Erfaringer med sensitive børn?

Og ?

KH Bibi skrev:

Ikke så godt ;)

?? ikke forstået...

Jeg forstår godt pointen hos mange af jer i forhold til at nogle forældre søger en diagnose fremfor at tage ansvaret for opførsel/opdragelse i egen hånd. Alligevel vil jeg dog sige, at det ikke er så sort/hvidt. Der er jo børn, der har kolik, ADHD osv. Det er jo ikke bare forældrene, der har kolik vel, men rent faktisk nogle børn, der har det skidt. At der så også er andre forældre, der hurtigt siger:'Nå, mit barn har nok kolik' ændrer jo ikke på, at nogle forældre står med et problem. Mht. sensitive børn så er det jo graden, der gør forskellen. Det er rigtigt, at de færreste elsker tøj, der kradser, men der er forskel på om man kaster sig vildt rundt på gulvet over en strømpe, der sidder forkert eller bare synes, at det er en smule irriterende. Nå, men bogen hedder: Særligt sensitive børn af Elaine N. Aron Det skal lige siges, at jeg ikke har læst den specifikke bog, men jeg synes emnet er interessant, og når amerikanerne forsker i det i årevis, så er der måske alligevel lidt om det ;)

Jeg læste en artikel (ser lige om jeg ka finde den) vedr Adhd børn hvor ud af 100 som fik diagnosen var der rent faktisk kun 9 som havde det når det kom til stykket, og så et virvar af unødvendig medicinering af disse børn også ... Anyways ser lige om jeg ka ka finde den så vil jeg scanne den ind

Kirle skrev:

Så kald det så for hvad det er : sensitive FORÆLDRE og lad så de stakkels børn være i fred! :)

Det lyder lovligt kategorisk i mine ører. Et er at være skeptisk over for nye 'stempler', som i dette tilfælde altså skulle gælde for hvert 5. barn - men at gå i den anden grøft og opfatte samtlige forældre, der har reelle og begrundede bekymringer omkring deres børns sensitivitet som problemet og deres børn som stakler GRUNDET forældrenes bekymring, er da lige så stigmatiserende og kategoriserende. Jeg forstår godt Jennies indvendinger. Grundlæggende hilser jeg det mere end velkomment, at vi lever i en tid, hvor børn ikke opfattes som rene produkter af forældrenes opdragelse, og hvor man anerkender, at også voksne med psykiske problemer ikke pr. definition har været udsat for omsorgssvigt eller traumatiserende oplevelser i barndommen. Jeg har det fint med, at man ikke afventer situationen, til barnet bliver voksent, og først anerkender, at dets vanskeligheder bunder dybere end som så, til da. Jeg er, som tidligere nævnt, urolig ved tanken om, at der efterhånden 'er noget' med hvert andet eller tredje barn - og at det 'noget' pr. definition skal udløse en ny betegnelse eller diagnose - men der er langt fra dén tendens og til at stemple samtlige forældre til 'bekymringsbørn' som selve kimen til problemet. Jeg kender en del voksne, der havde haft et noget lettere liv, hvis man havde anerkendt deres tydelige tegn på psykisk ubalance allerede i barndommen og ikke ventet, til de selv kunne bede om hjælp, nogle gange på ret ulykkelig vis. Tænk, hvis voksne gik til læge/psykolog/psykiater med psykiske problemer og blot fik at vide, at det vist var vores ægtefælle eller forældre, der var noget galt med... Lidt nuancer, tak!

Webredaktøren skrev:

Jeg forstår godt pointen hos mange af jer i forhold til at nogle forældre søger en diagnose fremfor at tage ansvaret for opførsel/opdragelse i egen hånd. Alligevel vil jeg dog sige, at det ikke er så sort/hvidt. Der er jo børn, der har kolik, ADHD osv. Det er jo ikke bare forældrene, der har kolik vel, men rent faktisk nogle børn, der har det skidt. At der så også er andre forældre, der hurtigt siger:'Nå, mit barn har nok kolik' ændrer jo ikke på, at nogle forældre står med et problem. Mht. sensitive børn så er det jo graden, der gør forskellen. Det er rigtigt, at de færreste elsker tøj, der kradser, men der er forskel på om man kaster sig vildt rundt på gulvet over en strømpe, der sidder forkert eller bare synes, at det er en smule irriterende. Nå, men bogen hedder: Særligt sensitive børn af Elaine N. Aron Det skal lige siges, at jeg ikke har læst den specifikke bog, men jeg synes emnet er interessant, og når amerikanerne forsker i det i årevis, så er der måske alligevel lidt om det ;)

Jeg er meget enig med dig. Historisk set er depression, stress, psykopati også 'nye' diagnose - og betegnelsen bruges nu i flæng, så mennesker, der er kede af det, er 'enormt deprimerede', travle mennesker har stress, ubehagelige personligheder er psykopater - osv. Det får os jo - håber jeg da!! - ikke til at mene, at depression og stress ikke eksisterer.

Charlotte d. 17. skrev:

Webredaktøren skrev:

Jeg forstår godt pointen hos mange af jer i forhold til at nogle forældre søger en diagnose fremfor at tage ansvaret for opførsel/opdragelse i egen hånd. Alligevel vil jeg dog sige, at det ikke er så sort/hvidt. Der er jo børn, der har kolik, ADHD osv. Det er jo ikke bare forældrene, der har kolik vel, men rent faktisk nogle børn, der har det skidt. At der så også er andre forældre, der hurtigt siger:'Nå, mit barn har nok kolik' ændrer jo ikke på, at nogle forældre står med et problem. Mht. sensitive børn så er det jo graden, der gør forskellen. Det er rigtigt, at de færreste elsker tøj, der kradser, men der er forskel på om man kaster sig vildt rundt på gulvet over en strømpe, der sidder forkert eller bare synes, at det er en smule irriterende. Nå, men bogen hedder: Særligt sensitive børn af Elaine N. Aron Det skal lige siges, at jeg ikke har læst den specifikke bog, men jeg synes emnet er interessant, og når amerikanerne forsker i det i årevis, så er der måske alligevel lidt om det ;)

Jeg er meget enig med dig. Historisk set er depression, stress, psykopati også 'nye' diagnose - og betegnelsen bruges nu i flæng, så mennesker, der er kede af det, er 'enormt deprimerede', travle mennesker har stress, ubehagelige personligheder er psykopater - osv. Det får os jo - håber jeg da!! - ikke til at mene, at depression og stress ikke eksisterer.

Self eksistere stress og depression, der er bar frygteligt langt imellem folk som rent faktisk er og har det

Webredaktøren skrev:

Jeg forstår godt pointen hos mange af jer i forhold til at nogle forældre søger en diagnose fremfor at tage ansvaret for opførsel/opdragelse i egen hånd. Alligevel vil jeg dog sige, at det ikke er så sort/hvidt. Der er jo børn, der har kolik, ADHD osv. Det er jo ikke bare forældrene, der har kolik vel, men rent faktisk nogle børn, der har det skidt. At der så også er andre forældre, der hurtigt siger:'Nå, mit barn har nok kolik' ændrer jo ikke på, at nogle forældre står med et problem. Mht. sensitive børn så er det jo graden, der gør forskellen. Det er rigtigt, at de færreste elsker tøj, der kradser, men der er forskel på om man kaster sig vildt rundt på gulvet over en strømpe, der sidder forkert eller bare synes, at det er en smule irriterende. Nå, men bogen hedder: Særligt sensitive børn af Elaine N. Aron Det skal lige siges, at jeg ikke har læst den specifikke bog, men jeg synes emnet er interessant, og når amerikanerne forsker i det i årevis, så er der måske alligevel lidt om det ;)

Jeg har på intet tidspunkt sagt at der ikke eksisterer sensitive børn MEN at mange børn har sensitive forældre og så er det meget hårdt at være vidne til at det er børnene der får (selv)diagnosen. For selvfølgelig er der mange tilfælde af at der er 'noget' i vejen, fx om det er kolik eller sensitive børn. Men når man læser listen over hvad der definerer et sensitivt barn så kan det ligeså godt være at det er forældrene som er de sensitive. Og så skal det fremgå. Der er ingen skam i at være sensitiv, se fx. Maude fra Matador. Men det er da synd hvis Regitze og Daniel (eller hvad de nu hed) skal have en etikette om at være anderledes pga. hendes mor er. Det er pointen. At hele problematikken om sensitive børn bliver misbrugt af sensitive forældre. Men det er rigtigt at det ene udelukker ikke det andet. Selvfølgelig er der også sensitive børn derude.

For mig handler det ikke så meget om, hvad man kalder tingene og hvilke kasser man kan placere børn/mennesker i. Og jeg synes nu heller ikke, at jeg selv er særlig sensitiv og derfor har behov for, at mit barn også skal være det. :huh: Til gengæld kan det måske (måske ikke) være forklaringen på, at han reagerer på en særlig måde (som størstedelen af andre børn ikke gør) i specifikke situationer. Måske skyldes det noget helt andet, men det er da værd at undersøge, for at kunne hjælpe ham i de situationer, hvor han selv har det svært. Om det så hedder 'særligt sensitiv', 'filosofisk' eller 'temperamentsfuld' er for så vidt underordnet. En lille anekdote for øvrigt... I min mødregruppe var den ene mor bekymret over sin søn, som hun syntes var hidsig, asocial osv. Vi var ikke langsomme til at overbevise hende om, at præcis sådan var vores børn også. Det viste sig så, at graden af hendes søns 'adfærd' var noget voldsommere og efter et længere udredningsforløb fik han konstateres to diagnoser og går i dag på specialskole... så for nogle børn, er der noget om snakken, selv om der kan gå inflation i diagnoserne ;)

Webredaktøren skrev:

For mig handler det ikke så meget om, hvad man kalder tingene og hvilke kasser man kan placere børn/mennesker i. Og jeg synes nu heller ikke, at jeg selv er særlig sensitiv og derfor har behov for, at mit barn også skal være det. :huh: Til gengæld kan det måske (måske ikke) være forklaringen på, at han reagerer på en særlig måde (som størstedelen af andre børn ikke gør) i specifikke situationer. Måske skyldes det noget helt andet, men det er da værd at undersøge, for at kunne hjælpe ham i de situationer, hvor han selv har det svært. Om det så hedder 'særligt sensitiv', 'filosofisk' eller 'temperamentsfuld' er for så vidt underordnet. En lille anekdote for øvrigt... I min mødregruppe var den ene mor bekymret over sin søn, som hun syntes var hidsig, asocial osv. Vi var ikke langsomme til at overbevise hende om, at præcis sådan var vores børn også. Det viste sig så, at graden af hendes søns 'adfærd' var noget voldsommere og efter et længere udredningsforløb fik han konstateres to diagnoser og går i dag på specialskole... så for nogle børn, er der noget om snakken, selv om der kan gå inflation i diagnoserne ;)

Principelt handler det jo heller ikke om at komme i kasser eller at definere. Det handler om hvordan man bruger det at nu er der nogle kasser. Børn sat i kasser og hele tiden får det afvide skal nok også ende med at opfylde kassens kriterier. Og jeg tror at det er det som der bliver stejlet imod. At børn kommer i de forkerte kasser og det derfor ikke er hensigtsmæssigt i deres identitetsopfattelse og identitetsdannelse. Jeg har to eksempler på mødre i min bekendstskabkreds der har været meget hurtige ude med at kalde nr.2 High sensitive, et HS barn. Det er sket udfra selvdiagnose og bliver misbrugt på det groveste. Jeg er bare glad for at der kom de rette diagnoser på barnet og barnet fik hjælp. - men nu ved jeg ikke hvad det er som du har bidt mærke i, men kunne det ikke tænkes at din søn også får afprøvet forskellige måder at reagerer på og har fundet at lige den der er mest virkningsfuld? Fremfor at han er specielt sensitiv. (og nej der er intet strategisk i min udtalelse bare en konstatering at børn finder den metode som for dem opfylder et behov)