Nedtur (meget langt)

Jeg følte lidt at det lettede at skrive i nat. Men bare fornemmelsen af at der er nogle der ude (her inde) der forstår mig og min frustration varmer, rigtig meget :kiss: I siger alle sådan nogle kloge ting, og rammer bare så rigtigt. Skulle tro I kendte ham Jeg har heldigvis støtte af især hans familie. Han har selv spurgt mig, hvem han skal tale med. Jeg har sagt at hvis ikke han selv kan kontakte nogen, vil jeg nævne det for lægen, når pigerne skal der op snart. Men måske er det dumt lige den dag, for pigerne er jo med. Kunne være at jeg skulle ringe til hende for at få en henvisning. Faktisk er han åben for det, for han kan godt selv se at den er gal, men kan bare ikke komme videre. Jeg kunne aldrig forlade ham, selv om tanken har strejfet mig mange gange. Jeg vil i hvert fald først gøre alt for at hjælpe ham, så ikke han bare forsumper. Han er jo stadig far til mine/vores børn, og jeg elsker ham højt.

Caidas skrev:

Jeg kunne aldrig forlade ham, selv om tanken har strejfet mig mange gange. Jeg vil i hvert fald først gøre alt for at hjælpe ham, så ikke han bare forsumper. Han er jo stadig far til mine/vores børn, og jeg elsker ham højt.

Smuk og beundringsværdig indstilling. Hvor er det godt, din mand har dig.

Jeg synes det lyder fornuftigt at tale med lægen på et andet tidspunkt end når du har pigerne med. Og så bliver jeg glad af at høre at hans familie er på banen. Der er ingen mirakelkure men jeg synes det lyder som en god start.

Jeg ved ikke alt om depressioner men har selv prøvet den og ved hvad der hjalp mig. Og det var at der blev vist til mig at ingen kan hjælpe mig. Jeg var alene med mit problem og efter min sidste chance for hjælp (fra lægen) forsvandt skulle jeg tage mig sammen ellers dør jeg. Hvis det ikke var klart gik jeg til psykiater og 2 timer sad hun og overbevidste mig at ingen kan hjælpe mig og der er ikke nogle piler for mit tilfælde. Så efter 3 måneder hvor jeg troede at jeg dør pludselig for 1 gad fandt jeg alle kræfter i mig selv. Hvis Caidas mand forventer at hans søde kone laver det hele og er parat til at give ham den hele tid han har brug for til at overkomme depressionen synes jeg at tingene bliver endnu værre. Problemet med ham er at han har sygdomme som måske bliver negativ påvirkede af en stressende begivenhed som separation. Jeg ser på den bulgarske TV et program hvor folk kommer og beder om hjælp for at få deres eks kæreste tilbage. Mange af dem fortæller at de f.eks. har været slemme med deres kærester i lang tid indtil kæresterne blev træt og forladt dem. Og først efter de var blevet forladt forstår de deres fejl, indser mange ting som de ikke kunne eller ikke ville indse i parforholdet fordi de følte sig tryg at deres kæreste er deres for evig og var ligeglade med de ellers vigtige problemer i deres forhold. Så de bor 1, 2, 3... måneder alene, tænker om tingene, prøver at gå tilbage til kæresten men hun/ham gider ikke og så beslutter de sig at bruge den program som sidste chance for at vise kæresten hvor højt de elsker den. Og bla bla. Det ser ud som om folk tager sig sammen når de mister noget dyrebar

NikiFin skrev:

Jeg ved ikke alt om depressioner men har selv prøvet den og ved hvad der hjalp mig. Og det var at der blev vist til mig at ingen kan hjælpe mig. Jeg var alene med mit problem og efter min sidste chance for hjælp (fra lægen) forsvandt skulle jeg tage mig sammen ellers dør jeg. Hvis det ikke var klart gik jeg til psykiater og 2 timer sad hun og overbevidste mig at ingen kan hjælpe mig og der er ikke nogle piler for mit tilfælde. Så efter 3 måneder hvor jeg troede at jeg dør pludselig for 1 gad fandt jeg alle kræfter i mig selv.

Hvis du led af en regulær depression, og psykiateren ikke mente, du kunne hjælpes, burde vedkommende finde et andet job. Hun kan da ikke både have medgivet dig, at diagnosen var depression, og sagt, at det var der desværre ikke noget at gøre ved?? Er du sikker på, hun ikke betvivlede, at der var tale om depression?

Hvis Caidas mand forventer at hans søde kone laver det hele og er parat til at give ham den hele tid han har brug for til at overkomme depressionen synes jeg at tingene bliver endnu værre.

Hvis han led af en fysisk sygdom, kunne han vel også - med rette - forvente, at han fik den tid, det tog at blive rask igen? At forlange, han kommer i omdrejninger svarer til at bede ham om at få et brækket ben til at læges hurtigere.

Det ser ud som om folk tager sig sammen når de mister noget dyrebar

Ikke, hvis diagnosen er depression. Så kan man ikke tage sig sammen. Man kan derimod risikere, at en deprimeret person, der bliver stillet i den situation, opgiver livet. Der er kolossal forskel på at være inde i en dårlig periode og på at være deprimeret.

Det lyder bare super positivt Caidas! Og gudskelov han er med på ideen, og tildels har den selvindsigt der skal til for at få vendt skuden. Så skal det nok gå! Og enig, en henvisning med det samme er nok et klogt træk. Psykiatere ved meget mere om depressioner og medicin end almen parktiserende læger, og så får han også mulighed for at starte på en frisk, uden at skulle konsultere én der måske er ham lidt imod som udgangspunkt. :)

NikiFin skrev:

Hvis Caidas mand forventer at hans søde kone laver det hele og er parat til at give ham den hele tid han har brug for til at overkomme depressionen synes jeg at tingene bliver endnu værre. Problemet med ham er at han har sygdomme som måske bliver negativ påvirkede af en stressende begivenhed som separation.

Ja jeg er parat til at give ham den tid. Derfor kan jeg jo godt være nede og bede om råd eller forståelse. Hvilket jeg klart har fået i det sidste døgn. Og ja, som nævnt har min mand sukkersyge 1, og ja den påvirker hans humør, lige såvel som det påvirker andre der har det. Som sagt, jeg kunne ikke finde på at forlade ham. Og hvis det endelig skulle komme på tale, vil jeg først hjælpe ham igennem dette. Vi har været sammen i 22½ år, og det er ikke bare noget jeg smider væk. Og der er forskel på folk, heldigvis. Nogen kan ikke klare noget, og andre kan klare det meste. Heldigvis hører jeg til sidstnævnte og ved at jeg/vi nok skal komme igennem det.

Kloge ord fra et par kloge kvinder (Charlotte og Helene). Kan som Titte ikke sige så meget men sender dig et knus! Måske skulle du vise ham dit indlæg og bruge det som starten på en snak????

Charlotte d. 17. skrev:

Hvis du led af en regulær depression, og psykiateren ikke mente, du kunne hjælpes, burde vedkommende finde et andet job. Hun kan da ikke både have medgivet dig, at diagnosen var depression, og sagt, at det var der desværre ikke noget at gøre ved?? Er du sikker på, hun ikke betvivlede, at der var tale om depression?

Da jeg trådte ind i konsultationsværelset hos psykiateren sagte jeg at jeg lider en dyb depression. Da hun så på mig sagte hun Det tror jeg ikke på, du ser ikke deprimeret. (det er fordi som regel viser jeg aldrig at jeg er traurig eller har et problem og virker ret munter). Men jeg insisterede så sendte hun mig til en psykolog hvor i en time skulle jeg lave en lang test. Da jeg blev færdig med den og psykologen vurderede den skrev hun med store bogstaver på 1 side DEPRESSION og sendte mig tilbage til psykiateren. Så snakkede vi omkr. 2 timer og ... bla bla jeg har skrevet allerede hvad der skete. Hvis man har depression kan man ikke være i tvivl at man har den. Og jeg synes faktisk at hun var en ret god specialist fordi hun klarede at kurere mig uden medicin. Jeg forventede og ville have at hun ordinere mig medicin fordi jeg var sikker på at det var det eneste der kan hjælpe mig. Men det var det ikke og jeg er glad at jeg slap medicinen. Og hvis jeg siden føler at jeg er på vej til en ny depression så ved jeg hvad jeg skal gøre for at forhindre den. Men det virker kun fordi jeg allerede har prøvet noget værre og ved at jeg kan magte den. Hvis jeg ikke havde prøvet ville jeg tro at jeg skal have hjælp af en specialist ;) Min mormor har fortalt mig at da hun var ung havde hun også problemer med nerver og hun var hos lægen og han havde fortalt hende at hun er den eneste der kan hjælpe sig selv. Og det var der havde motiveret hende til at bekæmpe problemerne. Vi har alle kræfter i sig selv, vi skal bare hjælpes med at finde dem. Og at vise nogen at han er den eneste der kan hjælpe sig selv er også en slags hjælp.

Charlotte d. 17. skrev:

Ikke, hvis diagnosen er depression. Så kan man ikke tage sig sammen. Man kan derimod risikere, at en deprimeret person, der bliver stillet i den situation, opgiver livet. Der er kolossal forskel på at være inde i en dårlig periode og på at være deprimeret.

det kan selvfølgelig ske, men de fleste folk kar kræfter nok til at tage sig sammen og det skel som regel præcis når man indser at man ikke har andre valgmuligheder. Det hjælper man hvis man gentager til sig selv hele tiden: Jeg er stærk nok, jeg klarer det hele, jeg giver ikke op og lign.