Jeg elsker ikke mine børn lige højt

Da jeg læste dit indlæg, da troede jeg faktisk at det var fis og ballade og der bare var en der var inde for at skabe ballade her på siden.. 

Men.. Jeg må indrømme at jeg har ekstremt ondt af din dreng! 

Det er tydeligt at din søn savner opmærksomhed og oplever en del "Nej" fra din side af. 

Du (og din dreng) har brug for hjælp til at komme igennem hverdagen. 

Din søn har brug for en periode med nogle faste rutiner  selvom det kan være ret i starten. 

Er du nogensinde alene med din søn? Evt en weekend hvor der er fuld fokus på ham kun? 

Bruger du time out? - evt sidde på en stol hvis han ikke hører efter, så han kan mærke at det er DIG der bestemmer der hjemme og ikke ham.

Bor du alene med børnene?

Jeg er nok lidt for ærlig, men syntes det er så svært at læse at du har det så svært med din søn og at du laver forskel på ham og din datter .. 

Vores time out herhjemme, det er dørmåtten ude i gangen. Han ved at hvis han ikke hører efter, så kommer han der ud og sidde indtil han er klar til at gøre hvad han bliver bedt om. 

Jeg leger lige meget med dem begge, og forsøger virkelig at behandle dem så ens som muligt. Selvom børn selvfølgelig er forskellige og derfor også skal behandles forskelligt på nogle punkter. 

Hans opførsel er den samme hjemme hos deres far, så tvivler på at det er min "skyld" at han er som han er. Altså at hans opførsel skulle være en respons på min reaktion på ham. 

Jeg forsøger ikke at være for hård ved ham, og synes faktisk sjældent at jeg er for hurtig til at reagerer og derfor kommer til at behandle ham uretfærdigt, i forhold til hvad man kan forvente af en knapt 4 årig dreng. Men samtidig, så skal reglerne jo være den samme for alle ungerne. 

Bshizzle skriver:

Da jeg læste dit indlæg, da troede jeg faktisk at det var fis og ballade og der bare var en der var inde for at skabe ballade her på siden.. 

Men.. Jeg må indrømme at jeg har ekstremt ondt af din dreng! 

Det er tydeligt at din søn savner opmærksomhed og oplever en del "Nej" fra din side af. 

Du (og din dreng) har brug for hjælp til at komme igennem hverdagen. 

Din søn har brug for en periode med nogle faste rutiner  selvom det kan være ret i starten. 

Er du nogensinde alene med din søn? Evt en weekend hvor der er fuld fokus på ham kun? 

Bruger du time out? - evt sidde på en stol hvis han ikke hører efter, så han kan mærke at det er DIG der bestemmer der hjemme og ikke ham.

Bor du alene med børnene?

Jeg er nok lidt for ærlig, men syntes det er så svært at læse at du har det så svært med din søn og at du laver forskel på ham og din datter .. 

 

Vi har helt faste rutiner og jeg fortæller dem altid hvad vi skal.

jeg er på barsel og har derfor mulighed for at give dem fridage, hvor fokus er på dem. Jeg bor sammen med min kæreste, hans datter på 9, mine to børn og vores fælles datter på 4 måneder.

Problemet er det samme hjemme hos deres far, så tvivler på at det er min skyld, men mere at det er sådan han er. Vi har dem 7/7

Syntes det er så fint at du får åbnet op omkring det!

En lille øvelse, der måske ku hjælpe lidt på den positive konto, ku være at du sætter dig ned og laver en lille liste på max 5 ting, som du bare rigtig godt ka li ved din dreng, hvorefter du så arbejder ud fra de ting i dit sammenværdmed ham.

Det ka feks være at han har en god fantasi. ( feks ka lave alt til et sværd) .

At han minder om nogle af de gode ting fra hans far. 

At han er en god storebror.

At han er en god lillebror. 

At han har smukke øjene..

Er god til at lave sjove lyde, når i går gennem en tunnel/ parkeringskælder osv.

Lav lidt forskellige ting sammen med ham alene, som han rigtig godt ka li. Det ka feks være noget så simpelt som at tage ud og spise en is, tage i skoven og finde pinde, kaste sten i en å eller jage insekter osv

Ang når du henter, har jeg gennem mit arbejede som pædagog rigtig god erfaring med at vi ( pædagogerne) hjælper med at ha barnet klar når forældrene kommer. Dette er jo self ik en permenent løsning, men noget der ka gøres igennem en periode. 

Er sikker på at i nok ska få vendt jeres forhold til noget rigtig godt. Vh stine

Jeg ville lyn hurtigt få fat i en psykolog, på sigt kan det der få nogle rigtig grimme konsekvenser for din stakkels dreng, han kan da helt sikkert mærke den forskelsbehandling som der jo helt sikkert er, når du ikke elsker din dreng lige så højt som din datter. 

Jeg synes også at det er flot af dig at du søger råd til at komme videre og er ærlig omkring dine følelser. Jeg har det så også som nogle af de andre. Jeg får så ondt af den lille dreng. Hvis ikke andet så skal han dele dig med 3 andre børn og en kæreste. Ærligt, så tror jeg ikke at han bevidst genere dig. Eller er ude på at provokere dig. Det er hans måde at fortælle dig at noget er galt. Han reagere på noget. Han søger grænser. Mit råd er, at i to laver nogle hyggelige ting sammen. Noget som han kan lide. Hvor der ikke er for mange krav, men hvor i bare kan hygge. Lav faste dage hvor det kun er jer 2. Det kan være med til at fylde ham op med opmærksomhed, og være med til , at du ændre dit syn på ham. Og det at han røre ved sin tissemand, er meget normalt. For børn er tissemænd bare noget man tisser med, men det er os der ligger mere i det? Og hvis du synes at det er uhygiejnisk så lær ham at man vaske hænder når man har rørt ved tissemanden

Han har det jo skidt - '

Er selv blevet forskelsbehandlet og jeg har altid vidst at min lille søster var mere elsket end jeg .

Jeg følte mig ensom ,alene og uelsket og er altid blevet omtalt som den uopdragne .Jeg følte fra helt lille at mine forældre og søster dansede rundt i en lykkelig lille ring,og jeg stod udenfor og prøvede at bryde ind i ringen men de ville ikke have mig med ( kan huske at det var noget af det første jeg fortalte min psykolog da jeg endelig som voksen fik hjælp til at bearbejde følelsen af ikke at være god nok - for man er jo ikke god nok når ens tætteste familie ikke elsker en - Eller sådan føles det jo) 

kan huske min farmor tit kommenterede mig og selv om jeg så gerne ville være den søde artige pige som min søster så råbte og skrreg jeg via min opførsel på opmærksomhed.Med det resultat at jeg jo blev mere isoleret i familien fordi jeg jo var en møgunge - Det gjorde så ondt indeni og jeg ville bare så gerne være lige så meget værd ,men det var jeg ikke så istedet for var jeg den unge der altid lavede prob. og det fortsatte jeg med indtil jeg kom hjemmefra som 14 årig .

Og self der han lgesådan hos far - man kan ikke bare tænde og slukke for hvordan man har det indeni .Han har det dårligt og er godt klar over din mangleden følelser og han kæmper for at finde sin plads i dit liv også selv om det mere virker som om han vil væk. 

Mhs til hans tissemand så er det altså helt normalt at de piller ,piger piller også Måske ikke meget som drenge men de gør det og er der noget der ikke er godt er det fornemmelsen af at man er forkert på den når man er glad for sin krop .

Du skal have hjælp ,og det tror jeg også selv du er klar over siden du skriver herinde. Og hjælp til ikke at skade din lille dreng psykisk. 

Tænker du er på vej når du godt selv ved at det her ikke går- det kan godt vendes,og han er så lille endnu at han kan glemme .Men tror ikke at I kan klare det uden hjælp og sp i jeres kommune er et godt sted at henvende sig - evt familierådgivning .Mna kan få 3 annonyme samtaler . 

Held og lykke . 

Hej !

Har læst dit indlæg. Modigt af dig at skrive og hvor må det være tungt at føle ,hvad du føler.

Du har en baby på 4 måneder, en stor pige på 5 år, og en stor bonuspige på 9 år.

Jeg vil  lige fortælle lidt om, hvad du kan forvente af en fireårig dreng..

Et lille barn forstår ikke altid, hvad de bliver bedt om. forældre laver for mange lange sætninger, og det kan ikke overskues.

Når du vil have ham til noget så er det små ting, enkelte anmodninger. tag sko på,ros ham når det lykkes. En 4 årig kommer i tanke om en leg, bliver afbrudt og glemmer. det er helt normalt.

Han skal guides igennem et forløb om morgenen, i en kærlig atmosfære.

han har det svært. hamle op med to dygtige piger som åbenbart er suveræne til at gøre ,hvad der bliver sagt. og så en lille ny. Hvordan konkurerer man med det ?

Håber du/I kan få noget hjælp til at ændre den onde cirkel, så du/I genfinder kærligheden til ham. Han er værd at elske.

Held og lykke med det hele.

Flot at du er ærlig med dig selv omkring det. Men det skal ikke blive en sovepude. Det er kun dit ansvar, at I to får et bedre forhold igen. Din søn kan intet ansvar have. Du er allerede godt på vej, fordi du er begyndt at spørge om hjælp (her). Næste skridt synes jeg helt klart kunne være en Marte Meo terapeut gennem sundhedsplejen i din kommune. På den måde kan du få andres øjne på jeres samspil, hvor fokus vil ligge på det positive i jeres relation. 

Av, det gjorde ondt at læse. Jeg kan følge dig et stykke hen ad vejen i forhold til hans opførsel, men at du væmmes ved den del af hans krop, der gør ham til en dreng, kan jeg næsten ikke bære - så er det jo ikke HAM, din egen søn, du tager afstand fra, men hans køn, som han jo ikke har en ærlig chance for at ændre på. Jeg synker også en klump ved din opfattelse af, at han - en lillebitte dreng - minder om den voksne mand, du forlod. 

Jeg tænker, du tillægger ham noget, han ikke er, og at du har noget, du skal have hjælp til at bearbejde i forhold til din eks - måske mænd generelt? Din søn bliver næppe nemmere at have med at gøre, så længe du ser sådan på ham, for selvfølgelig mærker han din modvilje og reagerer på den som det lille, forvirrede barn, han er. Få hjælp - for din egen, men mest din søns skyld.