Erfaringer med sensitive børn?

Jeg tror ikke selv, at jeg er sensitiv, og måske netop derfor tænker jeg, at jeg hellere lige måtte være lidt obs på om knægten potentielt kunne være... jeg har det nemlig med at sige 'ahh, tag nu den hue på. Hvor slemt kan det være, at den kradser osv. :unsure: Tror dog efterhånden ikke, at han er seærlig sensitiv, nu hvor jeg har læst lidt mere om det, og ellers kun i mild grad. Min lillebror var en af den slags babyer, der var ekstremt lydfølsomme - helt vildt :angry: Vil det mon være et klassisk tegn på en sensitiv baby?

Jeg kender ingen sensitive børn, kun børn, der helt naturligt får et hysterisk anfald. Og når det gentager sig, så vender man lige blikket mod forældrene og så ser man ganske givet årsagen.

Webredaktøren skrev:

Selvfølgelig skal der være plads til holdninger i et debatforum, men der skal også være plads til tråde, der holder sig specifikt til en problemstilling. Denne tråd var tænkt som en tråd om erfaringer med sensitive børn, og det er der nu folk, der gerne vil tale om. Hvorvidt begrebet så eksisterer eller ej, kan så debatteres videre i en ny tråd om det emne. Og så er tiden også inde til at lytte til nye brugere. Det er jo bestemt værd at lytte til, at en bruger gerne vil diskutere et emne, men umiddelbart oplever, at emnet drukner i holdninger. Jeg forstår godt den anke :huh: Vil man lufte holdninger til dette område kan man derfor starte en ny tråd, og har man erfaringer med sensitive børn, så ser jeg dem meget gerne i denne tråd. :)

Er denne tråd ikke kørt lidt over debat forummets 'sensitive voksne' ?

Webredaktøren skrev:

Nu hvor der er nogle stykker i denne tråd, der har erfaringer med sensitive børn, så er jeg nysgerrig efter at få svar på følgende: Hvornår/hvordan fandt I ud af, at jeres børn var sensitive? Som babyer eller senere? Og behandler I det sensitive barn anderledes end jeres evt. andre børn? Altså skal de se mindre TV f.eks.?

Der blev efterlyst erfaringer med sensitive børn. Min den ældste (fra 2005) er ikke voldsomt sensitiv, men han reagerer helt klart anderledes end jævnaldrende kammerater og sin lillebror. Jeg tror at vi hen ad vejen har fundet nogle måder at hjælpe ham på og stadig gør. Jeg vil give nogle konkrete eksempler fra vores hverdag. 1) Vi har også haft problemer med familiefester - nye omgivelser, mange nye mennesker og ikke altid plads til at være barn. Selvfølgelig lader vi ikke bare være med at tage til familiefest, men vi kommer gerne 15-30 minutter før vi er inviteret, så han vænner sig til omgivelserne inden der kommer mennesker. Derved oplever han at lokalet stille og roligt ændrer sig omkring ham. Det giver ham en anden ro at den kaotiske situation omstår omkring ham og han kan følge udviklingen i situationen i stedet for at blive kastet ind i kaoset. Dette fandt vi ud af ved en tilfældighed da ham var omkring 1½ år, ved at vi ved en fejl kom 20 minutter for tidligt til en familiefest og pludselig var han i stand til at lege på gulvet i stedet for at være urolig og sidde på skødet hele aftenen. 2) Han har altid været et forsigtigt barn og aldrig gjort noget før han var sikker på at han kunne. Han var 3 år inden han overhovedet ville høre tale om at prøve at gå ned ad trappen fra 1. salen til trods for at bedstevennen (Magnus) havde stormet op og ned ad den i 1 år, for som han sagde: 'Magnus er dygtig, men jeg kan falde og slå hovedet'. Så snakkede vi lidt om hvad vi kunne gøre, og i nogle uger gik vi 2 trin foran ham ned ad trappen for så kunne han jo ikke falde så langt. Efterhånden begyndte han så at tro på det. 3) Han går til svømning, men ville ikke hoppe i fra kanten. Da jeg spurgte ham hvorfor var svaret (og her var han 4 år) 'Hvis jeg kommer ned på bunden, kan jeg slå hovedet og dø - og så bliver du ked af det'. Vi snakkede om det, tog selv i svømmehallen med ham weekenden efter og fandt ud af hvad der skulle til for at han turde, og nu gør han det bare. Men han tænker meget og bekymrer sig let. 4) Ad flere omgange har han vågnet grædende om natten og været helt utrøstelig. Hver eneste periode har hængt nøje sammen med et større skift i hans omgivelser eller udvikling. Nogen kalder det natteterror, og sådan føles det bestemt også når man bruger 2x1 time hver nat i 2 uger på at forsøge at få barnet til at blive roligt, så resten af huset kan sove. Dette træk har lillebror også, omend ikke så tydeligt endnu. Når jeg ser tilbage, så er det egentligt tydeligt, at han var mere følsom allerede som spæd. De første 4 måneder af hans liv sov han glad og gerne i barnevognen, så længe jeg var i nærheden af vognen, men gik jeg væk fra den, så vågnede han indenfor 5 minutter. Lagde jeg ham til gengæld på min mave, helst så han kunne lægge kinden mod bar hud, så sov han rask væk 2 timer. Selv i dag i en alder af 5½ år så elsker han at sidde tæt, jeg får stadig spontant offentlige kys. Han er normalt meget social og vi er nødt til at hjælpe ham med at begrænse hans legeaftaler, da han bliver vred og asocial hvis han ikke får ro en gang imellem. Har han legeaftaler hele dagen både lørdag og søndag, så ved vi, at søndag aften bliver hård og at han tigger om en fridag mandag morgen. Vores reaktioner er sikkert det nogle af jer mener med opdragelse, men man er jo nødt til at indse at ens barn er anderledes, før man ved hvad man skal gøre. Og her kan det sikkert hjælpe med nogle kasser, for så er det nemmere at søge råd og kommunikere hvad det er man tror er problemet.

Nu vil jeg lige sige noget for de er nogle som åbenbart har fået tingene i den gale hals. På intet tidspunkt i denne tråd - ellers gør mig endelig opmærksom på det - har jeg eller andre sagt at der IKKE eksisterer sensitive børn. Tværtimod. Det som jeg opponerer imod er at mange børn får etiketten sensitiv når det i virkeligheden er forældrene der er enten sensitive eller har dårlige opdragelsesmetoder. Jeg håber det er klart nu og kom endelig med erfaringer fra situationer med sensitive børn. Det er dejligt at høre om. Jeg elsker at blive klogere.

Når jeg lige får læst spørgsmålene fra Webber igen, så ka jeg se, at jeg ikke har svaret helt på spørgsmålene ;) Lea er lydsensitiv, hendes hørelse er utrolig fin, og det gør, at hvis der er det mindste larm, så bliver det til en masse støj, som hun ikke kan filtrere igennem, og hun vælger at lukke alt og alle ude. Det har også påvirket hendes sprog, for hun kan jo ikke høre ordnene rigtigt Vi fandt ud af det under en af de utallige kampe jeg havde med hendes vuggestue, og jeg gik til ørelægen for at fåafklaring på tingene. Men jeg havde ofte det på fornemmeren, og jeg fik på et tidspunkt fremlagt beskrivelsen af en 'High Need-baby', for hun synes ofte, at jeg beskrev Lea som en af dem, og hun passer perfekt under den katagori :)

På intet tidspunkt i denne tråd - ellers gør mig endelig opmærksom på det - har jeg eller andre sagt at der IKKE eksisterer sensitive børn.

Her er det så...

Så kald det så for hvad det er : sensitive FORÆLDRE og lad så de stakkels børn være i fred!

Jeg kan godt forstå, hvis man i denne tråd ikke har lyst til at dele sine holdninger om sensitive børn. Uden selv at have noget personligt i klemme (fordi jeg ikke har oplevelser med sensitive børn og heller ikke selv er særligt sensitiv) kan jeg kun sige, at jeg har oplevet stemningen i tråden som meget negativ - og ikke imødekommende overfor, at der rent faktisk er nogen, der har en udfordring med børn, der har særlige behov. Jeg har oplevet stemningen som så negativ, at jeg har været ved at skrive en bemærkning om det for flere dage siden - og så droppet det, fordi jeg jo godt ved, hvordan reaktionen bliver... (Nu tager jeg den så alligevel.) God og åben debat fordres med ligeværdig dialog og åbenhed. Og det er jo ikke det, der har været kendetegnende i denne tråd.

I denne tråd... ...som foregår i et debatforum i et land med ytringsfrihed...?!

Nå, men så kommer min historie her... :) Jeg er mor til 2 piger, en på 7 og en på 5. Den ælste er et meget nemt og harmonisk barn, og ind til jeg fik barn nr. 2, var jeg helt enig i at umulige børn klart var forældrenes egen skyld! Men jeg er blevet klogere! Allerede som spæd var vores yngste, en større udfordring end den store havde været. Hun græd ikke meget, men ofte. Hun var svær at trøste og ville helst ikke sidde hos os, men hellere ligge i liften og kigge. Hun ville ikke ligge på os og sove, og det var umuligt for min mand at trøste hende. Hun begyndte altid at græde hvis hun sad hos andre end mig (hendes far kunne dog godt, men ikke hvis hun var træt eller sulten) Familien (mormor,farmor,moster osv.)havde svært ved at acceptere at hun ikke gad dem, og mente at det nok var mig der havde gjort hende mor-syg, men når nu ungen græd hver gang hun kom over til dem, så var det jo hverken en fornøjelse for dem eller hende. Hun græd også hver gang vi gik udenfor (hun er født i juni, så vejret var dejligt), hun virkede ikke bange for det, men bare irriteret over det. Når vi var oppe og handle, og de ældre damer smilede sødt til hende, stak hun altid i et hyl. Hun havde mange dage hvor hun bare var utilfreds over alting. Hun har aldrig været bagud i udviklingen, og har altid gjort det som man skal kunne i den givne alder, så jeg har aldrig kunne sætte fingeren på hvad der var 'galt' med hende. I princippet var der jo ikke noget galt med hende, hun var bare en med extra af det hele..., for hun var jo også en glad og velfungerende pige. Da hun blev ca. 2 år tror jeg, begyndte hun mere specifikt at give udtryk for det hun ikke kunne lide. Hun valgte maden fra lidt efter lidt, og skreg hysterisk over noget bestemt tøj. (jeg ved godt 2-årige er hysteriske, men det her var anderledes. Det handlede ikke om vilje.) Strømper var det allerværste, hun skreg som om jeg slog hende når hun skulle have strømper på. Bukser var også svært for hende at have på. Jeg mente at alle hendes besværligheder var noget der skulle opdrages ud af hende, så jeg var en streng mor og tvang hende i det tøj jeg havde valgt. Det første hun gjorde når hun kom hjem fra dagpleje var at smide strømper og bukser, og rende i bare ben. Hun fik meget skæld-ud fordi hun hele tiden var på tværs og ikke bare ville det som andre børn ville! Hun var extremt genert, når der kom gæster på besøg, løb hun altid ind på hendes værelse og gemte sig under sengen. Nogle gange gik der en halv time eller mere, før hun kom ud, og hun talte eller så aldrig på gæsten. Det gik lidt bedere hvis det var mormor el. farmor, men hun talte ikke til dem. (Hun var næsten 2, da mormor udbryder 'hun kan jo tale'!) Når vi var byen, sad hun på skødet af mig med hovedet mod mit bryst i ½-1 time før hun løsnede lidt op. Så kunne hun godt gå ned og lege, men der var helst ikke nogen voksne der skulle tale til hende. Hun kunne også begynde at græde hvis der var noget der lugtede dårligt, og holdt sig altid for ørerne eller løb væk, når vi trak ud i toiletet, brugte røremaskinen osv. Kort tid efter hun er begyndt i børnehave, så jeg opslag om et foredrag om sensitive børn. De nævnte punkter passede fuldstændig til mit barn. Jeg var til 2 foredrag, og jeg var ved at tude af glæde, da jeg gik derfra, for tænk, der fandtes faktisk andre 'normale' børn der var som hende...Det var ikke mig der var en dårlig mor og hun havde ikke en eller anden diagnose, hun var bare sensitiv! Hun har ikke det filter, der skal sortere uvæsentlige ting fra, så som berøring(tøj), lyd, lys osv. Jeg kom til foredraget med en forventning om at få at vide hvordan jeg kunne få hende 'normal', men det handlede jo i virkeligheden om at det var mig der skulle ændre holdning til hende og ikke omvendt. Jeg/vi skulle lære at acceptere hende som hun var, og prøve at forstå hende og gøre hendes hverdag nemmere. Det tog lidt tid, men nu er jeg en meget mere forstående, og knap så sur mor ;) På et tidspunkt for ca. 1 år siden fik jeg nok, jeg syntes ikke hun blev bedere og jeg gav mig selv fuldt ud, jeg var brugt op, så jeg tog kontakt til PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning). Her talte jeg først med en børnepsykolog, men hun havde ikke så meget erfaring i sensitive børn, så hun gav mig nogle råd til hvordan, vi kunne opdrage hende ud af det. Det var ikke lige det vi havde brug for, og hun henviste os til deres ergoterapeut. Det var fantastisk! Hun forstod os. Vi fik en neglebørste vi skulle børste hende med 3 gange daglig og en kugledyne. Neglebørsten gjorde ikke den store forskel, men det gjorde kugledynen tilgengæld. Det skal lige siges at vores datter aldrig før havde sovet en hel nat i sin egen seng. Jeg havde prøvet MANGE forskellige metoder, men til sidst gav jeg op, da jeg i 1,5 år ikke havde sovet mere ned 2 timer af gangen! Nå, men kugledynen (som er en dyne uden andet fyld end nogle hårde, lidt tunge plastik kugler) gjorde at hun faktisk sov i sin egen seng! Pludeslig kunne hun sove en hel nat i sin egen seng uden at vågne, og dermed var hun selvfølgelig ikke nær så træt om dagen. Kuglerne der trykker på kroppen, stimulerer bla. hjernen til at danne et beroligende stof. Sammen med psykologen havde vi nogle samtaler med børnehaven også. De havde ikke været opmærksom på hendes problem, kun at hun var meget genert. Hun talte aldrig med de voksne, og hvis de skulle lave noget i fælleskab, lukkede hun sig inde i sig selv. Hun fungerede godt blandt de andre børn, men lige så snart hun skulle være på, sammen med de voksne, trak hun sig væk. Sammen med psykologen fik de nogle redskaber til hvordan de skulle takle hende, bla. skulle hun ikke presses, men have lov til at sige fra, hvis hun ikke havde lyst. SÅ, pludselig lysnede det for os, hun sov meget bedere om natten og havde det bedere i børnehaven. Selv familien kom og spurgte hvad der var sket med vores datter, hun var jo meget mere imødekommende og glad. Hun er stadig sensitiv, men hun har fået et meget større overskud, til selv at klare sine problemer. Nu kan hun feks. sige at 'jeg skal bare lige vende mig til at have det her tøj på, mor! Så kan kroppen bedere li´det om lidt'! Det er jo stort ! :cheer: Hun bliver stadig let frustreret, og skælder os meget ud og hun er stadig tit ret brugt, når vi henter hende i børnehave. Hun bruger meget energi derovre på at være 'normal' og opføre sig ordenligt, så hun ikke får tiltrukket sig opmærksomhed. Hun er også stadig meget kræsen(selektiv spiser -som ergoterapeuten sagde), der er kun 2 ting hun vil spise til aften. Det kan vi jo ikke få hele tiden, så der må hun spise rugbrød eller undværre. Tilgengæld, spiser hun mange former for pålæg... Det var en lang smøre... jeg sagde jo det var en lang historie, og jeg kunne sagtens have skrevet mere... ;) Jeg kunne måske bare have nøjedes med at skrive at en kugledyne gør underværker!! :laugh: Men forhåbenligt har jeg åbnet nogles øjne for, at der faktisk findes SENSITIVE BØRN og sikkert også sensitive forældre!!! ;) :laugh: