Jeg elsker ikke mine børn lige højt

Hvis jeg har skrevet nogle steder, at jeg ikke elsker ham, er det en fejl. For det gør jeg! Men jeg føler ikke at jeg elsker ham nok, elsker ham på den måde han har brug for at blive elsket på. 

Jeg tror at jeg kommer til at flytte mange af mine negative følelser for deres far, over på ham. Han gjorde grimme ting ved mig, og min største frygt er at min søn skal vokse op, og gøre det samme som sin far. Og det hænger også sammen med at jeg tager afstand til det tissemands noget. 

Men det ændrer ikke på at min søn ikke er forkert. Jeg skal lære at håndtere mine problemer, og jeg skal lære at håndtere ham. På en mere konstruktiv måde end tidligere. 

Jeg er glad for at jeg skrev dette her indlæg. Det har givet mig stof til eftertanke, og en masse kritik som jeg tager til mig. Tak for alle jeres svar. Venlige, som knapt så venlige..

Ý

Må endnu en gang skifte, jeg synes det er stærkt du tør skrive det - ikke så meget fordi du kan få hårde ord med på farten, men fordi du ved at skrive det også erkender det selv. Alt ændring kræver erkendelse og det store og måske sværeste skridt har du taget nu.

hvordan du skal få vendt bøtten ved jeg ikke, men tror du nu har tager skridtet til at få den vendt.

Har selv fået nogle hug for at være ærlig om de "forkerte" følelser, men jeg ville aldrig have gjort det anderledes. For ved at være ærlig og sige det højt/skrive det kunne jeg tage det ud i strakt arm og arbejde med det.

Hvis jeg har skrevet nogle steder, at jeg ikke elsker ham, er det en fejl. For det gør jeg! Men jeg føler ikke at jeg elsker ham nok, elsker ham på den måde han har brug for at blive elsket på. 

Jeg tror at jeg kommer til at flytte mange af mine negative følelser for deres far, over på ham. Han gjorde grimme ting ved mig, og min største frygt er at min søn skal vokse op, og gøre det samme som sin far. Og det hænger også sammen med at jeg tager afstand til det tissemands noget. 

Men det ændrer ikke på at min søn ikke er forkert. Jeg skal lære at håndtere mine problemer, og jeg skal lære at håndtere ham. På en mere konstruktiv måde end tidligere. 

Jeg er glad for at jeg skrev dette her indlæg. Det har givet mig stof til eftertanke, og en masse kritik som jeg tager til mig. Tak for alle jeres svar. Venlige, som knapt så venlige..

Det virker ikke som om du helt tager ind at der er rigtig mange der siger til dig at du skal søge professionel hjælp. Jeg tror personligt ikke på at det her er noget du kan klare selv, specielt ikke hvis du har traumatiske oplevelser med faren i bagagen.

Og hvis de oplevelser du har haft med eks'en gør at du finder tissemænd ulækre, kan det vel heller ikke undgå at påvirke dit forhold til din nuværende mand?

Tag det svære skridt og find en god psykolog der kan hjælpe dig.

modesty skriver:

Det virker ikke som om du helt tager ind at der er rigtig mange der siger til dig at du skal søge professionel hjælp. Jeg tror personligt ikke på at det her er noget du kan klare selv, specielt ikke hvis du har traumatiske oplevelser med faren i bagagen.

Og hvis de oplevelser du har haft med eks'en gør at du finder tissemænd ulækre, kan det vel heller ikke undgå at påvirke dit forhold til din nuværende mand?

Tag det svære skridt og find en god psykolog der kan hjælpe dig.

At jeg ikke kommenterer på det, betyder ikke at jeg ikke tager det ind. Har kontaktet en familie rådgiver på kommunen idag. 

Alt det skrammel jeg har med fra min fortid, både med min eks, men også fra min barndom påvirker da mit parforhold meget. Vi går også til parterapi. Lissom jeg selv går til psykolog og jeg gjort det siden jeg var 12 år gammel

Anonym skriver:

At jeg ikke kommenterer på det, betyder ikke at jeg ikke tager det ind. Har kontaktet en familie rådgiver på kommunen idag. 

Alt det skrammel jeg har med fra min fortid, både med min eks, men også fra min barndom påvirker da mit parforhold meget. Vi går også til parterapi. Lissom jeg selv går til psykolog og jeg gjort det siden jeg var 12 år gammel

OK.  Pøj pøj med det hele - og godt at du tager ekstra fat nu.

Anonym skriver:

Vi har helt faste rutiner og jeg fortæller dem altid hvad vi skal.

jeg er på barsel og har derfor mulighed for at give dem fridage, hvor fokus er på dem. Jeg bor sammen med min kæreste, hans datter på 9, mine to børn og vores fælles datter på 4 måneder.

Problemet er det samme hjemme hos deres far, så tvivler på at det er min skyld, men mere at det er sådan han er. Vi har dem 7/7

Er det startet efter i er startet 7/7 ordning tænker jeg?

MortilMogL skriver:

Er det startet efter i er startet 7/7 ordning tænker jeg?

Nej, det startede sidste sommer.. Vi har kørt 7/7 hele tiden

Nu er min historie lidt anderledes, men vil prøve at fortælle lidt så du kan se hvordan det bliver hvis ikke man søger hjælp. 

Da jeg var omkring 10 år gammel, fik min far en ny kæreste, hun havde 3 børn, ligesom min far, mig og mine 2 helsøskende. Til at starte med begyndte han så småt at skære ned på vores samvær fordi han skulle have alene tid med sin kæreste, og det havde jeg det blandt andet svært med fordi hendes børn hele tiden var der, og derfor fik mere opmærksomhed, og jeg følte de stjal min far. 

Da jeg blev 12 år ville min far pludselig ikke se mig længere. Han havde stadig mine 2 mindre søskende hver 14. dag, men det endte med jeg ikke så ham i 6 måneder. 

Da jeg blev 13 startede jeg til skole psykolog fordi hele forskelsbehandlingen havde gjort at jeg havde det så skidt at jeg ikke kunne følge med i skolen længere.

Da jeg blev 14 var det hele så svært for mig at jeg blev taget ud af folkeskolen og sendt på special efterskole. 

I dag snakker jeg ikke med min far.Jeg har brugt rigtigt langtid og mange samtaler på at komme til dette sted hvor jeg kan acceptere det. 

Jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg følte jeg måtte dele lidt af min historie fordi du skriver du forskelsbehandler dem. Og det kan få så forfærdelige konsekvenser. Derfor vil jeg råde dig til at søge hjælp. Som mange andre også har skrevet. 

Jeg følte forskelsbehandlingen som et kæmpe svigt, og jeg har derfor rigtigt svært ved hvis folk svigter mig i dag.

Benjamins'mor skriver:

Nu er min historie lidt anderledes, men vil prøve at fortælle lidt så du kan se hvordan det bliver hvis ikke man søger hjælp. 

Da jeg var omkring 10 år gammel, fik min far en ny kæreste, hun havde 3 børn, ligesom min far, mig og mine 2 helsøskende. Til at starte med begyndte han så småt at skære ned på vores samvær fordi han skulle have alene tid med sin kæreste, og det havde jeg det blandt andet svært med fordi hendes børn hele tiden var der, og derfor fik mere opmærksomhed, og jeg følte de stjal min far. 

Da jeg blev 12 år ville min far pludselig ikke se mig længere. Han havde stadig mine 2 mindre søskende hver 14. dag, men det endte med jeg ikke så ham i 6 måneder. 

Da jeg blev 13 startede jeg til skole psykolog fordi hele forskelsbehandlingen havde gjort at jeg havde det så skidt at jeg ikke kunne følge med i skolen længere.

Da jeg blev 14 var det hele så svært for mig at jeg blev taget ud af folkeskolen og sendt på special efterskole. 

I dag snakker jeg ikke med min far.Jeg har brugt rigtigt langtid og mange samtaler på at komme til dette sted hvor jeg kan acceptere det. 

Jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg følte jeg måtte dele lidt af min historie fordi du skriver du forskelsbehandler dem. Og det kan få så forfærdelige konsekvenser. Derfor vil jeg råde dig til at søge hjælp. Som mange andre også har skrevet. 

Jeg følte forskelsbehandlingen som et kæmpe svigt, og jeg har derfor rigtigt svært ved hvis folk svigter mig i dag.

Sikke en historie puha, er helt tom for ord, men ville bare lige sende et kram.

Qnuz

Benjamins'mor skriver:

Nu er min historie lidt anderledes, men vil prøve at fortælle lidt så du kan se hvordan det bliver hvis ikke man søger hjælp. 

Da jeg var omkring 10 år gammel, fik min far en ny kæreste, hun havde 3 børn, ligesom min far, mig og mine 2 helsøskende. Til at starte med begyndte han så småt at skære ned på vores samvær fordi han skulle have alene tid med sin kæreste, og det havde jeg det blandt andet svært med fordi hendes børn hele tiden var der, og derfor fik mere opmærksomhed, og jeg følte de stjal min far. 

Da jeg blev 12 år ville min far pludselig ikke se mig længere. Han havde stadig mine 2 mindre søskende hver 14. dag, men det endte med jeg ikke så ham i 6 måneder. 

Da jeg blev 13 startede jeg til skole psykolog fordi hele forskelsbehandlingen havde gjort at jeg havde det så skidt at jeg ikke kunne følge med i skolen længere.

Da jeg blev 14 var det hele så svært for mig at jeg blev taget ud af folkeskolen og sendt på special efterskole. 

I dag snakker jeg ikke med min far.Jeg har brugt rigtigt langtid og mange samtaler på at komme til dette sted hvor jeg kan acceptere det. 

Jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg følte jeg måtte dele lidt af min historie fordi du skriver du forskelsbehandler dem. Og det kan få så forfærdelige konsekvenser. Derfor vil jeg råde dig til at søge hjælp. Som mange andre også har skrevet. 

Jeg følte forskelsbehandlingen som et kæmpe svigt, og jeg har derfor rigtigt svært ved hvis folk svigter mig i dag.

Bare lige et kram til dig - det din far har gjort er på ingen måder ok. Godt du fik hjælp til at bearbejde det og flot at du deler din historie.

Anonym skriver:

Jeg tror måske meget af det bunder i den fødsels depression jeg havde efter jeg fik ham. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske hans første leveår.. 

Til dig der skriver at jeg skal skamme mig. Tror du virkelig ikke at jeg gør det!? Tror du ikke jeg bruger RIGTIG mange af mine vågne timer på at tænke på det, føle mig utilstrækkelig, dunke mig selv i hovedet over det, og selv synes jeg er en lorte mor? Hvis du skulle være det mindre i tvivl, så kan jeg fortælle dig at jeg skammer mig rigtig meget. Jeg skriver ikke herinde for at prale af det, men fordi jeg er klar over at det er et problem. 

 

Jeg gør og har altid gjort mig umage i at tale i korte sætninger når jeg beder dem om at gøre noget. Du skal tage sko af, du skal rydde spillet op osv. Jeg fortæller dem at det er dejligt at have dem med på tur og at det gør mig glad når de gør hvad jeg beder dem om. 

Vi er så heldige at have en dejlig stor have. Med alt hvad hjertet begærer for både børn og voksne, og vi tilbringer rigtig meget tid derude. Der er sandkasse, legehus, klatretræer, forhindringsbane, div kørertøjer osv. 

Jeg har en kæmpe knude i maven over at have det sådan og der er ikke den ting i verden jeg ikke vil gøre, for at ændre det. Han har ikke valgt ham, det har jeg. 

Wauw! En hård nyser, som desværre bringer dårlige barndomsminder frem hos mig. Det er så flot af dig at åbne op omkring det, for jeg er sikker på det ikke er nemt. 

Stop med dine selvbebrejdelser. Det gavner ikke nogen af jer og det er ikke konstruktivt for det videre forløb- det dræner dig for energi. Du ved der er et stort problem og det at du tør åbne op for det, viser du er klar til at arbejde med det. Det er længere end mange andre forældre når. 

Jeg er selv vokset op som "hende den besværlige", der i en alder af 10 fyldte sin dagbog med beskrivelser af hvordan jeg havde lyst til at ende livet, fordi jeg kunne mærke forskelsbehandlingen. I dag kan jeg ikke særlig godt Være sammen med min mor. Jeg er fyldt med vrede og had til min mor og har brugt årevis på at få det bearbejdet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal slippe af med de følelser der opstår i mig når jeg er sammen med hende, eller taler ned hende og det frustrerer mig. Til forskel for dig har hun altid benægtet at der skulle være forskelsbehandlet .. og det er næsten endnu værre (for mig), da det fjerner ansvaret fra hende og ligger det hele ovenpå mig. Du kan tro jeg skammer mig over at være så vred på hende, selvom jeg ikke burde skamme mig. 

Hun gjorde aldrig noget ved det.  Jeg tror faktisk også hun havde en fødselsdepression og jeg tror det har meget at sige. De følelser kroppen har registreret hos dig i forbindelse med fødslen af din søn har dannet en ubevidst negativ forbindelse tror jeg. 

Gør dig selv og din lille dreng en tjeneste og opsøg en psykolog eller søg hjælp ved PPR.

Han kan med garanti mærke din afstandstagen og der skal ikke gå lang tid før det kan efterlade permanente ar på sjælen. Og lad ham ikke vide at du hader faderen- det er i øvrigt ligeså skadende.

Alt mulig held og lykke