Anonym skriver:
Det gør jeg ikke. Og selvom det gør mig ondt at indrømme, så er det sådan det er. Jeg har en pige på 5, som jeg elsker himmelhøjt. Hun er dejlig, omsorgsfuld, kvik og nysgerrig. Så er der min dreng på knapt 4. Indtil han var 2, var han den dejligste lille dreng. Og så vendte det. Lige omkring samme tid som han begyndte at få et sprog.
Han hyler og pyldrer hver gang han ikke får sin vilje. Han er en rigtig lille forklarmigrøv. ALTING skal forklares til døde. Aldrig aldrig aldrig gør han hvad man ber ham om. Han snakker i et væk, og han snakker HØJT!
Og jeg har det bare rigtig skide svært ved ham. For det meste nyder jeg ikke hans selvskab, men synes faktisk bare han er rigtig anstrengende at være sammen med.
Deres far og jeg er ikke sammen mere. Og min dreng ligner bare sin far så meget. Og det smerter mig, at jeg så tit ser alle de ting, som jeg forlod, i min lille dreng.
Og så synes jeg faktisk måske også at drenge er lidt ulækre. Det der med at de altid skal gå og nulre deres tissemænd. I det hele taget har jeg ret svært ved tissemænd.
Hjælp mig med at flytte fokus over på de positive sider som min dreng selvfølgelig også rummer, men som drukner i alt hans brok og tuden og væren på tværs
Jeg synes at det er flot at du tør bringe så tabubelagt et emne op, og jeg må indrømme at det satte et masse tanker i gang hos mig, hvorfor jeg gerne ville svare dig herinde.
For det første tænker jeg som et par andre også har bemærket, at der jo må være sket et eller andet da han var 2 år. Var det der i blev skilt? Var det der du fandt din nye mand? I øvrigt hvad siger bøgerne om børn og især drengebørn i den alder? og i den alder han er i nu?
For det andet vil jeg give dig et lille eksempel. Jeg har nemlig nogle yngre fætre og kusiner. Hos min ene onkel og tante er de to ældste (en dreng og en pige) som snydt ud af næsen på hinanden. De er høje slanke med fint lyst hår og blå øjne. De er meget kloge og fin motoriske og har begge en sans for detaljer. Kun halvandet år efter de fik deres datter får de endnu en søn som er helt anderledes fra de andre. Han er lidt tyk (hvalpefedt), han er mørkhåret og har brune øjne og så er han lidt af en tumling. Og selvom han ligger tæt på den mellemste, så kan han slet ikke alle de ting hun kan eller kunne da hun var i hans alder.
Nogen gange glemmer vi at de ældste faktisk heller ikke altid har kunnet de ting de kan i dag, og det er skide synd for den sidste som er helt helt normal, han har bare udviklet sine færdigheder i en anden rækkefølge end de andre. Men en dag da jeg passede dem var der nogle piger fra hans klasse der kom forbi og spurgte om han ville med ud og lege på vejen, og lige pludselig var det som om han kunne det hele. Ikke fordi han blev bedre, bare fordi ingen lagde mærke til de ting som de andre kunne. For lige pludselig var han på samme niveau som hans jævnaldrene - hvilket jo giver rigtig god mening!
For det tredje så tror jeg at mange forældre (om de vil indrømme det eller ej) har nogle svære perioder med deres børn, hvor at det hele bare er lidt surt, især med visse aldre. Nogle børn har jo nogle forfærdelige trodsaldre og andre børn får night terrors så forældrene ikke får deres søvn. Ikke desto mindre så tror jeg at det bedste du kan gøre er at se frem ad. For selvom du lige nu synes at han er mega træls, så vil han jo ikke være 4 og umulig og nysgerrig for evigt. Og jeg tror at du gør klogt i at hænge så godt i som muligt, så du ikke vil gå glip af hans ældre år. Hvad nu hvis han bliver den skønneste drømmeprins af et barn, og han så ikke har lyst til at se dig så meget, fordi han følte sig svigtet sig barn? Jeg tror at dine kræfter kan betale sig på sigt, for jeg læser dette indlæg som om at du virkelig ønsker at elske din søn lige så højt igen, og det er altså det vigtigste!
For det fjerde, så husk på at man ikke nødvendigvis skal elske børn ens, for at elske dem lige - for de er ikke ens. Elsk dem som de har brug for det.
Til slut vil jeg sige at hvis du gør alle de ting du skriver at du gør, så synes jeg at du gør nogle rigtig gode ting, for at komme til at elske din søn igen. Når det så er sagt er jeg slet ikke i tvivl om, at du bør opsøge en psykolog som kan hjælpe dig til at komme af med dine frustrationer, dine sorger, din dårlige samvittighed og hjælpe dig til at bearbejde de følelser du har ikke kun over for din søn, men også over for din eks mand. Derudover ville jeg nok også sørge for, at opsøge en psykolog/sundhedplejerske der har forstand på børneopdragelse og børnepsykologi, som kan hjælpe dig til at se at din søn er normal og give dig nogle redskaber til, hvad der virker på netop den type børn, som din søn er. Eller måske en der kan begge dele? En familie psykolog?
Uanset hvad så ønsker jeg dig al held og lykke.
