Overvejer at blive alenemor

modesty skriver:

Hmm...

Hvor mange gange har I set den psykolog?

Altså, jeg vil nok sige at enten har psykologen ikke været god nok, eller også har din mand måske en efterfødselsreaktion, som Rockertand også er inde på. 

ELLER også er x bare som han er. Det er ikke alle der kan mødes på midten, heller ikke selvom psykologen siger at I skal. Det er nemmere at geare ned end at geare op.

Jeg kan godt forstå at det må være frustrerende for dig, men jeg ville give det mere tid hvis jeg var dig. 8 mdr. er ikke meget i en nybagt families liv. 

Jeg vil næsten garantere dig at jeres liv og hverdag ser bedre ud om et år. 

Men hvis din mand rent faktisk har en efterfødselsreaktion, så skal han have noget hjælp. 

Vi har været inden på det der med reaktioner omkring fødslen, men jeg synes bare lidt det er noget fis når det kun er mig han er sådan overfor - for jeg kan se på ham at det ikke bare er en facade han har når vi er ude, så jeg tror heller ikke helt det er det.

 

Årh vi var der faktisk en del gange og det gjorde også at vi faktisk blev endnu mere uenige, fordi nu var der jo en part der ikke holdte med nogen af os og gav os opgaver og det var jo "hårdt" for ham at han faktisk skulle give mig nogle af de ting jeg ønskede fordi vi skulle mødes på midten. Altså det er jo latterlige ting som kram og kys vi snakker om, det skal jeg altid bede om f.eks og det skal han jo give mig uden at jeg bede om det - og det var også lidt derfor jeg fandt på den leg med 20 kys hvilket var sjovt i 2 dage indtil han ikke gad det mere 

Jeg kunne bare ikke overskue det da jeg skulle starte i skole, så vi stoppede igen. Dog snakker vi om at skulle starte igen, mit problem er bare igen at jeg orker det virkelig ikke, det tager så mange kræfter. Jeg sidder jo og bliver glad og spændt hver gang fordi jeg håber på at vi skal mødes på midten og at jeg får en lille smule opmærksomhed.

Problemet er jo bare atv han slet ikke har været der for lige fra dag 1 med hele babyproblemet og det ikke at kunne få børn, det er altså nok 2 år vi snakker om alt i alt hvor tingene har været mere negative end positive og hvor jeg altid tror på at han vil forandre sig og være der for og idet mindste forstå mine behov bare en lille smule...

 

Dorthe1986 skriver:

Jeg er næsten lige blevet alene. Jeg sagde stop, fordi vi var alt for forskellige og vores værdier i livet begyndte at ligge meget langt fra hinanden. Desuden stod jeg med 95 procent af alt hvad der involverese Emil. Og jeg vil sige for mig er det slet ikke hårdt at være ene om Emil, tværtimod er mit overskud blevet langt større.

Men prøv at sætte ham stolen for døren. Sig til ham at du har meldt dig ind i nogle boligforeninger og hvis der ikke sker en ændring så er det slut.

Jeg tror nemlig også at jeg ville få langt mere overskud og jeg ville da garanteret være langt mere positiv og glad i min hverdag - det giver meget i ens hverdag.

 

Jamen jeg har jo prøvet alt, har godt nok ikke direkte meldt mig ind i en boligforening, men har sagt at jeg ikke gider mere og egentligt bare vente på nådestødet  Hvilket han var urtrolig ked af, men det hjællper jo ikke så meget

o1Mutte skriver:

Du sidder og beskriver min frygt..
Min mand og jeg er også igennem behandling. Vi er vant til bare at være os selv, og gøre hvad det passer os, hvornår det passer os.
Jeg kan godt frygte lidt at når jeg (forhåbentligt) bliver gravid, at så alle de ting jeg har drømt og forestillet mig mht. graviditet og fødsels bliver noget HELT andet.
-Altså, jeg er godt klar over at det bliver hårdt
Men jeg drømmer om stor mave, en mand der ligger og nusser den og snakker til den.. Baby kommer, og så kommer lykken og idyllen..
Men virkeligheden er en helt anden..
Hvad hvis jeg bliver blæst bagover? Hvad hvis min mand gør? Hvordan tackler vi vores nye liv?
Læser tit om at kvinden ændre sig meget når babyen kommer.. Men hvad hvis manden ikke gør?

Jeg kan ikke give dig et svar.. Det kan kun du selv.
Men jeg tror at det er meget normalt at det liv man har forestillet sig, slet ikke bliver sådan. Måske bliver det meget hårdere og bedre end man nogen sinde har kunnet forestille sig..

Synes du skal gi din mand noget tid. Det hele er stadig nyt for ham.
Du blev mor da du blev gravid, han blev først far da babyen kom til verden..

Håber det bedste for jer.

Jeg er så bare ude i hvor meget tid skal han have? Hvor lang tid skal jeg være ked af det og ulykkelig? Ændre han sig overhovedet når han ikke har fulgt med de sidste 2 år og intet af hvad jeg drømte om er gået i opfyldelse imens han bare lever som han altid har gjort og er fuldt ud tilfreds med det?

 

Skal jeg nøjes?

C-Dog skriver:

Du er din egen lykkes smed min pige. (Det har jeg altid ønsket at sige :-P) hvad med at I flytter fra hinanden og kun ses de der tilladt 2 gange om ugen og skiftes til at ha den lille. På den måde får du lidt tid til dig selv og så kan i se om jeres forhold skal forsætte eller om i har det bedst vær for sig :-)

Årh, dejligt jeg lige kunne hjælpe så du kunne få sagt de gyldne ord  hehe

 

Jeg har overvejet det, men hvor skal jeg være henne? Han har f.eks. lige været på job i den anden ende af landet og der var han væk i 4 dage, og jeg følte overhovedet ikke at der var nogen ændring i min hverdag, jeg savnede ikke lige en hjælpende hånd for det er ikke særlig tit den er der i forvejen - faktisk så sov jeg bedre end jeg havde gjort i flere år 

 

Og jeg synes bare det er lidt voldsomt desideret at flytte for at flytte tilbage igen, det orker jeg da virkelig ikke Måske han kunne være et andet sted i noget tid ? Det vil jeg da lige snakke med ham om (vi har snakket om det før og der afslog han det)

Alså jeg har engang været i en situation hvor jeg også var meget frustreret på min kæreste, og der sagde en jeg holder meget af til mig at, Du kan ikke tillade dig at ville lave ham om ( alså min kæreste) Han er som han er, og han kan ikke lave dig om du er som du er. Men du kan vælge om du kan acceptere ham som han er og i kan leve sammen, eller du kan gå fra ham og flytte.

Men vil sige at det første år med vores datter har meget fokus været på hende og der har ikke været meget tid til at være kærster, det kræver meget at blive forældre og finde en måde sammen hvor tingene fungere. Jeg har i hvert fald lært at jeg skal lade min kæreste gøre tingene på hans måde uden jeg blander mig hele tiden for at han også får succes i hans rolle som far. 

Men du kan ikke lave ham om, og tror du skal passe på med at presse ham for meget, for nogle mænd har en tendens til at trække sig lidt fra det hele og blive indelukket. 

Men kan godt forstå du er frustreret det er aldrig nemt når man ikke føler modparten opfylder de behov man har, men det kan jo være fordi han ikke ved hvordan han skal gøre det. 

Holbæktrunten skriver:

Nå, her kommer så lige en lidt anden holdning end dem jeg har læst indtil nu...

Jeg kan nemlig sagtens forstå dig og din frustration. Og har selv siddet i en lignende situation. Har var det bare manden der pressede på ifht at få børn, og så var jeg meget alene med graviditeten. Efterfølgende fik han en efter fødselsreaktion, og jeg var IGEN alene med et kolik barn og en mand der bare stak af ind til sin computer og lod mig stå med hele lorten. Ingen hjælp i hjemmet, ingen søvn, ingenting andet en krav om at jeg også skulle være hustru for ham.

Det var ulideligt, og ærligt talt - havde vi ikke lige købt hus sammen, så var jeg smuttet. Lyder måske grotesk ja, men der var jo meget mere i det end det praktiske og knuste drømmene. Og min holdning er at hvis er forhold, på sigt ( uanset om det er kærlighedsforhold eller andre relationer) bør gå nogenlunde lige op ifht glæde og ulykke. Man kan ikke passe på andre hvis ikke man passer på sig selv. Hverken sin partner eller sit barn.

Jeg vil dog sige at jeg i dag er LYKKELIG for at vi havde købt hus og at det ikke var så 'nemt' bare at skride. For vi kæmpede kampen (begge to), og i dag har vi en lækker og glad søn på 2 år og en lillesøster i maven der ikke helt har fattet at lejekontrakten ER udløbet...

Denne graviditet har været helt anderledes - alle de forventninger der ikke blev mødt sidst er blevet mødt nu. Jeg glæder mig og er spændt på at blive en familie på 4. Jeg tror ikke det går galt igen, men HVIS det gør, vil jeg kæmpe med næv og klør for at komme ud på den anden side igen. For nu VED jeg vi kan.

MEN det ved du ikke - endnu. Og det er heller ikke sikkert at i kan. Der er kun een måde at finde ud af det på, og det er at kæmpe. Når det er sagt, så vil jeg igen pointere at man skal først og fremmest passe på sig selv. Det lyder egoistisk, men er jo i virkeligheden en forudsætning for at kunne overskue og magte at være der for andre.

Kun du ved hvornår det er nok. Det er dig det skal mærke efter hvor meget mere du har overskud til, for det er fandme hårdt at stå med knuste drømme og forventninger ( som jeg ikke synes lyder urimelige) med en baby og en "voksen-baby".
Det ER nemmere at gå sin vej - og KAN være den rette løsning.

Kærlig hilsen hende der har været i dine sko, og FULDT ud forstår det arbejde du gør for at få tingene til at fungere. Og som ikke kunne drømme om at dømme dig for hvad end du beslutter...

Hvor dejligt for jer 

 

Og det er også fint at man skal kæmpe for sit forhold, men det har JEG også gjort længe. Hvis jeg bare kunne mærke at han gav lidt af sig selv så ville jeg blive så glad. De der dage hvor han lige giver sig i 2 dage efter en god samtale, jamen jeg er jo så glad, men så går det ned af igen fordi han ligeså stille holder op med at prøve  Og det er simpelthen ulideligt at være glad, så ulykkelig, så glad, så ulykkelig - jeg aner jo aldrig hvad jeg ender op med.

 

....
Lige præcis og jeg skal jo være der for vores datter, og ærligt talt, det føler jeg nogen gange at jeg ikke kan, jeg er der fysisk, men ikke psykisk og det er bare ikke okay. Hun er det bedste der er sket for og jeg kunne ikke være mere lykkelig med hende, men når hendes far også er der så er det bare noget helt andet og jeg skal gemme alle mine følelelser og frustrationer væk. Når han ikke er der så svæver min datter og jeg på en sky og har det så hyggeligt - det kan jo ikke passe vel?

 

Og tak, jeg synes da heller ikke det er urimeligt at han lige kørte hånden over min gravide mave, han lå der jo alligevel (han bliver nulleret ret tit), eller at jeg får 20 kys om dagen, det bidrager da kun til intimiteten.

 

Faktisk, altså jeg har lige haft fødselsdag og jeg har intet fået af ham og jeg får det nok heller ikke. Synes bare det siger lidt om hvor meget opmærksomhed jeg får. (Og dette er ikke den første fødselsdag hvor jeg ikke får noget, overhovedet)

babyonboard skriver:

Alså jeg har engang været i en situation hvor jeg også var meget frustreret på min kæreste, og der sagde en jeg holder meget af til mig at, Du kan ikke tillade dig at ville lave ham om ( alså min kæreste) Han er som han er, og han kan ikke lave dig om du er som du er. Men du kan vælge om du kan acceptere ham som han er og i kan leve sammen, eller du kan gå fra ham og flytte.

Men vil sige at det første år med vores datter har meget fokus været på hende og der har ikke været meget tid til at være kærster, det kræver meget at blive forældre og finde en måde sammen hvor tingene fungere. Jeg har i hvert fald lært at jeg skal lade min kæreste gøre tingene på hans måde uden jeg blander mig hele tiden for at han også får succes i hans rolle som far. 

Men du kan ikke lave ham om, og tror du skal passe på med at presse ham for meget, for nogle mænd har en tendens til at trække sig lidt fra det hele og blive indelukket. 

Men kan godt forstå du er frustreret det er aldrig nemt når man ikke føler modparten opfylder de behov man har, men det kan jo være fordi han ikke ved hvordan han skal gøre det. 

Og lige præcis de ord har jeg sagt til ham. Jeg vil ikke lave om på ham, men jeg har nogle behov da jeg har ændret mig og hvis de ikke kan blive opfyldt så skal det ikke være mig og ham - vi skal være enige om det. Men han siger jo at han er enig med mig og det sagde han igen i dag da han ringede fordi han igen i morges havde været en skovl.

 

Og det der med at han ikke ved hvad han skal gøre er noget fis. Jeg har desideret lavet lister og forslag, ganske simple ting som han kan gøre - intet gør han.

Jeg har lige haft fødselsdag, intet gjorde han for at jeg fik en god fødselsdag og det er ikke første gang. Jeg føler slet ikke at han kender mig. Alle kan sku da stå op, lave morgenmad og evt have købt blomster sat flag op eller hvad ved jeg - men nej 

 

Og så er vi igen ude i - hvor lang tid skal jeg vente? Jeg er virkelig ikke særlig glad i vores forhold og jeg savner ham sjældent, og det er så alt imens at jeg rigtig gerne vil have det til at fungere, men det er sku svært når han er så passiv og ligeglad.

Anonym skriver:

Hvor dejligt for jer 

 

Og det er også fint at man skal kæmpe for sit forhold, men det har JEG også gjort længe. Hvis jeg bare kunne mærke at han gav lidt af sig selv så ville jeg blive så glad. De der dage hvor han lige giver sig i 2 dage efter en god samtale, jamen jeg er jo så glad, men så går det ned af igen fordi han ligeså stille holder op med at prøve  Og det er simpelthen ulideligt at være glad, så ulykkelig, så glad, så ulykkelig - jeg aner jo aldrig hvad jeg ender op med.

 

....
Lige præcis og jeg skal jo være der for vores datter, og ærligt talt, det føler jeg nogen gange at jeg ikke kan, jeg er der fysisk, men ikke psykisk og det er bare ikke okay. Hun er det bedste der er sket for og jeg kunne ikke være mere lykkelig med hende, men når hendes far også er der så er det bare noget helt andet og jeg skal gemme alle mine følelelser og frustrationer væk. Når han ikke er der så svæver min datter og jeg på en sky og har det så hyggeligt - det kan jo ikke passe vel?

 

Og tak, jeg synes da heller ikke det er urimeligt at han lige kørte hånden over min gravide mave, han lå der jo alligevel (han bliver nulleret ret tit), eller at jeg får 20 kys om dagen, det bidrager da kun til intimiteten.

 

Faktisk, altså jeg har lige haft fødselsdag og jeg har intet fået af ham og jeg får det nok heller ikke. Synes bare det siger lidt om hvor meget opmærksomhed jeg får. (Og dette er ikke den første fødselsdag hvor jeg ikke får noget, overhovedet)

Bemærk at jeg skrev at grunden til at vu herhjemme kom ud på den anden side var at HAN også kæmpede.

Jeg vi talte rigtig meget om tingene , også de svære. Engang imellem gik bølgerne højt fordi at en af os havde svært ved at rumme den andens afmagt og manglende overskud.

Men jeg var aldrig i tvivl om at han ville mig, eller om han elskede mig. Jeg vidste at det han havde det aller sværest med var at se mug blive kørt længere og længere ned, mens han ikke magtede at hjælpe mig.

Det lyder ikke til at din kæreste umiddelbart er helt samme sted. Altså, vi havde og har også nogle samtaler omkring hvordan man hjælper hinanden herhjemme, og det er klart mig der laver mest. Kan blive frygteligt irriteret over at der går 14 dage fra jeg har bedt ham om at slå græs, til det rent faktisk bliver gjort. Så han får stadig en opsang i ny og næ, det virker en uges tid, og så står jeg igen for det hele og skal bede om at tingene bliver ordnet 8 gange.

Men skidt med det, når nu det er sådanne små ting. Intet forhold er perfekt.

Til gengæld har jeg en kærlig og omsorgsfuld mand det HVER dag skriver at han er kommet sikkert på arbejde - fordi han ved jeg er panisk angst for at der sker ham noget på vejen.
Jeg har en mand der ofte fortæller mig at han elsker mig, og at jeg er smuk og lækker.
Jeg har en mand som (nu) forstår og magter at have vores barn en time eller to om eftermiddagen, så jeg kan få en lur ( og han går lov at sove længe).

Her giver og tager vi begge lidt, det var en kamp at komme hertil men vi ønskede det begge. Det lyder ikke til din mand ønsker det. Og hvis du alligevel klarer alt derhjemme, jamen hvorfor skulle han så lave noget om? Han har det jo som blommen i et æg.

Jeg synes at det lyder mere og mere spm om at du allerede har besluttet dig - og at du egentlig er afklaret med det. Springet bliver ikke mindre af at vi herinde eller fin omgangskreds hepper på dig. Det er stadig dig der skal lukke øjnene og sætte af udi en ny og ukendt rolle som alenemor.

Men ved du hvad? Jeg tror det bliver fantastisk for dig! Du virker som en stærk og selvstændig kvinde, og er sikker på at du lynhurtigt vil kunne lægge usikkerheden bag dig og nyde din nye status. Tænk på hvor meget mere overskud du vil have til dig selv og dit barn, når du ikke længere skal gå rundt og være irriteret og frustreret over en kæreste der ikke gider prioritere dig og jeres barn? Når du kun skal rydde op og gøre rent efter dig selv. Og du selv kan bestemme hvilken slags tv du vil se om aftenen...

Holbæktrunten skriver:

Bemærk at jeg skrev at grunden til at vu herhjemme kom ud på den anden side var at HAN også kæmpede.

Jeg vi talte rigtig meget om tingene , også de svære. Engang imellem gik bølgerne højt fordi at en af os havde svært ved at rumme den andens afmagt og manglende overskud.

Men jeg var aldrig i tvivl om at han ville mig, eller om han elskede mig. Jeg vidste at det han havde det aller sværest med var at se mug blive kørt længere og længere ned, mens han ikke magtede at hjælpe mig.

Det lyder ikke til at din kæreste umiddelbart er helt samme sted. Altså, vi havde og har også nogle samtaler omkring hvordan man hjælper hinanden herhjemme, og det er klart mig der laver mest. Kan blive frygteligt irriteret over at der går 14 dage fra jeg har bedt ham om at slå græs, til det rent faktisk bliver gjort. Så han får stadig en opsang i ny og næ, det virker en uges tid, og så står jeg igen for det hele og skal bede om at tingene bliver ordnet 8 gange.

Men skidt med det, når nu det er sådanne små ting. Intet forhold er perfekt.

Til gengæld har jeg en kærlig og omsorgsfuld mand det HVER dag skriver at han er kommet sikkert på arbejde - fordi han ved jeg er panisk angst for at der sker ham noget på vejen.
Jeg har en mand der ofte fortæller mig at han elsker mig, og at jeg er smuk og lækker.
Jeg har en mand som (nu) forstår og magter at have vores barn en time eller to om eftermiddagen, så jeg kan få en lur ( og han går lov at sove længe).

Her giver og tager vi begge lidt, det var en kamp at komme hertil men vi ønskede det begge. Det lyder ikke til din mand ønsker det. Og hvis du alligevel klarer alt derhjemme, jamen hvorfor skulle han så lave noget om? Han har det jo som blommen i et æg.

Jeg synes at det lyder mere og mere spm om at du allerede har besluttet dig - og at du egentlig er afklaret med det. Springet bliver ikke mindre af at vi herinde eller fin omgangskreds hepper på dig. Det er stadig dig der skal lukke øjnene og sætte af udi en ny og ukendt rolle som alenemor.

Men ved du hvad? Jeg tror det bliver fantastisk for dig! Du virker som en stærk og selvstændig kvinde, og er sikker på at du lynhurtigt vil kunne lægge usikkerheden bag dig og nyde din nye status. Tænk på hvor meget mere overskud du vil have til dig selv og dit barn, når du ikke længere skal gå rundt og være irriteret og frustreret over en kæreste der ikke gider prioritere dig og jeres barn? Når du kun skal rydde op og gøre rent efter dig selv. Og du selv kan bestemme hvilken slags tv du vil se om aftenen...

Jeg kan selvfølgelig godt mærke at det jeg allerhelst vil er at vi er sammen som en familie, men jeg vil/kan ikke gøre det på bekostning af at jeg skal leve sådan her restten af mit liv.

 

Ja han har det som blommen i et æg og det er netop derfor at jeg tror at han ikke gør de ting han burde for at gøre mig glad - han har jo hvad han vil have. 

 

Men ja, jeg siger i hvert fald til ham at vi nok skulle prøve og bo lidt hver for sig og så må vi tage den derfra.

 

Nej nej, folk skulle ikke heppe på mig, tråden var jo egentligt for at finde ud af hvad jeg skulle med lejlighed, møbler og alt det andet - har jo aldrig været alene mor før 

Jeg forstår på dig at du har en følelse af at du er bange for at det skal være sådan resten af dit liv - at du skal nøjes med en mand der ikke lever helt op til dine forventninger ift familieforøgelsen.

Det kan jeg godt forstå, jeg tror faktisk vi alle føler en snært af det engang imellem, men jeg kan kun tage udgangspunkt i mit eget.. 

Det ER virkelig noget helt helt andet at gå fra kun at have hinanden til at være 3. Jeg har en søn fra et tidligrere forhold og min kæreste og jeg har lige fået en datter, og vi tænkte ikke det ville ændre det helt store, da vi jo nærmest har én. Men vi begynder at lægge mærke til ændringerne - mine intimitet, mere brok. Men vi elsker hinanden og vi ved at det jo bare er hårdt. Hvis jeg en dag er helt flad for energi, så er det sidste jeg har brug for at min kæreste kommer hjem og påpeger de ting jeg ikke har nået. Hvis han giver mig tid til at have underskud så kommer overskudet hurtigt igen og det er han heldigvis god til. Jeg undskylder, hvis jeg ikke har fået klaret opvasken, men han siger "du har jo også Vigga, det er sgudda hårdt ind imellem" Også selvom han selv oser af overskud og det ville være nemt for ham at stille sig uforstående. 

Han skrev faktisk vores hverdag ned i skema forleden og så fik jeg en klump i halsen og tænkte kææææft hvor kedeligt er vores liv lige! Rutine, rutine, rutine! No wonder at vi hakker efter hinanden nogle dage.. der sker jo ikke ligefrem noget der kan inspirerer os i hverdagen. Men det kommer! I får et liv igen. Kig på ham og smil, han er din MED hans fejl og mangler og du er hans MED dine  

Det kan være jeg tager fejl og at i burde gå hver til sit, men det kan jeg ikke udlede af det du skriver Håber gnisten bliver synlig igen snart.