wamse skriver:
Jeg har ikke læst hele tråden, men svarer ud fra det som jeg har læst dig skrive, og min egen holdning til livet 
Jeg ville ikke forsøge mere, hvis jeg var dig. Du kan sige at du forsøgte, og jeg ville ikke blive ved med at skulle kæmpe for et forhold, hvor du ikke føler, at han kæmper også.
Jeg er sådan set pænt ligeglad med, om nogle mener at du skal gøre mere, eller anderledes, eller det er for meget at bekræfte dig i, at det måske ikke skal være jer mere. Min holdning er, at du har livet lige nu og her, du aner ikke, hvad der sker i morgen, og så skal man sgu sørge for at leve et liv, som generelt gør en glad/lykkelig, og ikke som tærer på ens overskud.
Jeg er ærlig talt pænt ligeglad med, at nogle mener, at man i dag giver alt for let op og går fra hinanden, so what?? Du skal leve dit liv, og ikke andre, du skal kunne være i det, og så kan andres holdning til det jo være lige meget.
Om du kan bruge mit svar eller ej, er op til dig, det er sådan jeg tænker om det
Min erfaring er, at når noget giver dig flere grå hår end smil, så er det sgu ikke umagen værd længere.
Den her tråd var jo heller ikke for at blive bekræftet i mine valg, men mere om hvad jeg skal hvis jeg vælger at gå fra x 
det er der bare mange der lige har glemt.
Men ja, jeg har det også sådan at så længe der er mere negativt end positivt, så er det bare ikke det værd og sådan har det altså været i 1,5-2 år. I starten troede jeg det var pga af mig og mine op og nedture pga at jeg ikke kunne få børn, men langsomt kunne jeg se at jeg havde forandret mig og at x bare slet ikke var i samme båd og det er som sagt helt okay, for folk forandre sig hver dag 
Det har intet med fødselsdepressioner eller andet at gøre - jeg vil bare gerne bekræftes i at jeg er x's kæreste og ikke hans sambo og det sker ikke. Jeg kan ikke engang få ham med i svømmehallen med vores datter som en familie. Så vi er hverken kærester eller en familie og det er bare så trist at rende rundt i.
Samtidig synes jeg det er rigtig svært, da jeg som sagt, godt kan se at han er ked af at han ikke er den jeg drømmer om, men det hjælper jo bare ikke så meget for jeg synes ærligt talt ikke, at det er for meget for langt, at vi skal mødes på midten (altså at jeg giver af mig og han giver af ham selv). Et forhold handler om kompromi og det findes ikke herhjemme på følelses-fronten.
Jeg elsker x, men jeg tvivler bare på om jeg nogensinde bliver glad igen.
Nu må se, jeg går bare og venter på at den sidste dråbe falder hvor jeg simpelthen ikke orker mere 
