Overvejer at blive alenemor

modesty skriver:

Tja, jeg synes altså stadig at det lyder som om du prøver at forme ham til en anden mand end han er. Hvis det ikke falder ham naturligt at kysse din mave og massere dine skuldre, så synes jeg ikke at det er rimeligt at han skal gøre det for din skyld, nej. Det er dig der skal acceptere at sådan er han ikke. Du kan ikke ændre på ham. Og det undrer mig lidt at du efter 8 år sammen ikke kunne se det inden du blev gravid. 

Overgangen til at blive forælder har måske været hårdere for ham end for dig. Hans overskud er måske ikke lige så stort som dit. Det kan være at han ikke synes at jeres barn er ligeså nemt som du synes. Har du overvejet det? Måske han også kæmper med sit.

Altså, hvis kærligheden er helt væk for dit tilfælde, så er der jo ikke noget at gøre. Men i mine øjne lyder dine problemstillinger som fuldstændigt standard normale for langt, langt de fleste der bliver forældre. 

Før graviditeten havde vi jo ikke de problemer. Det er jo fordi jeg har ændret mig og han bare står stille og det ved vi begge. Og vi har jo også snakket om at så skal jeg slappe lidt af hvor at han så skal give mere af sig for at vi kan mødes på midten, men det sker jo heller ikke. Jo han gør det lige i 3 dage og så mister han igen lysten til at skal give mere af sig selv.

 

Ved ikke om jeg former ham til en anden, han sagde selv at han ville ønske han havde været ligesom jeg ønskede da han selv synes det lyder rigtig hyggeligt og at det egentligt også selv var hvad han ønskede i vores forhold. 

Hvordan skal jeg så forholde mig til tingene? Det er da meget tvetydigt når han vil det samme som mig og jeg går og venter spændt og ikke får det?

 

Men som sagt er det fint nok at vi ikke vil det samme og at han ikke var som jeg troede, men så skal vi jo bare ikke være sammen. Mne behov er anerledes nu og han kan ikke dække dem, ikke engang bare en lille smule.

 

Lad os så sige vores problemer er helt normale, hvor lang tid skal jeg så bare gå sådan her? Vi skal jo mødes på midten, men jeg får intet af ham?

Rockertand skriver:

Dit indlæg er rigtigt meget mig-mig-mig......har du overvejet, om din mand har en fødselsreaktion/fødseldepression?

Ja det har jeg, men han der gider han heller ikke og hjælpe. Han møder ikke op til lægekonsultationerne og jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo gerne at der bare sker et eller andet så vi idet mindste har noget konkret, det jo sagtens være at han ikke fejler noget, men årh altså.

 

Men problemet er lidt at når han er på arbejdet, ja så er han slet ikke sådan, ja eller når han er sammen med venner osv - det er KUN sammen med mig

Anonym skriver:

Før graviditeten havde vi jo ikke de problemer. Det er jo fordi jeg har ændret mig og han bare står stille og det ved vi begge. Og vi har jo også snakket om at så skal jeg slappe lidt af hvor at han så skal give mere af sig for at vi kan mødes på midten, men det sker jo heller ikke. Jo han gør det lige i 3 dage og så mister han igen lysten til at skal give mere af sig selv.

 

Ved ikke om jeg former ham til en anden, han sagde selv at han ville ønske han havde været ligesom jeg ønskede da han selv synes det lyder rigtig hyggeligt og at det egentligt også selv var hvad han ønskede i vores forhold. 

Hvordan skal jeg så forholde mig til tingene? Det er da meget tvetydigt når han vil det samme som mig og jeg går og venter spændt og ikke får det?

 

Men som sagt er det fint nok at vi ikke vil det samme og at han ikke var som jeg troede, men så skal vi jo bare ikke være sammen. Mne behov er anerledes nu og han kan ikke dække dem, ikke engang bare en lille smule.

 

Lad os så sige vores problemer er helt normale, hvor lang tid skal jeg så bare gå sådan her? Vi skal jo mødes på midten, men jeg får intet af ham?

Jeg forstår godt dine frustrationer, det tror jeg at mange mødre gør. Men jeg vil gerne vædde en hel del på at hvis du gik ud og fandt en ny mand og fik et nyt barn med ham, ville du have det på samme måde.

Jeg får helt ondt i hjertet når du fortæller at din mand siger at han enormt gerne vil være sådan en mand som du gerne vil have han skal være. Altså stakkels mand, han må føle sig SÅ utilstrækkelig.

Det lyder som en rigtig ond cirkel I er inde i - hvor du fortæller ham hvordan han skal være, og når han så ikke kan leve op til dine krav, så bliver du skuffet. Det må I væk fra.

Jeg tror at det ville være en rigtig god idé for jer at snakke med en parterapeut der kan hjælpe jer begge til at sætte ord på jeres følelser. Og måske give ham noget talerum hvor han ikke bare taler dig efter munden, som jeg meget får en fornemmelse af at han gør nu.

Der er en tommelfingerregel der siger at man ikke skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. For i de første to år sejler alt og man kan ikke regne med et normalt liv. Min søn bliver 2 om et par uger og jeg vil sige at alt stadig sejler herhjemme, hahah. 

modesty skriver:

Jeg forstår godt dine frustrationer, det tror jeg at mange mødre gør. Men jeg vil gerne vædde en hel del på at hvis du gik ud og fandt en ny mand og fik et nyt barn med ham, ville du have det på samme måde.

Jeg får helt ondt i hjertet når du fortæller at din mand siger at han enormt gerne vil være sådan en mand som du gerne vil have han skal være. Altså stakkels mand, han må føle sig SÅ utilstrækkelig.

Det lyder som en rigtig ond cirkel I er inde i - hvor du fortæller ham hvordan han skal være, og når han så ikke kan leve op til dine krav, så bliver du skuffet. Det må I væk fra.

Jeg tror at det ville være en rigtig god idé for jer at snakke med en parterapeut der kan hjælpe jer begge til at sætte ord på jeres følelser. Og måske give ham noget talerum hvor han ikke bare taler dig efter munden, som jeg meget får en fornemmelse af at han gør nu.

Der er en tommelfingerregel der siger at man ikke skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. For i de første to år sejler alt og man kan ikke regne med et normalt liv. Min søn bliver 2 om et par uger og jeg vil sige at alt stadig sejler herhjemme, hahah. 

Ja jeg undlod så at fortælle at det har vi gjort, altså snakket med en psykolog og der er det præcis det samme.

Han gør ikke disse ting fordi han er egoistisk og doven, men han vil gerne - det sker bare ikke. Jeg ser ham som en prioritet og han ser sig selv som en prioritet og det betyder jo så at han får det han gerne vil have.
Psykologen sagde så at vi skal mødes på midten og det har han jo så heller ikke gjort. Altså jeg skal geare ned og han skal op i gear, jeg har gearet ned og det siger x også at jeg har, men han geare ikke op og han ved ikke hvorfor han bare bliver ved at være passiv, men det er jo nok fordi han allerede har det som han vil have det og så er det fint at jeg brokker mig engang imellem.

Men undskyld, hvordan skal jeg kunne lade være med at prioritere x og ville ham det bedste? Det er da det mabn gør i et forhold, ikk?

Anonym skriver:

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Nå, her kommer så lige en lidt anden holdning end dem jeg har læst indtil nu...

Jeg kan nemlig sagtens forstå dig og din frustration. Og har selv siddet i en lignende situation. Har var det bare manden der pressede på ifht at få børn, og så var jeg meget alene med graviditeten. Efterfølgende fik han en efter fødselsreaktion, og jeg var IGEN alene med et kolik barn og en mand der bare stak af ind til sin computer og lod mig stå med hele lorten. Ingen hjælp i hjemmet, ingen søvn, ingenting andet en krav om at jeg også skulle være hustru for ham.

Det var ulideligt, og ærligt talt - havde vi ikke lige købt hus sammen, så var jeg smuttet. Lyder måske grotesk ja, men der var jo meget mere i det end det praktiske og knuste drømmene. Og min holdning er at hvis er forhold, på sigt ( uanset om det er kærlighedsforhold eller andre relationer) bør gå nogenlunde lige op ifht glæde og ulykke. Man kan ikke passe på andre hvis ikke man passer på sig selv. Hverken sin partner eller sit barn.

Jeg vil dog sige at jeg i dag er LYKKELIG for at vi havde købt hus og at det ikke var så 'nemt' bare at skride. For vi kæmpede kampen (begge to), og i dag har vi en lækker og glad søn på 2 år og en lillesøster i maven der ikke helt har fattet at lejekontrakten ER udløbet...

Denne graviditet har været helt anderledes - alle de forventninger der ikke blev mødt sidst er blevet mødt nu. Jeg glæder mig og er spændt på at blive en familie på 4. Jeg tror ikke det går galt igen, men HVIS det gør, vil jeg kæmpe med næv og klør for at komme ud på den anden side igen. For nu VED jeg vi kan.

MEN det ved du ikke - endnu. Og det er heller ikke sikkert at i kan. Der er kun een måde at finde ud af det på, og det er at kæmpe. Når det er sagt, så vil jeg igen pointere at man skal først og fremmest passe på sig selv. Det lyder egoistisk, men er jo i virkeligheden en forudsætning for at kunne overskue og magte at være der for andre.

Kun du ved hvornår det er nok. Det er dig det skal mærke efter hvor meget mere du har overskud til, for det er fandme hårdt at stå med knuste drømme og forventninger ( som jeg ikke synes lyder urimelige) med en baby og en "voksen-baby".
Det ER nemmere at gå sin vej - og KAN være den rette løsning.

Kærlig hilsen hende der har været i dine sko, og FULDT ud forstår det arbejde du gør for at få tingene til at fungere. Og som ikke kunne drømme om at dømme dig for hvad end du beslutter...

Ja jeg undlod så at fortælle at det har vi gjort, altså snakket med en psykolog og der er det præcis det samme.

Han gør ikke disse ting fordi han er egoistisk og doven, men han vil gerne - det sker bare ikke. Jeg ser ham som en prioritet og han ser sig selv som en prioritet og det betyder jo så at han får det han gerne vil have.
Psykologen sagde så at vi skal mødes på midten og det har han jo så heller ikke gjort. Altså jeg skal geare ned og han skal op i gear, jeg har gearet ned og det siger x også at jeg har, men han geare ikke op og han ved ikke hvorfor han bare bliver ved at være passiv, men det er jo nok fordi han allerede har det som han vil have det og så er det fint at jeg brokker mig engang imellem.

Men undskyld, hvordan skal jeg kunne lade være med at prioritere x og ville ham det bedste? Det er da det mabn gør i et forhold, ikk?

Hmm...

Hvor mange gange har I set den psykolog?

Altså, jeg vil nok sige at enten har psykologen ikke været god nok, eller også har din mand måske en efterfødselsreaktion, som Rockertand også er inde på. 

ELLER også er x bare som han er. Det er ikke alle der kan mødes på midten, heller ikke selvom psykologen siger at I skal. Det er nemmere at geare ned end at geare op.

Jeg kan godt forstå at det må være frustrerende for dig, men jeg ville give det mere tid hvis jeg var dig. 8 mdr. er ikke meget i en nybagt families liv. 

Jeg vil næsten garantere dig at jeres liv og hverdag ser bedre ud om et år. 

Men hvis din mand rent faktisk har en efterfødselsreaktion, så skal han have noget hjælp. 

Anonym skriver:

Selvfølgelig er der forskel på at være 1 eller 2, selvom der nok ikke meget forskel herhjemme. Men så er vi ude i om jeg skal leve med at jeg intet har at se frem til, skal jeg være ked af det hele tiden og have en kæreste der slet ikke kan varetage mine behov?

 

Vi har snakket mange gange og jeg fortæller ham også hver gang at han ikke bare skal snakke mig efter munden, men siger hvad han egentligt vil, men han vil det samme som mig 

Jeg er næsten lige blevet alene. Jeg sagde stop, fordi vi var alt for forskellige og vores værdier i livet begyndte at ligge meget langt fra hinanden. Desuden stod jeg med 95 procent af alt hvad der involverese Emil. Og jeg vil sige for mig er det slet ikke hårdt at være ene om Emil, tværtimod er mit overskud blevet langt større.

Men prøv at sætte ham stolen for døren. Sig til ham at du har meldt dig ind i nogle boligforeninger og hvis der ikke sker en ændring så er det slut.

Du er din egen lykkes smed min pige. (Det har jeg altid ønsket at sige :-P) hvad med at I flytter fra hinanden og kun ses de der tilladt 2 gange om ugen og skiftes til at ha den lille. På den måde får du lidt tid til dig selv og så kan i se om jeres forhold skal forsætte eller om i har det bedst vær for sig :-)

Anonym skriver:

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik  Desværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

"nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har.."hmmmmmm............. altså.....

Jeg hæfter mig ved det sidste du skriver, for her lyder det jo til du har truffet din beslutning.

Du skal finde først finde en lejlighed - søg boligsikring
Kommunen kan nok bedre svare på dele ordninger, end jeg.
Møbler finder man vel i genbrugen/dba - det gjorde jeg... ikke altid kønt men funktionnelt..


Det med din mand kan jeg ikke hjælpe med... for vi er meget enige om hvem der gør hvad under vores tag - og min mand er MEGET fikseret på renlighed. familien driller ham tit med "bobedre" kataloget... han er så heldigvis faldet lidt af på den, så han ikke får stress over en sok på gulvet længere

Tror nærmere det bliver ham der bliver træt af mig.... for jeg er husmor agtig nu og det kan jeg jo nok ikke opretholde helt perfekt når der engang kommer en baby (KOM NU IGANG KROP!!!)

Anonym skriver:

Årha altså. Jeg har været sammen med en mand i 8 år efterhånden og vi har fået en skøn datter sammen som lige er blevet 8 måneder.

 

Lige siden jeg blev gravid har der været problemer, ja faktisk før.

Jeg fik jo af vide at jeg ikke kunne få børn og det gav mig en depression, jeg sagde at vi med det samme skulle gå i gang med at prøve og det var i orden.

Jeg blev så gravid efter en længere proces med vægttab, medicin og klinik &nbspesværre har jeg haft en hård graviditet med bækkenløsning, ondt i ryggen, hovedpine og nakkesmerter. 

Vi får vores datter og intet af det var som jeg troede det ville være. Jo vores datter er selvfølgelig guld værd, men min kæreste (kan vi ikke kalde ham x), var der slet ikke for mig på noget tidspunkt, det var ikke hyggeligt og jeg havde virkelig svært ved at se os blive en familie.

Jeg troede han ville være forstående under min depression, men nej der blev slet ikke taget hensyn til at jeg var ked af at jeg ikke kunne få børn (humørsvinginger osv).

Jeg troede han ville være hjælpsom under min graviditet eftersom jeg næsten ikke har kunnet noget, men nej heller ikke her og faktisk følte jeg at han var træt af mig.

Desuden troede jeg også han ville interesserer sig mere for vores kommende barn og min graviditet, men nej. Her fik jeg altså af vide at der var lang tid til at hun kom, så det behøvede han ikke endnu (eller sådan føles det)

 

- Og det er også fint nok at mænd er ligeglade, men det er bare så hårdt at alt man troede skulle ske slet ikke skete og jeg synes ikke engang at det var krav, jeg troede bare vi virkelig skulle hygge eftersom at det måske blve vores eneste barn 

Faktisk så var jeg så spændt på at se om jeg var gravid at jeg slet ikke sov den nat jeg skulle test, så da klokken enedelig blev 7 om morgene så testede jeg - positiv selvfølgelig  - og hoppede ind i sengen til ham for at fortælle de gode nyheder, han siger bare "okay, dejligt" og ligger sig til at sove igen  Slet ikke den reaktion jeg havde håbet på.

 

Okay pointen er at jeg virkelig slet ikke føler mig glad, vi er åbenbart alt for forskellige, som i nok kan læse.

Efter fødslen var vi slet ikek kærester mere, det føltes mere som om han egentligt ikke kunne overskue at være forælder. Ikke fordi at han ikke er god ved vores datter, men han tror at hvis han har hende en hel dag så kan han ikke lave noget som helst andet, som f.eks. at støvsuge, tømme opvaskeren osv - eller han kan i hvert fald ikke overkomme det og det gør mig sur fordi så skal jeg altid lave det hele. Når han kommer hjem fra arbejde så vil han jo slappe af på trods af at jeg også har været i skole og har lektier når jeg kommer hjem.

 

Jeg prøvede så en sidste ting, jeg elsker ham jo og vil gerne at det fungere og det vil han også, han kan bare ikke tage skridtet, men det synes jeg er noget fis.

Jeg sagde så at jeg ville sådan og sådan og sådan og at jeg ville have 20 forskellige kys hver dag (bare for at det skulle være sjovt, hyggeligt og at vi havde en lille smule intimitet), det holdte i 3 dage  Så begyndte det ligeså stille at glide ud for ham, endda selvom jeg sagde at jeg manglede så mange og så mange kys.

Jeg føler virkelig ikke at han gider (også selvom jeg kan se at han bliver ked af det og siger at han godt gider) og jeg overvejer at blive alenemor - der er nok ikke nogen forskel alligevel 

 

Kan nogen fortælle mig hvad jeg skal? Hvor kan jeg få hjælp? Jeg skal jo nok have ny lejlighed, møbler osv jo ?? Bare giv al den gode info i har..

Du sidder og beskriver min frygt..
Min mand og jeg er også igennem behandling. Vi er vant til bare at være os selv, og gøre hvad det passer os, hvornår det passer os.
Jeg kan godt frygte lidt at når jeg (forhåbentligt) bliver gravid, at så alle de ting jeg har drømt og forestillet mig mht. graviditet og fødsels bliver noget HELT andet.
-Altså, jeg er godt klar over at det bliver hårdt
Men jeg drømmer om stor mave, en mand der ligger og nusser den og snakker til den.. Baby kommer, og så kommer lykken og idyllen..
Men virkeligheden er en helt anden..
Hvad hvis jeg bliver blæst bagover? Hvad hvis min mand gør? Hvordan tackler vi vores nye liv?
Læser tit om at kvinden ændre sig meget når babyen kommer.. Men hvad hvis manden ikke gør?

Jeg kan ikke give dig et svar.. Det kan kun du selv.
Men jeg tror at det er meget normalt at det liv man har forestillet sig, slet ikke bliver sådan. Måske bliver det meget hårdere og bedre end man nogen sinde har kunnet forestille sig..

Synes du skal gi din mand noget tid. Det hele er stadig nyt for ham.
Du blev mor da du blev gravid, han blev først far da babyen kom til verden..

Håber det bedste for jer.