Jeres ærlig mening.

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg synes at hvis man har ordnede forhold og det er et kærlighedsbarn, så er alderen ligegyldig.

Dog synes jeg ikke man skal være så gammel at andre tror man har barnets mormor. Jeg var selv 35 da jeg fødte og det var en passende alder. Jeg ville gerne have en mere, men da jeg blev 38 valgte jeg det fra igen, (altså at få barn nr. 2) pga. helbreddet.
Der er glimrende forældre i mit barns skole, som fødte da de var 40 og deres helbred er helt ok. Så jeg tror det er individuelt i hvert tilfælde.

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Ser ikke ned på unge forældre på nogen måde. Jeg ser ned på ansvarsløse forældre. Men en forældre på 18-19 år kan være ligeså meget og også mere ansvarsfuld som en 30 årig. 

For mig handler det om hvor man er i sit liv og man føler at man har overskud osv til et barn de næste 18 år. 

Der er ingen rette alder på at få børn. Da jeg var 18-19 år ville jeg være noget så uansvarlig hvis jeg satte et barn i verden dengang. jeg er 30 år nu og venter mit første barn og fortryder på ingen måde at jeg har ventet så længe. Det er ikke mere end en måneds tid siden at en mor på nogen af 30 år blev taget for sprit kørsel med 3 børn i bilen i alderen 3-5 år. Hun burde jo aldrig have børn. 

Så lang historie kort - der er ingen rette alder på hvornår man får børn. 

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg ser ikke ned på en 20-årig, der bliver forælder, MEN....jeg skal da ikke lægge skjul på (her), at jeg sandelig håber, at mine børn bliver forældre i omegnen af 25-28 år, og at de til den tid har et fuldstændigt solidt og stabilt fundament, som bygger på uddannelse og gerne fast job, ejerbolig (stabil økonomi) og måske en vielsesattest, men jeg vil aldrig lade mig mærke med det overfor dem, hvis det ender meget anderledes, så er jeg jo kun glad for, at jeg ventede så længe med at stifte familie, at jeg i dag sidder i en situation, hvor jeg ville kunne forsørge dem eller hjælpe dem i alle aspekter, min arv vil ikke nødvendigvis kun være økonomisk, og de vil altid have en sikker havn her.

Mine forældre var i samme alder som dig og din kæreste, og min barndom har ikke været af den type, jeg ville tilbyde mine børn, så jeg valgte den anden grøft og blev mor 30+, hvilket i alle aspekter har givet bonus.

Held og lykke med projektet.

Frkanonym123 skriver:

Hej med jer.

Jeg vil rigtig gerne have jeres helt ærlige mening omkring unge forældre.

For os er der ingen tvivl om at vi snart vil til at have børn sammen. Vi har boet sammen i et år, været sammen i 2 et halvt, og babysnakken kom på bordet for et halvt års tid siden - og så er den ligesom bare hængt ved. Vi vil dog vente til næste år. Vi ser intet problem i, at skabe et kærlighedsbarn, så længe at rammerne er til det, og de vigtigste ydre rammer er på plads. Såsom stabil økonomi, fast bolig og massere af kærlighed/tryghed - og så må modetøj og mærkevarer komme næst.

For os er det vigtigt at vi sætter et barn til verden af kærlighed, og ikke uplanlagt i en rodet verden som vi ikke har styr på. Vi har en god opsparing, en lækker lejlighed, og vi er begge under uddannelse - og vi føler at tiden er til det. Så jeg spørger jer ikke om, om vi bør få børn, for det vil og skal vi - på et tidspunkt

Men det der bekymrer os, er omverdenen. Hvornår er man for ung, og hvornår har man den rette alder til, at man ikke bliver set ned på uanset hvor godt man gør det? Jeg har desværre lagt mærke til at os unge får at vide, at de ikke vil kunne klare et barn, det er jo ikke bare en dans på roser, at de inden barnets første år vil de være gået fra hinanden, og at de bør nyde deres ungdomsliv, feste løs og hore løs, og hvad der ellers ikke bliver sagt.

Jeg må dog indrømme, at hvis man planlægger barn meget tidligt, og tror at baby er en lille engel der aldrig græder, skriger og tisser på en (og det der er værre) så skal man måske vente nogle år.. eller 5. Jeg er heller ikke meget for 14-15 årige der "bare" vil have et barn der elsker dem uendeligt højt.

Men vi, som 19-20 årige, der vil sætte et barn til verden, fordi vi elsker hinanden, og gerne vil bygge rede, hvad med os? Hvad er den rette alder? 18? 23? 35? Hvem bestemmer hvornår? Er vi uansvarlige fordi vi gerne vil slå os ned sammen? Og er jeg, som 18-19 årig klar til at varetage et andet liv, og gøre alt hvad der står i min magt for at beskytte det? Det håber jeg at jeg er, men jeg kan ikke vide det. Og jeg kan heller ikke vide hvad der vil ske med min kærestes og jegs parforhold, uanset hvor stærkt vi står lige nu. Fremtiden er uforudsigelig, og jeg kan ikke vide hvad en baby vil gøre ved vores forhold.

Hvad synes I? Og hvem ser I helt ærligt ned på? Har I en mening om hvornår man bør få børn? Og hvornår man ikke bør få børn?

Håber at jeg er til at forstå

Jeg er 20 år og skal være mor til august jeg er både personligt og økonomisk klar til at tag vare på min datter, men man er jo aldrig helt klar før man står med ansvaret i hænderne ? Min datter er planlagt, eller hun er planlagt kærlighedsbarn men desværre med en mand som pludselig valgte en anden levestil og en masse løgne som gjorde jeg nu snart er alene mor :-) men derfor er hun jo stadig et kærlighedsbarn 

Vil ikke sige jeg er ung, men jeg er ung ifohold til min eks som er 30 men han er tilegngæld slet ikke egnet som far hverken personligt eller økonomisk

det vigtigste er at i som par ingen hemmeligheder har, eller behov som ikke er dækket og ikke kan gøres med et barn :-) for jere kommende barn vil jo skulle følge jer over alt :-)

held og lykke med det ���� 

Jeg mener helt ærligt at der ikke findes en rigtig alder at få børn, men der findea de rigtige omstændigheder - hvad de er afhænger af den enkelte, men vigtigst for alle er at barnet er ønsket, måske ikke planlagt men ønsket og elsket.

Men når det er skrevet så må jeg helt ærligt sige, at kom min datter eller søn og proklamerede at de skulle have barn som 18-20 årig puha så ville jeg græde salte tårer når de ikke så det. Hvorfor, hmm ikke helt sikker, men det handler om livet tager en fuldstændig anden drejning når man får børn. Og jeg er glad for det jeg selv nåede før. Jo jeg kunne have taget med rygsæk og set hele Kina også med børn, men set havde været på en anden måde. Jo jeg kunne have taget min uddannelse men det havde været på en anden måde. Jo jeg kunne have sat wagners Ringen på 16 timer men jeg havde savnet mine børn osv. 

Jeg ønsker for mine børn at alle de skønne drømme de har lige nu kan gå i opfyldelse og jeg ved nogle af dem besværliggøres med børn.

Så nej ser ikke ned på, har ikke fordomme, synes ikke dårligere foeældre - ønsker  det bare ikke for mine egne børn 

For mig kom det meget naturligt at lave en familie tidligt. Blev mor som 19 årig, min kæreste blev far som 22 årig og vi har det fantastisk med vores søn på snart 23 måneder :-)

Jeg kan skrive en hel roman om det at være (ung) mor, men i stedet må du endelig spørge hvis du har spørgsmål :-)  

Vi er et år ældre end jer, og vi har forsøgt i et år. Med det faktum er vi glade for at vi er gået i gang tideligt, ingen ved jo hvor længe det vil tage. 

lineog4 skriver:

Jeg mener helt ærligt at der ikke findes en rigtig alder at få børn, men der findea de rigtige omstændigheder - hvad de er afhænger af den enkelte, men vigtigst for alle er at barnet er ønsket, måske ikke planlagt men ønsket og elsket.

Men når det er skrevet så må jeg helt ærligt sige, at kom min datter eller søn og proklamerede at de skulle have barn som 18-20 årig puha så ville jeg græde salte tårer når de ikke så det. Hvorfor, hmm ikke helt sikker, men det handler om livet tager en fuldstændig anden drejning når man får børn. Og jeg er glad for det jeg selv nåede før. Jo jeg kunne have taget med rygsæk og set hele Kina også med børn, men set havde været på en anden måde. Jo jeg kunne have taget min uddannelse men det havde været på en anden måde. Jo jeg kunne have sat wagners Ringen på 16 timer men jeg havde savnet mine børn osv. 

Jeg ønsker for mine børn at alle de skønne drømme de har lige nu kan gå i opfyldelse og jeg ved nogle af dem besværliggøres med børn.

Så nej ser ikke ned på, har ikke fordomme, synes ikke dårligere foeældre - ønsker  det bare ikke for mine egne børn 

Undskyld mig, men er det ikke lidt paradoksalt at du starter ud med at sige at du ærligt kan sige du ikke synes der er en rigtig alder at få børn i og at du så efterfølgende remser en masse grunde op til hvorfor man IKKE skal ha børn tidligt og slutter af med at sige du ikke ønsker dine egne børn får børn tidligt? Så har du vel også fordomme og personlige holdninger du trækker ned over hovedet på andre. Din mening og livsopfattelse og ønsker hertil er jo ikke nødvendigvis i nærheden af andres og/eller dine egne børns... 

Anonym skriver:

Undskyld mig, men er det ikke lidt paradoksalt at du starter ud med at sige at du ærligt kan sige du ikke synes der er en rigtig alder at få børn i og at du så efterfølgende remser en masse grunde op til hvorfor man IKKE skal ha børn tidligt og slutter af med at sige du ikke ønsker dine egne børn får børn tidligt? Så har du vel også fordomme og personlige holdninger du trækker ned over hovedet på andre. Din mening og livsopfattelse og ønsker hertil er jo ikke nødvendigvis i nærheden af andres og/eller dine egne børns... 

Jo det er paradoksalt og det står jeg hundrede procent ved. Men jeg står også ved og holder fast i, at jeg aynes en 18 årig er en lige så god forældre som en 28 årig, 38 årig eller 48 årig. 

Men vi mennesker er jo sådan indrettet at vi ikke kan sætte os ind i andres tanker og følelser og derfor må tolke og vurdere ud fra os selv - og ud fra mig selv ville jeg blive ked af mine børn valgte at blive unge forældre - alene fordi jeg er glad for det jeg nåede inden, og at jeg son 18 årig slet ikke var parat  (hvilket så er lidt noget pjat for jeg vsr 18 da jeg mødte min mand og han havde et barn). 

Så jo hundrede procent paradoksalt, men det er tanker og følelser en gang imellem fordi de ikke følger logik