Presset til en abort

Jeg blev presset til en abort og det ødelagde alt for mig. Hvordan jeg har haft det efterfølgende er ikke en tilstand, jeg ville ønske for end min værste fjende.

Du er velkommen til at skrive privat. Vil helst ikke skrive alt offentligt. 

Diana2013 skriver:

Ærligt så synes jeg hub skal kun lytte til sig selv. Hvis kæreste vælger ikke at have noget med barnet at gøre så er det sådan det er. Men hvis hub vælger at få en abort fordi han ikke vil. Så er det hendes liv og resten af hendes liv det går ud over. Hun skriver jo hun gerne vil have babyen, men hvis hun vælger baby fra fordi faren ikke vil, så vil det være rigtig svært psykisk at komme over indgrebet, efterfølgende liv uden baby, og senere i ny (muligvis) graviditet. Det er jo hendes krop der skal bruges, manden vil have meget nemmere ved at komme over  det

Vil manden have nemmere ved at komme over at blive tvunget far før han er klar? Og det er så absolut ikke kun hende det går ud over - der kommer jo et barn ud, et barn som måske vil komme til at mangle sin far. 

PippiLangstrømpe skriver:

Du gør da lidt det samme? Det er vel lige så meget at "få trukket noget nedover hovedet" hvis man bliver presset til en abort? Hele situationen er bestemt ikke en ønske situation for nogen af parterne der står i den. Det kan vi godt blive enige om og jeg tror heller ikke at det er fedt at være manden der ikke ønsker barnet, men det er kvindens krop. Det er måske uretfærdigt, men manden måtte gerne tage den abort for mig hvis det var. Manden kan gå og lukke øjnene resten af sit liv (godt nok skal der betales børnebidrag), men moderen hun kan ikke bare gå og hun kommer til at betale på en eller anden måde, uanset hvad hun vælger og hun kommer til at mærke det på sin krop uanset hvad. Jeg siger ikke at nogen af de scenarier er ønskelige.. Det er vel bare sådan det er og så kan man ikke sige "du skal gøre sådan her!" til hende.. De må hver især finde ud af det og følge deres hjerter og så kan man jo kun håbe at det ender lykkeligt for begge parter

Manden kan bare lukke øjnene? Mener du det seriøst? 

mor:) skriver:

Manden kan bare lukke øjnene? Mener du det seriøst? 

Jeg mener ikke at han skal det, men jeg har selv oplevet det. Jeg blev gravid da jeg var 19. Måske havde jeg glemt en eller to p-piller, men en fortrydelsespille hjalp heller ikke og derfor valgte at jeg tro det var meningen at min datter skulle komme til verden, men det var hendes far på 22 ganske uenig i og han har aldrig set hende. Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden den dag vi talte om at jeg var gravid på trods af fortrydelsespillen og at jeg synes jeg havde gjort hvad jeg kunne for at undgå det, men nu ønskede jeg graviditeten og følte en form for "skæbnen", så skred han i sin bil og siden har jeg ikke hørt fra ham eller hans familie... Og jeg har forsøgt at skrive til dem at døren er åben. Han/ de har bare lukket øjnene.

Jeg ved ikke om min kæreste vil gå fra mig bare fordi han siger det er det nok ikke ensbetydende med at han mener det. Han kan sige det i frustration , angst for hvad der kommer til at ske , eller også mener han det.. I dont know???

jeg vil bare mene at hvis jeg var fyr og fik fortalt jeg sgu være far og bestemt ikke ønskede at være en del af det når hun havde sagt hun hældede mest til at beholde det , ville jeg have pakket mine ting og været skredet. 

Nu bor vi sådan set sammen (jeg står for huslejen og på kontrakten) så han er ikke tvunget til at være her.. og han kan nemt tage hjem til hans familie og bo eller venner.. Men han er ikke smuttet endnu?? Vi sidder sågar ligenu og ser tv, og for at tale lige ud af posen har vi da også haft elskov efter jeg kom hjem til ham idag (har været væk i weekenden pga frustration og dette bøvl)

så jeg vil da mene med 99,9% at hvis man virkelig ikke ønskede et barn nu som 20 årig og damen gerne ville beholde det så er det da mest oplagt at smutte sin vej end at blive???? Giver mig lidt forkerte signaler at sige man vil gå fra mig men stadig bliver hjemme hos mig??

Anonym skriver:

Nu tænker jeg jo ikke kun på min egen beslutning for så ville jeg slet ikke være i tvivl om at sgu beholde barnet eller få en abort. 

Jeg forstår godt at min kæreste er frustreret og ikke ønsker barnet, men det eneste korrekte svar til grundlag vil jeg mene er hans alder og måske fordi han er bange for at ende som sine forældre med det svigt han havde i hans barndom fra både mor og fars side af.. 

Det der gør mig ked af det er at han netop ikke kan sætte sig ned og forstå min frustration over hvor svært jeg har det pt. og istedet for bare bliver sur og lader vær med at tale med mig og ignorere mig fuldstændigt. Vi som sagt sammen og alligevel befinder han sig i soveværelset mens jeg er i stuen. Når jeg endelig prøver at tage kontakt ved at putte mig ind til ham får jeg nul respons tilbage, ergo jeg er lidt opgivende.  

Ja det da sikkert ikke fedt at være far i en alder af 20erne, men det er da heller ikke fedt af som kvinde få af vide at jeg sagtens kan blive gravid men at jeg nemt har markant øget chance for den vil sætte sig udenfor livmoderen. 

De bevarede både æggestok og æggeledere dengang, så derfor er min chance for at det sgu sætte sig i æggelederen pga arvævet fremhævet. 

Jeg har spurgt både min egen gynækolog og den læge der undersøgte mig på sygehuset og de har begge sagt det samme ang fremtidig graviditet.. Der vil altid være en minimal risiko for sterilisering, eller anden form for provokation i underlivet som vil gøre det besværligt for at få et ønske barn en anden gang. 

Hvis jeg kunne blive garanteret en 100% normal og naturlig graviditet om f.eks 1 års tid, så ville jeg ærligtalt have fået en abort uden tvivl.. 

Men tanken om jeg rent faktisk vil få det psykisk dårligt pga en abort fordi han ikke ønsker at tage ansvar nu samt risikere det ku være det eneste jeg ku få, presser virkelig i hjertet på mig. Jeg syntes det forkert at man som mand der netop ved at hans dame ønsker et barn i den nære fremtid, kan hoppe fra når heldet er ude.. 

Jeg ser ingen grund til hvorfor han ikke sgu føle sig klar, igen netop fordi han ikke er som andre 20 årige der fare rundt i hver weekend, han elsker små børn, og til scanningen bragte han selv emnet på banen ved at spørger om jeg ikke var platin blond som lille, for det var han, så ku vi risikere et barn der var blondt, hvor han sagde efl. nej glem det, lad os snakke om noget andet.

Han giver mig ligesom nogle stik til at han gerne vil tale om netop dette og så skynder han sig væk fra emnet hvis det kommer for tæt på 

Okay, jeg bliver nødt til at sige: Det er simpelthen ikke en god nok grund til at få et barn, at man har fuldstændigt samme TOTALT MINIMALE risiko som alle andre kvinder der får en abort, for at noget uventet skulle gå galt. Det er det samme som at sige at du aldrig vil gå over en gade fordi der er risiko for at du skulle blive ramt af en bil.

At du kan have svært ved at opnå en naturlig graviditet i livmoderen, er vitterligt heller ikke god nok grund til at gennemføre en graviditet. Du har lægens ord for at du har nemt ved at blive gravid. Du har to graviditeter (hvorfor bruger du ikke prævention?!) til at bevise det.  

Worst case scenario er at du relativt nemt kan blive gravid ved IVF behandling, som staten betaler.

Det er HELT USANDSYNLIGT at det her skulle være det eneste barn du kunne få. Der er INTET der peger i den retning. 

Du skriver selv at dette er de eneste grunde til at du ikke får en abort. Sorry, og det er altså vitterligt ikke fordi jeg vil såre dine følelser, men jeg synes at du tager din beslutning (hvis du vælger at beholde barnet) på et helt forkert grundlag. 

Jeg ved ikke om min kæreste vil gå fra mig bare fordi han siger det er det nok ikke ensbetydende med at han mener det. Han kan sige det i frustration , angst for hvad der kommer til at ske , eller også mener han det.. I dont know???

jeg vil bare mene at hvis jeg var fyr og fik fortalt jeg sgu være far og bestemt ikke ønskede at være en del af det når hun havde sagt hun hældede mest til at beholde det , ville jeg have pakket mine ting og været skredet. 

Nu bor vi sådan set sammen (jeg står for huslejen og på kontrakten) så han er ikke tvunget til at være her.. og han kan nemt tage hjem til hans familie og bo eller venner.. Men han er ikke smuttet endnu?? Vi sidder sågar ligenu og ser tv, og for at tale lige ud af posen har vi da også haft elskov efter jeg kom hjem til ham idag (har været væk i weekenden pga frustration og dette bøvl)

så jeg vil da mene med 99,9% at hvis man virkelig ikke ønskede et barn nu som 20 årig og damen gerne ville beholde det så er det da mest oplagt at smutte sin vej end at blive???? Giver mig lidt forkerte signaler at sige man vil gå fra mig men stadig bliver hjemme hos mig??

Jeg kan slet ikke se hvordan du kan drage den konklusion. Det giver ingen mening. Og det virker ærligt talt pænt umodent hvis det er sådan du læser andre mennesker.

Du kan sagtens, som i sagtens, risikere at han ikke kommer til at være der for barnet. Du bliver nødt til at forholde dig til at dit barn muligvis kommer til at vokse op med en far som ikke ønsker det og ikke vil se det. Og du bliver nødt til at forsøge at sætte dig ind i hvad det vil/kan gøre ved dit barns selvværds- og identitetsfølelse at være blevet fravalgt.

modesty skriver:

Okay, jeg bliver nødt til at sige: Det er simpelthen ikke en god nok grund til at få et barn, at man har fuldstændigt samme TOTALT MINIMALE risiko som alle andre kvinder der får en abort, for at noget uventet skulle gå galt. Det er det samme som at sige at du aldrig vil gå over en gade fordi der er risiko for at du skulle blive ramt af en bil.

At du kan have svært ved at opnå en naturlig graviditet i livmoderen, er vitterligt heller ikke god nok grund til at gennemføre en graviditet. Du har lægens ord for at du har nemt ved at blive gravid. Du har to graviditeter (hvorfor bruger du ikke prævention?!) til at bevise det.  

Worst case scenario er at du relativt nemt kan blive gravid ved IVF behandling, som staten betaler.

Det er HELT USANDSYNLIGT at det her skulle være det eneste barn du kunne få. Der er INTET der peger i den retning. 

Du skriver selv at dette er de eneste grunde til at du ikke får en abort. Sorry, og det er altså vitterligt ikke fordi jeg vil såre dine følelser, men jeg synes at du tager din beslutning (hvis du vælger at beholde barnet) på et helt forkert grundlag. 

Har du fået et barn  ved ivf ? 

modesty skriver:

Jeg kan slet ikke se hvordan du kan drage den konklusion. Det giver ingen mening. Og det virker ærligt talt pænt umodent hvis det er sådan du læser andre mennesker.

Du kan sagtens, som i sagtens, risikere at han ikke kommer til at være der for barnet. Du bliver nødt til at forholde dig til at dit barn muligvis kommer til at vokse op med en far som ikke ønsker det og ikke vil se det. Og du bliver nødt til at forsøge at sætte dig ind i hvad det vil/kan gøre ved dit barns selvværds- og identitetsfølelse at være blevet fravalgt.

 

Jeg ønsker dette barn ligeså meget som jeg ønsker at være sammen med ham!! Hvor svært er det lige at forstå... han har vidst hele vejen igennem at jeg ønsker et barn! Da jeg ser ham som den partner jeg vil tilbringe min tid med.. Han har vidst jeg ikke brugte p-piller men at min cyklus var uregelmæssigt og derfor har vi ikke tænkt så meget over det da jeg netop har fået fortalt hvordan mine chancer var.. Inden alt dette talte vi indda om barn i den nære fremtid, kiggede på større bolig, barnevogne, små detaljer der gav mig grønt lys for at han ønskede.. Men at jeg netop ikke havde forudset denne reaktion når det endelig var sket..

Har du fået et barn  ved ivf ? 

Ja. Og jeg ville til hver en tid hellere gennemgå den behandling og få et barn med en mand som ønskede det, end at få et barn naturligt med en mand som ikke ønskede det.