Overvejer at blive alenemor

Anonym skriver:

Jeg tror nemlig også at jeg ville få langt mere overskud og jeg ville da garanteret være langt mere positiv og glad i min hverdag - det giver meget i ens hverdag.

 

Jamen jeg har jo prøvet alt, har godt nok ikke direkte meldt mig ind i en boligforening, men har sagt at jeg ikke gider mere og egentligt bare vente på nådestødet  Hvilket han var urtrolig ked af, men det hjællper jo ikke så meget

Jeg havde så lidt overskud førhen at når Emil var puttet sad jeg bare og stenede foran fjernsynet resten af aftenen. Nu får jeg lavet små kreative projekter, rydder op, gør rent, læser en bog eller inviterer gæster. Alt det havde jeg bare ikke overskuddet til før.

Men ja jeg gik længe og spekulerede i om jeg skulle stoppe det. Om man bare måtte acceptere ikke at være helt glad. Men en dag kunne jeg bare mærke, at det ikke gik længere. At jeg VILLE være glad igen. For det gik jo også ud over Emil at mit overskud og min glæde var i bund.

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Det lyder næsten præcis som min eks du har beskrevet...Og jeg besluttede mig altså for at jeg ikke kunne leve med det - ikke kunne leve med at han ikke kunne overskue at have vores datter mere end 5 min. ad gangen, at han brokkede sig bare jeg ville i bad eller ud at handle selv, at han  intet lavede i hjemmet, at der  ingen former for intimitet var (udover et tantekys på kinden i ny og næ), at han sov på sofaen de sidste 2 måneder af vores forhold og at vi lige så godt kunne være room mates som ægtefolk... 
Jeg synes slet ikke er det unormalt at håbe på et dejligt familieliv hvor man deles om tingene og glædes over det lille menneske man har skabt - og hvor man interesserer sig for hinanden og ønsker at være kærlige og intime -jeg synes slet, slet ikke dine forventninger er urealistiske og selvom mange vel mene at det er hurtigt at give op når man har barn, så tror jeg stadig på at det er vigtigere at barnet har glade forældre hver for sig end triste forældre der er sammen.

Jeg var alenemor i over et år og jeg har aldrig været gladere, stærkere eller haft mere selvtillid.
Nu bor jeg med min kæreste og vi venter barn sammen og han er HELT anderledes 
Så det KAN blive bedre 

Dorthe1986 skriver:

Jeg havde så lidt overskud førhen at når Emil var puttet sad jeg bare og stenede foran fjernsynet resten af aftenen. Nu får jeg lavet små kreative projekter, rydder op, gør rent, læser en bog eller inviterer gæster. Alt det havde jeg bare ikke overskuddet til før.

Men ja jeg gik længe og spekulerede i om jeg skulle stoppe det. Om man bare måtte acceptere ikke at være helt glad. Men en dag kunne jeg bare mærke, at det ikke gik længere. At jeg VILLE være glad igen. For det gik jo også ud over Emil at mit overskud og min glæde var i bund.

Ja jeg går nok også bare og venter på lige præcis den dag hvor den sidste dråbe falder - så nu må vi jo se 

 

Men dejligt at hører at jeg ikke er den eneste

Wimmie skriver:

Det lyder næsten præcis som min eks du har beskrevet...Og jeg besluttede mig altså for at jeg ikke kunne leve med det - ikke kunne leve med at han ikke kunne overskue at have vores datter mere end 5 min. ad gangen, at han brokkede sig bare jeg ville i bad eller ud at handle selv, at han  intet lavede i hjemmet, at der  ingen former for intimitet var (udover et tantekys på kinden i ny og næ), at han sov på sofaen de sidste 2 måneder af vores forhold og at vi lige så godt kunne være room mates som ægtefolk... 
Jeg synes slet ikke er det unormalt at håbe på et dejligt familieliv hvor man deles om tingene og glædes over det lille menneske man har skabt - og hvor man interesserer sig for hinanden og ønsker at være kærlige og intime -jeg synes slet, slet ikke dine forventninger er urealistiske og selvom mange vel mene at det er hurtigt at give op når man har barn, så tror jeg stadig på at det er vigtigere at barnet har glade forældre hver for sig end triste forældre der er sammen.

Jeg var alenemor i over et år og jeg har aldrig været gladere, stærkere eller haft mere selvtillid.
Nu bor jeg med min kæreste og vi venter barn sammen og han er HELT anderledes 
Så det KAN blive bedre 

Jeg har ikke været alene så længe, men kan i den grad nikke genkendende til blive gladere, stærkere og ens selvtillid øges

Puha dit indlæg oser af mig mig mig. Samtidig synes jeg at du prøver at forme din mand til et glansbillede du har af familielivet og faderens rolle. Du har valgt at få et barn med netop denne mand.
Sæt dig ind i din mands sted. Hvor må det være frustrerende og demotiverende at høre på sin kæreste ikke synes man er god nok.
Mht. opvasken der ikke bliver taget når han har jeres barn. Du kan da ikke forvente at han har det samme overskud som dig. Hvis han ikke synes han kunne nå opvasken så er det jo bare sådan. Så må du lege med jeres barn og han kan tage opvasken der.
Ja jeg synes du stiller mange mange krav.

Jeg synes ikke det lyder som om du har det godt i det forhold, så hvis der ikke er mere at kæmpe for synes jeg du skal gå fra ham og komme videre!! Som andre skriver bliver man nogle gange overrasket over hvor skønt det er at tage skridtet.. Men du skal være fuldstændig sikker på du ikke vil fortryder valget!! Held og lykke

mor:) skriver:

Puha dit indlæg oser af mig mig mig. Samtidig synes jeg at du prøver at forme din mand til et glansbillede du har af familielivet og faderens rolle. Du har valgt at få et barn med netop denne mand.
Sæt dig ind i din mands sted. Hvor må det være frustrerende og demotiverende at høre på sin kæreste ikke synes man er god nok.
Mht. opvasken der ikke bliver taget når han har jeres barn. Du kan da ikke forvente at han har det samme overskud som dig. Hvis han ikke synes han kunne nå opvasken så er det jo bare sådan. Så må du lege med jeres barn og han kan tage opvasken der.
Ja jeg synes du stiller mange mange krav.

Igen må jeg nævne at jeg ikke former ham - men når vi snakker sammen og han giver mig ret i alle mine drømme og siger han selv vil de ting - ja så må jeg da have nogle forventninger til tingene.

 

Selv i går havde vi en ny samtale hvor han igen giver mig ret og at han er en idiot.

Faktisk gjorde han mig sindssygt ked af det. Jeg havde jo bragt den kysseleg på banen som fungerede super de første 2 dage, legen havde allerede gjort mit humør så meget bedre - men fordi jeg sagde til ham at jeg var glad, så blev han doven og så behøvede han jo ikke længere gør en indsats (hans egne ord), siger det ikke lidt om ham istedet for mig?

mor:) skriver:

Puha dit indlæg oser af mig mig mig. Samtidig synes jeg at du prøver at forme din mand til et glansbillede du har af familielivet og faderens rolle. Du har valgt at få et barn med netop denne mand.
Sæt dig ind i din mands sted. Hvor må det være frustrerende og demotiverende at høre på sin kæreste ikke synes man er god nok.
Mht. opvasken der ikke bliver taget når han har jeres barn. Du kan da ikke forvente at han har det samme overskud som dig. Hvis han ikke synes han kunne nå opvasken så er det jo bare sådan. Så må du lege med jeres barn og han kan tage opvasken der.
Ja jeg synes du stiller mange mange krav.

Er der slet ikke nogen der læser hvad jeg skriver?

 

Hvis jeg siger nogle ting og han giver mig ret - så burde han da gøre tingene? ikk? istedet bliver det til at jeg former ham og at han ikke er god nok.

 

Og nej det er ikk godt nok og det ville være helt fint hvis han så faktisk stod ved at han ikke gider/kan lave noget, men det er jo ikke det han siger! Istedet så sidder jeg her som et eller andet æsel og venter på noget der aldrig sker fordi jeg altid tror på hvad han siger - men nej kan godt se at det er mig der er strid.

 

Hvis han stod ved hvem han var, så kunne jeg nemmere bare sige: Fint, vi er for forskellige og så skal vi ikke være sammen, men det er ikke tilfældet - han siger selv han vil ændre sig og vil de ting jeg vil og at han er doven og egoistisk

Er der slet ikke nogen der læser hvad jeg skriver?

 

Hvis jeg siger nogle ting og han giver mig ret - så burde han da gøre tingene? ikk? istedet bliver det til at jeg former ham og at han ikke er god nok.

 

Og nej det er ikk godt nok og det ville være helt fint hvis han så faktisk stod ved at han ikke gider/kan lave noget, men det er jo ikke det han siger! Istedet så sidder jeg her som et eller andet æsel og venter på noget der aldrig sker fordi jeg altid tror på hvad han siger - men nej kan godt se at det er mig der er strid.

 

Hvis han stod ved hvem han var, så kunne jeg nemmere bare sige: Fint, vi er for forskellige og så skal vi ikke være sammen, men det er ikke tilfældet - han siger selv han vil ændre sig og vil de ting jeg vil og at han er doven og egoistisk

Jo, vi læser hvad du skriver, og vi ser et ret tydeligt mønster, som du åbenbart ikke selv er i stand til at se.

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation.

Find en anden måde at løse problemerne på. Hvad den måde skal være, ved jeg ikke, jeg kender jer ikke. Har I f.eks prøvet med et helt firkantet skema hvor der står hvem der ordner hvad af det huslige?

Acceptér at han ikke giver dig de kys og kram som du gerne vil have. I er forskellige på det punkt. Tænk hvis han kom til dig og sagde "Jeg vil gerne have at du giver mig et blowjob hver aften kl. 22, du skal have en ny læbestift på hver aften". Og han så blev mega skuffet fordi du efter et par dage måske ikke lige syntes at det var den fedeste "leg". Hvordan ville du så have det?

I er forskellige på det punkt og den eneste måde du kan få ham til at komme med genuine og ægte kærlighedserklæringer, er ved at give ham plads og lad ham komme med dem selv. Hvis du vil have et kys, så giv ham et kys. Tag selv initiativet.

 

modesty skriver:

Jo, vi læser hvad du skriver, og vi ser et ret tydeligt mønster, som du åbenbart ikke selv er i stand til at se.

Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

 

så skyldes at i ER forskellige. For selvom han giver dig ret (uanset hvad der ligger til grund for at håb giver dig ret), så viser hans handlinger jo netop at I er forskellige.

I mit tidligere forhold kunne jeg simpelthen ikke forstå hvorfor han virkede så ligeglad med mine ønsker om intimitet og hygge (der var også rigtig mange andre ting). Men til sidst måtte jeg bare erkende at vi havde to forskellige behov. Og til sidst var vi så forskellige på så mange punkter at det ikke gik længere.