Jeg synes bare der gennem de sidste 10-15 år er kommet så mange tendenser hvor børn SKAL kommes i kasser med mærkat på.
Synes de blusen kradser eller får tårer i øjnene af solen, jamen så er de sensitive. Er de urolige i klassen og flabede, jamen så har de indlæringsproblemer, koncentrationsbesvær og bør nok udredes for ADHD, Asperger, Autisme, ADD og alt der i mellem.
Det er meget svært bare at være barn efterhånden for alt skal analyseres og skal kunne kommes i en kasse med mærkat, så de kan passe sammen med andre børn i samme kasse. Og er der ikke andre børn i den kasse, jamen så er det bare dejligt at vide at barnet altså HAR sin egen kasse med mærkat som man så kan skubbe rundt blandt de andre kasser.
Jeg synes det er en trist udvikling.
Børn synes tøj der kradser, kradser. Børn der ikke gider have varm bluse på i det blødeste bomuld, synes også dén kradser. Gider de ikke gummistøvlerne, jamen så er det fordi sokkerne kradser....eller endnu værre, at støvlerne kradser.
Og hvem synes skarp sol lige i fjæset er rart?
At småbørn (og endda også ældre børn) kan få raserianfald engang i mellem er da normalt. Det betyder der er tankevirksomhed på første etage, og betyder at de stadig er børn og stadig ikke helt kan udtrykke sig verbalt.
Og hvad skal man så bruge det til?
Hvis vi nu antager der ér sensitive børn, hvad gør man så?
Tager man så solen ned fra himlen og pakker dem ind i vat så der aldrig mere er noget der kradser, og fortæller i børnehaven/skolen/fritten, at lille Pus ikke tåler støj og larm og derfor skal have et rum for sig selv, så de kan sidde dér og være udenfor fællesskabet??
Eller går det grundlæggende ikke bare ud på, at forældrene til disse børn, bliver anvist i en mere målrettet opdragelse, så disse børn igen kan leve frit og ubesværet? (og at det i virkeligheden ikke er børnene der er sensitive, men forældrene der generelt har et problem med opdragelsesmetoden)?
Anmeld
