Jeg hører altså også til dem, der mener, at det bestemt ikke er ligemeget, at mine børn i dagligdagen er sammen med pædagogisk uddannet personale. Som anerkender, at man lærer noget værdifuldt i løbet af de 3 1/2 år, som ikke kan erstattes af livserfaring eller et varmt hjerte. Og som stoler på, at pædagogerne kan mere end at give professionel omsorg - nemlig stimulere mine børn alderssvarende, holde øje med deres sproglige, sociale og motoriske udvikling osv. - og tage fat, hvis nogen har brug for ekstra støtte.
Jeg er en glimrende mor - ikke mindst i kraft af, at jeg elsker mine børn. Jeg var også som 20-årig en glimrende au-pair pige for en knuselskelig 2-årig. Men jeg har som 25-årig vikar i en børnehave været ved at blive opslugt af en 5-årig med én eller anden opmærksomhedsforstyrelse. En pige, der havde brug for en form for psykosocial hjælp, som jeg i hvert fald ikke kunne gennemskue, en pige, der havde brug for at lære at være en del af gruppen, både for sin egen og for gruppens skyld, og en pige, som det faktisk var en belastning at tage med hjem efter arbejde - selvom det kun var i tankerne. Hun var ikke for uuddannede - hun var en opgave for pædagoger (i flertal).
Jeg anerkender - som tidligere skrevet - fuldt ud medhjælpere som 'gode nok' i langt de fleste forhold. Men den pædagogiske linje er pædagogernes ansvar! Og jeg kunne ikke drømme om at underkende værdien af en mellemlang videregående uddannelse.
Anmeld