Hvordan forholder jeg mig ?

alenemor42 skriver:

Lige en lille up Date ...

Vi er egentlig landet fint på aftale om at når vi lige har fået amning på plads så kører vi ud og besøger hans familie så de kan se den lille.

Farmor formåede så lige at melde ud at hun ville sidde på fødegangen og vente, der gjorde jeg farmand det klart at det var ikke acceptabelt og det måtte han fortælle sin mor.jeg har frabedt alt besøg på fødegangen og regner med at tage hjem få timer efter fødslen.

Så det satser vi på hun overholder

Godt at I som forældre finder en fælles plan, og skønt det giver ro. 

Og selvsagt skal farmor ikke sidde på fødegangen, men jeg er bange for du/I oplever den reaktion som andre i tråden også har skrevet om: en surhed fordi og en provokation fordi farmor føler sig ikke sekundær, men perifær.

I den situation hvir man som farmor/farfar oplever den situation at skulle blive farmor til et delebarn fra begyndelsen, og med en udmelding der skinner af; nu er I jo ikke mors familie. Ja der tænker jeg der er to muligheder: provokationen/surhed eller den enormt forstående og fedtende måde for at håbe på der bliver en plads til mig.

mine drenge er kun 4 og 7, og alligevel kan jeg få helt ondt i maven af at læse nogen af dine ord, for tænk om det er mig der pludselig står der. Står i en situation hvor min søns søn bliver en jeg kan se sporadisk, en hvor jeg ikke kan give det jeg har at give, en hvor jeg ikke får lov at være en del af hverdagen, en hvor jeg ikke ses om en ressource og tæt sekundær person alene fordi min søn "kun" er far.

jeg kan sagtens følge mange af dine følelser, og ja mor og far er de primære. Amningen skal op og køre osv. Og havde du slet ikke kendt hans familie, kan jeg også godt forstå du ikke ville have dem på besøg. Men du kender dem og har haft okay forhold med dem, så det signal I sender ved at sige; I må ikke komme til mig, vi kommer når vi er parate og derefter bliver det når vi kan se tid til at komme til jer, eller når baby en gang er 6 mnd og kan komme et par timer med far. Det signal må skære i hjertet, for det er også et signal om fremtiden, hvor der absolut ingen mulighed er for at byde ind i hverdagen, en fremtid hvor man er langt nede i rækken af mennesker der har kontakt med jeres søn.

Det er ikke ment som et angreb eller som en kritik, fordi jeg i bund og grund godt kan forstå alle de tanker der må være når man allerede før fødslen ved det er et delebarn. Men det et ment som tanker du kan tage med dig, tanker der ser det fra en helt anden side.

og så til sidst, selvfølgelig er din søns familie nogen du skal forholde dig til gennem hele livet. Og din søn vil være bindeleddet mellem jer. Han vil komme hjem med oppølsede askebægre til farmor, han vil ønske at lave gækkebrev til farmor, han vil ringe til farmor og fortælle han har tabt sin første tand osv. Du behøver ikke holde af hende, men hun er en del af dit liv qua din søn. Og tænk om hun lige præcis denne gang var parat, tænk om hun denne gang kunne være en kæmpe ressource i din søns liv, ja måske også i dit.

min mor og far blev først skilt da jeg var en del ældre, men en af de ting som husker som tryghed for mig, var at de kunne være sammen til festivitas. Jeg har aldrig skulle holde 2 fødselsdage, for alle kringlede sider af familien var velkommen til den ene, min farmor og morfar sad fint i samme rum og jeg følte mig rig. Min mor og hendes kæreste sad i samme rum som min far og hans kone og jeg følte mig rig. Inden rum sad endda også min fars kones forældre og jeg følte mig endnu mere rig. Og de voksne, de var ikke venner, men de var der, kunne tale sammen, grine sammen og jeg vidste det kunne de fordi de alle sammen holdt af mig.

lineog4 skriver:

Godt at I som forældre finder en fælles plan, og skønt det giver ro. 

Og selvsagt skal farmor ikke sidde på fødegangen, men jeg er bange for du/I oplever den reaktion som andre i tråden også har skrevet om: en surhed fordi og en provokation fordi farmor føler sig ikke sekundær, men perifær.

I den situation hvir man som farmor/farfar oplever den situation at skulle blive farmor til et delebarn fra begyndelsen, og med en udmelding der skinner af; nu er I jo ikke mors familie. Ja der tænker jeg der er to muligheder: provokationen/surhed eller den enormt forstående og fedtende måde for at håbe på der bliver en plads til mig.

mine drenge er kun 4 og 7, og alligevel kan jeg få helt ondt i maven af at læse nogen af dine ord, for tænk om det er mig der pludselig står der. Står i en situation hvor min søns søn bliver en jeg kan se sporadisk, en hvor jeg ikke kan give det jeg har at give, en hvor jeg ikke får lov at være en del af hverdagen, en hvor jeg ikke ses om en ressource og tæt sekundær person alene fordi min søn "kun" er far.

jeg kan sagtens følge mange af dine følelser, og ja mor og far er de primære. Amningen skal op og køre osv. Og havde du slet ikke kendt hans familie, kan jeg også godt forstå du ikke ville have dem på besøg. Men du kender dem og har haft okay forhold med dem, så det signal I sender ved at sige; I må ikke komme til mig, vi kommer når vi er parate og derefter bliver det når vi kan se tid til at komme til jer, eller når baby en gang er 6 mnd og kan komme et par timer med far. Det signal må skære i hjertet, for det er også et signal om fremtiden, hvor der absolut ingen mulighed er for at byde ind i hverdagen, en fremtid hvor man er langt nede i rækken af mennesker der har kontakt med jeres søn.

Det er ikke ment som et angreb eller som en kritik, fordi jeg i bund og grund godt kan forstå alle de tanker der må være når man allerede før fødslen ved det er et delebarn. Men det et ment som tanker du kan tage med dig, tanker der ser det fra en helt anden side.

og så til sidst, selvfølgelig er din søns familie nogen du skal forholde dig til gennem hele livet. Og din søn vil være bindeleddet mellem jer. Han vil komme hjem med oppølsede askebægre til farmor, han vil ønske at lave gækkebrev til farmor, han vil ringe til farmor og fortælle han har tabt sin første tand osv. Du behøver ikke holde af hende, men hun er en del af dit liv qua din søn. Og tænk om hun lige præcis denne gang var parat, tænk om hun denne gang kunne være en kæmpe ressource i din søns liv, ja måske også i dit.

min mor og far blev først skilt da jeg var en del ældre, men en af de ting som husker som tryghed for mig, var at de kunne være sammen til festivitas. Jeg har aldrig skulle holde 2 fødselsdage, for alle kringlede sider af familien var velkommen til den ene, min farmor og morfar sad fint i samme rum og jeg følte mig rig. Min mor og hendes kæreste sad i samme rum som min far og hans kone og jeg følte mig rig. Inden rum sad endda også min fars kones forældre og jeg følte mig endnu mere rig. Og de voksne, de var ikke venner, men de var der, kunne tale sammen, grine sammen og jeg vidste det kunne de fordi de alle sammen holdt af mig.

 

Først tak for et fantastisk sagligt omtanke indlæg

Der har været 1000 tanker og muligheder oppe og vende i mit hoved om disse ting.

Omkring farmor kan jeg dog lige tilføje at hun har 4 andre børnebørn som hun aldrig har vist synderlig interesse for og far tror ikke det bliver anderledes denne gang så hun bliver ikke en ressource.

Jeg har intet imod fars familie men jeg har heller ikke noget sammen med dem.... efter vi gik fra hinanden har jeg ikke talt med nogle af dem og jeg ser heller ikke at jeg kommer til det i fremtiden. Og i min verden er de ikke min familie men min søns

Det er helt fint for mig at folk reagerer negativt på at jeg ikke vil have fars familie på fødegangen. ..ingen reagerer på at der er fuldstændig samme vilkår for min egen familie. Far og jeg er helt enige omkring dette.

Min søn kommer jo desværre til at vokse op med at han ikke har boet sammen med os begge, så jeg tvivler på han vil sætte spørgsmålstegn ved at der evt.  Ikke bliver holdt fælles fødselsdag osv. Hvis han ikke kender til andet. Hvordan det bliver med det er vi dog slet ikke nået til endnu

Med hensyn til hvordan hans familie skal se vores søn på længere sigt giver det jo sig selv at der er begrænsninger da vi jo vil have hvert vores liv og det er jo en af de ting som følger med en  delt familie. Der er afstand og skæve arbejdstid på fars side, så det må han jo få til at passe ind. Det ser jeg ikke som en del af min opgave.

Først tak for et fantastisk sagligt omtanke indlæg

Der har været 1000 tanker og muligheder oppe og vende i mit hoved om disse ting.

Omkring farmor kan jeg dog lige tilføje at hun har 4 andre børnebørn som hun aldrig har vist synderlig interesse for og far tror ikke det bliver anderledes denne gang så hun bliver ikke en ressource.

Jeg har intet imod fars familie men jeg har heller ikke noget sammen med dem.... efter vi gik fra hinanden har jeg ikke talt med nogle af dem og jeg ser heller ikke at jeg kommer til det i fremtiden. Og i min verden er de ikke min familie men min søns

Det er helt fint for mig at folk reagerer negativt på at jeg ikke vil have fars familie på fødegangen. ..ingen reagerer på at der er fuldstændig samme vilkår for min egen familie. Far og jeg er helt enige omkring dette.

Min søn kommer jo desværre til at vokse op med at han ikke har boet sammen med os begge, så jeg tvivler på han vil sætte spørgsmålstegn ved at der evt.  Ikke bliver holdt fælles fødselsdag osv. Hvis han ikke kender til andet. Hvordan det bliver med det er vi dog slet ikke nået til endnu

Med hensyn til hvordan hans familie skal se vores søn på længere sigt giver det jo sig selv at der er begrænsninger da vi jo vil have hvert vores liv og det er jo en af de ting som følger med en  delt familie. Der er afstand og skæve arbejdstid på fars side, så det må han jo få til at passe ind. Det ser jeg ikke som en del af min opgave.

 

 

Skal lige siges siges, jeg synes ingen skal komme på fødegangen - det ville da være en uskik, de første timer er så intense og de skal ikke deles med nogen.

jeg tænker reaktionen kan være en stor provokation: når jeg ikke må komme de første par dage, men skal vente på de kære forældre kan se sig tid og har overskud til at køre en time i bil. Ja så kan jeg ikke kræve at komme ind i et privat hjem, men jeg kan sætte mig på fødegangen...

jeg ville ikke selv gøre det, jeg ville formodentlig være en af dem der bøjede som er græsstrå i alle retninger fordi jeg ville være så bange for ikke at få lov at være i mit barnebarns liv. Men jeg kunne godt have tænkt tanken: jeg sætter mig fandme på fødegangen, for hun skal ikke tage det fra mig....

Jeg kender jo selvsagt ikke farmor, men tænker man altid skal tænke det bedste om folk, og det kunne jo være det var netop dette barnebarn hun klikker med og bliver en kæmpe ressource for. Tænk en farmor man kunne ringe til når lillemanden havde skoldkopper, en farmor der kom en almindelig torsdag og havde cirkusbilletter til hende og lillemanden, tænk en farmor der kom med omgang mad når man selv lå med influenza. Jeg skal forhåbentlig en gang være både mormor og farmor, og jeg håber da jeg får lov at være lige så meget med selv om jeg er farmor.

og nej det er i bund og grund ikke dit problem, men kunne blive din gave, at du havde flere omkring dig der holdt af din søn og ville stå der også selvom de er fars familie.

og nej det er ikke din familie, og det er jo far der skal være den primære for at skabe den kontakt mellem jeres søn og sin familie. Problemet er jo bare lige i starten af jeres søns liv, er du et påhæng der altid skal med, han kan ikke sige: nu vil jeg min søn og min mor får et tæt forhold, så nu er min søn og jeg sammen med min mor fast hver onsdag. Det kan du. 

Så jo det er helt op til far, men du må nok acceptere at du så også skal bøje dig en del hvis det er helt op til ham. Hvis du derimod går ind i starten og laver det til et fælles projekt, så udstikker du nemmere rammerne . Lidt strategisk må man gerne være 

lineog4 skriver:

Skal lige siges siges, jeg synes ingen skal komme på fødegangen - det ville da være en uskik, de første timer er så intense og de skal ikke deles med nogen.

jeg tænker reaktionen kan være en stor provokation: når jeg ikke må komme de første par dage, men skal vente på de kære forældre kan se sig tid og har overskud til at køre en time i bil. Ja så kan jeg ikke kræve at komme ind i et privat hjem, men jeg kan sætte mig på fødegangen...

jeg ville ikke selv gøre det, jeg ville formodentlig være en af dem der bøjede som er græsstrå i alle retninger fordi jeg ville være så bange for ikke at få lov at være i mit barnebarns liv. Men jeg kunne godt have tænkt tanken: jeg sætter mig fandme på fødegangen, for hun skal ikke tage det fra mig....

Jeg kender jo selvsagt ikke farmor, men tænker man altid skal tænke det bedste om folk, og det kunne jo være det var netop dette barnebarn hun klikker med og bliver en kæmpe ressource for. Tænk en farmor man kunne ringe til når lillemanden havde skoldkopper, en farmor der kom en almindelig torsdag og havde cirkusbilletter til hende og lillemanden, tænk en farmor der kom med omgang mad når man selv lå med influenza. Jeg skal forhåbentlig en gang være både mormor og farmor, og jeg håber da jeg får lov at være lige så meget med selv om jeg er farmor.

og nej det er i bund og grund ikke dit problem, men kunne blive din gave, at du havde flere omkring dig der holdt af din søn og ville stå der også selvom de er fars familie.

og nej det er ikke din familie, og det er jo far der skal være den primære for at skabe den kontakt mellem jeres søn og sin familie. Problemet er jo bare lige i starten af jeres søns liv, er du et påhæng der altid skal med, han kan ikke sige: nu vil jeg min søn og min mor får et tæt forhold, så nu er min søn og jeg sammen med min mor fast hver onsdag. Det kan du. 

Så jo det er helt op til far, men du må nok acceptere at du så også skal bøje dig en del hvis det er helt op til ham. Hvis du derimod går ind i starten og laver det til et fælles projekt, så udstikker du nemmere rammerne . Lidt strategisk må man gerne være 

 

Der er en længere historie bag ved farmor, der gør at hun ikke er i stand til at interessere sig for mange andre end hende selv.. ikke engang sine egne børn. Far ser hende sjældent selv og han ønsker ikke at hun skal passe vores søn så længe han er lille.

Far har jo været fraværende størstedelen af graviditeten, vi lever meget separate liv. Jeg aner ikke hvad han laver ud over at passe sit job og omvendt og det ligger ikke i kortene at det skal ændre sig. 

Jeg ser det på det på den måde at når vores søn er 3-4 mdr. Gammel ser jeg intet problem i at far tager ham med i nogle timer til familien

Tjae... Og nu har jeg ikke læst hele tråden, men fra egen erfaring, så kom min søns far sammen med hans nye kæreste, om formiddagen efter min søns fødsel, og selvom aftalen var at det kun var ham, spurgte jeg selv om hun ikke os sku se ham, for hun blev bare siddende på gangen og ventede... Min søns far havde i øvrigt kun ville deltage i fødslen (jeg ville gerne at han sku klippe navlestrengen), hvis hans nye kæreste måtte være tilstede også... Der gik min grænse dog :-D 

alenemor42 skriver:

Der er en længere historie bag ved farmor, der gør at hun ikke er i stand til at interessere sig for mange andre end hende selv.. ikke engang sine egne børn. Far ser hende sjældent selv og han ønsker ikke at hun skal passe vores søn så længe han er lille.

Far har jo været fraværende størstedelen af graviditeten, vi lever meget separate liv. Jeg aner ikke hvad han laver ud over at passe sit job og omvendt og det ligger ikke i kortene at det skal ændre sig. 

Jeg ser det på det på den måde at når vores søn er 3-4 mdr. Gammel ser jeg intet problem i at far tager ham med i nogle timer til familien

 

Så længe du og far er enige - for så er det ham der træder sin familie over tæerne og ikke dig 

Og så lige stort kram, for det er nok ikke lige den situation man drømmer om når man planlægger et lille ønskebarn. 

Bebsen skriver:

Tjae... Og nu har jeg ikke læst hele tråden, men fra egen erfaring, så kom min søns far sammen med hans nye kæreste, om formiddagen efter min søns fødsel, og selvom aftalen var at det kun var ham, spurgte jeg selv om hun ikke os sku se ham, for hun blev bare siddende på gangen og ventede... Min søns far havde i øvrigt kun ville deltage i fødslen (jeg ville gerne at han sku klippe navlestrengen), hvis hans nye kæreste måtte være tilstede også... Der gik min grænse dog :-D 

Der ville jeg også have trukket min grænse 

Bebsen skriver:

Tjae... Og nu har jeg ikke læst hele tråden, men fra egen erfaring, så kom min søns far sammen med hans nye kæreste, om formiddagen efter min søns fødsel, og selvom aftalen var at det kun var ham, spurgte jeg selv om hun ikke os sku se ham, for hun blev bare siddende på gangen og ventede... Min søns far havde i øvrigt kun ville deltage i fødslen (jeg ville gerne at han sku klippe navlestrengen), hvis hans nye kæreste måtte være tilstede også... Der gik min grænse dog :-D 

Hold da op.... det var godt nok grænseoverskridende. .... sejt af dig du havde overskud til at spørge om hun ikke ville se jeres barn. Underligt han ville have hende med til fødslen....

Tror ikke min ex har fundet en anden, men ved det ikke. Men ved at hvis han har så ville han aldrig tage hende med heldigvis 

lineog4 skriver:

Så længe du og far er enige - for så er det ham der træder sin familie over tæerne og ikke dig 

Og så lige stort kram, for det er nok ikke lige den situation man drømmer om når man planlægger et lille ønskebarn. 

Tak ..... nej det er ikke nemt, det har kostet mange tårer .... bestemt ikke det man ønsker for sit barn, og meget underlig situation man skal finde rundt i.

Og heldigvis er far og jeg enige. Deres relation er det vigtigste for mig

alenemor42 skriver:

Vi er ikke et par mere

Og jeg vil ikke have nogle besøg på fødegangen, hverken min eller hans familie 

Jeg forstod godt i ikke er et par mere.

Men hvis i har været sammen i 3 år og oven i købet boet sammen, så er hans familie jo stadig ikke fremmede for dig.

Min anden fødsel, der kom jeg hjem efter 4 timer. Så at du ikke vil have besøg på fødegangen er fair nok. Men synes stadig du burde tilbyde de kan komme en af de første dage.