Børn...En menneskeret eller et privilegie?

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Jeg erklære mig enig med dig..

desuden har jeg i mange debatter rundt på nettet stødt på kvinde der udtaler sig at de har fravalgt børnepengene fra faren fordi de godt kan klare sig. Samtidig med at de får de ekstra børne penge fra staten hver tredje måned. Det bare helt forkert i mine øjne
..
Hvorfor skal faren ikk stilles overfor økonomisk ansvarlighed når staten åbenbart skal?

Lige et sidespring men jeg siger ikk at alle snylter men jeg er overbevist over at mange gør.

1990h skriver:

Jeg erklære mig enig med dig..

desuden har jeg i mange debatter rundt på nettet stødt på kvinde der udtaler sig at de har fravalgt børnepengene fra faren fordi de godt kan klare sig. Samtidig med at de får de ekstra børne penge fra staten hver tredje måned. Det bare helt forkert i mine øjne
..
Hvorfor skal faren ikk stilles overfor økonomisk ansvarlighed når staten åbenbart skal?

Lige et sidespring men jeg siger ikk at alle snylter men jeg er overbevist over at mange gør.

Faren kan jo alligevel trække det meste fra i Skat, så det er staten der betaler børnepengene alligevel.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg giver dig ret i at det er et farligt spørgsmål at stille, for selvom du tager udgangspunkt i folk på kontanthjælp der stadig ønsker barn eller flere børn, så er selve spørgemålet " Er børn en menneskeret eller et privilegium" jo meget bredt og man kunne i den forbindelse uddybe eller stille flere spørgsmål i samme dur, som er der en dybereliggende mening med at nogen ikke kan få børn på egen hånd? Og gavner det os, den menneskelige race at nogle gener overlever selvom de under naturlige omstændigheder ikke ville?

Personligt vil jeg mene at der er andre omstændighederne som er værre for børnene og vores samfund end hvis forældrene er på kontanthjælp. Jeg ved godt at du i dit indlæg lægger op til at det drejer sig om vores samfunds økonomiske situation og at folk der får støtte fra staten burde tænke sig en ekstra gang om før de starter på at få børn. Men det er jo ikke den dyreste udgift i forhold til forældre og børn, hvad med fertilitetsklinikker? Børn der kommer fra kår hvor der kræves plejefamilie, psykolog, støttepædagoger, familieterapeuter og meget andet - det koster også samfundet mange mange bunker af penge årligt. Dette her kan sagtens være børn fra familier hvor begge forældre arbejder, men ikke har evnen til at være mor og /-eller far.

Så jeg tror hellere jeg vil vende det om og spørge " er det en barneret at få egnede forældre?". Hellere en mor på kontanthjælp, som har et hjerte fyldt med kærlighed end en meget traumatiseret mor/far som ikke er i stand til at have dette barn. 

Men hvor går grænsen og hvem erklærer en egnet eller uegnet som forældre?  

/Fenja

 

 

Det var ikke min hensigt at ligge op til at det kun var folks økonomiske formåen, der skulle afgøre om man har ret til børn eller ej. Det var blot et eksempel på en debat, hvor lige netop "menneskeret's" kortet ofte bliver smidt. Det kunne lige så godt være i fertilitets henseender OSV.

Jeg har selv været i fertilitets beh, og har da også mange stille nætter, lagt og funderet for mig selv om, at det måske bare ikke var meningen at jeg skulle have børn. At der var en dybere mening med at jeg ikke blev gravid.
Men der må jeg sige, at den hopper jeg altså ikke helt på...Altså den med den dybere mening. Jeg tror på at det i langt de fleste tilfælde er livstil, alt det møg vi omgiver os med og så tilfældighedernes spil, der har "magten" der. Nogle få, er det selvfølgelig også generne der spiller ind.
Og vil også sige, at under hele forløbet, kunne jeg aldrig drømme om at smide "menneskeret's" kortet ( det ville jo nok heller ikke hjulpet en hujende fis). Jeg har hele tiden, været af den overbevisning at det er et privilegie at blive velsignet med et barn/børn. Og i min verden er et privilegie, noget man på en eller anden måde, gør sig fortjent til. At man ligesom skal yde en indsats, for at få noget igen.
Ved ikke helt om jeg har fået skrevet det, så det kan forståes hvad jeg helt reelt mener. Synes at det er svært at formulere, uden at lyde meget fordømmende.

Fenja09 skriver:

Faren kan jo alligevel trække det meste fra i Skat, så det er staten der betaler børnepengene alligevel.

/Fenja

Det for mig ligemeget. Det princippet. Jeg syntes det en mærkelig mentalitet at man ikk kræver fra faren som har lavet ungen men man gerne ville ha og ha og ha fra staten.

1990h skriver:

Det for mig ligemeget. Det princippet. Jeg syntes det en mærkelig mentalitet at man ikk kræver fra faren som har lavet ungen men man gerne ville ha og ha og ha fra staten.

Ja, men det ændre stadig ikke på at faren i realiteten ikke betaler særlig meget alligevel - det gør staten.

Elgaard73 skriver:

Det var ikke min hensigt at ligge op til at det kun var folks økonomiske formåen, der skulle afgøre om man har ret til børn eller ej. Det var blot et eksempel på en debat, hvor lige netop "menneskeret's" kortet ofte bliver smidt. Det kunne lige så godt være i fertilitets henseender OSV.

Jeg har selv været i fertilitets beh, og har da også mange stille nætter, lagt og funderet for mig selv om, at det måske bare ikke var meningen at jeg skulle have børn. At der var en dybere mening med at jeg ikke blev gravid.
Men der må jeg sige, at den hopper jeg altså ikke helt på...Altså den med den dybere mening. Jeg tror på at det i langt de fleste tilfælde er livstil, alt det møg vi omgiver os med og så tilfældighedernes spil, der har "magten" der. Nogle få, er det selvfølgelig også generne der spiller ind.
Og vil også sige, at under hele forløbet, kunne jeg aldrig drømme om at smide "menneskeret's" kortet ( det ville jo nok heller ikke hjulpet en hujende fis). Jeg har hele tiden, været af den overbevisning at det er et privilegie at blive velsignet med et barn/børn. Og i min verden er et privilegie, noget man på en eller anden måde, gør sig fortjent til. At man ligesom skal yde en indsats, for at få noget igen.
Ved ikke helt om jeg har fået skrevet det, så det kan forståes hvad jeg helt reelt mener. Synes at det er svært at formulere, uden at lyde meget fordømmende.

En af årsagerne til at folk ikke mener at man ikke burde få børn hvis man ikke kan lave dem på den naturlige måde er fordi at det at skabe liv altid vil og har været det mennesket ønsker sig allermest - en evne som alle gerne vil besidde uanset om de kan selv eller skal have hjælp. Det er et ønske - et eftertragtet et.

Og det er jo heldigt at mennesket er rigtig god til at tilpasse sig og derfor er videnskaben også nået dertil hvor vi kan hjælp par som ikke kan få børn på den naturlige måde.

Når noget er så naturligt og ligger så dybt i os at vi skal videreføre vores gener, hvorfor skal folk på overførselsindkomst så fortrænge eller opgive ønsket om børn fordi nogle mener at det er med til at ødelægge vores samfunds økonomi? Jeg tror helt inde i mit hjerte at der er mange andre ting der ødelægger Danmarks økonomi.

Og så mener jeg ikke at man kan sammenligne job og børn.

Jeg vil langt hellere sidde som 80-årige med 4 unger end at have arbejdet hele livet med det jeg allerhelst ville. Forstået på den måde, at børnene er vores fundament, vores videreførsel - det er vores job ikke. Det er trist når man ikke kan forfølge sin drøm mht. karriere men efter min mening er det ikke lige så stort tab, som hvis man ikke får lov at få de børn man gerne vil have - hvis man kan få dem!

Selvfølgelig skal man gøre sig fortjent til at få børn - men afhænger det af ens økonomi eller ens hjerte og forstand?

 

 

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Jeg er 110% enig Det er bestemt et privilegie

Fenja09 skriver:

En af årsagerne til at folk ikke mener at man ikke burde få børn hvis man ikke kan lave dem på den naturlige måde er fordi at det at skabe liv altid vil og har været det mennesket ønsker sig allermest - en evne som alle gerne vil besidde uanset om de kan selv eller skal have hjælp. Det er et ønske - et eftertragtet et.

Og det er jo heldigt at mennesket er rigtig god til at tilpasse sig og derfor er videnskaben også nået dertil hvor vi kan hjælp par som ikke kan få børn på den naturlige måde.

Når noget er så naturligt og ligger så dybt i os at vi skal videreføre vores gener, hvorfor skal folk på overførselsindkomst så fortrænge eller opgive ønsket om børn fordi nogle mener at det er med til at ødelægge vores samfunds økonomi? Jeg tror helt inde i mit hjerte at der er mange andre ting der ødelægger Danmarks økonomi.

Og så mener jeg ikke at man kan sammenligne job og børn.

Jeg vil langt hellere sidde som 80-årige med 4 unger end at have arbejdet hele livet med det jeg allerhelst ville. Forstået på den måde, at børnene er vores fundament, vores videreførsel - det er vores job ikke. Det er trist når man ikke kan forfølge sin drøm mht. karriere men efter min mening er det ikke lige så stort tab, som hvis man ikke får lov at få de børn man gerne vil have - hvis man kan få dem!

Selvfølgelig skal man gøre sig fortjent til at få børn - men afhænger det af ens økonomi eller ens hjerte og forstand?

 

 

Jeg tror at du misforforstår mig lidt. Det er ikke folk's situation (økonomis, fysisk, mentalt osv) jeg stiller spørgsmålstegn ved. Det er ene og alene den udmelding, at de har KRAV på at få børn. Det er selve det at det bliver krævet, der vælter læsset for mig.

Ja, ønsket om børn kan være enormt, pågrund af det dybtliggende instinkt mennesket har for at føre arten vidre, men det gør det jo ikke til en menneskeret.
Men jeg skal da være den første til at råbe tak og amen for at videnskaben idag er i stand til at hjælpe os, der ikke helt selv kan finde ud af det. Men det er jo stadig ikke en menneskeret.
At der så er nogle der mener at man ikke bør få børn, hvis man ikke kan lave dem selv...Det kan jeg kun ryste på hovedet af. Med så få børnefødsler som vi efterhånden har i verden, så ville det da hurtigt. gå endnu hurtigere ned af bakke, hvis vi så også lige skar alle fertilitets babyerne fra. Der ville efterhånden ikke blive meget verden tilbage til de narturligt lavede babyer.

Og så mener jeg altså godt, at man kan sammenligne drømmen om f.eks job og børn. Jeg har fuld forståelse for at du helst vil sidde som 80 årig, og have fået 4 børn... Men hvis ikke der var nogle der havde store job drømme og ambitioner, hvad ville det så være for en verden vi ville efterlade til de 4 børn. Hvis ikke der var nogle der brændte med krop og sjæl for deres job, hvem skulle så få hjulene i verden til at dreje rundt.
Og for mit vedkommende har jeg fantaseret om drømmejobbet, siden jeg var lille pige.Det har været så stor en del af mig og den jeg er vokset op til at blive, at jeg har svært ved at bare feje det af bordet og trække let på skuldrene. Hvorimod min drøm om reproduktion, først er dukket op i voksenårene.og ikke en nær så indgroet del af min identitet. Så for mig er den ene drøm, bestemt ikke mindre værd end den anden drøm, Folk har jo hver især noget de brænder for og drømmer om, og det ville da næsten være arrogant at sige at en drøm, ikke har nær så stor værdi som en anden.

Jeg ved ikk rigtig hvad det er..... Hvis man har psyken og fysisk kan så er det da fint at man vil have børn..... :-)
Og dem der er syge på kh skal også have muligheden, også er jeg egentlig ligeglad med at folk kalder det "at man blir forsørget af staten" ....

Mettefpigen skriver:

Jeg ved ikk rigtig hvad det er..... Hvis man har psyken og fysisk kan så er det da fint at man vil have børn..... :-)
Og dem der er syge på kh skal også have muligheden, også er jeg egentlig ligeglad med at folk kalder det "at man blir forsørget af staten" ....

Det er heller ikke folk's økonomiske/mentale/fysiske situation jeg stiller spørgsmålstegn ved... Det var bare et eksempel på en slags debat, hvor "menneskeret's" kortet tit bliver smidt på bordet, hvis der er nogle der stiller sig kritisk over for det.
Mit spørgsmål går ene og alene på, om folk syntes at det er en menneskeret eller et privilegie.
Jeg mener jo at det er et privilegie, og stejler derfor lidt, når nogle ligefrem kræver det. (Om man så er direktør eller KH modtager)