Jeg elsker ikke mine børn lige højt

Jeg må indrømme at dit indlæg fylder i min bevisthed 

Jeg er oprigtig bekymret over at du skriver at du synes at små drenge er ulækre og over at selv om far har ham hver 2 uge så er der stadig så mange ting der er negative .

Har du overvejet at far skal have ham full time? For her skal der ikke tænkes på at man plejer at have samvær osv - For det gælder den lille drengs psyke om måske vllle en pause give dig lyst til at være sammen med ham - Måske du vil savne ham så meget at du kan overvinde de ting du beskriver. 

Jeg har en stor klump i maven ved tanken om en lille knap 4 årig dreng der intet har gjort andet end at være til . 

Jeg må indrømme at jeg får der dårligt når jeg læser dit indlæg....

Nej du styrer ikk selv dine følelser... men stakkels dreng... jeg synes det lyder til at han har det skidt... et barn kan tydeligt mærke hvis der er noget galt, også selvom man prøver at skjule det... den eneste måde de kan reagere på er at være "umulige"... for mig lyder det til at han prøver at få din opmærksomhed.... på den ene eller den anden måde... 

Det lyder også til at du sammenligner dine børn meget... at pigen er nem og gør alt godt, hvor din er umulig og gør at skidt... børn er forskellige og du kan absolut ikk forvente at de er ens... derudover så vil din søn jo nok minde om hans far... Både af udseende og væremåde, børn imitere deres forældre... 

Jeg tror du har brug for noget hjælp til at kunne overskue din søn... held og lykke... 

Jeg har elsket dem lige højt.. Det gjorde jeg da han var mindre. Men som sagt, skete der bare en kolossal ændring da han var omkring de der to år. Det har alle lagt mærke til. For jeg har luftet mine følelser omkring det, for nogle ganske få. 

Han er også en udfordring (læs problem) hjemme hos sin far. 

Jeg synes sgu det er et problem at han ALDRIG hører efter. Lige meget hvad man beder ham, så gør han det ikke. Hvis jeg siger han skal tørre sig, gemmer han sig bag døren. Hvis jeg beder ham tage sko på, finder han noget at lege sværd med, når jeg kommer for at hente ham i børnehave, gemmer han sig og laver en houdinni, så jeg kan bruge 1/2 time på at lede efter ham. 

Jeg er et meget tålmodig og rummeligt menneske. Jeg mener at min fineste opgave her i livet er mit "job" som mor. Men min tålmodig med ham, er helt klart nået. Og min tolerance for ham, er desværre langt fra lige så stor, som ved de andre (har en bonus datter på 9 og en baby på 4 måneder, ud over storesøster på 5)

Så jeg indrømmer blankt at de desværre blir forskels behandlet. Jeg "nulstiller" mig selv, hver aften. Jeg tænker at i morgen starter vi på en frisk, og prøver at fokusere på de gode ting ved ham, i stedet for at give ham så meget negativ opmærksomhed. Men det er bare svært, når det første han gør når han er stået op, er at være på tværs. 

Jeg er egentlig ikke helt sikker på jeg kan skrive noget konstruktivt, men dit indlæg har rumlet i mit hoved siden jeg læste det i går og svaret her, gør det rumler endnu mere.

først vil jeg give dig stor cardout for du tør sætte ord på. Ved første indlæg tænkte jeg, at mit svar ville være noget hen af: vi er bedre til nogen aldre end andre, alle børn er forskellige og og og.... Men med det her svar, er jeg mere hen af: flot skridt, men du skal tage syvmileskridt for at komme endnu længere meget hurtigt, for der er ingen tvivl om den lille trold bare er en lille trold men nu mødes af det må du ikke være.

Først ville jeg egentlig gerne vide om der skete noget da han var 2 år udover han fik sprog og formodentlig var i en god trodsalder? For når jeg småregner inde i hovedet så er der jo formodentlig også sket forskellige ting i hans liv: opbrud med far, ny kæreste og en graviditet.

Så vil jeg skrive, at en lille trold aldrig ønsker at være forkert, de er ikke udspekulerede og gør bevidste handlinger for at genere os voksne. De kan være i en situation hvor "forkert" opførsel er blevet vane, og de skal have hjælp til at bryde den vane (bare for ikke at ryge i en debat, der er selvsagt børn der har særlige behov og hvor det er en anden diskusision, men med de eksempler du giver lyder han helt normal, eller i hvert lige så normal som mine 3 børn der har gjort præcis  samme ting). Min erfaring er at italesætte de gode handlinger og ikke være en nej maskine. Få fortalt hvad man forventer af den lille trold og give ham/hende en chance for at leve op til det. 

Du har skrevet er par ting der irriterer dig fx han gemmer sig bag døren når han skal tørres. Så tager man fat der, sammen definerer man: jeg kan godt blive tørret med det samme (efter badet, toiletbesøg?). Og så en fin stjerne for hver gang det lykkes. X antal stjerner giver ?

det er bolchepædagogik og rimelig simpelt, men det træner både dig og ham i at have fokus på det han kan og ikk det han ikk kan.

må desværre stoppe for skal afsted på arbejde, men kæmpe kram til din lille trold og til dig.

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Jeg vil starte med at anbefale en bog  http://www.arnoldbusck.dk/boeger/paedagogik-boern-foraeldre/familien-kommer-foerst

Hvis du virkelig gerne vil ændre situationen, så bliver du nød til at holde op med at sammenligne dine børn, de er forskellige, måske skal du finde nogle ting du og din søn kan have sammen alene, noget som han synes om at lave - lege med biler, lægge puslespil spille vendespil, spille fodbold, gå på legepladsen osv. 

Jeg tror faktisk det er normalt for en del, at have forskellige følelser for sine børn, men du må gøre en stor indsats for at det ikke skal komme til udtryk - jeg ved det er svært, og jeg mener det ikke nedladende, men du er den voksne og dermed den med ansvaret for stemningen og samværet i familien. Du må erkende at den måde du håndtere din datter på fungere for hende, men ikke for din søn, du må finde andre værktøjer til at håndtere ham. Han lyder som mange børn (min søn inklusive), og han kan være en mundfuld. Jeg forstår at han er vild og aktiv, dette kan jo ses som både en kvalitet og en udfordring, det betyder self. at han er anderledes gearet end din datter. Det kan være du skal give ham mulighed for at få brugt den energi, og på den måde lære ham at der er fora hvor det er godt, og fora der lægger op til at være mere rolig. Byg en forhindringsbane i stuen og lad begge børn slå sig løs - "her skat, nu skal vi rigtig være vilde og bruge en masse energi!", når energien så er brugt, er det måske lettere for din søn at lave noget mere stilsiddende og roligt - måske endda at lege lidt for sig selv. 

Hvis din søn oplever at dit fokus er mere på hans søster, og at han kun kan få din negative opmærksomhed, så vil ham gøre en indsats for at få den - gør dig umage for at give din søn din fulde opmærksomhed i noget tid hver dag, hvor du gør en indsats for at i hygger jer (det behøver ikke være mere end 10-15 min ad gangen). Prøv om du kan tage din søn i at gøre noget du synes er godt, og sig det: "sikke du sidder pænt og spiser", "jeg synes det er dejligt vi kan sidde her og lave puslespil lige så stille sammen", "super godt at du lige tog skoene af inden du gik ind i huset", "hvor er det dejligt at du går ved fint ved siden af indkøbsvognen". Det kan være store som små ting, du roser for, det er bare vigtigt at du er specifik når du gør det, således at din søn ved netop hvad det er han har gjort rigtigt, og dermed kan få fokus på at gøre det samme fremover.

Det sidste jeg vil sige er, at du skriver din søn skal have alting forklaret til mindste detalje, og sådan en dreng har jeg også herhjemme. Det kan være noget træls i længden, men mind dig selv om hvor værdifuldt det er at han er videbegærlig, hvis han bliver ved med at være det vil måske have en god betydning for ham når han kommer i skole, og også nu hvor det udvider og træner hans forståelse og ordforråd. Han har, ligesom alle børn, et umiddelbart og oprigtigt ønske om at lære, og det er da fantastisk. 

Grunden til at han opfører sig sådan, er sgu da fordi, han kan mærke, at du elsker dit andet barn højere. Tro mig, han ved det. Jeg var din søn da jeg var barn. Og det har ødelagt mig, at min mor favoriserede min storebror. Skam dig. Kan ikke sige andet. Og stakkels dreng. Håber du vil arbejde hårdt på at få vendt dine tanker. 

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Får virkelig en stor klump i halsen, når jeg læser dit indlæg, fordi jeg syntes det er så synd for din lille dreng Er overbevist om at han reagere, fordi han kan mærke din manglende kærlighed til ham. Hvis ikke ens mor elsker en - hvem pokker gør så? 

Jeg er klar over det kan lyde hårdt, og det er slet ikke for at sårer dig mere end du er i forevejen, jeg blev bare nødt til at kommentere på tråden. Jeg vil bestemt anbefalde dig, at opsøge professionel hjælp til dine følelser, fordi jeg tror ikke på at du ikke elsker din søn, jeg tror det handler om noget andet. Evt. had til hans far. Nu skriver jeg udelukkende ud fra hvordan jeg tolker det skrevne. 

Kæmpe kram til din søn og også til dig

Jeg tror måske meget af det bunder i den fødsels depression jeg havde efter jeg fik ham. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske hans første leveår.. 

Til dig der skriver at jeg skal skamme mig. Tror du virkelig ikke at jeg gør det!? Tror du ikke jeg bruger RIGTIG mange af mine vågne timer på at tænke på det, føle mig utilstrækkelig, dunke mig selv i hovedet over det, og selv synes jeg er en lorte mor? Hvis du skulle være det mindre i tvivl, så kan jeg fortælle dig at jeg skammer mig rigtig meget. Jeg skriver ikke herinde for at prale af det, men fordi jeg er klar over at det er et problem. 

Jeg gør og har altid gjort mig umage i at tale i korte sætninger når jeg beder dem om at gøre noget. Du skal tage sko af, du skal rydde spillet op osv. Jeg fortæller dem at det er dejligt at have dem med på tur og at det gør mig glad når de gør hvad jeg beder dem om. 

Vi er så heldige at have en dejlig stor have. Med alt hvad hjertet begærer for både børn og voksne, og vi tilbringer rigtig meget tid derude. Der er sandkasse, legehus, klatretræer, forhindringsbane, div kørertøjer osv. 

Jeg har en kæmpe knude i maven over at have det sådan og der er ikke den ting i verden jeg ikke vil gøre, for at ændre det. Han har ikke valgt ham, det har jeg. 

Anonym skriver:

Jeg tror måske meget af det bunder i den fødsels depression jeg havde efter jeg fik ham. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske hans første leveår.. 

Til dig der skriver at jeg skal skamme mig. Tror du virkelig ikke at jeg gør det!? Tror du ikke jeg bruger RIGTIG mange af mine vågne timer på at tænke på det, føle mig utilstrækkelig, dunke mig selv i hovedet over det, og selv synes jeg er en lorte mor? Hvis du skulle være det mindre i tvivl, så kan jeg fortælle dig at jeg skammer mig rigtig meget. Jeg skriver ikke herinde for at prale af det, men fordi jeg er klar over at det er et problem. 

 

Jeg gør og har altid gjort mig umage i at tale i korte sætninger når jeg beder dem om at gøre noget. Du skal tage sko af, du skal rydde spillet op osv. Jeg fortæller dem at det er dejligt at have dem med på tur og at det gør mig glad når de gør hvad jeg beder dem om. 

Vi er så heldige at have en dejlig stor have. Med alt hvad hjertet begærer for både børn og voksne, og vi tilbringer rigtig meget tid derude. Der er sandkasse, legehus, klatretræer, forhindringsbane, div kørertøjer osv. 

Jeg har en kæmpe knude i maven over at have det sådan og der er ikke den ting i verden jeg ikke vil gøre, for at ændre det. Han har ikke valgt ham, det har jeg. 

Den onde cirkel med at skamme sig, og blive ved i samme rille for så at skamme sig noget mere, er ufrugtbar.

Hvis ud ønsker forandring skal du begynde at gøre noget andet. Når jeg læser det du skriver, virker det som om at det har stået på så længe at du ikke længere kan se dig ud af det, og at du ikke selv kan overskue situationen længere. Hvis det er tilfældet skal du søge hjælp, ikke fordi du er et forfærdeligt menneske der ikke magter livet, men fordi du ønsker det bedste for dine børn, og det bedste for dem er at deres mor er i balance, så hun kan lære dem at leve i balance. Det vil selvfølgelig være svært at skulle handle og tænke anderledes, og jeg kan jo se på det du skriver, at du virkelig forsøger at gøre alt hvad du selv kan komme i tanke om, men at det ikke rigtig har virket for dig. Jeg kan selvfølgelig også fornemme at med 4 børn, hvoraf et endnu kun er spæd, er tiden og overskuddet nok heller ikke altid helt tilstrækkeligt til at investere det ønskede i at afhjælpe problematikken, hvilket gør at kampen bliver endnu sværere. Dog vil jeg sige at hvis du arbejder mere målrettet, hvilket vil være mere tidskrævende, så vil situationen blive lettere at overskue. Når jeg mener mere målrettet, mener jeg at du f.eks. skal skrive de ting ned du vil gøre for at ændre situationen, og så også skrive ned når det lykkes, og måske også når det ikke gør (du kan også analysere de situationer hvor tingene ikke lykkes, eller hvor din søn opfører sig uhensigtsmæssigt, og søge at finde årsagen og din søns hensigt/tanker bag). Dette vil self koste tid, men det vil gøre dig mere fokuseret. Endnu engang vil jeg anbefale den bog jeg har linket til tidligere, da den hjælper dig med dette.

Hvis det bunder i en fødselsdepression som du selv foreslår, så vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at tage kontakt til din læge, sp eller kommunen (en du er tryg ved). Jeg er klar over at det vil være svært at tale om problematikken, men det er vigtigt du får noget vejledning til at ændre end relation der er mellem dig og din søn, for jeres begges skyld. Du kan også selv kontakte en familiepsykolog eller f.eks. en psykoterapeaut - det er bare vigtigt at du får en støtte og vejleder som du kan tale åbent og ærligt med, og som kan hjælpe dig med at bearbejde problematikkerne. Måske kan dette være en god ide, selv hvis der ikke er tale om en depression.

At du skriver og beder om hjælp herinde vidner og et ønske om at være bedre, og at du fortæller hvad du indtil nu har forsøgt uden held, vidner og at du gør alt hvad du ved. at det indtil nu ikke er lykkes vidner om at det du ved ikke virker, og du bliver derfor nød til at prøve noget andet - lad være med at miste modet. Du laver ikke fejl, du øver dig bare i at gøre det rigtige - pointen er at målrette denne indsats!

Anonym skriver:

Jeg tror måske meget af det bunder i den fødsels depression jeg havde efter jeg fik ham. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske hans første leveår.. 

Til dig der skriver at jeg skal skamme mig. Tror du virkelig ikke at jeg gør det!? Tror du ikke jeg bruger RIGTIG mange af mine vågne timer på at tænke på det, føle mig utilstrækkelig, dunke mig selv i hovedet over det, og selv synes jeg er en lorte mor? Hvis du skulle være det mindre i tvivl, så kan jeg fortælle dig at jeg skammer mig rigtig meget. Jeg skriver ikke herinde for at prale af det, men fordi jeg er klar over at det er et problem. 

 

Jeg gør og har altid gjort mig umage i at tale i korte sætninger når jeg beder dem om at gøre noget. Du skal tage sko af, du skal rydde spillet op osv. Jeg fortæller dem at det er dejligt at have dem med på tur og at det gør mig glad når de gør hvad jeg beder dem om. 

Vi er så heldige at have en dejlig stor have. Med alt hvad hjertet begærer for både børn og voksne, og vi tilbringer rigtig meget tid derude. Der er sandkasse, legehus, klatretræer, forhindringsbane, div kørertøjer osv. 

Jeg har en kæmpe knude i maven over at have det sådan og der er ikke den ting i verden jeg ikke vil gøre, for at ændre det. Han har ikke valgt ham, det har jeg. 

Hvis du har haft en fødselsdepression kan det da sagtens være det der spiller ind igen. 

Jeg tror jeg ville kontakte en god psykolog så I kan få ændret det mønster I pt har. Det kan også være din sundhedsplejerske har nogle gode ideer til hvem der kan hjælpe.

Du har taget et kæmpe skridt i den rigtige retning ved at skrive dette indlæg - jeg håber du vil gøre dig selv og din søn den tjeneste at tage skridtet videre og få noget profesionel hjælp. Din søn lyder heldigvis til at være en sund og normal dreng med krudt i måsen, så hvis du handler nu er jeg sikker på at I nok skal finde rytmen.

Tuder bare.... Synes det er så forfærdeligt du har det sådan.. Men det jeg tuder over er egentlig fordi jeg synes det er så synd for din dreng, jeg håber virkelig dine følelser ændre sig og meget snart, for selvom du er en god og omsorgs fuld mor ( ellers ville du slet ikke bringe det på bane) er jeg sikker på din dreng mærker signalerne og det vil sikkert. Bare gøre det hele værre. For jer begge.