Overvejer at blive alenemor

så skyldes at i ER forskellige. For selvom han giver dig ret (uanset hvad der ligger til grund for at håb giver dig ret), så viser hans handlinger jo netop at I er forskellige.

I mit tidligere forhold kunne jeg simpelthen ikke forstå hvorfor han virkede så ligeglad med mine ønsker om intimitet og hygge (der var også rigtig mange andre ting). Men til sidst måtte jeg bare erkende at vi havde to forskellige behov. Og til sidst var vi så forskellige på så mange punkter at det ikke gik længere.

Men vil du ikke mene at hvis situationen er sådan her:

De har været sammen i 8 år. 

Nu har de en baby på 8 mdr. 

At det er et ret dumt tidspunkt at smide håndklædet i ringen? At der er en stor sandsynlighed for at overskuddet i forholdet kommer tilbage når baby er større?

modesty skriver:

Jo, vi læser hvad du skriver, og vi ser et ret tydeligt mønster, som du åbenbart ikke selv er i stand til at se.

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation.

Find en anden måde at løse problemerne på. Hvad den måde skal være, ved jeg ikke, jeg kender jer ikke. Har I f.eks prøvet med et helt firkantet skema hvor der står hvem der ordner hvad af det huslige?

Acceptér at han ikke giver dig de kys og kram som du gerne vil have. I er forskellige på det punkt. Tænk hvis han kom til dig og sagde "Jeg vil gerne have at du giver mig et blowjob hver aften kl. 22, du skal have en ny læbestift på hver aften". Og han så blev mega skuffet fordi du efter et par dage måske ikke lige syntes at det var den fedeste "leg". Hvordan ville du så have det?

I er forskellige på det punkt og den eneste måde du kan få ham til at komme med genuine og ægte kærlighedserklæringer, er ved at give ham plads og lad ham komme med dem selv. Hvis du vil have et kys, så giv ham et kys. Tag selv initiativet.

 

Så alt hvad jeg ønsker skal jeg lægge til side ? GLEM DET, jeg skal ikke leve et røvkedeligt, ufrækt, uintimt liv. Vi kunne ligeså godt være venner.

 

Jeg giver ham skam kys og kram - men når det altid er MIG og MIG og MIG der skal give men aldrig får noget igen, ja så gider man ikke.

 

Og nej du kender os ikke og derfor forstår jeg overhovedet ikke hvor "

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation" det her kommer fra.

 

Selvfølgelig kritisere jeg når mit liv OVERHOVEDET ikke er som jeg vil have det, men så må han lade være med at love mig de ting og så lade mig gå - for jeg har nemlig sagt flere gange at vi bare ikke skal være sammen, at vi er for forskellige og at mine behov er anerledes nu, men det vil han jo ikke og ergo må HAN da komme med noget der gør at jeg har lyst til at blive

 

Man skal ikke være sammen for hver en pris! Og det lyder som om du synes jeg bare skal lukke og finde mig i at jeg aldrig får mine drømme opfyldt - hvor trist!  Som sagt har vi gået til psykolog og han ændre det ikke selvom han får af vide at han skal give mig ligeså meget som jeg skal give ham - at vi skal mødes på midten!

modesty skriver:

Men vil du ikke mene at hvis situationen er sådan her:

De har været sammen i 8 år. 

Nu har de en baby på 8 mdr. 

At det er et ret dumt tidspunkt at smide håndklædet i ringen? At der er en stor sandsynlighed for at overskuddet i forholdet kommer tilbage når baby er større?

Han har ALTID været sådan, men den gang var mine behov også anerledes - der havde vi ikke de problemer.

Men mine behov er anerledes nu og har været det de sidste 1,5-2 år uden at han har gjort noget som helst hvorimod at jeg gør alt, men intet virker. Hvis jeg rendte nøgen rundt i stuen ville han jo ikke ligge mærke til det.

 

Så ved ikke lige hvor du vil hen med det der? Jeg ved godt at jeg har ændret mig og at jeg han gør nogle ting han ikke gjorde før - men når det ikke sker så fungere tingene jo ikke og så må man stoppe legen imens den er god.

modesty skriver:

Jo, vi læser hvad du skriver, og vi ser et ret tydeligt mønster, som du åbenbart ikke selv er i stand til at se.

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation.

Find en anden måde at løse problemerne på. Hvad den måde skal være, ved jeg ikke, jeg kender jer ikke. Har I f.eks prøvet med et helt firkantet skema hvor der står hvem der ordner hvad af det huslige?

Acceptér at han ikke giver dig de kys og kram som du gerne vil have. I er forskellige på det punkt. Tænk hvis han kom til dig og sagde "Jeg vil gerne have at du giver mig et blowjob hver aften kl. 22, du skal have en ny læbestift på hver aften". Og han så blev mega skuffet fordi du efter et par dage måske ikke lige syntes at det var den fedeste "leg". Hvordan ville du så have det?

I er forskellige på det punkt og den eneste måde du kan få ham til at komme med genuine og ægte kærlighedserklæringer, er ved at give ham plads og lad ham komme med dem selv. Hvis du vil have et kys, så giv ham et kys. Tag selv initiativet.

 

tager du læbestift på når du giver blowjob... fik sådan et billede af at i bliver afbrudt af en ringklokke ...du skynder dig ud og åbner, og ligner en donut i ansigtet

nå sidespring...

Men du har ret...

Faktisk var jeg på et tidspunkt meget træt af, at min mand var holdt op, med at sige "jeg elsker dig". det viste sig så, at han syntes jeg havde sagt det SÅ MANGE gange om dagen, at han følte det var en vane og ikke af kærlighed.
Blev sgu lidt pigefornærmet- for jeg mente det jo.....men fuck...........han havde ret! jeg tog mig selv i at sige det igen igen igen og igen CA: 2 GANGE I TIMEN!!!! ..... måtte træne mig selv i at holde kæft......og i takt med at jeg sagde det mindre, så sagde han det mere

nogen gange bliver man bare SÅ fokuseret på den anden part, at man glemmer at glo på sig selv

Anonym skriver:

Han har ALTID været sådan, men den gang var mine behov også anerledes - der havde vi ikke de problemer.

Men mine behov er anerledes nu og har været det de sidste 1,5-2 år uden at han har gjort noget som helst hvorimod at jeg gør alt, men intet virker. Hvis jeg rendte nøgen rundt i stuen ville han jo ikke ligge mærke til det.

 

Så ved ikke lige hvor du vil hen med det der? Jeg ved godt at jeg har ændret mig og at jeg han gør nogle ting han ikke gjorde før - men når det ikke sker så fungere tingene jo ikke og så må man stoppe legen imens den er god.

.... jamen....... HAR du ikke allerede truffe beslutningen så?

Det er det eneste jeg kan se i dine besvarelser, som tråden udvikler sig

For så kan du jo ligeså godt sige det til ham - "jeg er ikke tilpas og føler ikke jeg får støtte nok i forholdet...hvad skal vi gøre ved det??"

Anonym skriver:

Er der slet ikke nogen der læser hvad jeg skriver?

 

Hvis jeg siger nogle ting og han giver mig ret - så burde han da gøre tingene? ikk? istedet bliver det til at jeg former ham og at han ikke er god nok.

 

Og nej det er ikk godt nok og det ville være helt fint hvis han så faktisk stod ved at han ikke gider/kan lave noget, men det er jo ikke det han siger! Istedet så sidder jeg her som et eller andet æsel og venter på noget der aldrig sker fordi jeg altid tror på hvad han siger - men nej kan godt se at det er mig der er strid.

 

Hvis han stod ved hvem han var, så kunne jeg nemmere bare sige: Fint, vi er for forskellige og så skal vi ikke være sammen, men det er ikke tilfældet - han siger selv han vil ændre sig og vil de ting jeg vil og at han er doven og egoistisk

Da jeg fik min depression kæmpede jeg også med at gøre alle de ting der skulle gøres....
Men jrg mistede også overskudet og ville ikk indrømme det, det er en fiasko at indrømme sådan nogle ting......
Jeg kæmpede også for at være alene med mit barn, når min eks skulle på arb tudbrølede jrg..... men jeg ville ikk indrømme det, igen, det er en fiasko at indrømme sådan nogle ting....

Anonym skriver:

Så alt hvad jeg ønsker skal jeg lægge til side ? GLEM DET, jeg skal ikke leve et røvkedeligt, ufrækt, uintimt liv. Vi kunne ligeså godt være venner.

 

Jeg giver ham skam kys og kram - men når det altid er MIG og MIG og MIG der skal give men aldrig får noget igen, ja så gider man ikke.

 

Og nej du kender os ikke og derfor forstår jeg overhovedet ikke hvor "

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation" det her kommer fra.

 

Selvfølgelig kritisere jeg når mit liv OVERHOVEDET ikke er som jeg vil have det, men så må han lade være med at love mig de ting og så lade mig gå - for jeg har nemlig sagt flere gange at vi bare ikke skal være sammen, at vi er for forskellige og at mine behov er anerledes nu, men det vil han jo ikke og ergo må HAN da komme med noget der gør at jeg har lyst til at blive

 

Man skal ikke være sammen for hver en pris! Og det lyder som om du synes jeg bare skal lukke og finde mig i at jeg aldrig får mine drømme opfyldt - hvor trist!  Som sagt har vi gået til psykolog og han ændre det ikke selvom han får af vide at han skal give mig ligeså meget som jeg skal give ham - at vi skal mødes på midten!

Glem det, du forstår ikke hvad jeg siger.

Jeg håber at du vælger den løsning der er bedst for dig, og ikke mindst for jeres barn.

Anonym skriver:

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Det lyder til, at du allerede har besluttet dig for, at du ikke gider forholdet længere, og måske derfor bliver du meget defensiv, når andre i tråden her foreslår at kigge lidt på din egen andel i forholdet?

Du skriver at du blev ramt af en depression, da du fandt ud af, at du ville have svært ved at få børn. Og som følge deraf ville i gang med at forsøge at blive gravid med det samme.

Umiddelbart lyder det ikke som en sund beslutning, men forstår skam godt ønsket om børn. Har du nogensinde overvejet, hvordan det er at være i et forhold/pårørende til et menneske, som enten psykisk eller fysisk er nede?

Du er skuffet over, at han ikke har været der for dig hverken gennem depression, fysisk hård graviditet eller i det nuværende familieliv. Har du tænkt, at din kæreste måske er drænet af at være i et forhold med en kvinde, der kræver meget overskud og som aldrig er tilfreds? Måske han har de samme tanker om at ende det hele, men som mange mænd, er han ikke klar til at gøre det/mangler mod og overskud, og derfor taler dig lidt efter munden?

Lige som du vakler lidt med at tage den endelige beslutning, gør han måske også?

Der er ingen grund til at være i et forhold, hvor der ikke længere er frugter at høste, men det kræver 2 at få et forhold til at fungere, er der også 2 om at få det til lide skibbrud.

Jeg forstår, at du føler du har kæmpet, men som jeg læser dine svar i tråden her, foregår det hele på din banehalvdel, og det giver som regel ikke nogle resultater, som er brugbare. Jeg kender ikke til hele jeres livssituation, men 8 år er lang tid, og hvis det længe har været presset af dit ønske om et barn, en deraf følgende depression og projekt baby, som har taget x antal måneder/år og nu en generel manglende glæde og forståelse for hinanden i de nye roller - ja så ville jeg sgu også overveje at smide håndklædet. Medmindre, jeg havde modet til at holde spejlet op foran mig selv...

Kun du ved om der er mere kærlighed tilbage at bygge videre på, men hvis ikke så er det bedre at give jer begge fri fra et goldt forhold.

Held og lykke!

 

Anonym skriver:

Igen må jeg nævne at jeg ikke former ham - men når vi snakker sammen og han giver mig ret i alle mine drømme og siger han selv vil de ting - ja så må jeg da have nogle forventninger til tingene.

 

Selv i går havde vi en ny samtale hvor han igen giver mig ret og at han er en idiot.

Faktisk gjorde han mig sindssygt ked af det. Jeg havde jo bragt den kysseleg på banen som fungerede super de første 2 dage, legen havde allerede gjort mit humør så meget bedre - men fordi jeg sagde til ham at jeg var glad, så blev han doven og så behøvede han jo ikke længere gør en indsats (hans egne ord), siger det ikke lidt om ham istedet for mig?

han er jo lige blevet far. Han har måske ganske enkelt ikke overskud til at give dig 20 kys om dagen og de andre krav du har.
Lad ham komme ind i faderrollen stille og roligt uden at du sideløbende skal pointere hvor dårlig en kæreste han er.
Jeg tror bare ikke man skal undervurdere hvor stor en omvæltning sådan et lille menneske kan være for parforholdet og ikke mindst for den enkelte forælder. I har været sammen i 8år. Nu er der kommet en lille ny og der er knas i forholdet. Det er jo ikke unormalt. Giv det tid. Fokuser på det gode i forholdet så skal det nok vende. Gå til parterapi om nødvendigt.
Vi havde også en længere periode hvor intimiteten ikke var der. Men nu er vores dreng 2 og vi har det fantastisk.
Hvad gør det ved dig når han kalder sig selv en idiot? Jeg ville blive ked af det og føle at jeg er med til at nedbryde hans selvværd.
Det er lidt ligesom med børn. Hvis man bliver ved med at italesætte det negative så bliver de ved med at gøre det. I stedet kan du rose ham når han gør det godt og så vil han højst sandsynligt blive ved med det efter en periode.
Jeg vil også mene jeres forhold ville have godt af en god bunke selvrefleksion.
Jeg kender ikke dig eller din kæreste, men ud fra det du skriver så virker det som om du selv synes du ingen fejl har.
Spørge dig selv om du støtter ham? Om du anerkender ham som far og som kæreste? Hvis du ikke gør det, hvorfor skulle han være motiveret til at ændre sig.

modesty skriver:

Men vil du ikke mene at hvis situationen er sådan her:

De har været sammen i 8 år. 

Nu har de en baby på 8 mdr. 

At det er et ret dumt tidspunkt at smide håndklædet i ringen? At der er en stor sandsynlighed for at overskuddet i forholdet kommer tilbage når baby er større?

Jo det vil jeg give dig ret i. Det første års tid er altid det hårdeste når man er blevet forældre. Så jo jeg ville som dig give det mere tid.

Jeg smed også selv først håndklædet i ringen efter 2 år. Men det handlede ligeså meget om at jeg ikke elskede manden mere på den måde, som man bør i et forhold.