Presset til en abort

Hej derude

Først og fremmest er det en overvældende og chokerende nyhed af vide jeg er gravid, som hurtigt fik taget pusten af mig da jeg overrakte baby far nyheden. Han blev bestemt ikke begejstret.. Jeg var til scanning i tirsdag sammen med ham, hvor det ikke var til at fortælle hvor langt henne jeg var   Og efterfølgende lod vi emne ligge da det ikke var til at sige hvad der skal komme til at ske.

I fredags røg jeg på sygehuset til endnu en scanning pga smerter aftenen inden og for at vide med sikkerhed om den sad indenfor livmoderen.. Jeg fik fortalt at enten var jeg meget tidligt henne eller også vil det ende i en spontan abort, men den sad rigtigt..   Spurgte råds fra lægen om hvis jeg fik foretaget en abort nu, hvor stor chance der ville være for en rigtig graviditet i fremtiden, og hun sagde at det ville øge mine chancer markant for at jeg kunne blive gravid indenfor livmoderen en anden gang fordi jeg før har oplevet en graviditet udenfor livmoderen og en (medicinsk abort) kan gøre meget ved ens livmoderen, så det ville være en chance at tage. 

Mit dilemma er bare at 4 år tidligere blev jeg opereret for en graviditet udenfor livmoderen pga (clamydia) og fik fortalt at risikoen for graviditet udenfor livmoderen en anden gang ville være større end normalt. Og især nu hvis jeg sgu gennemfører en abort så øger det også risikoen endnu mere..

Baby far er som sagt ikke særlig begejstret for nyheden, da i hans øjne er det for tidligt at bringe noget til verden fordi han netop ikke føler han har styr på sit liv med indtægt, arbejdsforholdene, han har ikke nydt sin ungdom eller frihed fuldt ud endnu. hvor jeg er mere den der har styr på mine ting, har 39 timers arbejde og en fin uddannelse.  Han drikker/fester ikke, han er ikke nogen type der fare rundt i weekenderne. Han er hjemme i vores bolig hver weekend, hver dag, hygger med hans venner til noget PS4, sammen med hans familie eller hygger med mig (shopping, god mad, biffen, m.m) Og derfor syntes jeg det er virkelig irriterende og skuffende fra hans vedkommende af at sige direkte til mig at han ikke vil have det skal ske nu, netop fordi han ikke føler sig parat. Det er totalt frustrerende at han ikke kan forstå / tage det alvorligt, af det jeg har fået af vide af lægen kan risikere jeg måske ikke kan blive naturligt befrugtet en anden gang og han kan ikke se hvorfor det er et så svært valg for mig at tage.. Han ønsker jeg får en abort, for hvis jeg vælger at beholde barnet, så vil han forlade mig..  Han har sagt at han netop ser en fremtid sammen med mig, men han ønsker ikke at vi skal ødelægge vores fremtid nu  Ser bestemt ikke vores fremtid bliver ødelagt, da jeg er fast besluttet i at slå mig ned med netop ham....!

Det skal lige siges at jeg er 22 og han er 20 og vi har været sammen i lidt over 1 år, og jeg fortalte ham endda at jeg ønskede et barn meget snart i den nære fremtid hvor han selv har kommet med stik ord hen af vejen i vores forhold med at han måske godt snart kunne tænke sig en lille en.. Så jeg har ikke brugt p-piller eller kondom i det grundlag at jeg ikke troede jeg kunne blive gravid bare sådan udenvidere pga min menstruation cyklus er så forskudt som den er, så jeg har ærligtalt lagt alle kortene på bordet for ham.. Jeg elsker min kæreste virkelig virkelig højt og vi har det godt sammen, og derfor føler jeg et pres til at tage en abort for at glæde ham og fortsat blive sammen med ham. Men samtidigt ønsker jeg netop ikke en abort i den tro at det måske kunne være min eneste naturlige graviditet uden nogen former for hjælp osv... Det er jo trods alt min første rigtige graviditet, og derfor er jeg faktisk også så ked af det over hans reaktion til tingene, fordi han ærlig talt har svigtet mig i det han har sagt han ser en fremtid med mig.. 

Så nu hvor tingene ligesom er kommet på talefod vil jeg hører om andre har stået i netop min situation.. Og hvad pokker jeg kan gøre? Hvordan kan man forklare i den her situation til min kæreste hvad min chance er for en anden graviditet, hvad risikoen/konsekvenserne er.. For vælger jeg at tage en abort som jeg ikke ønsker, kan det få alvorlige konsekvenser resten af mit liv og psykisk, og hvis jeg beholder barnet så siger han at han vil gå fra mig (hvilket jeg ikke kan fatte i mit lille hoved) 

I 2007 var jeg præcis i dine sko, og helt igennem ærlig er det det væreste der nogensinde er sket for mig, jeg tog den abort fordi min ekskæreste sagde at han ville gå fra mig osv osv. Vores forhold gik alligevel i stykker pga keg fik aborten. Jeg har aldrig tilgivet mig selv for det, og 2 år senere fandt jeg en ny mand, og vi oville hurtigt gerne have børn men der skulle gå 5 år før jeg blev gravid igen. Dette er kun min historie, jeg kan self ikke sige det bliver det samme for dig, men mærk godt efter indeni og lyt kun til dig selv.. Mange tanker til dig 

Hvad er det helt præcist som du mener skulle spænde ben for dig senere hen, hvis du fik en abort nu? 

Jeg kan bare ikke helt forstå hvad det er du skriver, derfor jeg spørger.

Anonym skriver:

Hej derude

Først og fremmest er det en overvældende og chokerende nyhed af vide jeg er gravid, som hurtigt fik taget pusten af mig da jeg overrakte baby far nyheden. Han blev bestemt ikke begejstret.. Jeg var til scanning i tirsdag sammen med ham, hvor det ikke var til at fortælle hvor langt henne jeg var   Og efterfølgende lod vi emne ligge da det ikke var til at sige hvad der skal komme til at ske.

I fredags røg jeg på sygehuset til endnu en scanning pga smerter aftenen inden og for at vide med sikkerhed om den sad indenfor livmoderen.. Jeg fik fortalt at enten var jeg meget tidligt henne eller også vil det ende i en spontan abort, men den sad rigtigt..   Spurgte råds fra lægen om hvis jeg fik foretaget en abort nu, hvor stor chance der ville være for en rigtig graviditet i fremtiden, og hun sagde at det ville øge mine chancer markant for at jeg kunne blive gravid indenfor livmoderen en anden gang fordi jeg før har oplevet en graviditet udenfor livmoderen og en (medicinsk abort) kan gøre meget ved ens livmoderen, så det ville være en chance at tage. 

Mit dilemma er bare at 4 år tidligere blev jeg opereret for en graviditet udenfor livmoderen pga (clamydia) og fik fortalt at risikoen for graviditet udenfor livmoderen en anden gang ville være større end normalt. Og især nu hvis jeg sgu gennemfører en abort så øger det også risikoen endnu mere..

Baby far er som sagt ikke særlig begejstret for nyheden, da i hans øjne er det for tidligt at bringe noget til verden fordi han netop ikke føler han har styr på sit liv med indtægt, arbejdsforholdene, han har ikke nydt sin ungdom eller frihed fuldt ud endnu. hvor jeg er mere den der har styr på mine ting, har 39 timers arbejde og en fin uddannelse.  Han drikker/fester ikke, han er ikke nogen type der fare rundt i weekenderne. Han er hjemme i vores bolig hver weekend, hver dag, hygger med hans venner til noget PS4, sammen med hans familie eller hygger med mig (shopping, god mad, biffen, m.m) Og derfor syntes jeg det er virkelig irriterende og skuffende fra hans vedkommende af at sige direkte til mig at han ikke vil have det skal ske nu, netop fordi han ikke føler sig parat. Det er totalt frustrerende at han ikke kan forstå / tage det alvorligt, af det jeg har fået af vide af lægen kan risikere jeg måske ikke kan blive naturligt befrugtet en anden gang og han kan ikke se hvorfor det er et så svært valg for mig at tage.. Han ønsker jeg får en abort, for hvis jeg vælger at beholde barnet, så vil han forlade mig..  Han har sagt at han netop ser en fremtid sammen med mig, men han ønsker ikke at vi skal ødelægge vores fremtid nu  Ser bestemt ikke vores fremtid bliver ødelagt, da jeg er fast besluttet i at slå mig ned med netop ham....!

Det skal lige siges at jeg er 22 og han er 20 og vi har været sammen i lidt over 1 år, og jeg fortalte ham endda at jeg ønskede et barn meget snart i den nære fremtid hvor han selv har kommet med stik ord hen af vejen i vores forhold med at han måske godt snart kunne tænke sig en lille en.. Så jeg har ikke brugt p-piller eller kondom i det grundlag at jeg ikke troede jeg kunne blive gravid bare sådan udenvidere pga min menstruation cyklus er så forskudt som den er, så jeg har ærligtalt lagt alle kortene på bordet for ham.. Jeg elsker min kæreste virkelig virkelig højt og vi har det godt sammen, og derfor føler jeg et pres til at tage en abort for at glæde ham og fortsat blive sammen med ham. Men samtidigt ønsker jeg netop ikke en abort i den tro at det måske kunne være min eneste naturlige graviditet uden nogen former for hjælp osv... Det er jo trods alt min første rigtige graviditet, og derfor er jeg faktisk også så ked af det over hans reaktion til tingene, fordi han ærlig talt har svigtet mig i det han har sagt han ser en fremtid med mig.. 

Så nu hvor tingene ligesom er kommet på talefod vil jeg hører om andre har stået i netop min situation.. Og hvad pokker jeg kan gøre? Hvordan kan man forklare i den her situation til min kæreste hvad min chance er for en anden graviditet, hvad risikoen/konsekvenserne er.. For vælger jeg at tage en abort som jeg ikke ønsker, kan det få alvorlige konsekvenser resten af mit liv og psykisk, og hvis jeg beholder barnet så siger han at han vil gå fra mig (hvilket jeg ikke kan fatte i mit lille hoved) 

Jeg synes du skal forsøge at forklare ham sagen igen og ellers lytte til dit hjerte! Jeg har fået en baby uden at faderen var med i sin tid (han gad ikke/vi var også på jeres alder dengang) og det er gået glimrende. Jeg fortryder det ikke en eneste gang! Det er det bedste i hele verden og hvilken røv er man ikke lige, hvis man vil presse nogen til en abort? (ja, undskyld mig...). Jeg tror du kommer til at fortryde at du ikke tog chancen også selvom du mister din kæreste på det. Hvem ved om I er sammen om tre år alligevel? En baby er en gave for livet, siger det bare 

Anonym skriver:

Hej derude

Først og fremmest er det en overvældende og chokerende nyhed af vide jeg er gravid, som hurtigt fik taget pusten af mig da jeg overrakte baby far nyheden. Han blev bestemt ikke begejstret.. Jeg var til scanning i tirsdag sammen med ham, hvor det ikke var til at fortælle hvor langt henne jeg var   Og efterfølgende lod vi emne ligge da det ikke var til at sige hvad der skal komme til at ske.

I fredags røg jeg på sygehuset til endnu en scanning pga smerter aftenen inden og for at vide med sikkerhed om den sad indenfor livmoderen.. Jeg fik fortalt at enten var jeg meget tidligt henne eller også vil det ende i en spontan abort, men den sad rigtigt..   Spurgte råds fra lægen om hvis jeg fik foretaget en abort nu, hvor stor chance der ville være for en rigtig graviditet i fremtiden, og hun sagde at det ville øge mine chancer markant for at jeg kunne blive gravid indenfor livmoderen en anden gang fordi jeg før har oplevet en graviditet udenfor livmoderen og en (medicinsk abort) kan gøre meget ved ens livmoderen, så det ville være en chance at tage. 

Mit dilemma er bare at 4 år tidligere blev jeg opereret for en graviditet udenfor livmoderen pga (clamydia) og fik fortalt at risikoen for graviditet udenfor livmoderen en anden gang ville være større end normalt. Og især nu hvis jeg sgu gennemfører en abort så øger det også risikoen endnu mere..

Baby far er som sagt ikke særlig begejstret for nyheden, da i hans øjne er det for tidligt at bringe noget til verden fordi han netop ikke føler han har styr på sit liv med indtægt, arbejdsforholdene, han har ikke nydt sin ungdom eller frihed fuldt ud endnu. hvor jeg er mere den der har styr på mine ting, har 39 timers arbejde og en fin uddannelse.  Han drikker/fester ikke, han er ikke nogen type der fare rundt i weekenderne. Han er hjemme i vores bolig hver weekend, hver dag, hygger med hans venner til noget PS4, sammen med hans familie eller hygger med mig (shopping, god mad, biffen, m.m) Og derfor syntes jeg det er virkelig irriterende og skuffende fra hans vedkommende af at sige direkte til mig at han ikke vil have det skal ske nu, netop fordi han ikke føler sig parat. Det er totalt frustrerende at han ikke kan forstå / tage det alvorligt, af det jeg har fået af vide af lægen kan risikere jeg måske ikke kan blive naturligt befrugtet en anden gang og han kan ikke se hvorfor det er et så svært valg for mig at tage.. Han ønsker jeg får en abort, for hvis jeg vælger at beholde barnet, så vil han forlade mig..  Han har sagt at han netop ser en fremtid sammen med mig, men han ønsker ikke at vi skal ødelægge vores fremtid nu  Ser bestemt ikke vores fremtid bliver ødelagt, da jeg er fast besluttet i at slå mig ned med netop ham....!

Det skal lige siges at jeg er 22 og han er 20 og vi har været sammen i lidt over 1 år, og jeg fortalte ham endda at jeg ønskede et barn meget snart i den nære fremtid hvor han selv har kommet med stik ord hen af vejen i vores forhold med at han måske godt snart kunne tænke sig en lille en.. Så jeg har ikke brugt p-piller eller kondom i det grundlag at jeg ikke troede jeg kunne blive gravid bare sådan udenvidere pga min menstruation cyklus er så forskudt som den er, så jeg har ærligtalt lagt alle kortene på bordet for ham.. Jeg elsker min kæreste virkelig virkelig højt og vi har det godt sammen, og derfor føler jeg et pres til at tage en abort for at glæde ham og fortsat blive sammen med ham. Men samtidigt ønsker jeg netop ikke en abort i den tro at det måske kunne være min eneste naturlige graviditet uden nogen former for hjælp osv... Det er jo trods alt min første rigtige graviditet, og derfor er jeg faktisk også så ked af det over hans reaktion til tingene, fordi han ærlig talt har svigtet mig i det han har sagt han ser en fremtid med mig.. 

Så nu hvor tingene ligesom er kommet på talefod vil jeg hører om andre har stået i netop min situation.. Og hvad pokker jeg kan gøre? Hvordan kan man forklare i den her situation til min kæreste hvad min chance er for en anden graviditet, hvad risikoen/konsekvenserne er.. For vælger jeg at tage en abort som jeg ikke ønsker, kan det få alvorlige konsekvenser resten af mit liv og psykisk, og hvis jeg beholder barnet så siger han at han vil gå fra mig (hvilket jeg ikke kan fatte i mit lille hoved) 

For det første: jeg forstår godt at din kæreste ikke er klar til at blive far i en alder af 20.

For det andet: Bare dét at I kan stå i den her situation, at I ikke bruger prævention og at linjerne ikke er HELT klare m.h.t. hvad der skal ske hvis du bliver gravid, indikerer et vist niveau af utryghed.

For det tredje: Jeg forstår godt at du er vildt frustreret og ulykkelig over situationen.

For det fjerde: Det lyder MEGET mærkeligt at du har fået fortalt at risikoen for graviditet udenfor livmoderen er større hvis du får foretaget en medicinsk abort. Det synes jeg helt bestemt at du skal dobbelttjekke med en anden læge, som er kompetent på området.

For det femte: Hvis du har fået en graviditet udenfor livmoderen tidligere, betyder det så at du har fået fjernet en æggeleder? For så er der jo i hvert fald ikke risiko for at du kan blive gravid i dén igen.

Umiddelbart ville jeg helt klart hælde til en abort hvis jeg var dig. At få en 20-årig far, som ikke ønsker at være far, er ikke optimalt for det mulige barn. Men hiv fat i nogle fagfolk og få undersøgt til bunds om det kan passe at sandsynligheden for at blive gravid senere er mindsket, for det undrer mig at du har fået den besked.

Diana2013 skriver:

I 2007 var jeg præcis i dine sko, og helt igennem ærlig er det det væreste der nogensinde er sket for mig, jeg tog den abort fordi min ekskæreste sagde at han ville gå fra mig osv osv. Vores forhold gik alligevel i stykker pga keg fik aborten. Jeg har aldrig tilgivet mig selv for det, og 2 år senere fandt jeg en ny mand, og vi oville hurtigt gerne have børn men der skulle gå 5 år før jeg blev gravid igen. Dette er kun min historie, jeg kan self ikke sige det bliver det samme for dig, men mærk godt efter indeni og lyt kun til dig selv.. Mange tanker til dig 

Hun skal da ikke kun lytte til sig selv, hun må og skal da tage faderens tanker med indover også.

Det er jo ikke en solo graviditet! 

Umiddelbart kan jeg da godt forstå hendes kæreste ikke er helt game på ideen med baby, gylp og bleer da han er 20/22 år, uden uddannelse eller noget endnu og har hele sit liv foran sig. 

sne190810 skriver:

Hun skal da ikke kun lytte til sig selv, hun må og skal da tage faderens tanker med indover også.

Det er jo ikke en solo graviditet! 

Umiddelbart kan jeg da godt forstå hendes kæreste ikke er helt game på ideen med baby, gylp og bleer da han er 20/22 år, uden uddannelse eller noget endnu og har hele sit liv foran sig. 

Ærligt så synes jeg hub skal kun lytte til sig selv. Hvis kæreste vælger ikke at have noget med barnet at gøre så er det sådan det er. Men hvis hub vælger at få en abort fordi han ikke vil. Så er det hendes liv og resten af hendes liv det går ud over. Hun skriver jo hun gerne vil have babyen, men hvis hun vælger baby fra fordi faren ikke vil, så vil det være rigtig svært psykisk at komme over indgrebet, efterfølgende liv uden baby, og senere i ny (muligvis) graviditet. Det er jo hendes krop der skal bruges, manden vil have meget nemmere ved at komme over  det

sne190810 skriver:

Hun skal da ikke kun lytte til sig selv, hun må og skal da tage faderens tanker med indover også.

Det er jo ikke en solo graviditet! 

Umiddelbart kan jeg da godt forstå hendes kæreste ikke er helt game på ideen med baby, gylp og bleer da han er 20/22 år, uden uddannelse eller noget endnu og har hele sit liv foran sig. 

Selvfølgelig skal hun også lytte til ham og de må prøve finde en forståelse for hinanden, men der skal to til tango og hvis de ikke har beskyttet sig ordentlig og han selv er med i den beslutning, så må han altså også finde  sig i at hun tager ansvar for det ser sker i hendes krop og psyke. Hvad angår uddannelse, så er livet ikke slut bare fordi man får barn når man er 20.. Det er bare en udfordring, men man kan hvad man vil! 

Nu tænker jeg jo ikke kun på min egen beslutning for så ville jeg slet ikke være i tvivl om at sgu beholde barnet eller få en abort. 

Jeg forstår godt at min kæreste er frustreret og ikke ønsker barnet, men det eneste korrekte svar til grundlag vil jeg mene er hans alder og måske fordi han er bange for at ende som sine forældre med det svigt han havde i hans barndom fra både mor og fars side af.. 

Det der gør mig ked af det er at han netop ikke kan sætte sig ned og forstå min frustration over hvor svært jeg har det pt. og istedet for bare bliver sur og lader vær med at tale med mig og ignorere mig fuldstændigt. Vi som sagt sammen og alligevel befinder han sig i soveværelset mens jeg er i stuen. Når jeg endelig prøver at tage kontakt ved at putte mig ind til ham får jeg nul respons tilbage, ergo jeg er lidt opgivende.  

Ja det da sikkert ikke fedt at være far i en alder af 20erne, men det er da heller ikke fedt af som kvinde få af vide at jeg sagtens kan blive gravid men at jeg nemt har markant øget chance for den vil sætte sig udenfor livmoderen. 

De bevarede både æggestok og æggeledere dengang, så derfor er min chance for at det sgu sætte sig i æggelederen pga arvævet fremhævet. 

Jeg har spurgt både min egen gynækolog og den læge der undersøgte mig på sygehuset og de har begge sagt det samme ang fremtidig graviditet.. Der vil altid være en minimal risiko for sterilisering, eller anden form for provokation i underlivet som vil gøre det besværligt for at få et ønske barn en anden gang. 

Hvis jeg kunne blive garanteret en 100% normal og naturlig graviditet om f.eks 1 års tid, så ville jeg ærligtalt have fået en abort uden tvivl.. 

Men tanken om jeg rent faktisk vil få det psykisk dårligt pga en abort fordi han ikke ønsker at tage ansvar nu samt risikere det ku være det eneste jeg ku få, presser virkelig i hjertet på mig. Jeg syntes det forkert at man som mand der netop ved at hans dame ønsker et barn i den nære fremtid, kan hoppe fra når heldet er ude.. 

Jeg ser ingen grund til hvorfor han ikke sgu føle sig klar, igen netop fordi han ikke er som andre 20 årige der fare rundt i hver weekend, han elsker små børn, og til scanningen bragte han selv emnet på banen ved at spørger om jeg ikke var platin blond som lille, for det var han, så ku vi risikere et barn der var blondt, hvor han sagde efl. nej glem det, lad os snakke om noget andet.

Han giver mig ligesom nogle stik til at han gerne vil tale om netop dette og så skynder han sig væk fra emnet hvis det kommer for tæt på 

Anonym skriver:

Hej derude

Først og fremmest er det en overvældende og chokerende nyhed af vide jeg er gravid, som hurtigt fik taget pusten af mig da jeg overrakte baby far nyheden. Han blev bestemt ikke begejstret.. Jeg var til scanning i tirsdag sammen med ham, hvor det ikke var til at fortælle hvor langt henne jeg var   Og efterfølgende lod vi emne ligge da det ikke var til at sige hvad der skal komme til at ske.

I fredags røg jeg på sygehuset til endnu en scanning pga smerter aftenen inden og for at vide med sikkerhed om den sad indenfor livmoderen.. Jeg fik fortalt at enten var jeg meget tidligt henne eller også vil det ende i en spontan abort, men den sad rigtigt..   Spurgte råds fra lægen om hvis jeg fik foretaget en abort nu, hvor stor chance der ville være for en rigtig graviditet i fremtiden, og hun sagde at det ville øge mine chancer markant for at jeg kunne blive gravid indenfor livmoderen en anden gang fordi jeg før har oplevet en graviditet udenfor livmoderen og en (medicinsk abort) kan gøre meget ved ens livmoderen, så det ville være en chance at tage. 

Mit dilemma er bare at 4 år tidligere blev jeg opereret for en graviditet udenfor livmoderen pga (clamydia) og fik fortalt at risikoen for graviditet udenfor livmoderen en anden gang ville være større end normalt. Og især nu hvis jeg sgu gennemfører en abort så øger det også risikoen endnu mere..

Baby far er som sagt ikke særlig begejstret for nyheden, da i hans øjne er det for tidligt at bringe noget til verden fordi han netop ikke føler han har styr på sit liv med indtægt, arbejdsforholdene, han har ikke nydt sin ungdom eller frihed fuldt ud endnu. hvor jeg er mere den der har styr på mine ting, har 39 timers arbejde og en fin uddannelse.  Han drikker/fester ikke, han er ikke nogen type der fare rundt i weekenderne. Han er hjemme i vores bolig hver weekend, hver dag, hygger med hans venner til noget PS4, sammen med hans familie eller hygger med mig (shopping, god mad, biffen, m.m) Og derfor syntes jeg det er virkelig irriterende og skuffende fra hans vedkommende af at sige direkte til mig at han ikke vil have det skal ske nu, netop fordi han ikke føler sig parat. Det er totalt frustrerende at han ikke kan forstå / tage det alvorligt, af det jeg har fået af vide af lægen kan risikere jeg måske ikke kan blive naturligt befrugtet en anden gang og han kan ikke se hvorfor det er et så svært valg for mig at tage.. Han ønsker jeg får en abort, for hvis jeg vælger at beholde barnet, så vil han forlade mig..  Han har sagt at han netop ser en fremtid sammen med mig, men han ønsker ikke at vi skal ødelægge vores fremtid nu  Ser bestemt ikke vores fremtid bliver ødelagt, da jeg er fast besluttet i at slå mig ned med netop ham....!

Det skal lige siges at jeg er 22 og han er 20 og vi har været sammen i lidt over 1 år, og jeg fortalte ham endda at jeg ønskede et barn meget snart i den nære fremtid hvor han selv har kommet med stik ord hen af vejen i vores forhold med at han måske godt snart kunne tænke sig en lille en.. Så jeg har ikke brugt p-piller eller kondom i det grundlag at jeg ikke troede jeg kunne blive gravid bare sådan udenvidere pga min menstruation cyklus er så forskudt som den er, så jeg har ærligtalt lagt alle kortene på bordet for ham.. Jeg elsker min kæreste virkelig virkelig højt og vi har det godt sammen, og derfor føler jeg et pres til at tage en abort for at glæde ham og fortsat blive sammen med ham. Men samtidigt ønsker jeg netop ikke en abort i den tro at det måske kunne være min eneste naturlige graviditet uden nogen former for hjælp osv... Det er jo trods alt min første rigtige graviditet, og derfor er jeg faktisk også så ked af det over hans reaktion til tingene, fordi han ærlig talt har svigtet mig i det han har sagt han ser en fremtid med mig.. 

Så nu hvor tingene ligesom er kommet på talefod vil jeg hører om andre har stået i netop min situation.. Og hvad pokker jeg kan gøre? Hvordan kan man forklare i den her situation til min kæreste hvad min chance er for en anden graviditet, hvad risikoen/konsekvenserne er.. For vælger jeg at tage en abort som jeg ikke ønsker, kan det få alvorlige konsekvenser resten af mit liv og psykisk, og hvis jeg beholder barnet så siger han at han vil gå fra mig (hvilket jeg ikke kan fatte i mit lille hoved) 

Hvis DU ikke ønsker en abort skal du ikke gøre det. Det vil du fortryde bittert og så er det sandsynligt du vil bebrejde ham ubevist og forholdet  alligevel  slår skår. Og ærlig talt i din situation  så at han beder dig om det så ville jeg ikke ønske at være sammen  med med ham når han stiller  det valg for døren. Behold barnet