Nedtur (meget langt)

Helene, jeg snakker ikke om dig, så vidt jeg ved har du ikke depression, i det mindste kan man ikke mærke det på dig. Og det jeg har navnet er bare en del af årsagerne til depression. Derudover siger jeg heller ikke at 12 timer krævende og stressende arbejde er sundt og antideprimerende. Faktisk det modsatte. Fysisk arbejde i haven f.eks. mener jeg. For mig fysisk arbejde virker afslappende og opladende med positiv energi (selvfølgelig hvis det ikke er for meget). Jeg er sikker på at du forstår perfekt hvad jeg mener. Og jeg synes at hvis du prøver at finde ud hvad der havde udløst dine depressive perioder med sikkerhed finder du det ud.

Jeg minder lige om, at Caidas har bedt om hjælp og gode råd i denne tråd. Fokus er efterhånden nu på betegnelser, modeord osv., så selv om det er spændende, når tråde udvikler sig, så gavner det næppe Caidas her. Opret derfor gerne en ny tråd, hvor 'modeord' som ADHD, Stress osv. kan diskuteres videre. Så kan Caidas nemlig muligvis finde de gode råd, der også er kommet i denne tråd men lige nu drukner i en anden diskussion. På forhånd tak!

Var din mund, Nikifin!

KH Bibi skrev:

Var din mund, Nikifin!

Oh ja, det ved jeg godt, alle verdens ulykker er min skyld. Nu kan du sige noget nyt (folk bliver trætte af det samme), gerne noget i forbindelse med tråden :angry:

Caidas skrev:

kongster skrev:

Vi er lidt på den, for vores læge har ferie. Som jeg skrev tidligere, er det udokumenteret depression, dvs han har ikke konsulteret nogen for at få en evt diagnose. Jeg mener at der har været nogle perioder, hvor han følte sig utilstrækkelig. Og jeg tror at dråben der fik bægeret til at flyde over, var at han følte sig utilstrækkelig i far-rollen, da pigerne var ca 4 mdr. I sammenligning med jeres erfaringer, virker det måske ikke så alvorligt. Jeg tror måske bare at det blot er en psykolog han trænger til at tale med. Jeg tror sgu ikke at der er nogen der får ham til at tage mere medicin, end hans insulin. Selv om jeg var lidt langt nede forleden nat, er vi begge i en rimelig god tid. Jeg er i kontakt med en af hans sagsbehandlere fra kommunen, og er ved at få styr på hans manglende løn. Har fået bekræftet at han fortsat er ansat, selv om de endnu ikke har udbetalt noget i 1½ mdr. Så det eneste der er nede nu, er vores økonomi. Det kan godt mærkes på kontoen. Og Nikifin, tak for dine mange ord. Men det eneste jeg får ud af dem, er at jeg også bliver deprimeret (undskyld :S )

Lyder som en god plan - som nogen tidligere skrev, siger en psykolog jo fra, hvis ikke de magter opgaven (forhåbentlig :huh: ), så en eller anden form for psykolog eller terapeut kunne da i hvert fald være en start - og hvis han så helst vil jeres egen læge, så tag en tur der omkring når ferien er slut! Caidas, hvor synes jeg altså bare du er fantastisk - kan være mindst lige så hårdt at være pårørende som at være 'ramt' af hvad-det-nu-end-er!! Håber virkelig din mand billiger dig og alt det arbejde du gør for ham, når han igen har overskud til det :) I får da hans løn med tilbagevirkende eller??? .... sjovt som offentlig instanser nok skal råbe op og sende rykkere når de skalk have penge, men ikke den anden vej - hvad med at prøve at sende dem en rykker.. MED strafrente ;) Ej, sorry, blir sgu bare så børnesur - sådanne ting skal altså bare fungere!!

Ja, livet er ikke altid let! Jeg håber, at din mand får bund i sine problemer - dvs. finder én, der kan hjælpe ham videre, så han bliver glad ved livet igen trods den sygdomsmodvind, han har (haft). Om det er den ene eller anden form for hjælp, han har brug for, er der jo ikke nogen af os her, der kan gennemskue - ikke mindst fordi vi 'kun' hører din udlægning af, hvad der kunne være galt, og fordi der dels kan være forskellige løsninger på samme problem, dels forskellige problemer, der kan beskrives på samme måde. I første omgang må målet vel være, at din mand kommer dertil, hvor han tager ansvar for sin egen situation igen. Jeg bliver nemlig lidt bekymret for, om du tager for meget over. For samtidigt med at det er vidunderligt at læse, at du altid vil være der for ham (alt for mange kæmper alt for lidt for hinanden), tænker jeg også, at det måske føles som et nederlag for din mand, at du må hjælpe ham med så meget. Jo, selvfølgelig har en ordblind brug for hjælp til at læse & skrive til det offentlige. Og selvfølgelig har vi alle oplevet at være så meget sumpet ind i problemer, at vi har brug for hjælp til at finde hoved og hale i dem. Men vi har altså også brug for at føle os stærke, føle at vi kan overskue situationen, føle at vi løser problemerne. Og jo mere hjælp vi modtager, jo mere andre tager over, jo mindre stærke og jo mere svage bliver vi også. Mit råd er, at din mand skal tage styringen selv, og at du nok skal slippe tøjlerne lidt. Måske skal I ikke tage fat der lige i denne eller næste uge eller næste måned, men jeg tror ikke, at I får løst problemet holdbart, før din mand tager styringen igen. Held og lykke!

NikiFin skrev:

Caidas skrev:

Og Nikifin, tak for dine mange ord. Men det eneste jeg får ud af dem, er at jeg også bliver deprimeret (undskyld :S )

Jeg troede ikke at mine velmenede ord virker så stærk og så negativ på dig. Undskyld. Men.... hvis du bliver deprimeret så skal du (efter andre folks anbefaling) bare tage nogle ad de mange og helt uskadelig antidepressions piler :)

Nej det er helt ok - men der er mange gentagelser. Jeg er ikke så let at slå ud. Nogle kan dog til tider blive irriteret over at jeg ser så positivt på tilværelsen. Prøver at få det bedste ud af alt og ingenting.

HeleneK Mor til 6 skrev:

NikiFin skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Det er fordi depression er et modeord, for 20-30 år siden var depression en uhyrre sjælden sygdom - idag 'har alle en depression', alle har prøvet at være deprimeret, alle kender én eller flere der er deprimeret osv osv, men fakta er, at de slet ikke er deprimeret.

Det er sådan fordi folk idag behøver ikke at kæmpe for livet så meget som før. Før arbejdede de hele tiden og det var fysisk arbejde og de havde ikke tid til at tænke så meget på hvad er meningen af livet, hvad mere skal de ønske sig af livet og bla bla. Idag folk har mere tid til at fokusere sig på at nyde mere livet, på hvorfor andre har mere end dem selv og hvad de kan gør for at tage maksimum fra livet. I kombination med det at de sider næsten hele tiden ved bordet på kontoret, foran fjernsynet, i bilen.... så får de ikke den livsnødvendige motion til at fungere kroppen optimalt. Så som resultat giver de alle chancer og tiden den skal have til en depression at mælde og udvikle sig. Tingene er simple, bare folk ikke kan lige at se virkeligheden i øjnene fordi det betyder at de skal arbejde og flyte deres røve mere end det passer til dem :angry:

Sikke da noget vås. Tror du ikke folk i feks 1930 havde noget at være deprimeret over da? Små overfyldte lejligheder, arbejdsløshed, druk, lus og utøj, ingen prævention, store børneflokke, ingen hjælpemidler, lokum i gården, koks og grukeddel i kælderen, ingen varmt vand - her kan det ikke udelukkes at Fædrene lå og drak depressionen væk, når han om aftenen lagde sig hjem på ottomanen med 'Socialdemokraten'...eller at alle bumserne der gik og flagrede rundt i gaderne, havde diganoser man ikke har så svært ved at gisne om, som skyldtes den horrible tilværelse på trods af de fik motion ved at skulle gå fra sted til sted. Det som irriterer mig mest er, at du nedvurderer rigtig mange menneskers sygdomme ved at sige, at de bare skal flytte røven og komme i gang. Undertegnede har været i gang hele mit liv, og har i årevis haft 60 timers arbejdsuger, ikke fordi jeg SKULLE, men fordi jeg ikke kunne lade være! Har efter fødslerne taget ungerne hjem, så jeg kunne gå på arbejde dagen efter - eller ved den stores fødsel, 4 timer efter jeg havde født, hvor jeg havde ham med i rullevognen oppe på brandsårs afdelingen hvar jeg den gang havde et bijob - ved siden af mit almene arbejde. Jeg stod i årevis op og løb mine 5-10 km om morgenen, tog på arbejde, og løb igen mine 5-10 km når jeg kom hjem om aftenen/natten, fordi jeg havde brug for at tænke lidt.... Og jeg er en af dem der elsker mit arbejde, og som næsten altid møder 1-2 timer før alle andre, fordi jeg simpelthen ikke kan VENTE med at komme i gang, og dårligt har tid til frokost fordi jeg er tændt af opgaverne og fuldstændig opslugt af det jeg laver, og fordi jeg hviler i mig selv når jeg er oppe på beatet og klar.... Så please, lad vær' at fortælle mig, at jeg bare skal flytte røven, for så bliver alt godt. Det bliver ikke bedre, uanset HVAD jeg gør.

Her tager du jo så udgangspunkt i din egen situation, og ikke i den generelle verden (som alle jo siger vi skal huske at have med). For der er faktisk lidt om snakken, med at det hjælper mange at lette r.... Jeg er nemlig en af dem. Min far var depressiv, og endte med at være alkoholiker og pillemisbruger. Og jeg har i den grad arvet tendensen til sortsyn, uden dog nogensinde at have haft en regulær depression. Men for folk som mig der bare har en tendens til at falde ned i et sort hul engang imellem, er motion en uvurderlig hjælp. Og jeg kan mærke på mit humør ligeså snart min fysiske form er på vej ned. Så jeg har efterhånden lært at prisen for inaktivitet er et dårligt liv. Og mig bekendt er det et videnskabeligt faktum at motion bekæmper stresshormoner og andre ting jeg ikke ved hvad er, men som får os til at have det skidt. Så udfra MIN erfaring er fysisk aktivitet en uvurderlig hjælp til at holde dæmonerne på afstand. Men for at kommentere på det oprindelige emne også, så synes jeg godt jeg kan genkende hans tilstand fra mine egne dårlige perioder (fra før jeg opfandt motionen :o). Og kodeordet er afmagt og mindreværd. Afmagt fordi man ikke magter sin situation, eller kan overskue livet i al almindelighed. Mindreværd fordi man er havnet i en situation hvor man totalt har mistet overblik og kontrok, og hvor man er afhængig af andre menneskers hjælp og velvilje, og egentlig ikke føler man er nogen nytte til. Det JEG havde brug for, var at tage kontrollen tilbage selv. At føle at jeg selv gjorde noget aktivt for at komme på omgangshøjde igen. For mig var det så Perikonpiller (grønne lykkepiller) og motion, samt at skabe mig overblikket tilbage. Jeg skrev lister over alle de udeståender jeg havde og delte dem ud i 2. Dem jeg selv kunne gøre noget ved, og så dem tiden og andre ukontrollerbare faktore måtte klare for mig. Men bare det at få overblikket gjorde jo at jeg kunne fokusere på det jeg KUNNE arbejde med, og glemme alt om resten. Og så kunne jeg iøvrigt ikke klare alt for meget 'forståelse' fra omverdenen, det fik mig bare til at føle mig endnu mere ynkelig. Vil så lige sige at jeg 2 perioder også har gået hos psykiater, uden at få medicin. Simpelthen fordi det var gratis, og han kunne give mig den samme hjælp som en psykolog der koster snuden af en jetjager. Så selvom det 'bare' er ondt i livet, så kan man have stor glæde af en psykiater. Det havde jeg i hvert fald. Jeg fik nogen rigtig gode værktøjer med derfra.

Hera skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

NikiFin skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Det er fordi depression er et modeord, for 20-30 år siden var depression en uhyrre sjælden sygdom - idag 'har alle en depression', alle har prøvet at være deprimeret, alle kender én eller flere der er deprimeret osv osv, men fakta er, at de slet ikke er deprimeret.

Det er sådan fordi folk idag behøver ikke at kæmpe for livet så meget som før. Før arbejdede de hele tiden og det var fysisk arbejde og de havde ikke tid til at tænke så meget på hvad er meningen af livet, hvad mere skal de ønske sig af livet og bla bla. Idag folk har mere tid til at fokusere sig på at nyde mere livet, på hvorfor andre har mere end dem selv og hvad de kan gør for at tage maksimum fra livet. I kombination med det at de sider næsten hele tiden ved bordet på kontoret, foran fjernsynet, i bilen.... så får de ikke den livsnødvendige motion til at fungere kroppen optimalt. Så som resultat giver de alle chancer og tiden den skal have til en depression at mælde og udvikle sig. Tingene er simple, bare folk ikke kan lige at se virkeligheden i øjnene fordi det betyder at de skal arbejde og flyte deres røve mere end det passer til dem :angry:

Sikke da noget vås. Tror du ikke folk i feks 1930 havde noget at være deprimeret over da? Små overfyldte lejligheder, arbejdsløshed, druk, lus og utøj, ingen prævention, store børneflokke, ingen hjælpemidler, lokum i gården, koks og grukeddel i kælderen, ingen varmt vand - her kan det ikke udelukkes at Fædrene lå og drak depressionen væk, når han om aftenen lagde sig hjem på ottomanen med 'Socialdemokraten'...eller at alle bumserne der gik og flagrede rundt i gaderne, havde diganoser man ikke har så svært ved at gisne om, som skyldtes den horrible tilværelse på trods af de fik motion ved at skulle gå fra sted til sted. Det som irriterer mig mest er, at du nedvurderer rigtig mange menneskers sygdomme ved at sige, at de bare skal flytte røven og komme i gang. Undertegnede har været i gang hele mit liv, og har i årevis haft 60 timers arbejdsuger, ikke fordi jeg SKULLE, men fordi jeg ikke kunne lade være! Har efter fødslerne taget ungerne hjem, så jeg kunne gå på arbejde dagen efter - eller ved den stores fødsel, 4 timer efter jeg havde født, hvor jeg havde ham med i rullevognen oppe på brandsårs afdelingen hvar jeg den gang havde et bijob - ved siden af mit almene arbejde. Jeg stod i årevis op og løb mine 5-10 km om morgenen, tog på arbejde, og løb igen mine 5-10 km når jeg kom hjem om aftenen/natten, fordi jeg havde brug for at tænke lidt.... Og jeg er en af dem der elsker mit arbejde, og som næsten altid møder 1-2 timer før alle andre, fordi jeg simpelthen ikke kan VENTE med at komme i gang, og dårligt har tid til frokost fordi jeg er tændt af opgaverne og fuldstændig opslugt af det jeg laver, og fordi jeg hviler i mig selv når jeg er oppe på beatet og klar.... Så please, lad vær' at fortælle mig, at jeg bare skal flytte røven, for så bliver alt godt. Det bliver ikke bedre, uanset HVAD jeg gør.

Her tager du jo så udgangspunkt i din egen situation, og ikke i den generelle verden (som alle jo siger vi skal huske at have med). For der er faktisk lidt om snakken, med at det hjælper mange at lette r.... Jeg er nemlig en af dem. Min far var depressiv, og endte med at være alkoholiker og pillemisbruger. Og jeg har i den grad arvet tendensen til sortsyn, uden dog nogensinde at have haft en regulær depression. Men for folk som mig der bare har en tendens til at falde ned i et sort hul engang imellem, er motion en uvurderlig hjælp. Og jeg kan mærke på mit humør ligeså snart min fysiske form er på vej ned. Så jeg har efterhånden lært at prisen for inaktivitet er et dårligt liv. Og mig bekendt er det et videnskabeligt faktum at motion bekæmper stresshormoner og andre ting jeg ikke ved hvad er, men som får os til at have det skidt. Så udfra MIN erfaring er fysisk aktivitet en uvurderlig hjælp til at holde dæmonerne på afstand. Men for at kommentere på det oprindelige emne også, så synes jeg godt jeg kan genkende hans tilstand fra mine egne dårlige perioder (fra før jeg opfandt motionen :o). Og kodeordet er afmagt og mindreværd. Afmagt fordi man ikke magter sin situation, eller kan overskue livet i al almindelighed. Mindreværd fordi man er havnet i en situation hvor man totalt har mistet overblik og kontrok, og hvor man er afhængig af andre menneskers hjælp og velvilje, og egentlig ikke føler man er nogen nytte til. Det JEG havde brug for, var at tage kontrollen tilbage selv. At føle at jeg selv gjorde noget aktivt for at komme på omgangshøjde igen. For mig var det så Perikonpiller (grønne lykkepiller) og motion, samt at skabe mig overblikket tilbage. Jeg skrev lister over alle de udeståender jeg havde og delte dem ud i 2. Dem jeg selv kunne gøre noget ved, og så dem tiden og andre ukontrollerbare faktore måtte klare for mig. Men bare det at få overblikket gjorde jo at jeg kunne fokusere på det jeg KUNNE arbejde med, og glemme alt om resten. Og så kunne jeg iøvrigt ikke klare alt for meget 'forståelse' fra omverdenen, det fik mig bare til at føle mig endnu mere ynkelig. Vil så lige sige at jeg 2 perioder også har gået hos psykiater, uden at få medicin. Simpelthen fordi det var gratis, og han kunne give mig den samme hjælp som en psykolog der koster snuden af en jetjager. Så selvom det 'bare' er ondt i livet, så kan man have stor glæde af en psykiater. Det havde jeg i hvert fald. Jeg fik nogen rigtig gode værktøjer med derfra.

Jamen jeg kan KUN være enig hele vejen igennem!! :) At metoden ikke virker for mig, er jo bare en lille detalje der fortæller, at man ikke kan skærer alle over én kam og at vi er mange der - under en depression, ikke har ressourcer til andet end at ligge ned tæt på døden. Påtrods af, at vi til dagligt er i førertrøjen, spiser sundt, dyrker mere motion end andre, har en høj intelligens, er gode planlæggere og vise-versa. Så SELVFØLGELIG, har/gør man intet af ovenstående, så vil det nok kun være sundt at komme i gang. Men vi er altså nogen der altid er i gang og ikke kan komme mere i gang, og som alligevel bliver deprimerede.... Det interessante ved hele denne her debat, er jo ikke, hvem der fejler hvad. Men at komme tæt på alle de fjæs depressioner og livsstilsrelaterede depressioner kan fører med sig, og hvordan vi hver især tackler dem!!

Jeg lider af depression som jeg det sidste års tid har fået behandling for, men desværre uden den store fremgang. Så jeg stiger lidt af på sådan en beretning som NikiFin's :pisk: Damn'.. Anyways -for det var slet ikke dét jeg ville kommentere. Men derimod sende en kærlig tanke til Caidas og sige at det allervigtigste i hele denne proces, er at du husker at ta' vare på digselv og mærke efter, så DU ikke kommer til at lide hverken psykisk eller fysisk overlast, i bestræbelserne på at få din mand gjort rask. Kærlige tanker