Børn...En menneskeret eller et privilegie?

Elgaard73 skriver:

Det var heller ikke så meget den økonomiske formåen, jeg gik efter... men mere folks reaktion, når man stillede spørgsmålstegn ved f.eks den økonomiske formåen... At når man gjorde det, så blev "menneskeret's" kortet straks smidt på bordet. Den økonomiske del af spørgsmålet, var blot et eksempel.
Som om at enhver kritik, når det kommer til det med at få børn, straks kan skydes ned med at det er en menneskeret. Og der er jeg forundret (og uenig). For mig er det et privilegie, som er nogen forundt og andre ikke.

Så er vi enige på sæt og vis. Dog synes jeg ikke man kan hævde nogen har mindre ret end andre til opleve at få den gave. Og vi er rige nok til at hjælpe de somm ønsker et barn. Men klart er mine børn ikke en ret jeg har, de er en gave livet har beriget mig med og jeg under alle de som har ønsket, at de skal få lov at opleve det privilegium

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Jeg giver dig ret i at det er et farligt spørgsmål at stille, for selvom du tager udgangspunkt i folk på kontanthjælp der stadig ønsker barn eller flere børn, så er selve spørgemålet " Er børn en menneskeret eller et privilegium" jo meget bredt og man kunne i den forbindelse uddybe eller stille flere spørgsmål i samme dur, som er der en dybereliggende mening med at nogen ikke kan få børn på egen hånd? Og gavner det os, den menneskelige race at nogle gener overlever selvom de under naturlige omstændigheder ikke ville?

Personligt vil jeg mene at der er andre omstændighederne som er værre for børnene og vores samfund end hvis forældrene er på kontanthjælp. Jeg ved godt at du i dit indlæg lægger op til at det drejer sig om vores samfunds økonomiske situation og at folk der får støtte fra staten burde tænke sig en ekstra gang om før de starter på at få børn. Men det er jo ikke den dyreste udgift i forhold til forældre og børn, hvad med fertilitetsklinikker? Børn der kommer fra kår hvor der kræves plejefamilie, psykolog, støttepædagoger, familieterapeuter og meget andet - det koster også samfundet mange mange bunker af penge årligt. Dette her kan sagtens være børn fra familier hvor begge forældre arbejder, men ikke har evnen til at være mor og /-eller far.

Så jeg tror hellere jeg vil vende det om og spørge " er det en barneret at få egnede forældre?". Hellere en mor på kontanthjælp, som har et hjerte fyldt med kærlighed end en meget traumatiseret mor/far som ikke er i stand til at have dette barn. 

Men hvor går grænsen og hvem erklærer en egnet eller uegnet som forældre?  

/Fenja

Elgaard73 skriver:

Kan godt følge dig i det du skriver...
Har selv måttet kæmpe i 6 år for at få vores søn, så jeg om nogen, ved at det ikke er en menneskeret at få børn. Det er et privilegie, som man måske er heldig nok at opnå. Og ja, i særdeleshed en gave.
Og inden nogle farer i flint over at jeg har været i fertilitetsbehandling og dermed fået barn på statens regning, så nej... Alt vores behandling er betalt af os selv.

Jeg får lyst til at ønske dig et kæmpe tillykke med din søn!!! Ikke fordi du har indkasseret dit ret, men fordi et brændende ønske endelig er gået i opfyldelse efter så mange års kamp!

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Helt et 100 % sikkert et privilegie

jeg synes dem som kan overskue børn, skal have børn, om de er på SU, KH eller førtidspensioneres, det er mig fuldstændig lige meget, vi har brug for der bliver sat nogle børn i verden.  Og jeg går ud fra at hvis man er på SU eller KH så er det ikke en permanent ting, og hvis man er førtidspensioneret, ja så må det være fordi at der er noget der gør man ikke kan overskue et arbejdsmarked. Om det er fysisk eller psysisk, det er fuldstændig ligemeget. så længe at der er det som et barn har brug for i en forældre. Og forældre med psykiske eller fysikske problemer kan udemærket blive super forældre selv med deres mangler. Så nej jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du er på når du får børn, bare du selv kan overskue at give dem det de har brug for

Fenja09 skriver:

Jeg giver dig ret i at det er et farligt spørgsmål at stille, for selvom du tager udgangspunkt i folk på kontanthjælp der stadig ønsker barn eller flere børn, så er selve spørgemålet " Er børn en menneskeret eller et privilegium" jo meget bredt og man kunne i den forbindelse uddybe eller stille flere spørgsmål i samme dur, som er der en dybereliggende mening med at nogen ikke kan få børn på egen hånd? Og gavner det os, den menneskelige race at nogle gener overlever selvom de under naturlige omstændigheder ikke ville?

Personligt vil jeg mene at der er andre omstændighederne som er værre for børnene og vores samfund end hvis forældrene er på kontanthjælp. Jeg ved godt at du i dit indlæg lægger op til at det drejer sig om vores samfunds økonomiske situation og at folk der får støtte fra staten burde tænke sig en ekstra gang om før de starter på at få børn. Men det er jo ikke den dyreste udgift i forhold til forældre og børn, hvad med fertilitetsklinikker? Børn der kommer fra kår hvor der kræves plejefamilie, psykolog, støttepædagoger, familieterapeuter og meget andet - det koster også samfundet mange mange bunker af penge årligt. Dette her kan sagtens være børn fra familier hvor begge forældre arbejder, men ikke har evnen til at være mor og /-eller far.

Så jeg tror hellere jeg vil vende det om og spørge " er det en barneret at få egnede forældre?". Hellere en mor på kontanthjælp, som har et hjerte fyldt med kærlighed end en meget traumatiseret mor/far som ikke er i stand til at have dette barn. 

Men hvor går grænsen og hvem erklærer en egnet eller uegnet som forældre?  

/Fenja

 

 

Enig!! Vh stine

SjeBets skriver:

jeg synes dem som kan overskue børn, skal have børn, om de er på SU, KH eller førtidspensioneres, det er mig fuldstændig lige meget, vi har brug for der bliver sat nogle børn i verden.  Og jeg går ud fra at hvis man er på SU eller KH så er det ikke en permanent ting, og hvis man er førtidspensioneret, ja så må det være fordi at der er noget der gør man ikke kan overskue et arbejdsmarked. Om det er fysisk eller psysisk, det er fuldstændig ligemeget. så længe at der er det som et barn har brug for i en forældre. Og forældre med psykiske eller fysikske problemer kan udemærket blive super forældre selv med deres mangler. Så nej jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du er på når du får børn, bare du selv kan overskue at give dem det de har brug for

Og fulstændig enig! Vh stine

Mumto3 skriver:

Jeg får lyst til at ønske dig et kæmpe tillykke med din søn!!! Ikke fordi du har indkasseret dit ret, men fordi et brændende ønske endelig er gået i opfyldelse efter så mange års kamp!

Jeg opgav min drøm... Inden jeg mødte manden var jeg i gang med uddannelse, skulle videreuddanne mig til designer, en drøm jeg har haft i mange år, og som jeg har kæmpet for. Desværre MENS jeg studerede var jeg på arbejde, og kom ud fra en arbejdsulykke. Der kunne intet være gjort for at forhindre det.

Selv da jeg stod til at skulle visiteres til fleksjob, kæmpede jeg for min drøm. Det var først da chefen fra praktikpladsen (designer ved Blend) sagde at jeg ville i det liv DE lever, aldrig kunne følge med... 

Samtidig gik jeg ved psykolog, for hvordan takler du at dine fremtidsmuligheder bliver fjernet fra dig - dit forsørgergrundlag... Det var jo MIN drøm...

Jeg er i gråzonen nu tænker jeg. Jeg er på ledighedsydels. Ergo jeg får penge fra kommunen. Jeg står på vent, til at kommunen "har tid til mig" for jeg er en af "de svage" som de kan vente med at sende ud.

Jeg har valgt at leve mit liv det bedste jeg kan, med mand og barn. Om vi skal have en til, siger manden nej til... Men det vil striden vise... Jeg skal bestemt arbejde det jeg kan, når muligheden Byder sig. Lige nu arbejder jeg hjemmefra, for under min graviditet fandt jeg ud af at der findes andet end pigetøj jeg kunne designe. Jeg kastede mig ud i børnetøj, og indtil videre er kontoen i stort minus, men når den kommer i plus, så skal der betales skat, og kommunen kan trække min ledighedsydelse fra, i det som jeg har tjent. Så har jeg da hvertfald gjort lidt for at jeg ikke helt føler mig som samfundsnasser

om folk skal have børn på ledighedsydelse, dagpenge, su, kontanthjælp, pension, eller hvad der ellers er af hjælp, det skal jeg ikke sige mig klog på... Jeg er faktisk ligeglad, så længe barnet ikke lider last... Ligeså mange rige, kan have børn som mistrives, far og mor har for travlt med at tjene penge, så kærligheden får de igennem dyrt tøj, smykker, tasker, sko, biler... 

Jeg vil helst have forældre som udviser kærlighed, om billetten til Legoland er sponsoreret af mødrehjælpen, eller den er foræret af Legoland selv, fordi dit firma er sponsor der, det er mig et fedt... Det er kærligheden/overskuddet fra mor og far som betyder noget

I mine øjne er ønsket om børn hverken en menneskeret eller et privilegie, men en drift. Jeg har selv i mange år ønsket børn så meget, at jeg seriøst ikke tænkte, jeg havde et liv, hvis jeg ikke kunne blive mor. Og jeg ville gå rigtigt langt for at få det ønske opfyldt. En dårlig økonomi, skulle på ingen måde være til hinder. Samtidig er jeg så forfængelig, at jeg ville lægge mig rigtig meget i selen for at  undgå at andre skulle forsørge mig.

Så for at svare på spørgsmålet: Ønsket om børn er en drift og man bør gøre sit bedste for selv at skabe rammerne økonomiske mv for at skabe plads til børnene i sit liv.