Børn...En menneskeret eller et privilegie?

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Du er bestemt ikke alene.

Jeg mener at er man syg ,i den forstand at man psykisk godt kan tage sig af et barn er det ok.

F.eks er der flere førtidspensionister herinde hvis eneste problem er en dårlig krop -og de skal jo ikke straffes for at de evt har været uden for en ulykke.

Men er det fordi man f.eks er arbejdssky-Og jo de mennesker findes 

Og man derfor er i fare for at være på evig forsørgelse,ja så mener jeg at flere af den type familier hvor den sociale arv går igen og man kan se flere generationer på off forsørgelse.-ja dem har DK altså ikke brug for.

Der var det bedre at der blev brugt nogle peronlige resourser på at komme ud af den spiral inden man sætter børn i verden .

i min verden er børn bestemt hverken en menneskeret eller noget man skal føle pligt til at få men derimod en vidunderlig ting for langt de fleste kvinder hvis de har overskuddet til det. Jeg er selv af den holdning at hvis man har det skidt hvad end det er fysisk eller psykisk så må man gøre op med sig selv om man synes at man kan være der tilstrækkeligt for ens barn.

Carina:-) skriver:

Du er bestemt ikke alene.

Jeg mener at er man syg ,i den forstand at man psykisk godt kan tage sig af et barn er det ok.

F.eks er der flere førtidspensionister herinde hvis eneste problem er en dårlig krop -og de skal jo ikke straffes for at de evt har været uden for en ulykke.

Men er det fordi man f.eks er arbejdssky-Og jo de mennesker findes 

Og man derfor er i fare for at være på evig forsørgelse,ja så mener jeg at flere af den type familier hvor den sociale arv går igen og man kan se flere generationer på off forsørgelse.-ja dem har DK altså ikke brug for.

Der var det bedre at der blev brugt nogle peronlige resourser på at komme ud af den spiral inden man sætter børn i verden .

Er helt enig med dig.
Jeg går heller ikke ind for at nogen skal straffes eller andet.
Jeg udfordrede mere den holdning med at hvis man tillader sig at "prikke" lidt til folks børne/familie drømme, bliver der straks talt med store ord og man risikere at blive kaldt både usympatisk, smålig og lign. Fordi mange tilsyneladende ser det som en menneskeret.

Jeg synes ikke emnet er så sort/Hvidt
Synes det er for firkantet at sige, at det er et privilegier eller en menneskeret. Jeg ville sige en mellemting
Jeg har også haft drømme om arbejde og står i dag og ikke kan arbejde, pg nogle mener st fordi jeg ikke kan arbejde, kan jeg ikke klare at have børn. Skal jeg så opgive de drømme jeg har tilbage, jeg tror vi alle griber de drømme og muligheder som er der for os, og selvom nogle kan få i form af kommunen så kan der være evigheder af årsager, der kan være ændrede forhold, men fordi man er på kh eller anden offentlig indkomst er det ikke ensbetydende man ikke kan få en drøm opfyldt

Synes ikke det direkte er en menneskeret at få børn, men synes alle har lov til at udnytte mulighederne for st være lykkelig og jage de drømme som kommer hen af vejen, ikke alle drømme er mulige, men synes alle skal have lov til at få udfyldt de drømme som er mulige, jeg får aldrig oplevet mine jobdrømme og mange andre drømme, pga sygdom, mener personligt jeg har ret til at være lykkelig og få bare nogle af de mange opfyldt, og synes andre har lov til det samme

At nogle bevidst udnytter findes alle steder, om det er drømme om børn, karriere, familieliv, en kæreste/ægtefælle osv
I dag er de sociale kran og standart også anderledes, bla dyre institutionspladser som er nødvendige når begge har job eller skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, der er mange ting som spiller ind, og som sagt er der et fåtal som udnytter men skal jo ikke ødelægges andres reelle hensigter i drømmene om at få et barn

jydeinden skriver:

i min verden er børn bestemt hverken en menneskeret eller noget man skal føle pligt til at få men derimod en vidunderlig ting for langt de fleste kvinder hvis de har overskuddet til det. Jeg er selv af den holdning at hvis man har det skidt hvad end det er fysisk eller psykisk så må man gøre op med sig selv om man synes at man kan være der tilstrækkeligt for ens barn.

Tak for dit svar... Det er nu ikke så meget barnet's tarv jeg er bekymret for. Man kan være en fantastisk forælder, ligegyldigt hvor ens penge kommer fra.
Det var mere en undren over at man "kræver" sin ret til at få børn, velvidende at man ikke kan forsørge dem selv... (åhh, det lyder så grimt når det bliver skrevet ned, men det er altså ikke ment på nogen ond måde) Det er bare en simpel undren, for som jeg nævnte i start indlægget, så kunne jeg ikke finde på at forfølge min egen drøm for andres regning.

Et privilegie helt afgjort.

Jeg mener ikke at man bør sætte børn i verden hvis ikke man selv kan forsørge dem uden hjælp fra staten.. Her taler jeg selvfølgelig ikke om hvad der kan ske i fremtiden men mens man er i det.

Det er fint og fantastisk at vores samfund tager hånd om folk der ufrivilligt kommer ind i en eller anden situation som kræver hjælp.

Men jeg mener altså helt firkantet at man selv skal kunne forsørge sine børn.

Maja84 skriver:

Jeg synes ikke emnet er så sort/Hvidt
Synes det er for firkantet at sige, at det er et privilegier eller en menneskeret. Jeg ville sige en mellemting
Jeg har også haft drømme om arbejde og står i dag og ikke kan arbejde, pg nogle mener st fordi jeg ikke kan arbejde, kan jeg ikke klare at have børn. Skal jeg så opgive de drømme jeg har tilbage, jeg tror vi alle griber de drømme og muligheder som er der for os, og selvom nogle kan få i form af kommunen så kan der være evigheder af årsager, der kan være ændrede forhold, men fordi man er på kh eller anden offentlig indkomst er det ikke ensbetydende man ikke kan få en drøm opfyldt

Synes ikke det direkte er en menneskeret at få børn, men synes alle har lov til at udnytte mulighederne for st være lykkelig og jage de drømme som kommer hen af vejen, ikke alle drømme er mulige, men synes alle skal have lov til at få udfyldt de drømme som er mulige, jeg får aldrig oplevet mine jobdrømme og mange andre drømme, pga sygdom, mener personligt jeg har ret til at være lykkelig og få bare nogle af de mange opfyldt, og synes andre har lov til det samme

At nogle bevidst udnytter findes alle steder, om det er drømme om børn, karriere, familieliv, en kæreste/ægtefælle osv
I dag er de sociale kran og standart også anderledes, bla dyre institutionspladser som er nødvendige når begge har job eller skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, der er mange ting som spiller ind, og som sagt er der et fåtal som udnytter men skal jo ikke ødelægges andres reelle hensigter i drømmene om at få et barn

Tak for et dejligt uddybende svar. Det sætter tanker i gang. Og jeg er enig i rigtig meget af det du skriver. Men det er bare lige som om at det er ok, at fare i flint, fordi man stiller spørgsmålstegn ved nogen baby/familie drøm, At det er helt forfærdeligt, hvis vedkommende skal opgive den drøm. Men der er ingen der løfter et øjenbryn, hvis der er en drøm om noget andet, der skal opgives.

Elgaard73 skriver:

Er helt enig med dig.
Jeg går heller ikke ind for at nogen skal straffes eller andet.
Jeg udfordrede mere den holdning med at hvis man tillader sig at "prikke" lidt til folks børne/familie drømme, bliver der straks talt med store ord og man risikere at blive kaldt både usympatisk, smålig og lign. Fordi mange tilsyneladende ser det som en menneskeret.

Synes bestemt man selv skal gøre sit bedste, men kender flere som har søgt job, og praktikpladser uden held, og til sidst blevet enige om at få et barn og overstået barsel og håbe at jobsituationen blev bedre efter barsel eller det er nemmere at få job, når de kan se man nok ikke skal på barsel kort efter ansættelse, har også en veninde som har to relativt tætte børn og ikke har kunnet finde job, og derfor efter endt barsel med nr 2 vil beholde begge børn hjemme, og få det som hedder pasning i eget hjem, til der kommer et job tror desværre manglen på job, og den øgede fokus har gjort at de ekstra arbejdsløse, også har hævet antallet af dem som ikke vil tilbage på arbejdsmarkedet fordi udbetalt er forskellen for lille til at nogle gider gøre indsatsen

FruStolpe skriver:

Et privilegie helt afgjort.

Jeg mener ikke at man bør sætte børn i verden hvis ikke man selv kan forsørge dem uden hjælp fra staten.. Her taler jeg selvfølgelig ikke om hvad der kan ske i fremtiden men mens man er i det.

Det er fint og fantastisk at vores samfund tager hånd om folk der ufrivilligt kommer ind i en eller anden situation som kræver hjælp.

Men jeg mener altså helt firkantet at man selv skal kunne forsørge sine børn.

Det er også sådan jeg ser på det.