Nedtur (meget langt)

Btw Charlotte d. 17 hvordan forestiller du dig at psykiaterne hjælper patienterne med depression. Der er 2 måder - snak og medicin. Hvis du synes at snak ikke er nok betyder det at du forventer medicin. Bare psykiaterne selv siger at medicin skal bruges kun når der er tale om liv og død. Ellers er de fuldstændig imod, de siger selv at medicin skaber zombier og skader mere end den hjælper

Caidas skrev:

NikiFin skrev: Ja jeg er parat til at give ham den tid. Derfor kan jeg jo godt være nede og bede om råd eller forståelse. Hvilket jeg klart har fået i det sidste døgn. Og ja, som nævnt har min mand sukkersyge 1, og ja den påvirker hans humør, lige såvel som det påvirker andre der har det. Som sagt, jeg kunne ikke finde på at forlade ham. Og hvis det endelig skulle komme på tale, vil jeg først hjælpe ham igennem dette. Vi har været sammen i 22½ år, og det er ikke bare noget jeg smider væk. Og der er forskel på folk, heldigvis. Nogen kan ikke klare noget, og andre kan klare det meste. Heldigvis hører jeg til sidstnævnte og ved at jeg/vi nok skal komme igennem det.

selvfølgelig er det det bedste hvis I kan gør det. Og jeg mener ikke at du forlader ham, men kun at forskrække ham. Jeg ved det ikke er nemt og kunne måske selv ikke selv gøre det fordi der er følelser indblandet. Men udefra kan godt se som en eventuelt slags mulighed. Jeg vil slet ikke gøre nogen fortræd. Bare synes at kun at sige: Knus herfra... ville ikke rigtigt hjælpe især i tilfælde når er der tale om depression

NikiFin skrev:

Bare psykiaterne selv siger at medicin skal bruges kun når der er tale om liv og død. Ellers er de fuldstændig imod, de siger selv at medicin skaber zombier og skader mere end den hjælper

Det er ikke korrekt. Jeg har fået antidepressiver i en overgang og jeg var sindsygt bange for at blive en zombie, men det skete ikke. Jeg blev nærmere mig selv igen - mit gamle selv. Folk omkring mig bemærkede også at jeg var 'mig selv' og ikke en zombie på medicin. Efter et år stoppede jeg og jeg har aldrig haft det bedre. Det er synd, der er så mange fordomme om antidepressiver. Det er ikke lykkepiller - man bliver ikke lykkelig. Og hvis man har en kemisk ubalance i hjernen kan man jo snakke fra nu af og til jul uden det hjælper. Se at få ham afsted, Caidas. Og knus til dig!!! Du er squ sej er du og det lyser langt væk at du vil det bedste for din mand. Det er i den grad ok at komme herind og pive lidt når det er hårdt, for det kan jeg godt forstå det er!

Næææ, det handler bestemt ikke om liv og død, lægerne deler efterhånden antidepressiver ud, som var det bolcher. Faktisk drejer det sig om 350.000 danskere der er registrerede brugere, hvilket så - efter min mening og erfaring, må være alt for mange!! Jeg har også selv taget dem i perioder mod depression og fik bestemt heller ikke nogen zombieeffekt, nærmest tværtimod :)

Masser af knus og tanker herfra Caidas - håber det bedste for dig, din familie og selvfølgelig din mand :klap: Håber I sammen kan finde ud af, hvad der er det bedste for ham! HUSK nu at passe på dig selv også - ja, din mand er syg og har brug for hjælp, men betyder jo ikke, at du skal sætte dit og pigernes liv på stand-by! Lyder nu heller ikke som om du gør det, bare det at få 'talt (læst skrevet)' med nogen om det, så det kommer ud af systemet er jo en kæmpe start!!! Nogle depressioner kan behandles med terapi alene, andre er så svære, at det kræver medicin, før man overhovedet er i stand til at have gavn af terapi - håber din mand finder den bedste udvej og du får din mand og pigernes far tilbage :)

Pyha, det lyder til I har det hårdt alle 4. Depression er meget alvorligt og kræver som skrevet mange gange hjælp, for de negative tanker forstærker hinanden og overdøver alle de positive ting man også har i sit liv, så man kan ikke selv finde ud af det. Jeg brugte selv 'tage mig sammen' om det at arbejde med at komme ovenpå igen - tror ikke jeg mente det på den hårde måde, men nu er det omdøbt til 'fokuser' og det handler om at fokusere på alle de positive ting i livet, store som små. Heldigvis har jeg det godt nu, men det er sundt at fokusere på de positive ting, det glemmer vi jo ofte. Kender andre, hvor usikkerhed omkring arbejdssituation/pension/skade osv. virkelig har taget modet fra vedkommende og gjort dem deprimerede, så jeg kan 100% sætte mig ind i at det også går ham på både pga. evt. smerter, men også sorg over tabet af erhvervsevne (og identitet)og så systemets kasten rundt med en, som kan føles som en personlig hetz, hvor man er på et sidespor. Vil bare lige støtte op om dig/jer og sige at det er helt uvurderligt at have sin ægtefælle som støtte i en så svær situation, hvor man også får professionel hjælp. Der er mange kloge kvinder herinde med gode råd - håber du kan bruge dem og hjælpe din mand og jeres familie gennem en svær tid.

Jeg siger hvad jeg har hørt om medicin fra læger, tror ikke er fordomme. Jeg tror ikke at Caidas mand har en stærk depression. Ligner mere en der er træt af livet og med de sygdomme ekstra er hans opførsel helt normalt. Ved ikke hvad udokumenteret depression betyder, men eftersom han har kræfter til råbe af børnene er depressionen ikke så seriøs. Jeg kunne næsten ikke stå op af sengen, kunne heller ikke blive vred.... og jeg var åbenbart ikke det værste tilfælde eftersom behøvede ikke nogen piller. Depressionen er i hovedet. Man skal begynde at tænke på en anden måde og det sker ikke bare sådan. Efter samtale bliver man selvfølgelig påvirket lige i øjeblikket. Men når man går hjem bliver det hele det samme. I hver fald skal man flyte røven og give sig selv en chance. Ingen kan hjælpe en hvis man selv ikke vil hjælpe sig selv. Det er faktisk det største problem ved depressioner at man ikke kan ønske sig noget som helst, har ikke lyst til noget. Men man skal. Nogen slags motion hjælper ham bestemt. Jeg selv bliver deprimeret hvis jeg ikke løber eller i det mindste går en tur. Bevægelsen er liv.

NikiFin skrev:

Btw Charlotte d. 17 hvordan forestiller du dig at psykiaterne hjælper patienterne med depression. Der er 2 måder - snak og medicin. Hvis du synes at snak ikke er nok betyder det at du forventer medicin. Bare psykiaterne selv siger at medicin skal bruges kun når der er tale om liv og død. Ellers er de fuldstændig imod, de siger selv at medicin skaber zombier og skader mere end den hjælper

Jeg ved ikke, hvem 'de' er, som siger sådan - det må være en lillebitte minoritetsgruppe blandt psykiatere. Det ville da også være højst amoralsk at udskrive medicin i det omfang, psykiaterne gør det, og samtidig være 'fuldstændig imod' det. Og det er noget vrøvl, at man bliver zombie af almindelige antidepressiva - i så fald ville vi allesammen være omgivet af zombier på gaden, på jobbet osv. De rigtigt skrappe midler - benzodiapiner (eller noget i den stil) - kan godt medføre apati, men dem bruger man også kun til de virkeligt hårdt ramte, og kun i en overgangsperiode - som en livreddende effekt. I DK har de færreste psykiatere tid til at prioritere samtaler ret højt, og det er helt afgjort et problem, men det er, som så meget andet, et ressourcespørgsmål.

- og så synes jeg i øvrigt ikke, at vi herinde på nogen måde kan eller skal vurdere, om Caidas´ mand har en alvorlig depression eller ej. Lad os overlade det til de sagkyndige!

Enig! :klap: