Jeg elsker ikke mine børn lige højt

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Først kæmpe kram! Du er modig for at lave sådan et indlæg!

Jeg bider mærker i at du siger: han minder om sin far. Tror du har nogle uløste ting som du skal bearbejde om din Eks først. Måske det blokere en hel masse

Anonym skriver:

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Det er rigtig flot af dig, at åbne op omkring et emne som er SÅ svært at tale om. Jeg tror personligt ikke at du er den eneste mor i verden, som har tænkt de tanker - selvom jeg desværre ikke selv har erfaring med børn, endnu. 

Jeg tror også at du er nødt til at få ryddet op i dine følelser omkring den mand du forlod, for at du for alvor kan se din søn som det skønne lille menneske, som han givetvis er.

Det er flot og vigtigt, at du er bevidst om problemet allerede nu - inden at det risikerer at ødelægge jeres relation til hinanden. Reagerer han på den måde I er sammen på? Kommer du måske ubevidst til at afvise ham eller forskelsbehandle, således at han bliver mere pylret/opmærksomhedskrævende osv.?

Er der nogle professionelle du kunne tale med? En psykolog, eller nogle i hans dagtilbud?

Jeg ønsker dig og din lille familie alt det bedste. 

Kh Signe

https://erduherikkesnart.wordpress.com/om-bloggen/

Det var noget at af en "tilståelse", og hvor må det være svært at have det sådan.. Men i og med at du skrev at du ser din ex i ham, tænker jeg om dine tanker og følelser ikke bunder i noget heeeeelt andet end din lille dreng? Det samme du skrev om tissemænder, så kan tanken og negativ projektion strejfe mine tanker.

Jeg synes det er rigtig flot af dig at turde sige det højt. Jeg tror faktisk ikke at det er et helt 'ukendt fænomen".

Jeg selv har to børn, den ene er dog kun 7 mdr., men jeg har lært at jeg elsker dem lige højt, men på to forskellige måder.

Kan det tænkes at det også er sådan du har det, men føler at du burde elske dem ens? 

Jeg håber du forstår hvad jeg mener.. :-)

Ærlighed kommer man længst med, så du skal nok få vendt det med din søn til noget elskeligt

Måske din søn er som han er, fordi han netop kan mærke at du elsker din datter mere end ham. 

Børn kan mærke mere end man tror. 

Han er en lille dreng, han bliver hvad i som forældre Gør ham til

2012_2014 skriver:

Jeg synes det er rigtig flot af dig at turde sige det højt. Jeg tror faktisk ikke at det er et helt 'ukendt fænomen".

Jeg selv har to børn, den ene er dog kun 7 mdr., men jeg har lært at jeg elsker dem lige højt, men på to forskellige måder.

Kan det tænkes at det også er sådan du har det, men føler at du burde elske dem ens? 

Jeg håber du forstår hvad jeg mener.. :-)

Jeg har elsket dem lige højt.. Det gjorde jeg da han var mindre. Men som sagt, skete der bare en kolossal ændring da han var omkring de der to år. Det har alle lagt mærke til. For jeg har luftet mine følelser omkring det, for nogle ganske få. 

Han er også en udfordring (læs problem) hjemme hos sin far. 

Jeg synes sgu det er et problem at han ALDRIG hører efter. Lige meget hvad man beder ham, så gør han det ikke. Hvis jeg siger han skal tørre sig, gemmer han sig bag døren. Hvis jeg beder ham tage sko på, finder han noget at lege sværd med, når jeg kommer for at hente ham i børnehave, gemmer han sig og laver en houdinni, så jeg kan bruge 1/2 time på at lede efter ham. 

Jeg er et meget tålmodig og rummeligt menneske. Jeg mener at min fineste opgave her i livet er mit "job" som mor. Men min tålmodig med ham, er helt klart nået. Og min tolerance for ham, er desværre langt fra lige så stor, som ved de andre (har en bonus datter på 9 og en baby på 4 måneder, ud over storesøster på 5)

Så jeg indrømmer blankt at de desværre blir forskels behandlet. Jeg "nulstiller" mig selv, hver aften. Jeg tænker at i morgen starter vi på en frisk, og prøver at fokusere på de gode ting ved ham, i stedet for at give ham så meget negativ opmærksomhed. Men det er bare svært, når det første han gør når han er stået op, er at være på tværs. 

Må ærligt indrømme at jeg måske får en klump i halsen på din drengs vegne  ved godt, det nok er det sidste du har brug for at hører lige nu, men får virkelig ondt af din lille dreng. Synes det er synd, at du ikke kan se det positive ved ham, og at det er det som opvejer det dårlige. 

Tror enhver mor kan nikke genkende til at ens børn kan være på tværs osv. Men det ville jeg godt nok ikke elske mit barn mindre af. 

Synes du skal snakke med en psykolog om disse ting! For det må bestemt ikke være sjovt, som mor, at elske sit ene barn højre end det andet 

Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog. 

Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT! 

Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.

Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng. 

Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd. 

Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs

Men er det hele tiden du føler sådan?

jeg kan genkende lidt hvad du siger. Min søn på knap 4 er fuldstændig lige sådan, han spørg, snakker, støjende, hyler, osv. Så anstrengende somme tider. Men elsker ham over alt på jorden alligevel.

min bonuspige på 9 år er sååå nem ved siden af, og hun er pige og derfor nemmere at relatere til. Selvom min søn egentlig ligner mig rigtig meget også.

tror også det at man har kendt den store længst tid og "været alene", altså med kun et barn, kan have noget at sige.

og så igen, min dreng er min bio, og det er min pige ikk, så kan selvfølgelig ikke vide helt hvordan du føler, men genkender alligevel lidt

men altså tænker lidt, meget, at det er alderen på min søn (selvstændighedsfasen) som er udfordrende. For selvfølgelig bliver han da ikke ved med at være støjende, hylende og nulre sig i tiasemanden når han bliver ældre.

og det med han ligner sin far, det ser du nok mere end hos datteren fordi han er dreng. Og hvad så, du var vild med hans far engang. Så tænk på det i stedet for de ting du var træt af.

Hvad om du og din eksmand fik ændret samværet så din søn var mere ved din eks? Så ville du måske have mere overskud til ham, når I var sammen, og derved kunne I måske vende den negative spiral? 

Jeg synes også at du er sej og modig, at du tør åbne op for, hvordan du har det