Jeres ærlig mening.

Ingen tvivl en mor på 19 kan være lige så god som en på 30. Ingen problem i det og jeg dømmer ingen. Men når jeg tænker på mig selv som 19 årig, der havde jeg en kæreste og vi havde boet sammen i et år været kærester i 3 år og jeg var overbevist om at vi skulle giftes og leve sammen for evigt. Men nej jeg ændrede mig og han sikkert også. Og jeg tænker det må være alderen. Jeg fik min søn da jeg var 24 og da jeg var 26 gik jeg fra min søns far. Så altså uanset hvor gammel man er er det jo ikke givet at det holder fordi man får børn. Jeg fik min egen søn under uddannelse (videregående) og det gik fint. Men der sker en million ting når man bliver forældre uanset alder. Men jeg er i bund og grund glad for at jeg ikke fik barn da jeg var 19, fordi jeg ændrede mig rigtig meget fra da jeg var 19 til jeg var 21.

Jeg vil sige at jeg nok sætter grænsen ved under 18 år som værende for ung...

Mest for når jeg tænker på hvordan jeg selv var i den alder og dem jeg har mødt og kendt der har fået børn i den alder...

Men ellers er det vigtigste for mig at man vil barnet, at man vil hinanden og er der for hinanden :)

Økonomi, bolig, uddannelse etc er ikke vigtigt ligeså i min verden mht at få børn :)

Man finde en vej uanset ens økonomi og uddannelse :) selv en lille 2-værelses kan være stor nok til 3 børn og 2 voksne hvis man bare indretter sig derefter :) (det var min mor der klarede det dengang med mine større søskende ;) )...

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg har skrevet det i tråde om dette emne før, og skriver det igen: 

Dét jeg ser som det største problem ift. at blive ung mor, er at man (og den unge mand man vælger at få barn med) er så tidligt i livet at modenhedsniveauet ikke er særlig højt. Uanset hvor vildt og spændende og begivenhedsrigt et liv man har haft, så er der viden om én selv som man kun kan få med alderen. Det her hænger ikke så meget sammen med evnen til at blive en god forælder, som det hænger sammen med evnen til at vælge en livsledsager. Sandsynligheden for at du og din kæreste ender med at gå fra hinanden, er større nu end hvis I var 30 år. Simpelthen fordi I ville kende jer selv bedre hvis I var det ældre. Og selvom du måske kender dig selv godt og ved hvad du vil, så er det ikke sikkert at han gør det.

Får alle skilsmissebørn et ulykkeligt liv? Nej, bestemt ikke. Men personligt vægter jeg det meget højt at mit barn vokser op med både sin mor og far på fuld tid.

Man kan være en umoden 20-årig og en moden 20-årig. Men jeg vil så netop mene at en moden 20-årig vil reflektere over de ting jeg skriver her, og - måske - lige netop derfor vælge ikke at få et barn.

Selvfølgelig vil man aldrig kunne helgardere sig. Der er ingen garantier i livet. Men der er odds og sandsynligheder og risici. Jeg var en meget moden 20-årig, men jeg ville aldrig have fået et barn i så ung en alder. Af flere forskellige årsager, men blandt andet fordi jeg var reflekteret nok til at forstå at vejen til voksenlivet først lige var begyndt, og kunne nå at sno og ændre sig mange mange gange endnu. Der var simpelthen for mange ubekendte.  

modesty skriver:

Jeg har skrevet det i tråde om dette emne før, og skriver det igen: 

Dét jeg ser som det største problem ift. at blive ung mor, er at man (og den unge mand man vælger at få barn med) er så tidligt i livet at modenhedsniveauet ikke er særlig højt. Uanset hvor vildt og spændende og begivenhedsrigt et liv man har haft, så er der viden om én selv som man kun kan få med alderen. Det her hænger ikke så meget sammen med evnen til at blive en god forælder, som det hænger sammen med evnen til at vælge en livsledsager. Sandsynligheden for at du og din kæreste ender med at gå fra hinanden, er større nu end hvis I var 30 år. Simpelthen fordi I ville kende jer selv bedre hvis I var det ældre. Og selvom du måske kender dig selv godt og ved hvad du vil, så er det ikke sikkert at han gør det.

Får alle skilsmissebørn et ulykkeligt liv? Nej, bestemt ikke. Men personligt vægter jeg det meget højt at mit barn vokser op med både sin mor og far på fuld tid.

Man kan være en umoden 20-årig og en moden 20-årig. Men jeg vil så netop mene at en moden 20-årig vil reflektere over de ting jeg skriver her, og - måske - lige netop derfor vælge ikke at få et barn.

Selvfølgelig vil man aldrig kunne helgardere sig. Der er ingen garantier i livet. Men der er odds og sandsynligheder og risici. Jeg var en meget moden 20-årig, men jeg ville aldrig have fået et barn i så ung en alder. Af flere forskellige årsager, men blandt andet fordi jeg var reflekteret nok til at forstå at vejen til voksenlivet først lige var begyndt, og kunne nå at sno og ændre sig mange mange gange endnu. Der var simpelthen for mange ubekendte.  

Du skriver det ligesom jeg tænkte det, men det gik ikke så godt med at få det frem i mit indlæg ;-) 

Yurie skriver:

Jeg nævnte det bare. Slap nu af. 

Og min mening er noget andet end din. Og synes bare det er federe at man tør sige noget uden at gemme sig.. men gør Hvad du vil og hvis du synes Hvad jeg skriver er lige meget så ignorer det. Jeg skrev bare min mening.

Jeg er skam helt afslappet - er du?  Ja, jeg kunne vælge at ignorere din bemærkning, men hvis du nu fra start af havde valgt at ignorere mit valg om at debattere som anonym havde vi slet ikke stået i denne situation. Kan ærligt ikke se dit belæg for at skulle påråbe dig retten til at påpege det åbenlyse.

lineog4 skriver:

Ja måske dømmer jeg kvaliteten af livet for den voksne set i perspektivet af egne erfaringer.

Men jeg dømmer ikke forældreegnetheden. Og har mødt fantatiske forældre i alle aldre og har lært både af de yngre og se ældre så jeg selv er blevet en bedre mor og til stadighed bliver det. Lærer også ved fx at lytte til de såkaldte unge forældre og hører og lærer, at de jo ikke føler de går glip af det som jeg umiddelbart troede - og hvem ved måske en dag jeg bliver helt overbevist  

Men derfor har man vel stadig drømme for sine børn og i mine drømme er der ikke inkluderet at jeg bliver mormor om 6 år. Og hvorfor har jeg mon så overhovedet overvejet det, du vil nok tro det er fordi jeg er fordomsfuld og bruger en del krudt på unge forældre. Men det er det ikke, det er fordi jeg har hørt om andre søskende der har mistet og de fortalte om, det blev essentielt for dem at få børn og for nogen også at kunne give deres forældre det de mistede og min datter har i mange år (og hun er kun 12) talt om, at hun skal have børn og hun skal i særdeleshed have en pige og den pige skal hedde Dea (det navn jeg ønskede min søn skulle have heddet hvis han var blevet den pige jeg ønskede mig). Så i hele tanken om at min datter skulle blive ung mor er der en flig af den dårlige samvittighed jeg lever med som mor til hende hver evig eneste dag.

Og sjovt, jeg synes ikke jeg farer i en spids omkring ældre forældre  (og var det forreste ikke selv snarere kedelig gennemsnitlig). Men jeg vil til hver en tid fastholde at en rynke på næse af ældre forældre er helt på samme måde som når jeg ikke ønsker min datter bliver mor som 18 årig,  nemlig baseret på egne oplevelser og ja også fordomme. 

Desværre kan jeg jo så ikke vide hvad din holdning er til ældre forældre, da du vælger at være anonym, så måske for man er lige i snakken man skal holde sig til det i tråden 

Men jeg kan simpelthen ikke finde årsagen til at du skal dømme kvaliteten af livet for andre- og slet ikke i denne sammenhæng. Og jeg kan altså heller ikke finde noget i alt det du skriver, som kan bakke op om din første sætning i denne debat hvor du skriver at du ærligt ikke synes der er nogen rigtig alder at blive forældre i. For det passer jo ikke at det er det du synes, så derfor synes jeg det er forkert af dig at du sætter dig selv i en position hvor du gerne vil fremstå som tolerant og rummelig, når du sidder med en masse modstridende argumentation for hvorfor man ikke skal få børn tidligt. Det synes jeg er lidt langt ude, og synd for TS at du skjult skal belære hende om hvad hun bør opnå i livet inden HUN for børn, fordi DU mener man ikke er klar før man har gennemført diverse ting.

Og hvis din bedste måde for at modsige min argumentation er at pege fingre af at jeg har valgt at debattere anonymt, ja, så er det altså ret søgt og ærgerligt at du ikke kan hive bedre argumentationsformer frem for at erklære dig uenig end det.

Anonym skriver:

Jeg er skam helt afslappet - er du?  Ja, jeg kunne vælge at ignorere din bemærkning, men hvis du nu fra start af havde valgt at ignorere mit valg om at debattere som anonym havde vi slet ikke stået i denne situation. Kan ærligt ikke se dit belæg for at skulle påråbe dig retten til at påpege det åbenlyse.

Jeg kommenterede bare noget. Mere var der da ikke i det.. 

Nu jeg selv ung mor " 19 år " den eneste som ser ned på mig er min sundhedsplejerske, hvor vel det lyder underligt så det sandt. Vil så os sige at alder har ikke noget at sige til en vis grænse self, min kæreste på 27 kan ikke læse vores datters signaler, der med er alder ikke det vigtigste når man snakker om børn, for om man er 18 år eller 25 år, man bliver stadig den samme mor/far, sådan har jeg det. Jeg får kun ros fra familie og svigerfamilien. jeg følte det samme som dig, kan jeg nu tage vare på barnet, har jeg kærlighed og tryghed nok? Men det kan jeg love dig for jeg har. Når du først står i det, så ændre man sig altså vokser med opgaven. Jeg synes at du skal mærke efter om du er klar til set at sætte sine egne behov til side og klar til at klare de søvnløse nætter. Måske i er heldige ligesom os som har en baby som sover fra 22:30 til 07:00 og igen til 10:00, og vores datter er kun næsten 4 måneder, så synes i skal mærke efter og self snakke om det (: 

jeg fortryder ingenting ved at have fået et barn så tidligt (: håber du ku bruge noget af det.

Yurie skriver:

Jeg kommenterede bare noget. Mere var der da ikke i det.. 

Ja, du kommenterede noget som var fuldstændigt ude af kontekst. Derfor er det også unødvendigt du beder mig om at ignorere din bemærkning - du skulle ganske enkelt ha ignoreret og ikke kommenteret på mit valg som er komplet ligegyldigt for debatten. Og så behøver den vist ikke køres videre.

Anonym skriver:

Ja, du kommenterede noget som var fuldstændigt ude af kontekst. Derfor er det også unødvendigt du beder mig om at ignorere din bemærkning - du skulle ganske enkelt ha ignoreret og ikke kommenteret på mit valg som er komplet ligegyldigt for debatten. Og så behøver den vist ikke køres videre.

Ja det kan godt være at det ikke har noget at gøre med emnet, men derfor må jeg gerne kommentere det. For jeg synes det er.. Ja kan ikke lige komme på ordet, at du vælger at være anonym, og derfor synes jeg Line er mere åben og ikke bange for at der bliver sagt noget tilbage, da hun står ved det hun skriver. Og ikke gemmer sig bag noget.

Jeg skrev også bare at hun i det mindste tør at stå ved sine ord, altså ikke gemme sig bag anonym, som jeg synes mange gør (og det har de jo lov til ).. og Ja jeg har lov til at kommentere Hvad jeg vil og så må du synes hvad du vil... 

Jeg skrev min mening og mere skulle der ikke være i det.

Selvfølgelig  er der ikke forskel på Don mening om du er ano eller bruger din profil.. Det har jeg heller ikke sagt, men derfor kan jeg jo godt synes at det er bedre at stå ved sine ord end at gemme sig.