Børn...En menneskeret eller et privilegie?

Mumto3 skriver:

Lidt i tråd med det du skriver, så undre det mig altid når der er nogen der har svært ved at blive gravide eller hvis nogen har en spontan abort, så er der mange der svare: hvor er det uretfærdigt! Eller I har virkelig fortjent at det snart er jeres tur.

jeg kan slet ikke se det uretfærdige i det. Jeg synes det er synd, skrækkeligt, forfærdeligt osv, men jeg kan ikke se hvilken ret det er der ikke er blevet overholdt= uretfærdigt.

jeg har selv haft en SA,  og jeg var ulykkelig, men aldrig om jeg følte mig uretfærdig behandlet. Sådan er livet og sådan er naturen. På vores bryllupsdag var det regnvejr, igen, nej det var ikke uretfærdigt, selv om andre oplever solskin på deresbrylluosdag.men det var ærgeligt.

men hvis børn er en menneskeret, så er det selvfølge uretfærdigt at nogle har svært ved det/ ikke kan/ oplever SA

 

for mig er min børn en gave! Ikke en ret!

Kan godt følge dig i det du skriver...
Har selv måttet kæmpe i 6 år for at få vores søn, så jeg om nogen, ved at det ikke er en menneskeret at få børn. Det er et privilegie, som man måske er heldig nok at opnå. Og ja, i særdeleshed en gave.
Og inden nogle farer i flint over at jeg har været i fertilitetsbehandling og dermed fået barn på statens regning, så nej... Alt vores behandling er betalt af os selv.

LuLy skriver:

Jeg er enig med Ts og jeg mener egentlig heller ikke at man bør få børn på su Men det er ligeså meget fordi jeg kan forestille mig at man kommer til at sidde rigtig hårdt i det

Det er jo også også fint, hvis man mener begge dele

Mn kan også vende den om og spørge om der er tilfælde hvor det ikke er på sin plads man får børn? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville sige om en ellers velfungerende potentiel mor/far at det skulle være dem forbudt at få børn. Og det være sig også om de ikke selv kan forsørge deres barm.

jeg kan godt forstå man kan stille spørgsmålstegn ved drømmen om en masse børn hvis man ikke selv kan forsørge dem, men jeg kan ikke komme der hvor jeg vil sige man skal aflive sin drøm alene fordi man i en periode i sit liv ikke kan forsørge sig selv.

Er det et svar? Ikke helt for når det kommer til stykket mener jeg det at få børn er et privelegie og ikke en menneskeret, men det er baseret på det virkelig er en gave at få lov at få børn og få lov at beholde dem, ikke på ens økonomiske formåen. 

Line

Jeg mener klart, at det er et privillegium, og at folk selv skal have råd til at finansiere et ekstra barn på sigt. Det vil sige på¨SU, KH mm. er det okay, så længe det ikke er en permanent situation. Jeg er (i følge andre herinde) en af de uvidende mennesker, der ikke kan sætte sig ind i, at man sagtens kan få et barn mere, selvom man ikke har overskud til at arbejde. Jeg synes bare, at ens første prioritet må være at arbejde i de timer man nu kan, frem for flere børn. Jeg kan blive lidt irriteret over, at kritiken mod dette bliver brugt som om, at de folk ikke må blive lykkelige ved at få et barn, når de er for syge til at arbejde. Men det er i min verden hårdt arbejde for kroppen at få et barn og kommer dermed til at kræve energi, som i stedet kunne være brugt på arbejde. Jeg ville også kunne få opfyldt min drøm om 3 børn, hvis jeg ikke havde mit arbejde, men da arbejdet (og dermed forsørge sig selv) kommer i 1. række, står arbejdet altså også i vejen for min lykke. da min mand og jeg begge har skiftende arbejdstider, hvilket betyder at det bliver logistisk umuligt og kræve for meget, til at vi kan få et ordentligt familieliv. Jeg frygter allerede for hvordan det kommer til at se ud med to børn, når jeg vender tilbage fra barslen, for det bliver bestemt ikke nemt.

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Jeg er meget enig med dig. Jeg forstår ikke, at man i en så usikker situation, som det er at være på KH, vælger at få et eller flere børn. I mine øjne er det at være KH- modtager en krisesituation, som man må være indstillet på at gøre alt, hvad man kan, for at komme ud af. Vælger man at få barn i den situation, giver man sig selv nogle bindinger, som gør det endnu vanskeligere at komme ud af situationen - man er dels uarbejdsdygtig under barsel, har ikke noget at vende tilbage til efterfølgende, og dels bliver det sværere at være fleksibel og mobil, når man har et lille barn. 

Der er undtagelser, men generelt mener jeg, at man på KH skal sætte alt ind på at komme i fast job eller uddannelse, så man har ro og forudsigelighed omkring fremtiden, før man stifter familie. 

Skruk.M skriver:

Noget jeg ikke helt forstår er, at mange synes det er fint, at få børn på  SU, men ikke på kontanthjælp.. SU er altså også betalt af staten... nu har jeg slet ikke den holdning, at man ikke må få børn hverken på kh eller su.. Synes bare det er sjovt at der er den forskel.. Jeg kan selvfølgelig godt se, at der er mere fremtid i en der er under uddannelse, men der kan jo være så mange grunde til man er på kh... Som TS siger, skal man kunne forsørge sig selv før børn og det gør man jo ikke på SU..

bare en tanke fra en på su, som gerne vil have barn under sin uddannelse

Det er jeg uenig i. På SU er man ikke på passiv forsørgelse uden fremtidsperspektiv - man arbejder = studerer for sin støtte og har en plan for sit liv. 

Faktisk er jeg af den opfattelse, at mange flere burde få børn som studerende. Tager man en længere, videregående uddannelse, nærmer man sig hurtigt de 30 år, før man er klar til arbejdsmarkedet, og generelt får vi børn for sent her i landet. Rent samfundsøkonomisk er det langt billigere at give ekstra SU-klip end at betale barselsdagpenge eller fuld løn til barslende, der har færdiggjort deres uddannelse og evt. er i fast job, så i mine øjne er det win-win at støtte unge studerende, der ønsker at få børn. 

Mumto3 skriver:

Lidt i tråd med det du skriver, så undre det mig altid når der er nogen der har svært ved at blive gravide eller hvis nogen har en spontan abort, så er der mange der svare: hvor er det uretfærdigt! Eller I har virkelig fortjent at det snart er jeres tur.

jeg kan slet ikke se det uretfærdige i det. Jeg synes det er synd, skrækkeligt, forfærdeligt osv, men jeg kan ikke se hvilken ret det er der ikke er blevet overholdt= uretfærdigt.

jeg har selv haft en SA,  og jeg var ulykkelig, men aldrig om jeg følte mig uretfærdig behandlet. Sådan er livet og sådan er naturen. På vores bryllupsdag var det regnvejr, igen, nej det var ikke uretfærdigt, selv om andre oplever solskin på deresbrylluosdag.men det var ærgeligt.

men hvis børn er en menneskeret, så er det selvfølge uretfærdigt at nogle har svært ved det/ ikke kan/ oplever SA

 

for mig er min børn en gave! Ikke en ret!

Jeg opfatter det nu som et udtryk for, at livet eller skæbnen, om man vil, er uretfærdigt - altså en eksistentialistisk "klage" mere end en opfattelse af, at formelle rettigheder er blevet overtrådt. 

lineog4 skriver:

Mn kan også vende den om og spørge om der er tilfælde hvor det ikke er på sin plads man får børn? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville sige om en ellers velfungerende potentiel mor/far at det skulle være dem forbudt at få børn. Og det være sig også om de ikke selv kan forsørge deres barm.

jeg kan godt forstå man kan stille spørgsmålstegn ved drømmen om en masse børn hvis man ikke selv kan forsørge dem, men jeg kan ikke komme der hvor jeg vil sige man skal aflive sin drøm alene fordi man i en periode i sit liv ikke kan forsørge sig selv.

Er det et svar? Ikke helt for når det kommer til stykket mener jeg det at få børn er et privelegie og ikke en menneskeret, men det er baseret på det virkelig er en gave at få lov at få børn og få lov at beholde dem, ikke på ens økonomiske formåen. 

Line

Det var heller ikke så meget den økonomiske formåen, jeg gik efter... men mere folks reaktion, når man stillede spørgsmålstegn ved f.eks den økonomiske formåen... At når man gjorde det, så blev "menneskeret's" kortet straks smidt på bordet. Den økonomiske del af spørgsmålet, var blot et eksempel.
Som om at enhver kritik, når det kommer til det med at få børn, straks kan skydes ned med at det er en menneskeret. Og der er jeg forundret (og uenig). For mig er det et privilegie, som er nogen forundt og andre ikke.

FruStolpe skriver:

Et privilegie helt afgjort.

Jeg mener ikke at man bør sætte børn i verden hvis ikke man selv kan forsørge dem uden hjælp fra staten.. Her taler jeg selvfølgelig ikke om hvad der kan ske i fremtiden men mens man er i det.

Det er fint og fantastisk at vores samfund tager hånd om folk der ufrivilligt kommer ind i en eller anden situation som kræver hjælp.

Men jeg mener altså helt firkantet at man selv skal kunne forsørge sine børn.

Jeg er enig

Skruk.M skriver:

Noget jeg ikke helt forstår er, at mange synes det er fint, at få børn på  SU, men ikke på kontanthjælp.. SU er altså også betalt af staten... nu har jeg slet ikke den holdning, at man ikke må få børn hverken på kh eller su.. Synes bare det er sjovt at der er den forskel.. Jeg kan selvfølgelig godt se, at der er mere fremtid i en der er under uddannelse, men der kan jo være så mange grunde til man er på kh... Som TS siger, skal man kunne forsørge sig selv før børn og det gør man jo ikke på SU..

bare en tanke fra en på su, som gerne vil have barn under sin uddannelse

Enig

og den der med at på SU har man en plan, det har man ikke på KH?? øh? hvem siger SU modtageren har en plan og er stabil til arbejdslivet? ved hvad man vil?

 

og hvem siger at KH modtageren IKKE er stabil eller har en plan? 

der er vi nok tilbage dertil hvor vi altid ender... nasserne.... den lille del af alle dem som får KH... det er sq sørgeligt, men man ser det jo alle steder, dén lille flok der ødelægger det for alle andre....