Hvordan forholder jeg mig ?

jenny4 skriver:

Okay. Jeg kan godt forstå det er underligt så, at jeres søn skal være delebarn fra start. På den anden side er det måske bedre end at han nåede at kende en hverdag som I begge var en del af og så derefter skulle forholde sig til en ny hverdag.

Men det er klart at du er ked af det - nu ved jeg jo ikke om jeres søn var planlagt, men når man er i et forhold så tænker man nok automatisk at det skal vare ved når man får børn.

jeg håber du finder en god løsning på besøgsproblemet. Har hans familie været "involveret" i jeres brud? Forstået på den måde om der er hard feelings som du også skal forholde dig til ved et besøg?

Heldigvis har de ikke blandet sig i vores brud ... jeg har intet imod hans familie, jeg har kommet rigtigt ud af det med dem.

Derfor syntes jeg stadig det er underligt at skulle være i selskab med dem.... det er jo ikke naturligt mere

Vores søn var planlagt

alenemor42 skriver:

Først og fremmest så kommer det ikke til at skabe konflikter

For det andet bliver det ikke min familie. ... vi kommer ikke til at skulle til fester sammen, de er en del af hans fars familie og ikke min.

Uanset hvordan man vender og drejer ti gene vil der jo være begrænsninger når vi ikke bor sammen og far ikke har været med i størstedelen af graviditeten.... vi har først den sidste måned kommunikeret og set hinanden siden vi gik fra hinanden.

Og det vil vel være endnu værre for barnet hvis alt er på et kunstigt grundlag ? At man gør det af pligt men alligevel ikke taler sammen..... det lugter børn da hurtigt.

 

Det er din søns familie og derved din familie.. Hvad med dåb, konfirmation, bryllup. Det er da tider hvor I skal være sammen eller er fars familie også udelukket fra evt. dåb og konfirmation? Må farmor eller onkel ikke komme med fordi du ikke skal til fest sammen med dem? Skal der holdes 2 fester fordi du ikke ønsker dem med? 

Og når engang din søn skal giftes ja så har du jo ikke rigtig noget valg for så er det sgu ham der bestemmer. Så vil du måske hellere blive væk hvis han invitere dem? og Hvad når han engang får børn og de skal døbes/konfirmeres osv? Skal han så vælge mellem sin familie pga. dig?? De er en del af hans liv, både nu og i fremtiden og det bør du respektere allerede nu.

Du ved ikke om der kommer konflikter og det ved jeg heller ikke men jeg kan sige dig at der er lagt i ovnen til en konflikt og det vil ikke se godt ud i en evt. senere sag i SF. Du skal som alene mor hele tiden tænke fremad og tænke over hvordan du opfører dig over for far. Sådan er verden nu en gang. 

Jeg må sige at jeg ud fra dine udtagelser allerede nu er bekymret for jeres samarbejde.. For du respektere ikke fars familie eller at de også vil komme til at betyde meget for din søn. Eller måske skule jeg for en god orden skyld skrive JERES søn for her virker det som om du gerne vil at far får en god relation men så stopper den også der?? Nej det er næsten lige så vigtigt at fars familie også får en god relation.. Med far følger hans familie og sådan er det bare. 

Der er iøvrigt stor forskel på at være falsk og så opfører sig ordenligt til en fest og kunne hygge sig sammen. Min mand har en datter fra første ægteskab. Når der sker noget på hendes skole så møder vi alle 4 op. ( forældrerne og bonus forældrerne) Sidt var det sådan noget hvor man skulle sidde og spise på tæpper og have hyggeligt samvær alle forældrerne imellem. Vi sad så sammen med hans datters mor og bonusfar og ja vi hyggede. Vi ses absolute ikke uden det er sådan noget men når der er noget kan vi godt hygge og grine sammen og det er så vigtig for hans datter.. OG min far snakker også fint med mores forældre og omvendt. det er bare noget vi er nød til og det gør vi for hendes skyld og så får vi det bedste ud af det istedet for at fokuserer på om det er falsk eller ej så fokuserer vi på at have det så hyggeligt som vi kan for pigens skyld.... 

Jeg kan se på dine svar at du går meget i forsvar og det er vel forståeligt men du må forstå at beder man om råd så får man svar og de fleste mener som jeg at du gør noget forkert.. Så hvorfor bede om råd hvis du ikke vil høre på dem? Ved godt du sikket havde håbet at alle ville give dig ret men det gør de ikke og måske skulle du lytte til det.. Måske skulle du lytte til folks råd om at det du gør rent faktisk er dybt forkert. HVIS det var mig det her gik ud over ville jeg føle at den der gjorde det imod mig både var virkelig ondskabsfuld og respektløs. Hvordan de vil føle det kan kun de fortælle dig, men nu ved du hvordan jeg ville have 

newsence skriver:

Det er din søns familie og derved din familie.. Hvad med dåb, konfirmation, bryllup. Det er da tider hvor I skal være sammen eller er fars familie også udelukket fra evt. dåb og konfirmation? Må farmor eller onkel ikke komme med fordi du ikke skal til fest sammen med dem? Skal der holdes 2 fester fordi du ikke ønsker dem med? 

Og når engang din søn skal giftes ja så har du jo ikke rigtig noget valg for så er det sgu ham der bestemmer. Så vil du måske hellere blive væk hvis han invitere dem? og Hvad når han engang får børn og de skal døbes/konfirmeres osv? Skal han så vælge mellem sin familie pga. dig?? De er en del af hans liv, både nu og i fremtiden og det bør du respektere allerede nu.

Du ved ikke om der kommer konflikter og det ved jeg heller ikke men jeg kan sige dig at der er lagt i ovnen til en konflikt og det vil ikke se godt ud i en evt. senere sag i SF. Du skal som alene mor hele tiden tænke fremad og tænke over hvordan du opfører dig over for far. Sådan er verden nu en gang. 

Jeg må sige at jeg ud fra dine udtagelser allerede nu er bekymret for jeres samarbejde.. For du respektere ikke fars familie eller at de også vil komme til at betyde meget for din søn. Eller måske skule jeg for en god orden skyld skrive JERES søn for her virker det som om du gerne vil at far får en god relation men så stopper den også der?? Nej det er næsten lige så vigtigt at fars familie også får en god relation.. Med far følger hans familie og sådan er det bare. 

Der er iøvrigt stor forskel på at være falsk og så opfører sig ordenligt til en fest og kunne hygge sig sammen. Min mand har en datter fra første ægteskab. Når der sker noget på hendes skole så møder vi alle 4 op. ( forældrerne og bonus forældrerne) Sidt var det sådan noget hvor man skulle sidde og spise på tæpper og have hyggeligt samvær alle forældrerne imellem. Vi sad så sammen med hans datters mor og bonusfar og ja vi hyggede. Vi ses absolute ikke uden det er sådan noget men når der er noget kan vi godt hygge og grine sammen og det er så vigtig for hans datter.. OG min far snakker også fint med mores forældre og omvendt. det er bare noget vi er nød til og det gør vi for hendes skyld og så får vi det bedste ud af det istedet for at fokuserer på om det er falsk eller ej så fokuserer vi på at have det så hyggeligt som vi kan for pigens skyld.... 

 

Jeg kan se på dine svar at du går meget i forsvar og det er vel forståeligt men du må forstå at beder man om råd så får man svar og de fleste mener som jeg at du gør noget forkert.. Så hvorfor bede om råd hvis du ikke vil høre på dem? Ved godt du sikket havde håbet at alle ville give dig ret men det gør de ikke og måske skulle du lytte til det.. Måske skulle du lytte til folks råd om at det du gør rent faktisk er dybt forkert. HVIS det var mig det her gik ud over ville jeg føle at den der gjorde det imod mig både var virkelig ondskabsfuld og respektløs. Hvordan de vil føle det kan kun de fortælle dig, men nu ved du hvordan jeg ville have 

Og jeg må sige at du er helt ude i hampen med det du mener du læser af mine svar.

Først og fremmest gider jeg slet ikke tage stilling til konfirmation og bryllup nu. Han er ikke engang født.

Han skal ikke døbes og det er vores fælles beslutning

Jeg har på intet tidspunkt sagt at hans familie IKKE må se vores søn!!! Lad mig slå det helt fast!

Derudover er du den eneste der ikke kommer med råd , men med en dømmende attitude fordi du syntes anderledes.

Størstedelen af svarene der er kommet er konstruktive og med forskellige løsningsforslag.

Jeg går ikke i forsvar ... så havde der kommet en helt anden slags svar fra mig, men der er nogle ting der er for grænseoverskridende til at jeg syntes jeg har lyst til de/den løsning.

alenemor42 skriver:

Heldigvis har de ikke blandet sig i vores brud ... jeg har intet imod hans familie, jeg har kommet rigtigt ud af det med dem.

Derfor syntes jeg stadig det er underligt at skulle være i selskab med dem.... det er jo ikke naturligt mere

Vores søn var planlagt

Nu kan det være jeg ligger ord i munden på dig, men jeg tror, at du vil have nemmere ved at navigere i de her beslutninger, når bruddet kommer lidt mere på afstand og måske også når graviditetshormonerne er ude af kroppen  Var det fælles beslutning at gå fra hinanden?

Hvis du kan synes jeg du skal vise dig fra din bedste side og lade farmor komme på besøg (samt evt en anden som er vigtig for far). Selvom du kan føle dig sikker på at der ikke vil komme konflikter hvis du siger nej, så ville jeg her tænke "better safe than sorry". Selvom det måske vil føles kunstigt så er det jo et præmis som alle parter kender til inden mødet. Og far vil være dig evigt taknemmelig.

Du skriver at du gerne vil have amningen op at køre og det kan jeg godt forstå. Det er super vigtigt med en god start. Måske I kunne aftale at I lige ser de første dage an mht amning og så derefter aftaler hvornår farmor kan komme. Alternativt skal du "få det overstået" umiddelbart efter fødslen, hvor du selv er høj af lykke og amning alligevel ikke er rigtigt igang. 

Er far kommet videre med en anden eller er han også single?

jenny4 skriver:

Nu kan det være jeg ligger ord i munden på dig, men jeg tror, at du vil have nemmere ved at navigere i de her beslutninger, når bruddet kommer lidt mere på afstand og måske også når graviditetshormonerne er ude af kroppen  Var det fælles beslutning at gå fra hinanden?

Hvis du kan synes jeg du skal vise dig fra din bedste side og lade farmor komme på besøg (samt evt en anden som er vigtig for far). Selvom du kan føle dig sikker på at der ikke vil komme konflikter hvis du siger nej, så ville jeg her tænke "better safe than sorry". Selvom det måske vil føles kunstigt så er det jo et præmis som alle parter kender til inden mødet. Og far vil være dig evigt taknemmelig.

Du skriver at du gerne vil have amningen op at køre og det kan jeg godt forstå. Det er super vigtigt med en god start. Måske I kunne aftale at I lige ser de første dage an mht amning og så derefter aftaler hvornår farmor kan komme. Alternativt skal du "få det overstået" umiddelbart efter fødslen, hvor du selv er høj af lykke og amning alligevel ikke er rigtigt igang. 

Er far kommet videre med en anden eller er han også single?

Uha Ingen tvivl om at hormonella spiller ind, jeg kører frem og tilbage i den ene løsning og den anden....for så at skifte mening igen

Bruddet var min beslutning. ... og ja far er stadig single.

Jeg har også sagt til far at jeg har svært ved at tage beslutningen om det ene eller andet og det tager han helt roligt

Tror på nuværende tidspunkt hælder jeg til at vi besøger hans familie med bebse når vi lige har sundet os.

alenemor42 skriver:

Uha Ingen tvivl om at hormonella spiller ind, jeg kører frem og tilbage i den ene løsning og den anden....for så at skifte mening igen

Bruddet var min beslutning. ... og ja far er stadig single.

Jeg har også sagt til far at jeg har svært ved at tage beslutningen om det ene eller andet og det tager han helt roligt

Tror på nuværende tidspunkt hælder jeg til at vi besøger hans familie med bebse når vi lige har sundet os.

 

Det lyder som en god ide. Heldigvis kender far dig jo godt når i var sammen i tre år, så hvis du pga hormoner "afviger" fra din normale opførsel kan han nok godt gennemskue det. Ellers er det godt du fortæller ham det.

Mht bruddet så er det modigt af dig at træffe sådan en beslutning mens hormonerne raser. Må jeg spørge hvad der er årsagen når nu baby er planlagt? 

alenemor42 skriver:

Først og fremmest så kommer det ikke til at skabe konflikter

For det andet bliver det ikke min familie. ... vi kommer ikke til at skulle til fester sammen, de er en del af hans fars familie og ikke min.

Uanset hvordan man vender og drejer ti gene vil der jo være begrænsninger når vi ikke bor sammen og far ikke har været med i størstedelen af graviditeten.... vi har først den sidste måned kommunikeret og set hinanden siden vi gik fra hinanden.

Og det vil vel være endnu værre for barnet hvis alt er på et kunstigt grundlag ? At man gør det af pligt men alligevel ikke taler sammen..... det lugter børn da hurtigt.

 

Men hvis begge "parter" øver sig i at det ikke skal være kunstigt så bliver det måske bedre om et par år hvor barnet bemærker mere.

Jeg har faktisk været i næsten situation  Fik en datter for næsten 5 år siden. Desværre meldte faren fra og havde ingen kontakt med  vores datter i de første 3 år.

I den tid så vi resten af hans familie når det kunne lade sig gøre og det betyder at vores datter har et fantastisk forhold til farmor/farfar/faster osv i dag.

Halvdelen af hendes genetiske ophav stammer fra den side af hendes familie og du kan tro det betyder utroligt meget for vores datter at vi kan hygge os på tværs af hans/min familie.

Bare min erfaring

karisima skriver:

Men hvis begge "parter" øver sig i at det ikke skal være kunstigt så bliver det måske bedre om et par år hvor barnet bemærker mere.

Jeg har faktisk været i næsten situation  Fik en datter for næsten 5 år siden. Desværre meldte faren fra og havde ingen kontakt med  vores datter i de første 3 år.

I den tid så vi resten af hans familie når det kunne lade sig gøre og det betyder at vores datter har et fantastisk forhold til farmor/farfar/faster osv i dag.

Halvdelen af hendes genetiske ophav stammer fra den side af hendes familie og du kan tro det betyder utroligt meget for vores datter at vi kan hygge os på tværs af hans/min familie.

Bare min erfaring

Nu kender jeg jo ikke farens årsag til at melde fra, men vil bare sige hvor er det godt gået af dig og farmor/farfar og faster, at I holdt kontakten. Det er virkelig at sætte barnets behov før sine egne 

jenny4 skriver:

Det lyder som en god ide. Heldigvis kender far dig jo godt når i var sammen i tre år, så hvis du pga hormoner "afviger" fra din normale opførsel kan han nok godt gennemskue det. Ellers er det godt du fortæller ham det.

Mht bruddet så er det modigt af dig at træffe sådan en beslutning mens hormonerne raser. Må jeg spørge hvad der er årsagen når nu baby er planlagt? 

Jamen det var ikke en nem beslutning!  

Jeg tror i bund og i grund at han panikkede da jeg blev gravid, jeg havde 3 mdr. Tidligere en spontan abort. Men han begyndte og køre rundt i konstant at han savnede sin frihed og venner og familie til trods for vi så dem alle jævnligt og jeg havde aldrig forbudt noget somhelst. Og det stressede mig voldsomt da jeg følte han var på vej ud af døren ..... så jeg sagde til ham at var det sådan så måtte han jo vælge det og flytte.

alenemor42 skriver:

Jamen det var ikke en nem beslutning!  

Jeg tror i bund og i grund at han panikkede da jeg blev gravid, jeg havde 3 mdr. Tidligere en spontan abort. Men han begyndte og køre rundt i konstant at han savnede sin frihed og venner og familie til trods for vi så dem alle jævnligt og jeg havde aldrig forbudt noget somhelst. Og det stressede mig voldsomt da jeg følte han var på vej ud af døren ..... så jeg sagde til ham at var det sådan så måtte han jo vælge det og flytte.

 

Og så gik han bare? Hold op hvor ville jeg være skuffet. Så gik du direkte fra drømme om familieliv og lykke, til enlig mor til to og skuffelsen over at den kærlighed der skabte babyen ikke var nok.

Synes det er godt du trods alt sørger for en god kontakt og kommende relation mellem far og baby. Det er bare så vigtigt.

Ligger det i kortene at I kunne finde sammen igen eller er det udelukket? Nu skrev du at Du har en datter på 14 - er du og din Eks lige gamle?