Nedtur (meget langt)

Jeg tror det der irriterer folk er, at du bliver ved med at sige det samme og det samme. Ok - du havde en depression og kom ud af den selv. Det betyder ikke, at vi ikke kan have en diskussion om depressioner uden den skal holdes op mod din præcise depression hver gang. Jeg er enig i, at mange diskussioner ender med at handle om dig og de problemer du slås med. Fokus i denne tråd bør være hvad der kan gøres hvis man er depressiv eller har ondt i livet. Og specielt for Caidas og hendes mand.

Spunk skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Præcis, ondt i livet, uarbejdet følelsesmæssige problemstillinger der nager mht din Mor. Følelse af utilstrækkelighed overfor Spunken, skidt amning osv! Nu er det sådan, at hormoner og signalstoffer påvirker hinanden, så når man er gravid og/eller har født, så højnes chancerne for at udvikle en fødselsdepression, nogle får det endda tanden værre, og udvikler en fødselspsykose påtrods af, at de ellers aldrig før har fejlet noget eller har 'lig i lasten'. Jeg har haft tre fødsler hvor der ikke skete noget, og en enkelt meget nem fødsel, der var det korn der knækkede ryggen på æslet. Nogle få gravide får også depressioner midt i al glæden, men det plejer at gå over såsnart deres hormoner atter er normaliseret og er af arten, de lettere depressioner. Der findes jo sværhedsgrader af depressioner. I dit tilfælde er det fint med antidepressiver, fordi de tildels standser og lægger filter på de rå følelser og tanker der kører i cirkler, men de fjerner ikke årsagen til dem, hvorfor du sammen med medicinen vil have rigtig god gavn af psykolog som kan få løsnet op for det der nager, så du på sigt bedre kan styre uden om hullerne via kognitiv tænkning og slags værktøjer.... Men tænk også 350.000 mennesker i Danmark der hver aften/morgen tager en lille pille mod alverdens ting som er naturlige, og som hellere burde blive behandlet med samtaler og kærlighed, og som reelt ikke har brug for medicinen. Det ér sgu da tankevækkende!!!! Jeg tør æde min gamle hat på, at halvdelen slet er deprimerede, selvom de føler sig nok så deprimeret :)

I lang tid kæmpede jeg imod prædikatet depression. Jeg syntes at min mand, sp og læge var åndssvage. Jeg ville bare have nogle sovepiller og så skulle alt nok blive godt. Nu har jeg accepteret at det er det som jeg nu bliver kaldt i en periode. Men som jeg har forstået din teori, så ville antidepressiver ikke hjælpe imod ondt i livet. Rigtigt?

Det er fordi depression er et modeord, for 20-30 år siden var depression en uhyrre sjælden sygdom - idag 'har alle en depression', alle har prøvet at være deprimeret, alle kender én eller flere der er deprimeret osv osv, men fakta er, at de slet ikke er deprimeret. Selvom SSRI og SNRI er stærk psykiatrisk medicin og har en lang liste af potentielle meget alvorlige bivirkninger, bliver de i stadig større grad udskrevet til ikke psykiatriske lidelser såsom stress, generthed, bulimi, angst, menstruationsgener, ryge stop, lavt selvværd, for tidlig sædafgang, mild depression og for at 'forebygge'. Ifølge nye undersøgelser virker pillerne kun på meget deprimerede patienter!! Sakset fra http://www.lykkepiller.info/ Så jeg tror der er tale om såkaldt placeboeffekt hvis folk uden alvorlig depression, føler at de får det bedre. Undersøgelser har også vist, netop med placebo, at der ikke er nogen større forskel....og det er jo tankevækkende! Men udgangspunkt i mig selv, så virker de også kun når jeg virkelig er nede med flaget, sådan seriøst nede som i-jeg-kan-ikke-stå-ud-af-sengen-og-må-tisse-i-sengen-syg!

kongster skrev:

Hvordan går det med jer Caidas? Har I fået fat på en henvisning til en psyk?

Vi er lidt på den, for vores læge har ferie. Som jeg skrev tidligere, er det udokumenteret depression, dvs han har ikke konsulteret nogen for at få en evt diagnose. Jeg mener at der har været nogle perioder, hvor han følte sig utilstrækkelig. Og jeg tror at dråben der fik bægeret til at flyde over, var at han følte sig utilstrækkelig i far-rollen, da pigerne var ca 4 mdr. I sammenligning med jeres erfaringer, virker det måske ikke så alvorligt. Jeg tror måske bare at det blot er en psykolog han trænger til at tale med. Jeg tror sgu ikke at der er nogen der får ham til at tage mere medicin, end hans insulin. Selv om jeg var lidt langt nede forleden nat, er vi begge i en rimelig god tid. Jeg er i kontakt med en af hans sagsbehandlere fra kommunen, og er ved at få styr på hans manglende løn. Har fået bekræftet at han fortsat er ansat, selv om de endnu ikke har udbetalt noget i 1½ mdr. Så det eneste der er nede nu, er vores økonomi. Det kan godt mærkes på kontoen. Og Nikifin, tak for dine mange ord. Men det eneste jeg får ud af dem, er at jeg også bliver deprimeret (undskyld :S )

Nikfin, ingen påstår, du lyver, men du kører rundt i din egen erfaring og gør den til noget alment. Jeg fik ikke noget smertestillende under mine tre fødsler, selv om de selvfølgelig ikke var smertefri, men jeg ville ikke skrive 7 gange i en debattråd, at 'man' ikke har brug for smertestillende, med mindre fødslen har varet syv døgn, og baby vejer 8 kilo - jeg ville nævne mine egne oplevelser en enkelt gang og være helt klar over, at de ikke kunne overføres til alle andre. Din erfaring med selv at kæmpe dig ud af en depression er ikke 'forkert', og ingen kan tage den fra dig - men den kan ikke overføres til alle andre deprimerede. Der ligger en undertone af 'Når jeg kunne klare det, kan alle klare det' i dine indlæg, og det er dét, folk reagerer på. Jeg har en anden 'depressionshistorie' om min far, som holdt op med at tage sin medicin, og begik selvmord kort efter - men det betyder ikke, at jeg tror eller ved, det går sådan for alle deprimerede, der ikke tager medicin. Desuden reagerer folk også på, at du fortæller usandheder om, at psykiatere er imod medicin og siger, at den gør folk til zombier - det er jo faktuelt forkert, at det er den almene holdning blandt lægerne.

Caidas, du kunne måske tale med sagsbehandleren omkring problemstillingen mht til den mulige depression, for så kan han muligvis få bevilget en psykolog (som jo er pivdyre hvis i selv skal finde en!. Du kan bare sige til sagsbehadleren at du er 'bange for' at det vil gå ud over den rest erhvervsevne han på nuværende tidspunkt har. Det plejer at få dem op af stolen, da næste stop eller er den noget dyrere førtidspension! :) Og psykologen kan altid tage stilling til om det er samtale han har brug for, eller om der skal en psykiater med indover. Sådan som jeg ser det, så har i jo intet at miste ved at tale med sagsbehandleren, men alt at vinde.

Helene: Det er nemlig rigtigt - at nu om dage er man deprimeret, når man er ked af det/har en livskrise, stresset, når man har travlt, psykopatisk, når man er et røvhul - osv. osv. Der bliver lidt 'Drengen, der råbte ulv' over det, for hvem tager den virkeligt deprimerede alvorligt, når 'alle' har været 'depri' for nyligt - og hvem lytter til den virkeligt stressramte, når vi allesammen har stress på en travl dag? - og hvad er Peter Lundin, når min sure nabo krafstejleme er en psykopat???

Charlotte d. 17. skrev:

Helene: Det er nemlig rigtigt - at nu om dage er man deprimeret, når man er ked af det/har en livskrise, stresset, når man har travlt, psykopatisk, når man er et røvhul - osv. osv. Der bliver lidt 'Drengen, der råbte ulv' over det, for hvem tager den virkeligt deprimerede alvorligt, når 'alle' har været 'depri' for nyligt - og hvem lytter til den virkeligt stressramte, når vi allesammen har stress på en travl dag? - og hvad er Peter Lundin, når min sure nabo krafstejleme er en psykopat???

Præcis mine tanker, og en anden ny modediagnose er ADHD (tidligere DAMP). Bare en unge vælter en stol og råber røv i klassen, så har han sikkert ADHD og skal fodres med Ritalin. Og jeg tør dårligt sige det, men der er fandeme mange søde og dejlige - men komplet uopdragne unger imellem, som egentlig bare trænger til kærlig omsorg, rutiner og faste leveregler, for at kunne komme ud af 'diagnosen' så let som ingenting. Men der er mange forældre der bruger ADHD som en hvilepude, eller en undskyldning for, at de har fejlet ungerne totalt. Og lægerne punkterer sjældent forældrenes formodninger, men skriver gerne recepter ud (præcis som med lykkepillerne!)... Så jeg vil tro, om 10 års tid, så har hver 4-5 barn ADHD og forældrene er stærkt deprimerede.

HeleneK Mor til 6 skrev:

Charlotte d. 17. skrev:

Helene: Det er nemlig rigtigt - at nu om dage er man deprimeret, når man er ked af det/har en livskrise, stresset, når man har travlt, psykopatisk, når man er et røvhul - osv. osv. Der bliver lidt 'Drengen, der råbte ulv' over det, for hvem tager den virkeligt deprimerede alvorligt, når 'alle' har været 'depri' for nyligt - og hvem lytter til den virkeligt stressramte, når vi allesammen har stress på en travl dag? - og hvad er Peter Lundin, når min sure nabo krafstejleme er en psykopat???

Præcis mine tanker, og en anden ny modediagnose er ADHD (tidligere DAMP). Bare en unge vælter en stol og råber røv i klassen, så har han sikkert ADHD og skal fodres med Ritalin. Og jeg tør dårligt sige det, men der er fandeme mange søde og dejlige - men komplet uopdragne unger imellem, som egentlig bare trænger til kærlig omsorg, rutiner og faste leveregler, for at kunne komme ud af 'diagnosen' så let som ingenting. Men der er mange forældre der bruger ADHD som en hvilepude, eller en undskyldning for, at de har fejlet ungerne totalt. Og lægerne punkterer sjældent forældrenes formodninger, men skriver gerne recepter ud (præcis som med lykkepillerne!)... Så jeg vil tro, om 10 års tid, så har hver 4-5 barn ADHD og forældrene er stærkt deprimerede.

Det er så meget langt fra min oplevelse. Jeg møder tit kolleger, der stempler urolige drenge som ADHD´ere. Jeg hører også tit fra forældre til andre børn i klassen, at de tror, den vilde dreng i klassen har ADHD. Men der er IKKE mange forældre, der selv foreslår den diagnose til deres barn - ikke engang, når der i bekymrende omfang er belæg for at få det undersøgt. Det er jo en 'belastet' diagnose, som der er mange fordomme omkring, og det bliver kun værre af, at især folk fra ældre generationer mener, at ADHD slet ikke findes, men handler om, at forældre i dag ikke kan opdrage deres børn. Alene frygten for at få dét prædikat afholder en del forældre fra at få deres børn igennem udredning. Jeg har også oplevet elever, hvor både lærere og forældre nærmest har stillet diagnosen på forhånd, som går igennem et udredningsforløb UDEN at få diagnosen - til trods for et massivt pres fra forældrene, som har kastet håndklædet i ringen, læst en masse på nettet om ADHD og 'besluttet', at deres barn må have ADHD. Så det er meget langt fra min oplevelse, at psykiaterne kaster deres faglige stolthed over bord og stanger diagnosen ud for at gøre alle glade. Og så har jeg jo selv en datter, som først som 16-årig fik diagnosen ADHD - hvilket jeg var yderst skeptisk over for, da jeg ALDRIG havde tænkt den tanke og var sikker på, hun 'kun' var depressiv. Forinden havde hun og vi været igennem helvede på jord, diverse behandlinger og gisninger fra fagfolk om, hvad der var galt. Da jeg læste mere om ADHD og piger, gik der en prås op for mig - det var jo LIGE hende, det handlede om. Og, ærligt, det havde jeg egentlig slet ikke 'lyst til', hun skulle have - altså ADHD - netop pga. fordomme og stempler osv. Hun begyndte medicinsk behandling for et lille år siden, og miraklet indtraf - hun er nu en glad, harmonisk pige, som tilmed kan fokusere og koncentrere sig. Hvis jeg tager en af hendes piller, vil jeg - i følge psykiateren - flyve og fare rundt og slet ikke kunne falde ned. Når det virker lige modsat på vores datter, er jeg jo ikke et sekund i tvivl om, at den er god nok - og det samme må da gælde for andre, der får Ritalin og lignende? Altså, at deres problemer med at koncentrere sig og finde ro kun bliver værre, hvis de ikke har ADHD?

Jo, det er somregl først når det er nået til feks Ritalinen, at det går op for mange, at det ikke er ADHD, men ganske almindelige problemer med opdragelsen. Det er også derfor mange læger udskriver dem nærmest pr omgående, for effekten viser sig ret hurtigt, og så kan de lynhurtigt sende videre til feks psykolog og/eller psykiater. Hvor man før i tiden, havde længere udredningsforløb, somregl med psykolog først og SÅ psykiater. Jeg ved fra mange kolleger, at det er blevet ret hverdagsagtigt, at der kommer en Mor/Far med et barn som de mener har ADHD og at rigtig mange hellere vil have ADHD diagnosen og kunne skyde skylden hen på den, end at indrømme at deres barn er stærkt omsorgssvigtet :ohmy: - Selvfølgelig er det en bestemt type forældre! Og gælder naturligvis ikke for ALLE. Men de findes desværre.

HeleneK Mor til 6 skrev:

Jo, det er somregl først når det er nået til feks Ritalinen, at det går op for mange, at det ikke er ADHD, men ganske almindelige problemer med opdragelsen. Det er også derfor mange læger udskriver dem nærmest pr omgående, for effekten viser sig ret hurtigt, og så kan de lynhurtigt sende videre til feks psykolog og/eller psykiater. Hvor man før i tiden, havde længere udredningsforløb, somregl med psykolog først og SÅ psykiater. Jeg ved fra mange kolleger, at det er blevet ret hverdagsagtigt, at der kommer en Mor/Far med et barn som de mener har ADHD og at rigtig mange hellere vil have ADHD diagnosen og kunne skyde skylden hen på den, end at indrømme at deres barn er stærkt omsorgssvigtet :ohmy: - Selvfølgelig er det en bestemt type forældre! Og gælder naturligvis ikke for ALLE. Men de findes desværre.

Ok, det er så også en 'kategori' af forældre, som jeg ikke har megen berøring med. Jeg har langt større problemer med ambitiøse forældre, som har lagt den forkromede plan over deres barns succesfulde liv allerede før fødslen, og som SLET ikke kan kapere tanken om, at noget som helst ikke er 'normalt'. Og uden at have lagt den slags planer, så var jeg bestemt også skeptisk, selv om min datter uden nogen tænkelig tvivl havde brug for hjælp - jeg havde affundet mig med tanken om depression, men ADHD - nej. Og DET er jo et kolossalt problem - at man som, skulle jeg mene, velorienteret mor stejler over for en bestemt diagnose, fordi den er mere 'belastet' end andre - kan man mon kalde det diagnose-snobberi? Det er i hvert fald ikke til barnets bedste. Positivt var det derimod, at mens jeg troede, min datter ville blive dybt ulykkelig og skamfuld ved netop ADHD-diagnosen og forbinde den med uvorne knægte, så var hun HELT cool og kunne endda joke med det efter et par dage - 'Ej, mor, jeg kan da ikke rydde op, jeg har jo DAMP!' Mig tog det lidt længere tid at forlige mig med tanken, men nu er hun jo ikke 'vores ADHD´er' - bare Johanne, som blandt meget andet er en pige med velbehandlet ADHD.