Uha, her tror jeg så ikke lige man skal anvende straf eller trusler, for en deprimeret kan vitterligt ikke gøre for de er deprimeret. Det har noget med signalstofferne i hjernen at gøre som trænger til at komme op/ned på et andet niveau, så de kan komme ud af cirklen....
At tage ungerne under armen og forlade ham vil selvfølgelig have en effekt, enten slår det ham ihjel, eller knækker ham totalt, og kan også få ham til at sige alt det man gerne vil høre. Men det er ikke en holdbar løsning, for han vil falde tilbage i depressionen med den mulighed, at han bliver endnu værre at være i stue med, for så vil han punke dem for, at have forladt ham og muligvis blive hånlig og ganske ubehagelig....
En deprimeret skal tages med nænsomhed og følelse, og han skal føle at netværket er der for ham.
Men er han fuldstændig ude på et sidespor og nægter enhver form for hjælp, så bliver man selvfølgelig nødt til at presse lidt på og sætte det hele lidt på spidsen, sådan 'kærligt ment'...samtidig med at man signalerer, at man ikke kan klare det mere, og at depressionen ødelægger børnene, forholdet og alt omkring ham, og at man er villig til at forlade ham.
Det er en lumsk lidelse, for folk tror ret ofte det har noget med stædighed og gentagende fejl at gøre 'og at de bare skal tage sig sammen'. Men det frygtelige er bare, at de ikke KAN tage sig sammen, men skal hjælpes!
I deres verden er alt negativt, folk er generelt nogle idioter der ikke forstår en skid, folk er efter dem, bevidst, folk er kun ude på at tage røven på dem, ungerne er uopdragne og lamer KUN fordi de er provokerende, ALT går dem på, selv hvis børnene griner og leger og tilsyneladende har det skide sjovt, dét kan også pisse den deprimerede totalt af, og føle at de nærmest driver hetz. Og skal den deprimerede lette røven fra sofaen og 'være lidt med' så bryder deres verden næsten sammen, for de kan ikke overskue det! Det er også derfor han kun lige kan tænke på slik og chips når ungerne skal have mad, for det er hurtigt overstået, for han ejer ikke ressourcerne til at trække en pakke rugbrød frem og finde på noget pålæg. Og er der så nogen der påpeger det, så tænder han også af (for han ved det godt), men kan ikke komme ud af det.....
Og nu hvor Caidas skal på kursus, så begynder hans mareridt for alvor!
Der skal tænkes tøj til ungerne, der skal måske være morgenmad, de skal afleveres - muligvis indenfor et bestemt tidsrum, de skal hentes, måske er der ulvetime, måske er de sultne, og de er garanteret beskidte, og han aner virkelig ikke hvordan han skal kunne magte hele det der show - der er jo tale om en person der ikke engang kan magte sit eget selskab, og han ser nok allerede hele skrækscenariet udrulle sig, med unger der vræler, ham der skriger og råber, og Caidas der kommer hjem og påpeger alle de ting han ikke har fået gjort godt nok osv osv.
Jeg ved ALT om depressioner!!!
Anmeld
