Du ved vist ikke hvordan det er at have børn!

Hvad der er hårdt for den ene mor er jo ikke nødvendigvis hårdt for den næste. Det handler vel netop om den individuelles indstilling eller reaktion på belastninger.  

Nogle belastninger kan vi hurtigere bliv e enige om at mene er hårde, feks kolik, mens andre bliver vi aldrig enige om. 

Den ene mors ønske er at få en uafbrudt søvn, den næstes er at måltider bliver nemmere.. men hvad hvis der ikke var et mål om uafbrudt søvn eller nemmere måltider? Vi har jo selv sat de ønsker. Ergo må et være denne indstilling der gør situationen besværlig. Havde vi derimod forventet afbrudt søvn og at lillemand har svært ved at håndtere andre end mor, så er problemet ikke nær så stort at det ikke er tilsat holde ud. Indstilling.

Og børn er forskellige. Nogle skal håndtere større belastninger end andre. Og de som skal håndtere de sværeste kan sikkert godt have besvær med at vise forståelse overfor en mor, hvis bAby sover igennem og så vågner et par nætter i træk, mens hendes egen vågner 20 gange hver nat. Og så ville jeg (hvis jeg havde haft det nemme) nok finde andre at søge forståelse hos. Selvom jeg mener man skal være rummelige overfor andres forskellige reaktioner på belastninger, så kan man jo godt tænke sig om. Jeg ville heller ikke ane hvad jeg skulle svare dengang min søn var lillebitte og græd meget, hvis en anden mor havde brug for at fortælle mig at det føles hårdt når hendes baby havde grædt 2 aftner i træk (men ellers meget sjældent).. 

Men det var egentlig først meget senere jeg 'fandt ud af' at min dreng har været en af de 'belastende' og ikke spor nem. Dengang var det jo bare sådan han var. Jeg fortalte ikke andre at jeg synes det var hårdt (jo det gjorde jeg vel af og til.. men gjorde ikke noget ud af at jeg troede det var hårdere for mig end for andre.. for sådan havde jeg det ikke). Min indstilling var vel, at sådan var det at have min søn. Sådan var han jo bare. 

Øv, det værste i den her debat er at folk med børn de sover igennem hele natten bare tror os andre sætter os tilbage, piller næse og venter på det ændre sig!
Suk Som om man efterhånden ikke har prøvet samtlige metoder Nu har man bare accepteret det, og opfylder at nærhed er en mangel om natten, ihvertfald herhjemme! Fungerer skide godt med samsovning herhjemme nu, men vi forsøger stadig ofte at ændre.
Men sådan er det bare Man lærer sku osse at ha en positiv indstilling, helt klart! Men orker ik at høre på jer som bare VED det,sagtens kan løses. For det kan det bare ik altid!!

Børn er forskellige.... Jeg har 3 levende børn og de er fuldstændig helt aldeles forskellige en vågnede 17 gange (og jeg mener 17) om natten en anden sov igennem inden han var 3 mdr. En skulle svøbes og vugges i armene for at finde roen, en anden kunne først sove når jeg lagde ham ned og gik min vej. De er stadig forskellige min store pige på 10 om en uge kommer krablende ind i vores seng hver nat, ham på 5 kommer kun hvis han er syg og den mindste ville godt men storesøster har pladsen ;-). Et af mine børn kan ikke være at være alene på sit værelse, et andet har ufattelig meget brug for sin alenetid. Min store datter har ikke været en ørn til det med læsning og lillebror har knækket læsekoden og læser små bøger før han er startet i skole. En kan lide kartofler en anden spiser det slet ikke, en kan lide fisk en anden spiser det slet ikke.... Jeg kunne blive ved. Når man står med et barn der sover af h.....til, et møg kræsent barn eller..., så er det mest demoraliserende moren eller faren med det umiddelbart perfekte barn der siger: det handler om at lade dem smage på alt, det handler om at skabe en situation hvor de ikke er bange for at sove og og og og... Og så er det det ryger ud af munden: du aner ikke hvad det vil sige at have børn! Og selvfølgelig ved alle med børn hvad det vil sige at have børn, men de ved ikke hvad det vil sige at have MINE børn.

jeg er en af dem der ikke sætter label, jeg ved ikke om mine børn har været svære eller nemme - vil sige jeg var en zombi da jeg i et år ikke havde fået mere end to timers sammenhængende søvn, men min datter var så nem på en hel masse andre punkter. Jeg synes stadig det er kedeligt at lave mad når 2 uf ad 3 børn er møg kræsne, men alt i alt skal jeg ikke klage - men nøj hvor kan jeg blive lidt Line 4 år når der kommer en veninde og siger: kræsenhed er noget forældrene skaber, og jeg skal ikke sige mig fri fra at gnække lidt stille nu hvor hendes datter er om muligt mere kræset end mine.....!

så nej alle ved hvad det vil sige at have børn, men bare fordi man er så heldig man har fået et barn med godt sovehjerte, et barn der elsker alt mad eller.... Så har man ikke løsningen for alle børn og skal måske passe på med at sige til en der ikke har sovet sammenhængende i et år: søvnproblemer er noget man kan løse nemt for så er det eneste inde i hovedet på zombien: arghhhh dræb

line

lineog4 skriver:

Børn er forskellige.... Jeg har 3 levende børn og de er fuldstændig helt aldeles forskellige en vågnede 17 gange (og jeg mener 17) om natten en anden sov igennem inden han var 3 mdr. En skulle svøbes og vugges i armene for at finde roen, en anden kunne først sove når jeg lagde ham ned og gik min vej. De er stadig forskellige min store pige på 10 om en uge kommer krablende ind i vores seng hver nat, ham på 5 kommer kun hvis han er syg og den mindste ville godt men storesøster har pladsen ;-). Et af mine børn kan ikke være at være alene på sit værelse, et andet har ufattelig meget brug for sin alenetid. Min store datter har ikke været en ørn til det med læsning og lillebror har knækket læsekoden og læser små bøger før han er startet i skole. En kan lide kartofler en anden spiser det slet ikke, en kan lide fisk en anden spiser det slet ikke.... Jeg kunne blive ved. Når man står med et barn der sover af h.....til, et møg kræsent barn eller..., så er det mest demoraliserende moren eller faren med det umiddelbart perfekte barn der siger: det handler om at lade dem smage på alt, det handler om at skabe en situation hvor de ikke er bange for at sove og og og og... Og så er det det ryger ud af munden: du aner ikke hvad det vil sige at have børn! Og selvfølgelig ved alle med børn hvad det vil sige at have børn, men de ved ikke hvad det vil sige at have MINE børn.

jeg er en af dem der ikke sætter label, jeg ved ikke om mine børn har været svære eller nemme - vil sige jeg var en zombi da jeg i et år ikke havde fået mere end to timers sammenhængende søvn, men min datter var så nem på en hel masse andre punkter. Jeg synes stadig det er kedeligt at lave mad når 2 uf ad 3 børn er møg kræsne, men alt i alt skal jeg ikke klage - men nøj hvor kan jeg blive lidt Line 4 år når der kommer en veninde og siger: kræsenhed er noget forældrene skaber, og jeg skal ikke sige mig fri fra at gnække lidt stille nu hvor hendes datter er om muligt mere kræset end mine.....!

så nej alle ved hvad det vil sige at have børn, men bare fordi man er så heldig man har fået et barn med godt sovehjerte, et barn der elsker alt mad eller.... Så har man ikke løsningen for alle børn og skal måske passe på med at sige til en der ikke har sovet sammenhængende i et år: søvnproblemer er noget man kan løse nemt for så er det eneste inde i hovedet på zombien: arghhhh dræb

line

DitteFisk skriver:

Hvad der er hårdt for den ene mor er jo ikke nødvendigvis hårdt for den næste. Det handler vel netop om den individuelles indstilling eller reaktion på belastninger.  

Nogle belastninger kan vi hurtigere bliv e enige om at mene er hårde, feks kolik, mens andre bliver vi aldrig enige om. 

Den ene mors ønske er at få en uafbrudt søvn, den næstes er at måltider bliver nemmere.. men hvad hvis der ikke var et mål om uafbrudt søvn eller nemmere måltider? Vi har jo selv sat de ønsker. Ergo må et være denne indstilling der gør situationen besværlig. Havde vi derimod forventet afbrudt søvn og at lillemand har svært ved at håndtere andre end mor, så er problemet ikke nær så stort at det ikke er tilsat holde ud. Indstilling.

Og børn er forskellige. Nogle skal håndtere større belastninger end andre. Og de som skal håndtere de sværeste kan sikkert godt have besvær med at vise forståelse overfor en mor, hvis bAby sover igennem og så vågner et par nætter i træk, mens hendes egen vågner 20 gange hver nat. Og så ville jeg (hvis jeg havde haft det nemme) nok finde andre at søge forståelse hos. Selvom jeg mener man skal være rummelige overfor andres forskellige reaktioner på belastninger, så kan man jo godt tænke sig om. Jeg ville heller ikke ane hvad jeg skulle svare dengang min søn var lillebitte og græd meget, hvis en anden mor havde brug for at fortælle mig at det føles hårdt når hendes baby havde grædt 2 aftner i træk (men ellers meget sjældent).. 

Men det var egentlig først meget senere jeg 'fandt ud af' at min dreng har været en af de 'belastende' og ikke spor nem. Dengang var det jo bare sådan han var. Jeg fortalte ikke andre at jeg synes det var hårdt (jo det gjorde jeg vel af og til.. men gjorde ikke noget ud af at jeg troede det var hårdere for mig end for andre.. for sådan havde jeg det ikke). Min indstilling var vel, at sådan var det at have min søn. Sådan var han jo bare. 

Jeg tror, vi har haft nogle ret ens oplevelser.

Og tror du har fat i noget, når du skriver, der også ligger noget i de forventninger vi har til vores børn/vores hverdag. Hvad er målet med det vi gør? - Osv..

 

 

Frk. Himmelblå skriver:

Det var dog en utroligt flabet kommentar til mig, der har givet mig tid til at formulere mig, og som er interesseret i dialog og i at opnå fælles forståelse.

Det var absolut ikke min intention, at virke flabet, men vil ikke fortsætte en dialog hvor vi ingen vegne kommer, og skal jeg undgå at sige nogle knap så pæne ting mente jeg det var bedst at lukke den, jeg føleris meget påvirket mår jeg selv står med store udfordringer, og der ingen forståelse for, at det ikke bare lige handler om min indstilling, eller håndtering af tingene. Du rammer et yderst ømt punkt på en dårlig måde og derfor lukkede jeg den, og lagde telefonen væk, for ikke at ende med at skrive en meget grov besked som svar

Lunae skriver:

Jeg siger ikke at jeg har svar på alt jeg kan bare konstatere, at når vi har haft "problemer" har vi forsøgt at ændre det og hver gang med held! Fx havde vi en periode hvor vores datter ikke ville spise aftensmad. Efter mange forsøg med det ene og det andet, begyndte vi at rejse os fra bordet og så snart vi ikke var der, men lavede noget andet i køkkenet, så spiste hun fint! Der gik en periode med det og nu spiser vi selvfølgelig sammen igen.

Tror desværre ikke min søn kender de råd

HeidiØ skriver:

Øv, det værste i den her debat er at folk med børn de sover igennem hele natten bare tror os andre sætter os tilbage, piller næse og venter på det ændre sig!
Suk Som om man efterhånden ikke har prøvet samtlige metoder Nu har man bare accepteret det, og opfylder at nærhed er en mangel om natten, ihvertfald herhjemme! Fungerer skide godt med samsovning herhjemme nu, men vi forsøger stadig ofte at ændre.
Men sådan er det bare Man lærer sku osse at ha en positiv indstilling, helt klart! Men orker ik at høre på jer som bare VED det,sagtens kan løses. For det kan det bare ik altid!!

Ska jeg lige låne svigersønnen en nat eller 2 jeg kan alligevel ik sove, så kan han jo lige så godt underholde mig lidt

Bare vent som teenager indhenter han det hele, der bliver vi nok i tvivl om om der stadig er liv i dem

Maja84 skriver:

Det var absolut ikke min intention, at virke flabet, men vil ikke fortsætte en dialog hvor vi ingen vegne kommer, og skal jeg undgå at sige nogle knap så pæne ting mente jeg det var bedst at lukke den, jeg føleris meget påvirket mår jeg selv står med store udfordringer, og der ingen forståelse for, at det ikke bare lige handler om min indstilling, eller håndtering af tingene. Du rammer et yderst ømt punkt på en dårlig måde og derfor lukkede jeg den, og lagde telefonen væk, for ikke at ende med at skrive en meget grov besked som svar

Jamen, jeg kan virkelig ikke forstå, hvad jeg har skrevet, som kan provokere dig sådan?

Jeg skriver jo ikke, at det bare handler om indstilling?!

Jeg forstår ikke, at jeg kan ramme et ømt punkt på en dårlig måde via det, jeg har skrevet..

 

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, jeg kan virkelig ikke forstå, hvad jeg har skrevet, som kan provokere dig sådan?

Jeg skriver jo ikke, at det bare handler om indstilling?!

Jeg forstår ikke, at jeg kan ramme et ømt punkt på en dårlig måde via det, jeg har skrevet..

 

Har svaret dig privat