindste står hun ved sin mening og ikke gemmer sig. 

Og jeg har det faktisk på samme måde.

Yurie skriver:

I det mindste står hun ved sin mening og ikke gemmer sig. 

Og jeg har det faktisk på samme måde.

Hvis du vil køre på den, så gør du bare det. Det kan jeg på ingen måde tage seriøst eller respektere, min mening er ligeså velberettiget uanset om jeg vælger at benytte mig af anymitetsfunktionen eller ej.

Anonym skriver:

Hvis du vil køre på den, så gør du bare det. Det kan jeg på ingen måde tage seriøst eller respektere, min mening er ligeså velberettiget uanset om jeg vælger at benytte mig af anymitetsfunktionen eller ej.

Fair nok. Synes Bare det er lidt.  Ja at gemme sig bag det, i stedet for at stå ved sin mening... men det er dit valg..  og nej Jeg køre r ikke i det, jeg nævner bare at hun står ved sin mening uden at gemme sig. Siger det bare.

Yurie skriver:

Fair nok. Synes Bare det er lidt.  Ja at gemme sig bag det, i stedet for at stå ved sin mening... men det er dit valg..  og nej Jeg køre r ikke i det, jeg nævner bare at hun står ved sin mening uden at gemme sig. Siger det bare.

Ja men det jo vel i og for sig en fuldstændig ligegyldig bemærkning at komme med. Jeg er udmærket selv klar over jeg skriver som anonym eftersom jeg selv har hakket af ved det, og øvrige læsere herinde kan vel også sagtens læse sig til at jeg svarer som anonym, hvilket jeg har al mulig ret til og din mening hertil er komplet uvedkommende og ligegyldig i den her tråd eftersom det slet ikke er det emnet omhandler. 

Jeg er selv 20 og min kæreste er 24,vi har en søn på 4 måneder, helt planlagt. At være mor er bare det mest naturlige for mig og drt helt rigtige. jeg føler slet ikke jeg går glip af noget som ung forældre. 

Men jeg synes nu at man skal have en stabil økonomi og et stabil sted at bo. Vi klarer os fint på su og min kærestes fritidsjob. og selvfølgelig et stabilt og godt forhold. Jeg vil ikke lyve og sige ay det ikke er en udfordring for forholdet, fordi det er det skam nogen gange men jeg er også super glad for at vi har hinanden, at dele både det gode og det lidt sure med. 

Anonym skriver:

Ja men det jo vel i og for sig en fuldstændig ligegyldig bemærkning at komme med. Jeg er udmærket selv klar over jeg skriver som anonym eftersom jeg selv har hakket af ved det, og øvrige læsere herinde kan vel også sagtens læse sig til at jeg svarer som anonym, hvilket jeg har al mulig ret til og din mening hertil er komplet uvedkommende og ligegyldig i den her tråd eftersom det slet ikke er det emnet omhandler. 

Jeg nævnte det bare. Slap nu af. 

Og min mening er noget andet end din. Og synes bare det er federe at man tør sige noget uden at gemme sig.. men gør Hvad du vil og hvis du synes Hvad jeg skriver er lige meget så ignorer det. Jeg skrev bare min mening.

Ja, så mener jeg ikke at man ærligt kan sige man ikke dømmer. Åbenhed handler bla om at fralægge sig sine egne følelser og erfaringer. 

Men det er fint du selv mener du har den holdning, jeg synes dog det skinner igennem at det mest virker som om du gerne vil fremstå rummelig, uden så at være det. Det er lidt pudsigt, at netop du med sådan en udtalelse og afklaring, kan fare sådan i spids når andre folk ikke forstår eller synes det er drømmen at blive gammel mor. 

Ja måske dømmer jeg kvaliteten af livet for den voksne set i perspektivet af egne erfaringer.

Men jeg dømmer ikke forældreegnetheden. Og har mødt fantatiske forældre i alle aldre og har lært både af de yngre og se ældre så jeg selv er blevet en bedre mor og til stadighed bliver det. Lærer også ved fx at lytte til de såkaldte unge forældre og hører og lærer, at de jo ikke føler de går glip af det som jeg umiddelbart troede - og hvem ved måske en dag jeg bliver helt overbevist  

Men derfor har man vel stadig drømme for sine børn og i mine drømme er der ikke inkluderet at jeg bliver mormor om 6 år. Og hvorfor har jeg mon så overhovedet overvejet det, du vil nok tro det er fordi jeg er fordomsfuld og bruger en del krudt på unge forældre. Men det er det ikke, det er fordi jeg har hørt om andre søskende der har mistet og de fortalte om, det blev essentielt for dem at få børn og for nogen også at kunne give deres forældre det de mistede og min datter har i mange år (og hun er kun 12) talt om, at hun skal have børn og hun skal i særdeleshed have en pige og den pige skal hedde Dea (det navn jeg ønskede min søn skulle have heddet hvis han var blevet den pige jeg ønskede mig). Så i hele tanken om at min datter skulle blive ung mor er der en flig af den dårlige samvittighed jeg lever med som mor til hende hver evig eneste dag.

Og sjovt, jeg synes ikke jeg farer i en spids omkring ældre forældre  (og var det forreste ikke selv snarere kedelig gennemsnitlig). Men jeg vil til hver en tid fastholde at en rynke på næse af ældre forældre er helt på samme måde som når jeg ikke ønsker min datter bliver mor som 18 årig,  nemlig baseret på egne oplevelser og ja også fordomme. 

Desværre kan jeg jo så ikke vide hvad din holdning er til ældre forældre, da du vælger at være anonym, så måske for man er lige i snakken man skal holde sig til det i tråden 

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Nu er jeg selv ung mor. Jeg fødte da jeg var 19. - Er nu 20 og mor til en pige på 1 år

I min verden er det ikke et problem at blive forældre mens man er ung. Men man skal være klar til det. Det vender op og ned på livet. Man skal være parat til at give nogle ofre og tage vare på dette lille liv man bringer ind i verdenen.

Det lyder til at I er klar, og nogenlunde ved hvad I går ind til

Jeg er blevet mødt med et par negative kommentarer, og dømmende blikke, men det tror jeg næsten ikke man an slippe for uanset hvornår man får børn.