Caroline86 skriver:
Men hvis det er definitionen af at være forsørger så kan vi jo faktisk ikke kalde nogen som helst enlige forældre for forsørgere? Medmindre de naturligvis frasiger sig alle former for kommunale tilskud og støtte... Vel ligeledes børnechecken som vi alle modtager, hvis vi skal helt derud hvor vi taler om hjælp til at forsørge børnene?
Jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke forstår din gråzone her - ja, de gør det bevidst... Men det må være regeringens ansvar at definere hvem der skal modtage ydelser og her bryder de INGEN regler! Ikke engang tilnærmelsesvis! Levede de i et forhold, hver for sig, ville jeg blive forarget, til gengæld! Og den slags sager kommer vi desværre nok til at se rigtigt mange af pga. den nye kontanthjælpsreform!
Ift. det her med hvis det var ups'ere... Jeg kan virkelig ikke se hvordan det er bedre? Det er da indbegrebet af uansvarlighed hvis hun gentagne gange bliver gravid og får børn med one-night stands? Særligt hvis hun ikke engang angiver en far og derved overlader det til staten at betale "hans del af gildet". Her har de vist en aftale om at de gerne vil have børn sammen men ikke vil leve sammen... Faderen tager sit ansvar og moren modtager de penge hun nu engang er berettiget til - på samme måde som var hun blevet alene med 3/4 børn efter x antal års ægteskab...
Jeg har svært ved at forstå dit 100 % selvforsørgende fokus - hvorfor skal hun have andre vilkår end alle andre blot fordi hun lever på en anderledes (og ja, ikke en for mig forståelig) måde? Er hun stadig 100 % selvforsørgende når hun modtager børnechecken? Hun modtager jo mere for 4 børn end for 3... er det nok til at hun ikke er selvforsørgende? (jeg spørger fordi jeg er i tvivl om hvordan du stiller dig på det område
)
Mit fokus på 100% selvforsørgende bunder ikke i at alle skal være selvforsørgende når de har børn. Altså kvinden med 4, 8 eller 10 børn, som bliver skilt, har jeg bestemt ikke noget imod, at hun får hjælp. Den enlige mor, der går ud og bliver "ups" gravid en enkelt gang, har jeg heller ikke noget imod, at hun får støtte.
Men at bevidst at planlægge, at få det ene barn efter det andet, med en mand som er fuldt i stand til selv at forsøge sin familie, men ikke gør det, fordi at de "ikke kan finde ud af at bo sammen". Det bringer forargelsen frem i mig. Og de må da heller end gerne lade være med at bo sammen, men så lad dog også være med at søge alt hvad søges kan. Sat helt på spidsen, så bidrager du og jeg til at faren kan forsætte sit dejlige ungkarle liv, uden at tage noget som helst ansvar.
Og et eller andet sted, hvis man ikke elsker hinanden nok, til at kunne få det til at fungere som samboende, hvorfor bliver man så ved med at få børn?
Mit syn på børnechecken, er jo egentlig sagen uvedkommende, idet, den jo er lige for alle, og på ingen måde kan blive sat i forbindelse med socialt bedrageri. Den kan man jo ikke fuske sig til at uretmæssigt få. Men som svar på dit spørgsmål, så nej, børnechecken, vækker ikke min forargelse.