nyt parforhold... dilemma.

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Til at starte med synes jeg du skal holde ved at din X er hendes far, det er skønt at have en hun kan stole på også selvom det ikke er ehendes biologiske far..

ham den nye er da eb klaphat, ingen skulle snakke sådan til min datter, og hvorfor kommer han ikke selv ud og siger farvel og virker interesseret.. Det havde jeg ikke fundet mig i, undskyld mig..

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Åh.. Where to start.. Om din datter kalder din eks for far eller ej, vil jeg ikke blande mig i. Jeg synes dog ikke, det lyder som en fuldstændig absurd situation.

Din nye kæreste har ikke børn selv, så hans ideer kommer muligvis mest fra teoretiske eksempler og sporadiske ideer, og han virker ikke som om, han forstår, hvad han er gået ind til. Børn er der (som du siger) altid. Bum. Sådan er det bare. Jeg ville gøre de ufravigelige præmisser klare for ham, og så han kan bestemme sig for, om han vil have hele pakken eller ingenting.

Og så ville jeg bestemt sætte indflytning på pause - både grundet Jeres forskellige syn på børneopdragelse/dagligdagsliv, men egentlig også fordi jeg synes, at fire måneder er meget kort tid at kende hinanden, når man begynder at snakke om at bo sammen - især med børn involveret.

Som du selv siger, så har han ikke selv børn, og så kan man have en masse ideer om, hvordan det er at have børn, og hvordan det skal gøres..

Du skal stole på, at det du gør, er det bedste for din datter!

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Uha det her lyder altså som en potentiel skøjtebane du er på vej ud på.. Din kæreste gennem 4 mdr skal ikke have lov til at diktere hvordan du opdrager dit barn. Jeg er helt enig med dig i, at alenetid er noget man har når ungerne er puttet og især når din datter ikke er ældre end hun er.

mht din datters forhold til din eks (som hun ser som sin far) så ville det være helt katastrofalt at stoppe det. Hun har allerede skulle forholde sig til at mor og far ikke længere er sammen, og så vil det da være forfærdeligt hvis hun også skulle håndtere det svigt at far ikke vil hende mere eller at mor siger far ikke må se hende mere. Jeg synes det er helt i hampen at din nye kæreste overhovedet kan finde på at bede om det - børn skelner altså ikke om nogen er biologisk eller ej, de mærker kærlighed og agerer derefter.

det lyder for mig som om, at din nye kæreste slet ikke er interesseret i et liv med børn og jeg synes du skal tænke dig godt om før du beslutter at han skal være en permanent del af dit liv (flytte ind sammen). I det øjeblik I gør det er du jo nok nødt til at give ham mere plads ift opdragelse osv. Men når I allerede nu er lidt på slingrekurs her, så synes jeg det er vigtigt at du finder ud af, om jeres værdier kan passe sammen. Han kan måske godt være perfekt for dig men ikke for jer - og det tæller altså mere på den lange bane.

jeg er lidt nysgerrig på hvor gamle I er? Og hvad siger din Eks til den nye situation?.

Jeg bliver snart 29 og min kæreste bliver 40. Han har før været i forhold med børn og synes ikke børn er et problem, men siger også at de heller aldrig har krævet ligeså meget opmærksomhed som min datter gør. 

jeg er ikke enig med ham i at hun er opmærksomhedskrævende. 

Det er heller ikke fordi han siger at min X ikke må være hendes far, han pointere mere hvor fucked up det er og mener at det gør mere skade end gavn for min datter. 

Hvis jeg udskyder at flytte sammen vil han føle det som et svigt, for egentlig skulle vi have flyttet sammen inden sommerferien, hvilket jeg har udskudt allerede. Og det tog han som et svigt.

Anonym skriver:

Jeg bliver snart 29 og min kæreste bliver 40. Han har før været i forhold med børn og synes ikke børn er et problem, men siger også at de heller aldrig har krævet ligeså meget opmærksomhed som min datter gør. 

jeg er ikke enig med ham i at hun er opmærksomhedskrævende. 

Det er heller ikke fordi han siger at min X ikke må være hendes far, han pointere mere hvor fucked up det er og mener at det gør mere skade end gavn for min datter. 

Hvis jeg udskyder at flytte sammen vil han føle det som et svigt, for egentlig skulle vi have flyttet sammen inden sommerferien, hvilket jeg har udskudt allerede. Og det tog han som et svigt.

 

 

 

Okay. Jeg synes virkelig det er din kæreste der er fucked up her. Han mangler jo helt forståelsen for hvordan børns verden hænger sammen og hvor forskellige børn er. Måske din datters søgen efter opmærksomhed er et resultat af, at hun kan mærke at din kæreste ikke har en egentlig interesse i hende (jo mere børn føler de er i vejen, jo mere søger de den). I min verden ville det være fucked up at afskære hende kontakten med sin far (for det er jo det han er)

Mht at flytte sammen så bør en 40årig mand være fornuftig nok til ikke at føle det som et svigt at du gerne vil vente. Når man har børn bliver man nødt til at varetage deres interesser før sine egne og andres. Hvis han ikke kan vente til du er komfortabel med at det er det rette, så er han ikke den rette. Hvis du flytter sammen med ham og det ikke er det rette risikerer du at din datter kommer til at lide under det.

Du er altså nødt til at prioritere rigtigt her: 1) din datter, 2)dig selv 3)din nye kæreste. Længere er den ikke!

Du skal tænke på din datter & dig & ikke at han føler det som svigt hvis du siger til ham at du vil vente med at flytte sammen..

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har været i et nyt forhold i lige knap 4 mdr., men en mand jeg synes er rigtig sød og passer perfekt til mig. Han er noget ældre end mig selv og har ikke selv børn.

Selv har jeg en datter, som jeg mest har været alene med. Hendes bio far bor ikke i dk. Men fra hun var 2 år havde jeg en kæreste, som hun ser som sin far. Vi er ikke kærester længere men min X har hende stadig og er stadig hendes "far". Hun er nu 5 år og vi var i forhold sammen ca. 2,5 år, men vi passede bare på ingen måder sammen.

Min nye kæreste synes det er vildt mærkeligt at min X skal være hendes far, når han nu ikke er det rigtig og mener at jeg komplicere og gør hende forvirret, fordi hun jo i princippet har to fædre (dog ingen kontakt med bio far). Derimod mener jeg, at jeg jo ikke bare kan sige til min X at han ikke længere kan være hendes far, det er jo ikke noget han er blevet påtvunget, men noget som min datter har "bestemt". Min kæreste siger han acceptere at det er sådan, men har hele tiden noget at skulle have sagt vedr. det og siger bl.a. at jeg ikke kan se det er underligt fordi jeg selv er vokset op sådan. (min mor har haft en del kærester, så vi har alle været en stor familie).

Desuden synes han også at jeg giver min datter for meget opmærksomhed og at hun er opmærksomheds krævende. Hvis hun f.eks kommer ind om natten, får hun altid lov til at lægge sig hos mig i sengen. Dette mener han at hun er alt for stor til, da børn i hver fald skal kunne sove selv fra de er 3 år. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener, men jeg får enormt dårlig samvittighed over for hende, hvis jeg ikke giver hende lov til at ligge i sengen...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan give sit barn for meget opmærksomhed... måske det er mig der er galt på den. F.eks i går da vi skulle sige farvel, lå han i soveværelset og jeg gik derind for at sige farvel. min datter kommer så også ind, og han synes så det er for galt, at vi ikke kunne få to min alene. Men hvorfor skal jeg bede min datter om at gå...? Desuden var min datter blev passet lørdag aften, fordi vi skulle i biffen og søndag havde vi hentet en masse møbler (da han er ved at flytte), så havde stort set ikke brugt hverdag lørdag aften eller søndag med min datter. 

I min optik har man alene tid når børnene sover og ellers skal de have den opmærksomhed og tryghed når de har brug for det. Er det mig der er galt på den???

Jeg er i syv sind, vi snakker om at flytte sammen efter sommerferien, men ved snart ikke. 

Håber på nogle gode råd

 

Ham ville jeg ikke røre med en ildtang! Han synes jo din datter! Det allervigtigste er til besvær.

de ting han siger er helt hen i vejret, hun er jo kun 5.

og du skal da slet ikke overveje om det er forkert med hendes far, men sæt pris på han vil være i hendes liv selvom i ikke er sammen mere.

jeg ville ikke flytte sammen med ham.

Anonym skriver:

Jeg bliver snart 29 og min kæreste bliver 40. Han har før været i forhold med børn og synes ikke børn er et problem, men siger også at de heller aldrig har krævet ligeså meget opmærksomhed som min datter gør. 

jeg er ikke enig med ham i at hun er opmærksomhedskrævende. 

Det er heller ikke fordi han siger at min X ikke må være hendes far, han pointere mere hvor fucked up det er og mener at det gør mere skade end gavn for min datter. 

Hvis jeg udskyder at flytte sammen vil han føle det som et svigt, for egentlig skulle vi have flyttet sammen inden sommerferien, hvilket jeg har udskudt allerede. Og det tog han som et svigt.

 

 

 

Han må også kunne forstå at i ikke bare er jer 2, men at du har en datter som har brug for en fast base..

hun virker overhovedet ikke krævende, men som en datter der har brug for at ha sin mor.

jeg er selv skilsmisse barn og da min mor fandt en ny hadede jeg ham fordi han prøvede og bestemme over mig og min bror og det gik ud over mon mor.. Eet er først efter jeg flyttede hjemmefra at jeg kan begynde at respektere ham lidt..

overvej nøje hvad du gør for din datters skyld, det kan ramme tilbage på dig selv hvis hun føler han kommer og maser sig på og ærligtalt lyder han som en pattebarn af en på 40..