Børn...En menneskeret eller et privilegie?

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Jeg synes ikke, man kan stille det så firkantet op.
Skal vi som samfund sidde og vurdere, hvorvidt andre mennesker har ret til at blive gravide og få et eller flere børn, på baggrund af indkomst og social status? Det er godt nok en snæversynet holdning, synes jeg.

Jeg kan nævne masser af eksempler på dybt idiotiske forældre(undskyld mit franske), som overhovedet ikke er i stand til at tænke på barnets ve og vel (rent mentalt).
Men de har evt. hus, bil, gode Jobs, masser af opsparing og et flot, skinnende glansbillede osv.
Har de mere ret til børn end folk på SU, KH, løntilskudsjob, pension osv? Nogle mennesker vælger ikke deres kort her i livet. Man kan godt blive ramt. Enten af fysiske skader på krop, angst, kræft etc. og stadig være en god, omsorgsfuld, givende, ansvarlig forælder.

Jeg kender derimod også folk der har levet skrabet på SU el. lign., men som bare har fulgt deres drøm om, at give deres børn en god fremtid med godt økonomisk fundament osv, ved at tage en længere uddannelse.
Folk der vil være unge med deres børn og folk der bare helt og holdent er der for deres børn, som virkelig er super kærlige forældre trods en SU/KH etc.

Så ja, jeg synes det er en form for "menneskeret" at bestemme over egen krop, blive gravid og få ønskebarnet/børnene. Ikke dermed sagt at man skal sætte sig ned, være fuldt arbejdsdygtig og hygge sig på overførsel. Man skal skabe et godt fundament for sine børn, så vidt man kan.
Men jeg mener ikke, at man skal gøre sig fortjent(rent samfundsmæssigt og socialt) til at få et barn. Nok nærmere rent mentalt hvis noget endelig skulle måles op.

Derudover mener jeg ikke, at det er en menneskeret at beholde sine børn, hvis man ikke er i stand til at varetage deres behov, fordi det - som tidligere nævnt i tråden - netop er en barne-ret med egnede forældre og de kan sandelig ikke måles op i indkomst el. uddannelsesniveau - taler af personlig erfaring.

Økonomi eller ej....
Jeg er gået fra at mene at få børn"var menneskeret"-dog er det ikke alle der er egnet (af forskellige årsager), til nu er det et priviligum. Og en fantastisk oplevelse!!

Hilsen en der fik hjælp til sit største ønske

Elgaard73 skriver:

Det er nok lidt et springfarligt emne (og jeg bliver nok også lagt for had af nogle personer nu), men hvad er jeres holdning til at få børn?
Er det en menneskeret? Eller et privilegie?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg bliver en smule provokeret af de debatter, hvor TS efterspørger hvad vedkommende f.eks kan få ekstra fra staten, hvis hun vælger at sætte et barn/endnu et barn til verden, mens hun er på KH eller lign. Altså vel vidende at hun ikke selv vil være i stand til at forsøge det/dem. Og stakkels dem der tillader sig at stille sig kritisk over for det. For det er TS' drøm om familie, og alle skal have lov at opfylde sin drøm.Og alle har ret til at få børn.
Og det er der jeg nogle gange falder lidt af i svinget. For jeg mener ikke at det er en menneskeret, men et privilegie. Og nogle gange gør omstændighederne altså at man ikke kan kræve dette privilegie.
Som sammenligning kan jeg nævne, at jeg har været nød til at opgive min arbejdsdrøm, pågrund af sygdom, og jeg kunne da aldrig drømme om at alligevel kaste mig ud i projektet, velvidende at andre skulle betale for min drøm. At staten skulle trække det store læs, blot for at jeg kunne få opfyldt min drøm. Og min drøm er vel ikke mindre værd end en anden's drøm om børn. Men det er ok, at jeg skal opgive min drøm, men ve oh skræk, hvis det er drømmen om børn der skal/må opgives. For det er en menneskeret!
Hvad mener I? Er I enige, eller er jeg helt alene med denne holdning?

Selvfølgelig er det ikke en menneskeret. Men når man modtager kontanthjælp forsørger man vel reelt også sine børn!?

Hyacinth skriver:

Jeg synes ikke, man kan stille det så firkantet op.
Skal vi som samfund sidde og vurdere, hvorvidt andre mennesker har ret til at blive gravide og få et eller flere børn, på baggrund af indkomst og social status? Det er godt nok en snæversynet holdning, synes jeg.

Jeg kan nævne masser af eksempler på dybt idiotiske forældre(undskyld mit franske), som overhovedet ikke er i stand til at tænke på barnets ve og vel (rent mentalt).
Men de har evt. hus, bil, gode Jobs, masser af opsparing og et flot, skinnende glansbillede osv.
Har de mere ret til børn end folk på SU, KH, løntilskudsjob, pension osv? Nogle mennesker vælger ikke deres kort her i livet. Man kan godt blive ramt. Enten af fysiske skader på krop, angst, kræft etc. og stadig være en god, omsorgsfuld, givende, ansvarlig forælder.

Jeg kender derimod også folk der har levet skrabet på SU el. lign., men som bare har fulgt deres drøm om, at give deres børn en god fremtid med godt økonomisk fundament osv, ved at tage en længere uddannelse.
Folk der vil være unge med deres børn og folk der bare helt og holdent er der for deres børn, som virkelig er super kærlige forældre trods en SU/KH etc.

Så ja, jeg synes det er en form for "menneskeret" at bestemme over egen krop, blive gravid og få ønskebarnet/børnene. Ikke dermed sagt at man skal sætte sig ned, være fuldt arbejdsdygtig og hygge sig på overførsel. Man skal skabe et godt fundament for sine børn, så vidt man kan.
Men jeg mener ikke, at man skal gøre sig fortjent(rent samfundsmæssigt og socialt) til at få et barn. Nok nærmere rent mentalt hvis noget endelig skulle måles op.

Derudover mener jeg ikke, at det er en menneskeret at beholde sine børn, hvis man ikke er i stand til at varetage deres behov, fordi det - som tidligere nævnt i tråden - netop er en barne-ret med egnede forældre og de kan sandelig ikke måles op i indkomst el. uddannelsesniveau - taler af personlig erfaring.

Jamen det kunne jeg simpelthen ikke beskrive bedre end det, som du lige har gjort 

Jeg vil ikke sige det er en menneskeret at få børn.
Men nu står jeg f.eks selv med et piskesmæld og er igang med arbejdsprøvninger. Det ser ikke særlig godt ud pt. Men jeg kæmper alt hvad jeg kan for jeg ønsker ikke selv at gå hjemme.

Men nu ved jeg hvad det vil sige at have barn og have kroniske smerter som måske gør jeg ikke er I stand til at arbejde. Og jeg kan sige der er kæmpe forskel på at arbejde (smertemæssigt) og have barn. Jeg ønsker mig da også et barn mere i fremtiden.
Selvom jeg går med smerter har kæresten og jeg lavet en masse rutiner som gør at det fungere rigtig godt for os.
For ved at jeg kan lave disse rutiner kan jeg kontrollere mine smerter. De arbejdsprøvninger jeg har været i gør at jeg ikke selv kan kontrollere mine smerter fordi jeg ikke kan lytte til min krop på samme måde.

Min drøm er langt fra at ikke kunne arbejde. Jeg har arbejdet siden jeg var 11 år har altid tjent mine egne penge og synes det har været og stadig er en kamp for mig at acceptere at jeg ikke bare kan gøre som jeg vil mht arbejde.
Men samtidig har jeg en drøm om at få et barn mere. Og det er uanset om jeg kommer i arbejde igen eller ej. Men om det bliver en realitet ved jeg endnu ikke.

Men det at folk sætter det op på den måde at hvis man ikke kan arbejde kan man heller ikke klare 2 børn. Og det synes jeg er noget fis. For det kan virkelig ikke sammenlignes.

Jeg tror at mane har misforstået mig, pågrund af eksemplet som jeg brugte i start indlægget. Det er ikke så meget en vurdering af folk's økonomiske, mentale og lign. formåen. Det var bare et eksempel, fordi at den med at det er en RET at få børn, tit kommer op i den slags debatter. Det kunne lige så godt have været taget fra en fertilitets debat eller skilsmisse debat.
Det jeg prøvede at stille spørgsmålstegn ved, var den tendens der er, med at folk KRÆVER at få børn, uanset hvad. At nogle mener at det næsten er deres grundlovssikrede RET at få de børn. At den straks kommer op, så snart nogle tillader sig at stille sig kritisk over for deres plan/valg. Og når først det er smidt, så er det som om, at så er diskutionen bare lukket. Bum. Fordi at det er en menneskeret og det kan man ikke pille ved.
Og det var mere den slags skråsikkerhed og berettigelse der provokerede mig lidt. Og jeg undrede mig over, om jeg var den eneste der følte det.

Elgaard73 skriver:

Jeg tror at mane har misforstået mig, pågrund af eksemplet som jeg brugte i start indlægget. Det er ikke så meget en vurdering af folk's økonomiske, mentale og lign. formåen. Det var bare et eksempel, fordi at den med at det er en RET at få børn, tit kommer op i den slags debatter. Det kunne lige så godt have været taget fra en fertilitets debat eller skilsmisse debat.
Det jeg prøvede at stille spørgsmålstegn ved, var den tendens der er, med at folk KRÆVER at få børn, uanset hvad. At nogle mener at det næsten er deres grundlovssikrede RET at få de børn. At den straks kommer op, så snart nogle tillader sig at stille sig kritisk over for deres plan/valg. Og når først det er smidt, så er det som om, at så er diskutionen bare lukket. Bum. Fordi at det er en menneskeret og det kan man ikke pille ved.
Og det var mere den slags skråsikkerhed og berettigelse der provokerede mig lidt. Og jeg undrede mig over, om jeg var den eneste der følte det.

Det er ikke en menneskeret.

Så burde det kunne lykkedes for alle på naturlig måde

esioul skriver:

Det er ikke en menneskeret.

Så burde det kunne lykkedes for alle på naturlig måde

Sådan ser jeg så ikke helt på det. Infertilitet ser jeg som et biologisk problem, og ikke som om at dem der ikke kan selv, ikke har ret til at få børn. Som om at, en eller anden højere magt, har besluttet at de ikke har ret til det og at det er derfor at de ikke kan.

Elgaard73 skriver:

Sådan ser jeg så ikke helt på det. Infertilitet ser jeg som et biologisk problem, og ikke som om at dem der ikke kan selv, ikke har ret til at få børn. Som om at, en eller anden højere magt, har besluttet at de ikke har ret til det og at det er derfor at de ikke kan.

Ahh Tror vi misforstod hinanden.

Jeg mente nok mere at det ikke er en menneskeret at man kan naturligt. Men derimod at man kan få hjælp til at få sine ønsker opfyldt.

Selvom det burde være en menneskeret

Svært at forklare

Jeg har ikke læst alle svarene, bare lige så jeg ikke bliver banket ned, hvis jeg gentager noget.

Nu er menneskets natur jo, at vi hungre efter at videre give vores gener, derfor kan man ikke sætte det sådan op. Mennesket er ikke lavet til, at vi "tager på arbejde" hver dag, vi er grundlæggende kun lavet til at overleve og videreføre generne. Så sammenligne et job og et barn kan man bare ikke, jo logisk kan vi (altså mennesker) godt fravælge vores natur, men det er skide svært. Tit hvis man logisk set fejler, tager "dyret" i os over og er man blevet kønsmoden, ja så vil "dyret" skabe børn, derfor er det oftest folk der går uden arbejde, der overvejer, skal-skal ikke?.

Ved ikke om jeg overhovedet giver mening, mit hoved er meget hurtigere end fingrene, så der kan godt mangle ord hist og her, ha ha.

Men jeg synes, så længe man kan tilbyde et stabilt liv, ikke voldige rammer, masse af tryghed osv., så må forældre lave, hvad de vil og føler de kan være sig selv bekendt med.