Jeg elsker ikke mine børn lige højt

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Goddag, mit navn er Nola Gaardmand, og jeg er journalist på Jyllands-Posten.

Jeg skriver om etik og værdier og alt muligt andet, der handler om de følelser, som kan være lidt svære... og jeg er meget betaget af dit indlæg. Jeg har længe villet skrive om fænomenet, som - ifølge de eksperter, jeg har talt med - er meget mere udbredt, end man tror.

Jeg vil enormt gerne skrive om, hvordan det er, når man har de følelser, du har - og jeg vil meget gerne tale med dig. Naturligvis vil du være 100 pct anonym i avisen! Men i første omgang vil jeg meget gerne tale videre med dig om det - evt bare over telefonen i første omgang? Så kan jeg forklare nærmere om hvem jeg er og hvad jeg er interesseret i at skrive om.

Jeg håber, at du vil overveje det, da det er et topvigtigt tabu at tage frem - netop fordi du langt fra er alene om at have det sådan. Og jo mere man får en debat om den slags oppe at køre, desto lettere vil det være at deale med for den enkelte. Det er i hvert fald min erfaring med den slags svære emner.

Kan vi to evt bare tale sammen i første omgang, så kan du siden tage stilling til, om du vil være med? Som sagt vil du være 100 pct. anonym.

Har du et nummer, jeg kan fange dig på?

Håber det kan lade sig gøre - og tak for dit mod med at skrive dette indlæg!

Mvh, Nola

Kære du. 

Vil gerne fortælle en lille historie: min mor er fra et andet land, hvor de sætter drenge højere end piger. Og gennem hele sin barndom mærkede min mor at hendes forældre foretrak hendes bror.

Hun flyttede så til DK og fik min bror og jeg. Da vi var små var min bror og jeg et stille og roligt barn. Utrolig nem helt fra at han blev født. Så kom jeg til verden. Jeg var alt andet end nem. Jeg havde kolik og skreg natten lang. 

Da vi blev ældre var min bror stadig en stille og rolig dreng, hvorimod jeg var en vildbasse.

Da vi blev teenagere flyttede jeg hjem til min far (mine forældre blev skilt da jeg var 7-8 år). Min mor sagde at det var mit valg og hun "levede videre". Et halvt år senere flyttede min bror også hjem til min far, men jeg flyttede tilbage til min mor. Der flyttede jeg hjem til en mor, der var sønderknust. Hun kunne slet ikke få sin hverdag til at hænge sammen. Hun kæmpede med næb og klør for at få min bror tilbage - uden held. Hun endte med at få en depression, og allerede i en meget ung alder skulle jeg klare mig selv. 

Efter halvandet års tid flyttede jeg tilbage til min far. Min mor gjorde intet for at få mig tilbage - og efter at have set hendes kamp for min bror så var det noget jeg bed mærke i. Dette påvirkede min selvværd enormt meget. 

I en alder af 14-15 år begyndte jeg at skære i mig selv. Min mor bemærkede intet. I en alder af 16-17 år fik jeg konstateret en depression og fik lykkepiller. Min mor var helt uforstående.

De seneste par år har jeg haft snakket meget med min far om dette. Han bekræftede det som jeg altid har følt: at min mor altid har foretrukket min bror frem for mig. 

Jeg kan godt love dig for at det har taget hårdt på mig psykisk og på mit selvværd at vokse op med følelsen af at man ikke er elsket nær så højt af sin mor. 

Derfor vil jeg råde dig til at tage en snak med en psykolog og evt også en pædagog i sin søns daginstitution (går ud fra at han går en børnehave). 

Din søn skal ikke ændre den han er. Du skal lære at elske ham som han er, og der er evt nogen, der kan give dig nogen redskaber så du kan lære det. 

Desuden, som andre nævner, så lyder det til at du har nogle uafklarede ting med faderen. Ville nok evt søge efter noget familieterapi, også selvom i ikke længere er sammen. 

Det er virkelig vigtigt at der bliver taget hånd om problemet, så din søn ikke skal vokse op og mærke at han ikke er nær så elsket som sine søskende. Som sagt ved jeg hvordan det føles og det vil man ikke byde sine børn.

Wauw..

Har en hel masse kommentarer i hovedet, men ikke noget der ikke er skrevet af andre.

Jeg synes du er SAA mega sej. Baade dit mod til at skrive her, men osse din haandtering og dine konstruktive tanker og handlinger.. Jeg synes virkelig det virker som om du er obs paa din lille dreng, og gør hvad der staar i din magt, for at haandtere det hele.

Det eneste jeg tænker, som ikke er nævnt er.. Har i tænkt paa at han maaske skal have en mere fast bopæl, i stedet for 7/7? Jeg ved statsforvaltningen fraraader 7/7 ordningen indtil ca. 6 aars alderen, da yngre børn har brug for mere stabile omgivelser. Det kunne væ re han kunne slappe mere af i det.

Sender dig positive tanker. Du lyder som en fantastisk mor.

Mh Pia

Jeg tror du elsker din lille dreng meget højt. Hvorfor skulle du ellers bede om hjælp. 

Jeg tror du elsker ham, men jeg tror måske ikke du kan lide ham. Der er forskel. Tro mig. Ofte synes jeg min datter er røv irriterende. Da du beskrev din dreng kunne jeg ikke lade være med at smile lidt, for han lyder fuldstændig som min datter for tiden. og hun piller altså også i tissekonen rimelig tit. 

Men som en anden havde skrevet tror jeg også du skulle tage at snakke med en der kan hjælpe dig lidt, med de følelser du har omkring børnenes far. En terapeut eller lignende, ofte skal der ikke mere end 1-2 besøg, før man er hjulpet videre over de grimme tanker man har, eller lære hvordan man skal tackle dem.

Der er desværre nok heller ikke meget tvivl om at både din søn og din datter kan mærke dine problemer. Så for din egen og deres skyld, ville jeg virkelig finde en du kan få et lille skub videre af, det skulle jo nødig være noget din søn vokser op med og hele sit liv vil leve med. 

Jeg vil faktisk vædde penge på at hvis du får hjælp og får det bedre, så bliver din søn også nemmere at være i nærheden af.

Jeg kan sagtens mærke forskel på min datters opførsel ift. hvilket sindelag jeg selv er i.

Håber du kan bruge mit svar til noget. 

Anonym skriver:

Vi har helt faste rutiner og jeg fortæller dem altid hvad vi skal.

jeg er på barsel og har derfor mulighed for at give dem fridage, hvor fokus er på dem. Jeg bor sammen med min kæreste, hans datter på 9, mine to børn og vores fælles datter på 4 måneder.

Problemet er det samme hjemme hos deres far, så tvivler på at det er min skyld, men mere at det er sådan han er. Vi har dem 7/7

Hvornår gik i fra hinanden? kan det være derefter han er begyndt at opføre sig anderledes? har i overvejet at MANGE børn faktisk ikke fungere med 7/7 ordningen? de bliver rodløse og ved ikke hvor de høre til - hvilket kan ændre deres adfærd. 

Bare nogen tanker til overvejelse. 

og børn reagere altid på deres forældre og de mærker alle de ting du ikke ønsker de skal. Ingen børn er som grundkerne irriterende. 

Sidst med ikke mindst.. det er ALDRIG barnets skyld, det er os som forældre der har ansvaret for barnets opførsel og trivsel. Så jeg vil temmelig hårdnakket holde på at din reaktion på ham (uanset hvor meget du prøver at fordele vand og vind lige) er en af grundene til hans adfærd.

Det at du skriver her og beder om hjælp, gør dig til en super mor. Nu skal du bare tage skridtet videre og tage ansvaret for, at den her dårlige situation i står i bliver løst så i alle kommer ud med skindet på næsen.

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Undskyld for de hårde ord men jeg synes det er din skyld du ikke kan finde ud af at elske din søn... Du viser kun din datter kærlighed og omsorg også skubber du din lille søn væk som egentlig mest har brug for dig da han er yngre... Også synes jeg bestemt heller ikke du kan være bekendt og sige at du ikke elsker ham fordi han ligner sin far som du ikke er længere sammen med... Jamen kvindemenneske det er jo slet ikke hans skyld at han ligner ham vel?! Mit råd til dig er at prøve at vise din søn mere kærlighed og omsorg, prøv at lave små overraskelser til ham og få ham til at elske dig og ikke hade dig.. Det er kun dig der kan skabe kærlighed mellem jer.. Lyt til hvad han siger og hvordan han har det.. Leg med ham osv.. Jeg er selv mor og kan aldrig finde på at hade mine børn.. Tværtimod elsker jeg dem begge og er så taknemmelig for at de er hos mig selvom det er svært sommetider..

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Jeg ved lige præcis hvem der kan hjælpe dig med den udfordring - hvis du er KLAR???!!!! Det er ikke din dreng, der skal ændres, men dig der skal lære at se ham på en anden måde. Det er jo lige præcis dig, der skal sørge for, at han får mindst 50% af dine egenskaber og din personlighed! Så jeg synes bestemt ikke om forslaget om mere tid hos far...

Tro mig, det kan lade sig gøre - prøv at se mere på

www.skønnebørn.dk

Eller kig på samme FB side :-)

Held og lykke!

Jeg synes det syndt for dit barn, DU vælger yndlings barn, bare fordi din pige er rolig eller hvad det nu er og dreng er fræk. 

Da jeg læste din tråd blev jeg ked af det, jeg sad og kigger på min søn og kramme ham. 

Min søn ligner sin far på en prik også er han mega fræk , men jeg elsker ham stadigvæk han kom jo ud fra min mave. 

Din søn fejler ingenting udover han ligner sin far, jeg tror absolut du ikke har løst problemer med din søns far. 

Prøv at sidde og kig på din søn , og sige til dig selv jeg fik en dejlig velskabt dreng , han er sundt og rask. Og være glad for du kunne få børn!

der er folk som er meget desperat efter at få børn. Som slet ikke kan få børn. 

Du burde være stolt over både din dreng og pige . Din børn din blod! 

Uanset hvordan de opføre sig!!! 

Jeg får faktisk endnu mere ondt i maven af nogen af de svar der kommer! Mange lyder som om det er noget du gør bevidst hvilket det jo ikke er! Jeg håber du finder ud af det

Sprit25 skriver:

Jeg får faktisk endnu mere ondt i maven af nogen af de svar der kommer! Mange lyder som om det er noget du gør bevidst hvilket det jo ikke er! Jeg håber du finder ud af det

Helt enig. Det er sku nogle hårde ord, som  hun ikke vil elske sin søn. Hun har jo skrevet herinde, fordi hun godt ved at der er noget galt, og beder om hjælp og så skriver folk sådan... giv hende dog råd til hvordan hun kan ændre det, uden at få hende til at få det endnu dårligere. Hun prøver, me  det hjælper sku ikke når folk sparker til en der ligger ned.