nyt parforhold... dilemma.

Anonym skriver:

Så det er altså ikke forkert at et barn på 5 år kommer ind og sover om natten?

han mener at det gør børn det uselvstændige væsner og dem der mener at det er godt kun er pædagoger og lavt stående mennesker... Folk på hans akademiske niveau mener i hver fald at det er helt hen i vejret. Og ruller også øjne når de hører om det med min datter og X.

jeg føler selv at min datter er et hel normalt barn, der kræver det alle børn kræver. Og har det lidt svært med at han prøver at gøre mig forkert. 

Synes det er fint han kommer med sin holdning med i og med at han bliver ved med at pointere det, virker det for mig bare som om han gør mig forkert

ved du hvad.. min datter på snart 9 kommer stadig af og til luskende i de tidlige morgentimer, bare fordi det er så hyggeligt at putte og ligge og vågne sammen...

så hvis det er forkert med din datter så må mit da næsten henlede til det der er værre. (bare rolig vi HAR tøj på)

han lyder ærligt talt temmelig egoistisk og temmelig selvoptaget, hvis han er akademiker uddannet og ser ned på os andre, ja så var jeg smuttet for længst

fedt at din ex bevarer sin faderrolle, når det nu er det hun kender

ES90 skriver:

Ja, jeg ville nok tage benene på nakken 

Synes du lyder aaaalt for god til ham, og så vil jeg bare rose dig og din ex for at I lader "jeres" datter bevare det stærke bånd til ham, selv om han ikke er bio. 

I er gode forældre!

Tusind tak. 

Vi har aftalt at fordi vi ikke kunne sammen så skulle det ikke gå ud over hende og hun har jo selv valgt at han skulle være hendes far og af sig selv begyndt at kalde ham det

Jo tak jeg løber nu

Anonym skriver:

Så det er altså ikke forkert at et barn på 5 år kommer ind og sover om natten?

han mener at det gør børn det uselvstændige væsner og dem der mener at det er godt kun er pædagoger og lavt stående mennesker... Folk på hans akademiske niveau mener i hver fald at det er helt hen i vejret. Og ruller også øjne når de hører om det med min datter og X.

jeg føler selv at min datter er et hel normalt barn, der kræver det alle børn kræver. Og har det lidt svært med at han prøver at gøre mig forkert. 

Synes det er fint han kommer med sin holdning med i og med at han bliver ved med at pointere det, virker det for mig bare som om han gør mig forkert

Fint han kommer med sin holdning..... Men det er meget tydeligt at han ikke selv har børn...

Helt ærligt, så kan han vel blande sig uden om (i hvert fald nu hvor I ikke bor sammen)...

Og hvorfor snakker han med folk om det? Dem han snakker med, har sikkert heller ikke børn!

Anonym skriver:

Hvor er det dejligt der er andre med samme holdning som mig og at det ikke bare er mig der er forkert og præget af min sociale arv..

han fik mig til at føle mig så forkert, dejligt at jeg ikke er det

Helt ærligt så overvej lige om din nye kæreste er så fantastisk som du starter ud med at beskrive. Og måske din mavefornemmelse fortæller at han ikke er rigtig for dig - jeg ville i hvert fald ikke være sammen med en der fik mig til at føle mig forkert.

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Jeg ville ikke flytte sammen med en mand, der mener at min datter er til besvær.

¨Hvem der er din datters far er din beslutning, og hvorfor skulle hun blive fucked up?? Det er jo den far hun kender. Om hun så møder den anden senere i sit liv, jamen så forklarer du jo bare hvorfor han ikke var en far for hende(Der er da folk der er vokset op med en far der ikke var deres, til at møde deres far senere/finde ud af hvem han er. )

Jeg synes det er fantastisk at din ex stadigvæk vil være far for en pige han ikke er biologisk far til..  for den mand.. Og den skal din nye ikke tage fra ham, fordi han synes det er mærkeligt. Hvis der er nogen der fucker din datter op er det ham. Hun skal blande jer uden om jeres aftale, hvis det ikke gør nogen ondt.

Selvfølgelig behøver man ikke underholde børnene 24/7, men det lyder heller ikke som om du gør. Hun blev passet lørdag og søndag, havde i ikke alene tid der? At hun følger efter, betyder ikke at hun vil have opmærksomhed, men bare går med sin mor. Han kunne jo også lette røven og komme ud til jer.
At hun kommer ind til jer, er noget hun er vant til, og hvis hun har brug for den tryghed, så skal Hun have den, hun skal nok sove i sin egen seng på et tidspunkt... Man hører jo ikke om teenagere der sover sammen med mor og far. Og der er ingen alder på hvornår de skal sove for dem selv. Nogen sover altid på deres værelse, nogen sover til tider inde hos deres forældre. Børn er forskellige, ligesom voksne.

Hun er din datter, og hun kommer bare før ham, og det må han lære at acceptere. Ellers kan han da pisse af.. Jeg kan godt forstå din tvivl, og du har ret i, at børn skal have opmærksomhed, tryghed og tid, når de har brug for det. Og så må man sætte sine egne behov til side.

Saphiira skriver:

Fint han kommer med sin holdning..... Men det er meget tydeligt at han ikke selv har børn...

Helt ærligt, så kan han vel blande sig uden om (i hvert fald nu hvor I ikke bor sammen)...

Og hvorfor snakker han med folk om det? Dem han snakker med, har sikkert heller ikke børn!

Det siger han at de har. 

Anonym skriver:

Det siger han at de har. 

Så er de nok dem, der ikke bruger meget tid med deres børn.  Ikke kender til hvordan børn er. Eller også har de strenge regler for hvad børn må og ikke må. Hos min arbejdsgiver, får børnene ikke lov til at komme ind i forældrenes seng om natten(jeg er ikke enig).

Anonym skriver:

Jeg bliver snart 29 og min kæreste bliver 40. Han har før været i forhold med børn og synes ikke børn er et problem, men siger også at de heller aldrig har krævet ligeså meget opmærksomhed som min datter gør. 

jeg er ikke enig med ham i at hun er opmærksomhedskrævende. 

Det er heller ikke fordi han siger at min X ikke må være hendes far, han pointere mere hvor fucked up det er og mener at det gør mere skade end gavn for min datter. 

Hvis jeg udskyder at flytte sammen vil han føle det som et svigt, for egentlig skulle vi have flyttet sammen inden sommerferien, hvilket jeg har udskudt allerede. Og det tog han som et svigt.

 

 

 

Din kæreste er da helt fra snøvsen. Uvidende og ukærlig. Ham ville jeg ikke spilde min (og min datters) tid på  

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Udfra det du skriver i tråden, så får jeg en rigtig trist mavefornemmelse når jeg tænker på at være barn, hvis du flytter sammen med ham.

Han stiller allerede efter 4 måneder op hvordan han mener og synes det bør værre med din datter, hun må ikke sove ved dig, hun må ikke gå med ind i soveværelset, du underholder hende for meget.. Kan du ikke selv se hvor det her det ender på sigt? Det her er bare efter 4 måneder.. Alt hvad du gør er normalt, og noget din datter har brug for! Jeg havde på stedet droppet alt til ham hvis jeg var dig, mine alarmklokker ringer VIRKELIG.. Vær sød at læs det igennem i tråden du selv har skrevet, hvilket råd ville du give hvis det var? Jeg får lidt opfattelsen af at han godt kan lide at have kontrol, og bestemme.. Jeg tror ikke det vil gøre noget godt for din datter, at du vil flytte sammen med ham, tværtimod.. 

Jeg beklager hvis det blev lidt rodet, men jeg får virkelig følelsen af at du skal passe lidt på hvad du roder dig ud i med ham..