Opdrages barnet ikke eller hvad skyldes det?

lineog4 skriver:

Det er jo netop det et enkelt barn påvirker slet ikke i den grad i en vuggestue både fordi der er flere børn, men også fordi der er flere voksne hænder så man kan tage barnet til side, man kan lave mindre grupper med en eller to voksne hvor man arbejder med fokus på de problemstillinger man ser osv... Ja som du kan høre er jeg stor fortaler for vuggestue og ville selv aldrig vælge en dagpleje 

Men det er jo heller ikke jer eller andre i vennekredsen der skal ind og vurdere hverken barn eller forældre, det har I ikke ekspertisen til (går jeg ud fra) dog heller ikke nok observationer at hænge det op. Jeg tror egentlig også jeg ville blokere hvis nogen omkring mig begyndte at tale om hvorvidt mit barn var sensitivt, manglede grænser, måske var lidt tilbage osv. Hvis det derimod var personalet der indkaldte til bekymringssamtale ville jeg være ked af det men lyttende. Jeg tænker I går over nogen grænser som jeg ikke selv ville tolerere, og det an være I har ret, men det kan på den anden side og være I fisker i blinde og barnet alene bare er anderledes end jeres barn og forældrene gør hvad de kan. Det kan også være om et år er rollerne byttet rundt og det er deres barn der er den nemme

Den vuggestue der ligger i vores område har fået meget kritik og folk jeg kender der har barn der har ikke godt at sige. Så det er ikke en mulighed. Men jeg giver dig ret i der er andre muligheder ved en vuggestue.

og det er jo heller ikke for at være træls eller for at gøre forældrene ked af det at man bringer det på bane. Det er jo lun som hjælp fordi man selv er bekymret. Og det er forståeligt de ikke vil lytte. 

mor:) skriver:

Jeg ville som dp mor droppe ordet nej da det tydeligvis ikke virker på drengen. Måske skulle dp mor finde nye metoder.
Det er ikke nødvendigt at hæve stemmen. Man kan sagtens opdrage uden.
Det handler om at give alternativet. Jeg vil ikke have du tager....men du må gerne lege med...
Jeg tror også at det du ser hos forældrene er øjebliksbilleder. Det kan være de opdrager når I ikke er der, men ikke føler sig trygge ved det når der er gæster

Nu har jeg kun oplevet den episode med nej og skal ikke udtale mig om hun bruger den du nævner. Men kan sagtens se hvad du mener med ikke at bruge ordet nej. Jeg tror bare det er det der falder en nemmest. Det har jeg i hvert fald lagt mærke til hos os,

Anonym skriver:

Du bør vist læse hele tråden. Mine bekymringer vedrører især barnet. Og jeg tillægger ikke dagplejen følelser. Jeg fortæller hvordan jeg selv ville have det. Men det har barne r begyndt at påvirke mit negativt og det er jeg nødt til at reagere på.

ja barnet græder stort set det meste af tiden. Det er ikke uafbrudt men mange gange i løbet af en dag. Har jeg selv oplevet det de gange vi har passet det. Det er så snart det får nej eller sat grænser eller vores barn nærmere sig området hvor det her barn sidder

Jo, jeg har faktisk læst hele tråden flere gange, og nej, det fremgår ikke tydeligt, at det især er barnet, du er bekymret for - langt hen i tråden virker det mest som om, du gerne vil bekræftes i, at forældrene tackler deres barn forkert. Det er også først umiddelbart før mit indlæg, du fortæller om den mulige, negative indflydelse på dit barn. 

Jeg tror stadigvæk ikke, at det er så simpelt, at et barn, der græder meget, når det får nej, bare skulle have været "opdraget" anderledes. Slet ikke så lille et barn. 

Jeg er stadig i tvivl om, hvad dit primære fokus er. Er det bekymring for barnet, dine overvejelser om at lade dit barn flytte pga. barnet eller handler det om din overbevisning om, at forældrene ikke tackler barnet rigtigt? 

Mor og meget mere skriver:

Jo, jeg har faktisk læst hele tråden flere gange, og nej, det fremgår ikke tydeligt, at det især er barnet, du er bekymret for - langt hen i tråden virker det mest som om, du gerne vil bekræftes i, at forældrene tackler deres barn forkert. Det er også først umiddelbart før mit indlæg, du fortæller om den mulige, negative indflydelse på dit barn. 

Jeg tror stadigvæk ikke, at det er så simpelt, at et barn, der græder meget, når det får nej, bare skulle have været "opdraget" anderledes. Slet ikke så lille et barn. 

Jeg er stadig i tvivl om, hvad dit primære fokus er. Er det bekymring for barnet, dine overvejelser om at lade dit barn flytte pga. barnet eller handler det om din overbevisning om, at forældrene ikke tackler barnet rigtigt? 

Min bekymring er barnet plus jeg overvejer at flytte mit barn pga det andet barn. 

mit barn skal ikke påvirkes som det allerede er blevet nu. Det er ikke rimeligt. Og det er også derfor jeg er nødt til at handle på mit barns vegne, men samtidig kan jeg ikke lade være med at bekymre mig over dette barn og dets måde at tage tingene på. Jeg synes da det er synd for barnet og det er det også for hele dagplejen, men hvad skal man lige gøre

Anonym skriver:

Min bekymring er barnet plus jeg overvejer at flytte mit barn pga det andet barn. 

mit barn skal ikke påvirkes som det allerede er blevet nu. Det er ikke rimeligt. Og det er også derfor jeg er nødt til at handle på mit barns vegne, men samtidig kan jeg ikke lade være med at bekymre mig over dette barn og dets måde at tage tingene på. Jeg synes da det er synd for barnet og det er det også for hele dagplejen, men hvad skal man lige gøre

Dit barn reagere først nu, på dette grædende barn og det er på trods af at de har haft en tæt hverdag sammen i over et år? Ja, undskyld, men jeg tror altså ikke at det andet barn skal have det meste af skylden for at dit barn, nu opfører sig anderledes end normalt. Så ville dit barn da have reageret for længe siden.

Jeg tror altså mere at dit barn gennemgår en af de mere følsomme perioder/faser i sit liv, og ja, så er det mere påvirkeligt af udefrakommende ting. Men de ting vil være alle vegne og du vil ikke kunne skærme dit barn mod det resten af det's liv. Det er jo derimod os som forældre som skal ruste og støtte vores små poder, så de kan gå bedst muligt igennem sådanne perioder. Og det gør man jo ikke ved at skærme dem og "flytte" dem fra problemet. Farer vi ind som forældre og skærmer vores børn, hver gang at vi syntes at omverdenen agere forkert, så ender vi jo netop ud børn, som ikke kan håndtere den virkelige verden derude. Vi ender med lige netop det du frygter på det andet barn's vegne. 

Og igen, jeg er altså sikker på, at der ville have været sat noget værk, hvis DP syntes at der var noget alarmerende ved dette barn's opførsel. Det er jo da trods alt hendes pligt og du lyder ellers til at have fin tiltro til hendes evner. Forstår ikke at du lige på dette enkle punkt ingen tillid har til hende overhovedet.

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym Da jeg ikke vil udstille nogen. Men jeg kender det her forældre par som har et barn på ca 22 mdr. Barnet er sød og glad, men så snart det skal i dp eller passes af andre der har regler, grænser og siger nej, så går det galt. 

Vi har barn samme sted som forældrene, og det her er kun mine observationer, jeg har ikke ville blande mig. Men jeg har gentagne gange oplevet når jeg aflevere mit barn at det her barn græder når de andre nærmere sig legeværelset. Får barnet nej til noget, feks nej du må ikke ødelægge bogen så starter barnet med at græde. Får det at vide det skal gøre noget eller som sagt nej så starter det også med at græde. Jeg er afd en holdning at et barn selvfølgelig skal opdrages og dagpleje moren er super dygtig og jeg synes kun det er rimelige krav og grænser hun stiller dem.

efter at have lagt mærke til det ved dagplejen begyndte jeg at tænke over det når vi er sammen med forældrene. hvor vi godt kan hæve stemmen når vi siger nej eller hvis vores barn gør noget det ikke må, så foregår det her så sukkersødt. 

Feks nej det må du altså ikke skat. Og barnet gør det selvfølgelig når det bliver sagt sådan. Jeg har aldrig set dem sige nej, sætte grænser eller hæve stemmeN. Vi gør det alle forskelligt det er jeg godt klar over. Men jeg begynder at tænke om barnets opførsel hos dagplejen skyldes der ikke siges nej og sættes grænser hjemme. Jeg har snakket med et fælles vennpar som siger de oplever det samme.

jeg tænker det må være frusterende for dagplejen. Hun har aldrig beklaget sig og er altid glad. Hatten af for det. Tror jeg ikke jeg ville være hvis det var mig. 

jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre andres input. Om i har prøvet det samme eller trods et skyldes andet. 

Jeg synes personligt, at du lægger alt for meget på det andet barn, og faktisk overskrider en grænse for, hvad du bør bruge din energi på. Hvis det var mig, der var forældre til det andet barn og vidste, at du diskuterede mit barn i sådan et forum som dette, og på det grundlag, ville jeg godt nok blive tosset.

Der er ikke nogen formel på, hvordan man skal opdrage et barn. I bund og grund er det forældrenes ansvar, bare det ikke er til direkte skade for barnet eller andre. Det kan godt være, at det andet barn måske er sensitivt eller ikke får en opdragelse, som du ville give, men derfor har det lige så meget ret til at være i dagplejen som dit. Du skriver selv, at dagplejemoderen gør et fantastisk arbejde, så derfor bør du efter min mening ikke bruge mere krudt på det.

Dit barn vil gennem barndommen møde mange forskellige børn, og vil du så også, når det kommer i børnehave og skole begynde at interessere dig for opdragelsen af alle de andre børn og hvilken indvirkning, det har på dit barn? Det du efter min mening skal gøre, er at ruste dit barn til at møde andre børn på en positiv måde. Du skal give dit barn selvtillid til at være autentisk og lære det, hvordan det takler de udfordringer, der vil komme i barndommen. Du gør dit barn en bjørnetjeneste, hvis du allerede nu, fjerner alle aspekter, der viser dit barn at verden er mangfoldig og at alle ikke er ens.

Det er bare min mening, men der er selvfølgelig mange måder at anskue det på

Elgaard73 skriver:

Dit barn reagere først nu, på dette grædende barn og det er på trods af at de har haft en tæt hverdag sammen i over et år? Ja, undskyld, men jeg tror altså ikke at det andet barn skal have det meste af skylden for at dit barn, nu opfører sig anderledes end normalt. Så ville dit barn da have reageret for længe siden.

Jeg tror altså mere at dit barn gennemgår en af de mere følsomme perioder/faser i sit liv, og ja, så er det mere påvirkeligt af udefrakommende ting. Men de ting vil være alle vegne og du vil ikke kunne skærme dit barn mod det resten af det's liv. Det er jo derimod os som forældre som skal ruste og støtte vores små poder, så de kan gå bedst muligt igennem sådanne perioder. Og det gør man jo ikke ved at skærme dem og "flytte" dem fra problemet. Farer vi ind som forældre og skærmer vores børn, hver gang at vi syntes at omverdenen agere forkert, så ender vi jo netop ud børn, som ikke kan håndtere den virkelige verden derude. Vi ender med lige netop det du frygter på det andet barn's vegne. 

Og igen, jeg er altså sikker på, at der ville have været sat noget værk, hvis DP syntes at der var noget alarmerende ved dette barn's opførsel. Det er jo da trods alt hendes pligt og du lyder ellers til at have fin tiltro til hendes evner. Forstår ikke at du lige på dette enkle punkt ingen tillid har til hende overhovedet.

Hov, fik skrevet meget af det samme som dig. Det var altså ikke en gentagelse eller kopi. Jeg fik først set dit indlæg, da jeg havde postet mit

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym Da jeg ikke vil udstille nogen. Men jeg kender det her forældre par som har et barn på ca 22 mdr. Barnet er sød og glad, men så snart det skal i dp eller passes af andre der har regler, grænser og siger nej, så går det galt. 

Vi har barn samme sted som forældrene, og det her er kun mine observationer, jeg har ikke ville blande mig. Men jeg har gentagne gange oplevet når jeg aflevere mit barn at det her barn græder når de andre nærmere sig legeværelset. Får barnet nej til noget, feks nej du må ikke ødelægge bogen så starter barnet med at græde. Får det at vide det skal gøre noget eller som sagt nej så starter det også med at græde. Jeg er afd en holdning at et barn selvfølgelig skal opdrages og dagpleje moren er super dygtig og jeg synes kun det er rimelige krav og grænser hun stiller dem.

efter at have lagt mærke til det ved dagplejen begyndte jeg at tænke over det når vi er sammen med forældrene. hvor vi godt kan hæve stemmen når vi siger nej eller hvis vores barn gør noget det ikke må, så foregår det her så sukkersødt. 

Feks nej det må du altså ikke skat. Og barnet gør det selvfølgelig når det bliver sagt sådan. Jeg har aldrig set dem sige nej, sætte grænser eller hæve stemmeN. Vi gør det alle forskelligt det er jeg godt klar over. Men jeg begynder at tænke om barnets opførsel hos dagplejen skyldes der ikke siges nej og sættes grænser hjemme. Jeg har snakket med et fælles vennpar som siger de oplever det samme.

jeg tænker det må være frusterende for dagplejen. Hun har aldrig beklaget sig og er altid glad. Hatten af for det. Tror jeg ikke jeg ville være hvis det var mig. 

jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre andres input. Om i har prøvet det samme eller trods et skyldes andet. 

Jeg tænker umiddelbart at det er et meget sensitivt barn... De kan i hvert fald ikke "tåle" at man hæver stemmen osv.

Sitrani skriver:

Jeg tænker umiddelbart at det er et meget sensitivt barn... De kan i hvert fald ikke "tåle" at man hæver stemmen osv.

Også netop det jeg lidt har tænkt. Og det var derfor jeg nævnte det for forældrene. Ved ikke om de føler man stempler barnet. Men for mig er det mere at folk der har dette barn, altså feks dagplejen, ved hvordan det skal håndteres. Det er da langt bedre det håndteres rigtigt frem for man ikke ved hvad der skal gøres

Der er det jeg står af over for talen om den sensitive personlighedstype når man ud fra en lille beskrivelse og ud fra korte øjeblikke med et barn der reagerer på et nej og formodentlig en hæven stemme konkluderer: her er nok tale om et særligt sensitivt barn. 

Først i min verden kan ingen børn lide at voksne hæver stemmen, nogen børn "tør" reagere og vise det, andre lader det gå ind og holder facaden og så er der det lille lille fåtal som er vant til det og er blevet immune - og så er der et hav af variationer mellem det.

Rigtig mange børn synes et nej er svært, og ikke mindst når andre børn vil tage det de føler er deres når de er under 2 (ja sågar også ældre) - nogen reagerer med at trække sig, nogen med at skrige, nogen med at slå osv osv osv det er os voksne der skal lære dem at tackle det og reagere mest hensigtsmæssigt - om det er mest hensigtsmæssigt at de skjuler følelelsen er jeg ikke sikker på - måske er det suler godt at få skreget det ud. Har da i hvert fald selv en evig kamp med pæne søde Line som ikke siger fra, måske jeg skulle have skreget lidt mere frem for at bøje mig.

Ja der er børn som er mere sensitive, ja børn er forskellige og jeg må indrømme jeg ville flippe lodret hvis nogen i deres vished kom og sagde de havde vurderet mit barn nok var særlig sensitivt og det da kun var fordi de ville barnet det bedste, så hvis vi accepterede deres vurdering kunne vi alle hjælpe mit barn bedst muligt.... 

Nå undskyld men det er netop i sådanne situationer og tråde at det sensitive pludselig bliver noget det er svært at tage alvorligt - og det skal tages alvorligt.