Overvejer at blive alenemor

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Jeg vil sige at du skal være sikker på at du ikk vil mere, fordi der er forskel på at være 2 og blive til 1!
Har du snakket grundigt med ham om at du overvejer at gå fra ham?

Men først skal du søge en ny lejlighed.
Når du har fået den skal du søge: boligsikring, forhøjede børnepenge, børnebidrag fra faderen, også skal du søge om adresseskift mht barnet..

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Nu kender jeg hverken dig eller din kæreste, så jeg kan kun forholde mig til hvad du skriver i dit indlæg. Men umiddelbart virker det som om du har et urealistisk billede af hvad det vil sige at blive forælder.

At det skal være "hyggeligt". Ja altså, selvfølgelig er det hyggeligt i momenter, men det er også pissehårdt. Hjemmet flyder, der er intet overskud, masser af ting bliver ikke ordnet. Sådan er det at være nybagte forældre.

Du snakker meget om hvordan du "troede" det ville være - som om du har gået rundt med en eller anden drømmeforestilling. Men livet bliver ikke altid som man tror. Og så må man omstille sig til realiteterne.

Du brokker dig over at han ikke kan ordne huset når han tager jeres datter en hel dag. Hey! Han tager rent faktisk jeres datter en hel dag! Det er altså langt fra alle mænd der ville gøre det med en 8 mdr. gammel baby. Jeg kunne sgu heller ikke ordne alle de huslige ting da jeg gik hjemme på barsel. 

Og den dér regel med 20 kys. Altså, jeg var stejlet TOTALT hvis min mand kom med en eller anden tvangsleg om at jeg skulle give ham 20 kys om dagen. Det lyder virkelig ikke fedt at du tvinger ham til at vise ømhed på den måde, og så ovenikøbet gør ham opmærksom på når han ikke er god nok. Det er da totalt ødelæggende for hans initiativlyst og selvværd.

Jeg siger ikke at din mand er perfekt - han har helt sikkert også sine fejl og mangler. De eksempler du nævner med manglende indlevelse i dine problemer er meget typiske og noget mange kvinder oplever med deres mænd, vil jeg sige. Det er selvfølgelig ikke fedt, og det er noget man skal arbejde på sammen.

Men det virker på mig som om du forsøger at tvinge ham ned i din forestilling om den perfekte mand og det perfekte liv, og det er der altså ikke nogen der kan holde til.

Jeg synes generelt man skal overveje det en ekstra gang det første år af barnets liv. Det er bare rigtig hårdt at blive forældre... Forholdet vil unægteligt komme i en form for krisetilstand. Men hvis du ikke kan mere, så er det sådan. 

Du skal jo så ud og søge ny lejlighed, så start med at skrive dig op til lejligheder. Når du har flyttet addresse, er der en masse tilskud du kan søge, såsom boligsikring, børnebidrag og børnepenge. 

Jeg ved ikke helt hvad du mener med hjælp? altså i forhold til hvad? Der er nok ikke så meget hjælp at komme efter, jo måske vejledning til hvad man kan søge. Det kan du sikkert få på kommunen

Velkommen til familie livet. Det er bare ik lutter lagkage og lyserøde skyer men ekstremt hårdt arbejde der går BEGGE veje. Jeg tror det ville hjælpe dig meget at justere dine idealer. Hvis man vil ha noget må.man selv sætte rammen så det sker. Måske i sku ta en snak om hva i forventer af hinanden som par og som forældre for det lyder som om i er lidt uenige der og det må man gerne være man ska bare fortælle hinanden det så man ik går og hidser sig op over det.
Prøv og se det positive i at din mand tager jeres barn en hel dag uden at lave alt muligt andet, det må ski da være tegn på massiv kvalitets tid for jeres barn hvilket jeg tænker er federe end en tømt opvasker.

modesty skriver:

Nu kender jeg hverken dig eller din kæreste, så jeg kan kun forholde mig til hvad du skriver i dit indlæg. Men umiddelbart virker det som om du har et urealistisk billede af hvad det vil sige at blive forælder.

At det skal være "hyggeligt". Ja altså, selvfølgelig er det hyggeligt i momenter, men det er også pissehårdt. Hjemmet flyder, der er intet overskud, masser af ting bliver ikke ordnet. Sådan er det at være nybagte forældre.

Du brokker dig over at han ikke kan ordne huset når han tager jeres datter en hel dag. Hey! Han tager rent faktisk jeres datter en hel dag! Det er altså langt fra alle mænd der ville gøre det med en 8 mdr. gammel baby. Jeg kunne sgu heller ikke ordne alle de huslige ting da jeg gik hjemme på barsel. 

Og den dér regel med 20 kys. Altså, jeg var stejlet TOTALT hvis min mand kom med en eller anden tvangsleg om at jeg skulle give ham 20 kys om dagen. 

Jeg siger ikke at din mand er perfekt - de eksempler du nævner med manglende indlevelse i dine problemer er meget typiske og noget mange kvinder oplever med deres mænd, vil jeg sige. Det er selvfølgelig ikke fedt, og det er noget man skal arbejde på sammen.

Men det virker på mig som om du forsøger at tvinge ham ned i din forestilling om den perfekte mand og det perfekte liv, og det er der altså ikke nogen der kan holde til.

Legen var for at der skulle ske noget i vores forhold, jeg tænkte det var nemt, sjovt, hyggeligt og kunne endda være frækt og han siger selv god for det.

 

Jeg synes bare at lige meget hvad jeg siger så sker der intet, lige meget hvad jeg beder om, der sker intet - INGENTING, jeg føler virkelig jeg lever på ingenting. det er efterhånden desperate forsøg, som f.eks. det med 20 kys om dagen.

 

Han kan sku da lave noget når hun sover??? Vi har kravlegård som hun elsker at være i, du skal ikke bilde mig ind at man ikke lige kan støvsuge eller tømme opvaskeren når man har et barn?

 

Ved ikke om det er et urealistisk billede - og fint nok hvis det er. Men jeg kan ikke bare ikke sidde og klo på at en ikke kan noget som helst med et barn når jeg kan klare det meste med et barn - det handler om timing og vi har altså et NEMT barn, virkelig nemt barn. Det giver mig simpelthen stress!

Og det er også fint nok hvis det er urealistisk, men han vidste hvad mine drømme var og han gad ikke engang bare og lade som om - han var bare ligeglad. Hvordan kan man få sig til, gang på gang, at ødelægge ens kærestes drømme? Altså det er jo ikke fordi jeg bede ham løbe jorden rundt på 10 min - se det er urealistisk. Jeg ville bare at han rørte ved min mave, masserede min ryg, bare et eller andet.

 

Hyggeligt, altså jeg troede virkelig han var mere interesseret, og det er det jeg mener med hyggeligt - at vi havde tingene sammen og ikke at jeg var alene om det.  Jeg havde en hel graviditet for mig selv, han gad kknap nok og vise interesse for min mave, er det virkelig for meget for langt at han gør det (han kunne idet mindste gør det for min skyld, jeg gør tonsvis af ting for hans skyld)

 

Men ja, som jeg skrev er det jo fordi vi er alt for forskellige. Han er vigtigst for mig og han er vigtigst for ham selv - så der er ikke nogen der synes jeg er vigtig og det er hårdt.

 

Nej jeg tvinger ham overhovedet ikke. His du vidste hvor mange samtaler vi har haft hvor han siger han vil det samme som mig (også selvom jeg siger at han skal være ærlig), armen altså. Og når det så er løgn hver gang.
Han skal jo ikke ville det samme som mig på de her bekostninger, så er det bedre at vi går hver vores vej, men det vil han heller ikke - han vil ingenting! Så frustrerende! Åha

 

Mettefpigen skriver:

Jeg vil sige at du skal være sikker på at du ikk vil mere, fordi der er forskel på at være 2 og blive til 1!
Har du snakket grundigt med ham om at du overvejer at gå fra ham?

Men først skal du søge en ny lejlighed.
Når du har fået den skal du søge: boligsikring, forhøjede børnepenge, børnebidrag fra faderen, også skal du søge om adresseskift mht barnet..

Selvfølgelig er der forskel på at være 1 eller 2, selvom der nok ikke meget forskel herhjemme. Men så er vi ude i om jeg skal leve med at jeg intet har at se frem til, skal jeg være ked af det hele tiden og have en kæreste der slet ikke kan varetage mine behov?

 

Vi har snakket mange gange og jeg fortæller ham også hver gang at han ikke bare skal snakke mig efter munden, men siger hvad han egentligt vil, men han vil det samme som mig 

Månsson skriver:

Velkommen til familie livet. Det er bare ik lutter lagkage og lyserøde skyer men ekstremt hårdt arbejde der går BEGGE veje. Jeg tror det ville hjælpe dig meget at justere dine idealer. Hvis man vil ha noget må.man selv sætte rammen så det sker. Måske i sku ta en snak om hva i forventer af hinanden som par og som forældre for det lyder som om i er lidt uenige der og det må man gerne være man ska bare fortælle hinanden det så man ik går og hidser sig op over det.
Prøv og se det positive i at din mand tager jeres barn en hel dag uden at lave alt muligt andet, det må ski da være tegn på massiv kvalitets tid for jeres barn hvilket jeg tænker er federe end en tømt opvasker.

Det er ikke kvalitetstid, han har haft hende 1 gang og det kunne han slet ikke overskue, det var heller ikke en HEL dag, jeg var bare ude og handle i nogle timer. Hver gang jeg skal ud, nu, så spørger han om jeg gider og tage hende med.

 

Jeg ved godt vi ikke er enige, men vi har haft samtaler 10000 gange om det her, og når vi så er enige så falder det hele til jorden ligeså snart samtalen er slut - han gider virkelig ikke og gøre noget som helst. Og jeg skal konstant minde ham om hvad vi har snakket om, men det irritere ham bare - altså hvad skal jeg så gøre?

 

Jeg føler vitterligt at jeg intet har her hjemme ud over vores datter, intet at komme hjem til, intet at se frem til - intet! Hans liv er bare gået i stå og han tænker kun på sig selv (det har han endda indrømmet)

Anonym skriver:

Legen var for at der skulle ske noget i vores forhold, jeg tænkte det var nemt, sjovt, hyggeligt og kunne endda være frækt og han siger selv god for det.

 

Jeg synes bare at lige meget hvad jeg siger så sker der intet, lige meget hvad jeg beder om, der sker intet - INGENTING, jeg føler virkelig jeg lever på ingenting. det er efterhånden desperate forsøg, som f.eks. det med 20 kys om dagen.

 

Han kan sku da lave noget når hun sover??? Vi har kravlegård som hun elsker at være i, du skal ikke bilde mig ind at man ikke lige kan støvsuge eller tømme opvaskeren når man har et barn?

 

Ved ikke om det er et urealistisk billede - og fint nok hvis det er. Men jeg kan ikke bare ikke sidde og klo på at en ikke kan noget som helst med et barn når jeg kan klare det meste med et barn - det handler om timing og vi har altså et NEMT barn, virkelig nemt barn. Det giver mig simpelthen stress!

Og det er også fint nok hvis det er urealistisk, men han vidste hvad mine drømme var og han gad ikke engang bare og lade som om - han var bare ligeglad. Hvordan kan man få sig til, gang på gang, at ødelægge ens kærestes drømme? Altså det er jo ikke fordi jeg bede ham løbe jorden rundt på 10 min - se det er urealistisk. Jeg ville bare at han rørte ved min mave, masserede min ryg, bare et eller andet.

 

Hyggeligt, altså jeg troede virkelig han var mere interesseret, og det er det jeg mener med hyggeligt - at vi havde tingene sammen og ikke at jeg var alene om det.  Jeg havde en hel graviditet for mig selv, han gad kknap nok og vise interesse for min mave, er det virkelig for meget for langt at han gør det (han kunne idet mindste gør det for min skyld, jeg gør tonsvis af ting for hans skyld)

 

Men ja, som jeg skrev er det jo fordi vi er alt for forskellige. Han er vigtigst for mig og han er vigtigst for ham selv - så der er ikke nogen der synes jeg er vigtig og det er hårdt.

 

Nej jeg tvinger ham overhovedet ikke. His du vidste hvor mange samtaler vi har haft hvor han siger han vil det samme som mig (også selvom jeg siger at han skal være ærlig), armen altså. Og når det så er løgn hver gang.
Han skal jo ikke ville det samme som mig på de her bekostninger, så er det bedre at vi går hver vores vej, men det vil han heller ikke - han vil ingenting! Så frustrerende! Åha

 

Tja, jeg synes altså stadig at det lyder som om du prøver at forme ham til en anden mand end han er. Hvis det ikke falder ham naturligt at kysse din mave og massere dine skuldre, så synes jeg ikke at det er rimeligt at han skal gøre det for din skyld, nej. Det er dig der skal acceptere at sådan er han ikke. Du kan ikke ændre på ham. Og det undrer mig lidt at du efter 8 år sammen ikke kunne se det inden du blev gravid. 

Overgangen til at blive forælder har måske været hårdere for ham end for dig. Hans overskud er måske ikke lige så stort som dit. Det kan være at han ikke synes at jeres barn er ligeså nemt som du synes. Har du overvejet det? Måske han også kæmper med sit.

Altså, hvis kærligheden er helt væk for dit tilfælde, så er der jo ikke noget at gøre. Men i mine øjne lyder dine problemstillinger som fuldstændigt standard normale for langt, langt de fleste der bliver forældre. 

Anonym skriver:

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Dit indlæg er rigtigt meget mig-mig-mig......har du overvejet, om din mand har en fødselsreaktion/fødseldepression?