Overvejer at blive alenemor

gædde/gitte skriver:

tager du læbestift på når du giver blowjob... fik sådan et billede af at i bliver afbrudt af en ringklokke ...du skynder dig ud og åbner, og ligner en donut i ansigtet

nå sidespring...

Men du har ret...

Faktisk var jeg på et tidspunkt meget træt af, at min mand var holdt op, med at sige "jeg elsker dig". det viste sig så, at han syntes jeg havde sagt det SÅ MANGE gange om dagen, at han følte det var en vane og ikke af kærlighed.
Blev sgu lidt pigefornærmet- for jeg mente det jo.....men fuck...........han havde ret! jeg tog mig selv i at sige det igen igen igen og igen CA: 2 GANGE I TIMEN!!!! ..... måtte træne mig selv i at holde kæft......og i takt med at jeg sagde det mindre, så sagde han det mere

nogen gange bliver man bare SÅ fokuseret på den anden part, at man glemmer at glo på sig selv

Og alt det der er fint nok - men det eneste jeg hører er at jeg skal finde mig i aldrig at få kærlighed og opmærksomhed.

 

Altså jeg fik ikke engang, morgenmad, blomster, gave - ja bare et eller andet på min fødselsdag??????????? Skal jeg virkelig bare se det som en del af hverdagen?

Du har vidst truffet din beslutning.. 

Anonym skriver:

Er der slet ikke nogen der læser hvad jeg skriver?

 

Hvis jeg siger nogle ting og han giver mig ret - så burde han da gøre tingene? ikk? istedet bliver det til at jeg former ham og at han ikke er god nok.

 

Og nej det er ikk godt nok og det ville være helt fint hvis han så faktisk stod ved at han ikke gider/kan lave noget, men det er jo ikke det han siger! Istedet så sidder jeg her som et eller andet æsel og venter på noget der aldrig sker fordi jeg altid tror på hvad han siger - men nej kan godt se at det er mig der er strid.

 

Hvis han stod ved hvem han var, så kunne jeg nemmere bare sige: Fint, vi er for forskellige og så skal vi ikke være sammen, men det er ikke tilfældet - han siger selv han vil ændre sig og vil de ting jeg vil og at han er doven og egoistisk

Jeg gjorde...men ved ikke om du læste mit? 

Ville bare sige at du ikke er den eneste i den båd og med de tanker og at jeg IKKE synes der er noget unormalt i at ønske at man var glad og tilpas i sit forhold.

Anonym skriver:

Så alt hvad jeg ønsker skal jeg lægge til side ? GLEM DET, jeg skal ikke leve et røvkedeligt, ufrækt, uintimt liv. Vi kunne ligeså godt være venner.

 

Jeg giver ham skam kys og kram - men når det altid er MIG og MIG og MIG der skal give men aldrig får noget igen, ja så gider man ikke.

 

Og nej du kender os ikke og derfor forstår jeg overhovedet ikke hvor "

- Du gør ham opmærksom på hans fejl og hvad du er utilfreds med. Du fortæller ham hvordan han bør være, ifølge dig.

- Han giver dig ret - delvist for at få fred for din brok, delvist fordi han har et meget lavt selvværd og sikkert enormt gerne vil være din drømmemand. Det er han bare ikke og det kan han ikke blive ligegyldigt hvor meget du kritiserer ham og hvor meget han end ønsker det. Så derfor sker det ikke.

Du bliver nødt til at stoppe med at kritisere ham på den måde. Intet forhold vil kunne holde til det. Det er ødelæggende for hans selvværd og det er ødelæggende for statusbalancen i jeres relation" det her kommer fra.

 

Selvfølgelig kritisere jeg når mit liv OVERHOVEDET ikke er som jeg vil have det, men så må han lade være med at love mig de ting og så lade mig gå - for jeg har nemlig sagt flere gange at vi bare ikke skal være sammen, at vi er for forskellige og at mine behov er anerledes nu, men det vil han jo ikke og ergo må HAN da komme med noget der gør at jeg har lyst til at blive

 

Man skal ikke være sammen for hver en pris! Og det lyder som om du synes jeg bare skal lukke og finde mig i at jeg aldrig får mine drømme opfyldt - hvor trist!  Som sagt har vi gået til psykolog og han ændre det ikke selvom han får af vide at han skal give mig ligeså meget som jeg skal give ham - at vi skal mødes på midten!

Du har forandret dig enormt, skriver du selv. Jeg tænker, at han måske savner den, du var før, og slet ikke kan følge med - han har både fået en ny partner og en ny rolle som far på ganske kort tid. I den tid har I været til psykolog, og I har talt og talt og talt om dine drømme og forventninger til ham. Tror du ikke, han føler sig tæppebombet af samtaler og desperat prøver at forholde sig til, hvem det nu lige er, du er blevet, og hvor han selv står i dette? 

Mange mænd har svært ved abstrakt snak om at "geare op" og om at "mødes på midten". Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville kunne forholde mig til, hvad det konkret betyder - hvor er den midte, og er det sikkert, at jeg overhovedet ville befinde mig fint med at mødes netop der med en partner, jeg ikke rigtigt kunne kende længere? 

Når han giver dig ret og kalder sig selv en idiot, er det for mig et tydeligt tegn på, at han virkelig gerne vil gøre dig tilfreds - om ikke andet her og nu, under samtalen og bebrejdelserne. Men i praksis raver han rundt og har vel rigeligt i at forsøge at finde ud af, hvor han dybest set befinder sig i forhold til sit nye liv. Og for mig at se er det nye liv lig med, at han hurtigst muligt skal udvikle sig til en ny mand med en ny partner med en ny dagsorden - og så forstår jeg altså godt, at han bliver træt. 

Jeg synes ikke, du kan forvente, at han på en gang skal forholde sig til din forandring og ændre radikalt på sig selv. Jeg synes, det er at vende tingene på hovedet at sige, at når du nu har forandret dig, så må han søreme også komme i omdrejninger og følge med - nu! Er det ikke ham, der har grund til at sidde paf tilbage og tænke over, hvor du lige blev af, og hvem du er nu? 

Dine indlæg er en lang opremsning af, hvor meget, der er blevet talt og aftalt og talt igen. Jeg tror, han trænger til ro i sit hoved og til at mærke efter, hvor han egentlig selv er henne. I er lige blevet forældre - otte måneder er jo ingen tid - har der overhovedet været tid og rum for bare at være, trække vejret, mærke efter - uden at tale? 

 

Anonym skriver:

Og alt det der er fint nok - men det eneste jeg hører er at jeg skal finde mig i aldrig at få kærlighed og opmærksomhed.

 

Altså jeg fik ikke engang, morgenmad, blomster, gave - ja bare et eller andet på min fødselsdag??????????? Skal jeg virkelig bare se det som en del af hverdagen?

Du skal lige citere den rigtige jeg har ikke udtalt MIG om alt det der...

Du har forandret dig enormt, skriver du selv. Jeg tænker, at han måske savner den, du var før, og slet ikke kan følge med - han har både fået en ny partner og en ny rolle som far på ganske kort tid. I den tid har I været til psykolog, og I har talt og talt og talt om dine drømme og forventninger til ham. Tror du ikke, han føler sig tæppebombet af samtaler og desperat prøver at forholde sig til, hvem det nu lige er, du er blevet, og hvor han selv står i dette? 

Mange mænd har svært ved abstrakt snak om at "geare op" og om at "mødes på midten". Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville kunne forholde mig til, hvad det konkret betyder - hvor er den midte, og er det sikkert, at jeg overhovedet ville befinde mig fint med at mødes netop der med en partner, jeg ikke rigtigt kunne kende længere? 

Når han giver dig ret og kalder sig selv en idiot, er det for mig et tydeligt tegn på, at han virkelig gerne vil gøre dig tilfreds - om ikke andet her og nu, under samtalen og bebrejdelserne. Men i praksis raver han rundt og har vel rigeligt i at forsøge at finde ud af, hvor han dybest set befinder sig i forhold til sit nye liv. Og for mig at se er det nye liv lig med, at han hurtigst muligt skal udvikle sig til en ny mand med en ny partner med en ny dagsorden - og så forstår jeg altså godt, at han bliver træt. 

Jeg synes ikke, du kan forvente, at han på en gang skal forholde sig til din forandring og ændre radikalt på sig selv. Jeg synes, det er at vende tingene på hovedet at sige, at når du nu har forandret dig, så må han søreme også komme i omdrejninger og følge med - nu! Er det ikke ham, der har grund til at sidde paf tilbage og tænke over, hvor du lige blev af, og hvem du er nu? 

Dine indlæg er en lang opremsning af, hvor meget, der er blevet talt og aftalt og talt igen. Jeg tror, han trænger til ro i sit hoved og til at mærke efter, hvor han egentlig selv er henne. I er lige blevet forældre - otte måneder er jo ingen tid - har der overhovedet været tid og rum for bare at være, trække vejret, mærke efter - uden at tale? 

 

Helt enig, det ville jeg også have skrevet i mit forrige indlæg, men kom fra det. 

Tænk at have været sammen med en person i hvad, cirka 5 år. Alt har været fint. Så gennemgår man en kritisk periode med barnløshed og depression. En svær graviditet. Babyen kommer og man tænker at nu kan vi komme videre med vores liv. Og så får man at vide af ens partner at hun har ændret sig, at hun har helt andre prioriteter og krav til tilværelsen, og sin mand. Og at man skal omstille sig. Øh, say what? Jeg tror nok at jeg ville føle mig pænt snydt.

Når det så er sagt, er det jo fair nok at TS har ændret sig. Det er mere udlægningen af at det er manden der er problemet, jeg har det svært med. Ret beset er det jo hende der er problemet, men alt i hendes indlæg handler om hvad han gør galt. 

Mor og meget mere skriver:

Du har forandret dig enormt, skriver du selv. Jeg tænker, at han måske savner den, du var før, og slet ikke kan følge med - han har både fået en ny partner og en ny rolle som far på ganske kort tid. I den tid har I været til psykolog, og I har talt og talt og talt om dine drømme og forventninger til ham. Tror du ikke, han føler sig tæppebombet af samtaler og desperat prøver at forholde sig til, hvem det nu lige er, du er blevet, og hvor han selv står i dette? 

Mange mænd har svært ved abstrakt snak om at "geare op" og om at "mødes på midten". Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville kunne forholde mig til, hvad det konkret betyder - hvor er den midte, og er det sikkert, at jeg overhovedet ville befinde mig fint med at mødes netop der med en partner, jeg ikke rigtigt kunne kende længere? 

Når han giver dig ret og kalder sig selv en idiot, er det for mig et tydeligt tegn på, at han virkelig gerne vil gøre dig tilfreds - om ikke andet her og nu, under samtalen og bebrejdelserne. Men i praksis raver han rundt og har vel rigeligt i at forsøge at finde ud af, hvor han dybest set befinder sig i forhold til sit nye liv. Og for mig at se er det nye liv lig med, at han hurtigst muligt skal udvikle sig til en ny mand med en ny partner med en ny dagsorden - og så forstår jeg altså godt, at han bliver træt. 

Jeg synes ikke, du kan forvente, at han på en gang skal forholde sig til din forandring og ændre radikalt på sig selv. Jeg synes, det er at vende tingene på hovedet at sige, at når du nu har forandret dig, så må han søreme også komme i omdrejninger og følge med - nu! Er det ikke ham, der har grund til at sidde paf tilbage og tænke over, hvor du lige blev af, og hvem du er nu? 

Dine indlæg er en lang opremsning af, hvor meget, der er blevet talt og aftalt og talt igen. Jeg tror, han trænger til ro i sit hoved og til at mærke efter, hvor han egentlig selv er henne. I er lige blevet forældre - otte måneder er jo ingen tid - har der overhovedet været tid og rum for bare at være, trække vejret, mærke efter - uden at tale? 

 

Tror du virkelig at turene til psykolog gik ud på hvordan jeg har det? Nej vi skulle mødes på midten og jeg skulle derfor også opnå nogle af hans forventninger, hvilket jeg gjorde uden at han gjorde noget!

 

Og han har haft 1,5 år til at gøre noget - jeg har levet med det i 1,5 år og det er jo først nu at jeg ikke kan magte det, ergo har jeg givet ham plads til forbedringer og muligheder uden at være efter ham, men stadig gjorde han intet.

Til psykolog indrømmer han at han går mere op i sig selv end os (hans familie herhjemme), og når han går mere op i sig selv så er det da klart at han ikke gider og gøre noget for os andre.

 

Du får det til at lyde som om han er hjemme 24 timer i døgnet hvilket overhovedet ikk er tilfældet - så jeg ville mene han har masser af fred for mig. Han har lige haft 4 dage væk hjemmefra, og han må da have haft, bare noget, tid til at tænke. Han er ofte sammen med venner hvor de bare spiller osv, han er tit i byen med venner og kollegaer - aldrig noget jeg siger noget til, så tid har han masser af (specielt når der er gået 1,5 år nu)

 

Jeg er godt nok træt af de her samtaler med jer. I siger jeg skal snakke med ham, så snakker vi sammen og så siger i at han skal have fred, så siger i vi skal gå til psykolog og det har vi gjort og så siger i bare at psykologen ikke er god nok - forstår du hvor jeg vil hen ??

 

Det er kun mig der laver problemer hvor imod at det er så synd for x.. SUK

modesty skriver:

Helt enig, det ville jeg også have skrevet i mit forrige indlæg, men kom fra det. 

Tænk at have været sammen med en person i hvad, cirka 5 år. Alt har været fint. Så gennemgår man en kritisk periode med barnløshed og depression. En svær graviditet. Babyen kommer og man tænker at nu kan vi komme videre med vores liv. Og så får man at vide af ens partner at hun har ændret sig, at hun har helt andre prioriteter og krav til tilværelsen, og sin mand. Og at man skal omstille sig. Øh, say what? Jeg tror nok at jeg ville føle mig pænt snydt.

Når det så er sagt, er det jo fair nok at TS har ændret sig. Det er mere udlægningen af at det er manden der er problemet, jeg har det svært med. Ret beset er det jo hende der er problemet, men alt i hendes indlæg handler om hvad han gør galt. 

Og jeg har skrevet flere gange at det er helt okay, men så skal vi bare gå fra hinanden. Men det synes i heller ikke at jeg kan være bekendt, at jeg skal give ham noget tid - men hvor langt tid? Og bliver det nogensinde bedre?

 

Som jeg skrev til den anden;  Jeg er godt nok træt af de her samtaler med jer. I siger jeg skal snakke med ham, så snakker vi sammen og så siger i at han skal have fred, så siger i vi skal gå til psykolog og det har vi gjort og så siger i bare at psykologen ikke er god nok - forstår du hvor jeg vil hen ??

Intet JEG gør er tilsyneladende heller ikke godt nok, og det i gør er egentligt at bekræfte mig i at vi ikke passer sammen. For intet af de i siger giver mening og i ændre mening eller kommer med noget nyt i hver eneste kommentar.

 

Wimmie skriver:

Jeg gjorde...men ved ikke om du læste mit? 

Ville bare sige at du ikke er den eneste i den båd og med de tanker og at jeg IKKE synes der er noget unormalt i at ønske at man var glad og tilpas i sit forhold.

jamen ved du hvad, jeg kunne forstå det hvis det var helt urimelig krav, men jeg vil bare gerne, kysses og krammes og fortælles at jeg er elsket og ønsket - ting der hverken koster penge eller sved og tåre - ganske simple ting. At sætte tallerkenen i opvaskeren er også en simpel ting, jeg forstår virkelig ikke hvordan de ting gør at jeg er en sur kælling der skal tage hensyn til hans følelser, men hvad med mine følelser? 

Som skrevet fær får han opfyldt alle hans ønsker imens jeg ikke får opfuýldt nogle af mine - jeg varetager hans behov uden at han varetager mine og det er simpelthen så sørgeligt og nedslående, men det gider de andre kvindfolk heller ikke og forstår, det er bare mig der skal arbejde endnu mere for det imens han bare kan sidde i sofaen og få alt han ønsker - ej hvor er det deprimerende

Jeg har ikke læst hele tråden, men svarer ud fra det som jeg har læst dig skrive, og min egen holdning til livet

Jeg ville ikke forsøge mere, hvis jeg var dig. Du kan sige at du forsøgte, og jeg ville ikke blive ved med at skulle kæmpe for et forhold, hvor du ikke føler, at han kæmper også.

Jeg er sådan set pænt ligeglad med, om nogle mener at du skal gøre mere, eller anderledes, eller det er for meget at bekræfte dig i, at det måske ikke skal være jer mere. Min holdning er, at du har livet lige nu og her, du aner ikke, hvad der sker i morgen, og så skal man sgu sørge for at leve et liv, som generelt gør en glad/lykkelig, og ikke som tærer på ens overskud.

Jeg er ærlig talt pænt ligeglad med, at nogle mener, at man i dag giver alt for let op og går fra hinanden, so what?? Du skal leve dit liv, og ikke andre, du skal kunne være i det, og så kan andres holdning til det jo være lige meget.
Om du kan bruge mit svar eller ej, er op til dig, det er sådan jeg tænker om det

Min erfaring er, at når noget giver dig flere grå hår end smil, så er det sgu ikke umagen værd længere.