Erfaringer med sensitive børn?

Set gennem min brille, så handler det hele vejen igennem om opdragelsesmetoder.... Ja, nogen kan have et barn de ikke kan opdrage hensigtsmæssigt, og som de må have hjælp til at tackle. Det er ikke barnet der er noget i vejen med, for når forældrene går over til en anden metode, får barnet det straks bedre...... Jeg ville bare gerne kende pointen i at have et sensitivt barn - hvordan skal forældrene opdrage barnet, så barnet får det godt?? Der må jo være nogle værktøjer forældrene kan udstyre sig med, så barnet kommer i trivsel?! Og som åbenbart ikke ligger naturligt for disse forældre at selv kunne se, eller gætte sig til. Men som de må have hjælp til. Kunne det tænkes at det sensitive barn, mistede sensitiviteten hvis det var hos en anden familie der måske gjorde tingene helt anderledes end dets egne forældre? Ville barnet måske komme i trivsel hvis fx det var forfatteren af bogen der tog over?? Diagnoser som ADHD, ADD, Autisme, DAMP, Asperger syndrom osv osv....er jo i en HEL anden genre og kan ikke på nogen måder sammenlignes med et sensitivt barn, da jeg ikke formoder sensitive børn skal medicineres og at barnet uden videre kan komme i trivsel blot ved at opdragelsesmetoden og håndteringen af barnets problemstillinger generelt bliver gjort på en anden måde...... Et sensitivt barn, må slet og ret være et misforstået barn. Jeg kan ikke se det på andre måder. Mine børn bliver også ekstremt sensitive (mere hen i det højeksplosive!)hvis jeg misforstår dem eller gentagende gange bliver véd at kører i nogle cirkler de mentalt ikke forstår pointen af. Det er ufattelig let, at drive børn ud i nogle situationer de simpelthen ikke kan rumme. Nogle børn får ekstremt ondt i maven og hovedpine, hvor andre synes livet generelt kradser og solen skinner lige lovligt meget......der er ikke den store forskel. Bare forskellig måde at udtrykke frustrationen på. Så det mest spændende for mig, er at høre HVAD forældrene reelt kan lave om på, så de får et harmonisk barn der ikke længere har grund til at være sensitiv...... :huh:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Så det mest spændende for mig, er at høre HVAD forældrene reelt kan lave om på, så de får et harmonisk barn der ikke længere har grund til at være sensitiv...... :huh:

Er helt enig, og det var jo egentligt også årsagen til denne tråd. Og ikke hvorvidt, der er eller ikke er sensitive børn... ;) Men som jeg forstår betegnelsen 'sensitive børn' er det ikke noget barnet har 'valgt' eller 'har grund til at være', men et karaktertræk, der gør at de opfatter/sanser nogle ting på stærkere vis, end andre. Det handler således for forældrene/lærerne/omgivelserne om at forstå dette, så barnets udbrud ikke opfattes negativt, men takles på bedste vis... hvad bedste vis så er, er jeg ikke helt klar over, men det er jo derfor, at der er skrevet bøger om emnet ;)

Tak for uddybbelsen HeleneK. Synes det var lige firkantet nok stillet op i 1. omgang. Jeg synes dog opdragelse er det forkerte ord i min verden. Jeg går for tiden til psykolog og har gennem hende fået nogle input til, hvordan jeg kan ændre min være måde i hverdagen, så jeg kan styrke Viktorias selvtillid.Og det har hjulpet rigtig meget. Jeg går hos hende for min egen skyld, da jeg selv i alt for mange år, har haft lavt selvværd p.g.a min barndom. Og jeg kan genkende så meget af mig selv i Viktoria, at jeg synes det vil være synd for hende, hvis hun skal gå igennem livet uden troen på sig selv. Det er ikke noget jeg snakker med Viktoria om. Hun får ikke særbehandling. Hun får hjælp og forståelse når der er situationer der er svære for hende at tackle. Man kan jo ikke 'opdrage' hende til ikke at være genert,sensitiv kald det hvad i vil. For mig er hun sensitiv, og det er jeg også på nogle områder. Og tak til Webbie, jeg vil læse bogen og plukke det ud jeg mener jeg kan bruge :)

HeleneK Mor til 6 skrev:

Diagnoser som ADHD, ADD, Autisme, DAMP, Asperger syndrom osv osv....er jo i en HEL anden genre og kan ikke på nogen måder sammenlignes med et sensitivt barn, da jeg ikke formoder sensitive børn skal medicineres og at barnet uden videre kan komme i trivsel blot ved at opdragelsesmetoden og håndteringen af barnets problemstillinger generelt bliver gjort på en anden måde......

Tak for uddybningen - der er en udbredt tendens til, at hvis der stilles spørgsmålstegn ved validiteten af ét 'mærkat' (kan ikke komme på bedre udtryk), så er det pludselig alle 'mærkater' og diagnoser, der problematiseres - det sker jo også her i tråden. Jeg er dog overbevist om, at enhver diagnose har en historie, som begynder med en upræcis og overordnet beskrivelse af symptomer, som netop qua den manglende præcision kunne gælde for hvert eller hvert andet barn. Tænk på ADHD, som for år tilbage blev beskrevet langt mere simpelt og forenklet end i dag - da det hed først MBD, siden DAMP og blandt lægfolk - og søreme også professionelle - blev opfattet som noget, der bare handlede om vilde drenge, der ikke kunne sidde stille i skolen. Dengang kunne mange vel også blive enige om, at det vist bare handlede om uvorne drenge, der ikke blev mødt på den rigtige måde i skolen - og affærdige diagnosen som konstrueret. Efterhånden indsnævredes feltet så - og bliver det for så vidt endnu - så diagnosen blev mere præcis og velfunderet, om end der stadig er mennesker, der tror, at ADHD pr. definition er lig med vilde drenge, der ikke kan sidde stille. På samme måde KAN det jo være, at man om tyve år vil have en fagligt velfunderet og langt mere præcis diagnose omhandlende de børn, der nu kaldes HS-børn - og det kan lige så vel være, at teorien for længst er skudt i sænk og glemt. Jeg vil i hvert fald nødigt gøre mig til dommer over, om der KAN være noget om snakken, eller om det er pure opspind og bare udtryk for 'almindelige', lidt sårbare børn med lidt voldsommere reaktioner på ubehag.

Jeg har læst lidt om sensitive børn - kan selvfølgelig ikke huske hvor :huh: Det drejer sig i meget grove træk om børn, der fx. fornemmer meget stærkt hvordan andre har det - og bliver følelsesmæssigt påvirket af det. Det kan også være, at barnet oplever det meget voldsomt, når der sker alt for meget omkring det - og med mange mennesker omkring sig. Barnet er således det meste af tiden 'på overarbejde' rent følelsesmæssigt - og altså ikke dårligt opdraget ;) Der er faktisk mange voksne, der har det på samme måde - de fleste kender garanteret én, der altid lige ved, hvordan man har det - hvornår man trænger til et kram, eller bare at blive spurgt til. Mener at der også stod, at sensitive voksne ofte var stærkt representeret blandt fx. pædagoger, sygeplejersker - altså typiske omsorgsfag.

Soap skrev:

Self eksistere stress og depression, der er bar frygteligt langt imellem folk som rent faktisk er og har det

Det er jo også til dels det, jeg skriver - at der går inflation i udtrykkene. Frygteligt langt synes jeg så desværre alligevel ikke, der er mellem depressionsramte - mellem to og ti procent af befolkningen er dog en del.

Soap skrev:

Jeg læste en artikel (ser lige om jeg ka finde den) vedr Adhd børn hvor ud af 100 som fik diagnosen var der rent faktisk kun 9 som havde det når det kom til stykket, og så et virvar af unødvendig medicinering af disse børn også ... Anyways ser lige om jeg ka ka finde den så vil jeg scanne den ind

Den vil jeg gerne se. Jeg forstår ikke helt, hvem 'overautoriteten' er, som benhårdt og præcist kan udpege de 9 'rigtige' ADHD´ere - hvordan påviser han/hun dette?

Charlotte d. 17. skrev:

Soap skrev:

Self eksistere stress og depression, der er bar frygteligt langt imellem folk som rent faktisk er og har det

Det er jo også til dels det, jeg skriver - at der går inflation i udtrykkene. Frygteligt langt synes jeg så desværre alligevel ikke, der er mellem depressionsramte - mellem to og ti procent af befolkningen er dog en del.

Er enig i, at der er gået inflation i udtrykkene. Jeg lider selv af depression, og mit stress har udviklet sig til panikangst - og hvis jeg kommer i situationer, hvor jeg blir nødt til at nævne det, er det tydeligt, at det ikke blir taget alvorligt. Måske netop fordi de fleste bruger udtrykkene i flæng :(

Så det mest spændende for mig, er at høre HVAD forældrene reelt kan lave om på, så de får et harmonisk barn der ikke længere har grund til at være sensitiv......

Grundlæggende handler meget i vores opdragelse af vores børn jo om at stole på sig selv og hvile i sin egen fornemmelse af sit eget barn. Men jeg gad godt kende den mor, der aldrig har haft behov for at reflektere over, hvorfor barnet reagerer, som det gør, fordi den ene eller anden situation ikke forløber heldigt. Og det er i lige præcis det lys, jeg synes godt om at der bliver skrevet bøger om børn, der har særlige udfordringer. Vi er mange med mere end ét barn, der oplever, at børn bare er (medfødt) forskellige, og at vi som mødre reagerer mere hensigtsmæssigt på den ene end på den anden. For forskellige børn kræver forskelligt. Så jeg synes bestemt ikke at man er en dårlig mor, fordi man har lyst til at læse en bog om sensitive børn - og blive klogere på sit eget barn ad den vej. Og hjælpe barnet på vej ved at give det den støtte og de udfordringer, som lige præcis det barn har brug for. At jeg så også tror, at man kan få nedbrudt sin egen følelse af at gøre det godt nok, hvis man shopper for meget rundt i alle mulige opdragelses- og selvhjælpsbøger, det er så en anden sag...

Uha, der er da lige nogle forviklinger hér... 1. Jeg skriver ingen steder at man er en dårlig Mor, hvis man ikke han tackle et sensitivt barn... 2. Jeg forsøgte nu ikke at uddybe noget sådan rent fagligt, det var blot tanker og meninger... 3. HS børn?? Den ENESTE diagnose på børn med HS, er børn med Hodskins sygdom! Vi bruger det udtryk ofte, på ugebasis rent fagligt, og ved at HS udelukkende og KUN kan være en diagnose på Hodskins sygdom. Så har man et barn med HS, så viker sensitivitenen pludselig som en overkommelig bagatel :) 4. Og jeg fornægter heller ikke der findes sensitive børn. Mine spørgsmål går udelukkende på HVAD man kan gøre som forældre til de børn. Ok, opdragelse er måske lidt firkantet, men hvordan skal disse børn så 'tages' så de rent mentalt kan klare alle hverdagens udfordringer? Hvordan ruster man de børn til at kunne klare livet, som jo altid vil være støjende og larmende? Støtter man op, og fastholder dem i sensitiviteten fx ved at udelukke dem fra de ting de ikke kan tåle (for at skåne dem), eller er der nogle værktøjer man kan bruge der kan styrke barnet til at kunne rumme, alt det de egentlig ikke kan rumme?? Hvis man nu har et sensitivt barn, så skal man vel som forældre tænke i nye baner og gribe situationerne an på en ny måde. Det er alt dét jeg er interesseret i. Det er 'facitlisten' der har min fulde opmærksomhed. Barnet er sensitivt, fint. Og hvad gør man så?