Er dette "vold"?

Min kæreste er far til vores børn. Han har temprament. Der er sket nogle ting gennem årene. For nogle måneder siden smed min kæreste et glas vand i hoved på vores søn med fuld overlæg. Han sad pjask våd i sengen. Det var fordi han ville have vand og da han fik det ville han ikke have det alligevel. Han skreg og så smed min kæreste vand i hovedet på ham. Idag da vores dreng skulle have tøj af var han sur og ville ingenting. Han ville beholde sin yndlings t-shirt på men skulle have den af og have creme på og nattøj. Min kæreste stod for det i aften. Fordi vores dreng ikke ville have t-shirt af endte det med at min kæreste rev t-shirten i stykker og jeg går ind i værelset fordi jeg høre min dreng græde og sige at far ødelagde min trøje. Og da jeg kom ind smed min kæreste trøjen i hovedet på mig. Min dreng var ulykkelig og jeg måtte holde ham tæt ind til mig. Han  blev ved at sige at far havde ødelagt hans trøje. Jeg er så vred. Min kæreste sagde ikke engang undskyld. Jeg er flov for burde have smuttet for længst. Men mit spørgsmål er nu

ER dette vold?

Jeg vil ikke kalde det vold, men det er i hvert fald overgreb. Det lyder slet ikke godt.

Hvis jeg var dig, ville jeg insistere på at kæresten kom i noget terapi. Og hvis han nægtede det, så sige at nu tager han sig rigtig, rigtig meget sammen. Og hvis noget i samme stil sker igen, så skrider du. Men så skal du også mene det, og rent faktisk gøre det.

Hvis han pure nægter at indse at han har et problem, og nægter at arbejde på det, så ville jeg pakke min taske og gå med det samme.

DAs mor skriver:

Men hun siger jo også at det "bare var vand"! ?! Sådan en handling skal overhovedet ikke forsvares! Hvad bliver det næste...?

OG hun fortæller også at hun har svært ved at forklare sig ordentligt på skrift. 

Samtidig er der op til flere kloge piger her inde, som rigtig flot forklare handlingsmønsteret for hvordan man langsomt kan vende sig til noget der ER forkert, og have svært ved selv at se alvoren i det. 

Jeg kan simpelthen ikke begribe hvordan i er flere som kan finde det i jer selv at sidde her og skælde ud på en fremmed pige som  tydeligvis tigger om hjælp, og tigger om at i hjælper hende med at se det som hendes hjerte fortæller hende når hendes hjerne er i tvivl. 

Jeg begriber ikke, at man kan have så lidt indsigt i hvordan en anden familie lever. 

At de af jer som har gjort det her i denne tråd, føler jer SÅ berettiget til bare at smide en masse lort i hovedet på ens om tydeligvis allerede føler hn sidder ilort til halsen. 

Er det konstruktivt? Hvis mans kal fjerne en mødding, er det så skide klogt at blive ved at fylde på den?

. Jeg forstår det ikke. OG jeg håber djævlemig at TS har formået at tage alle de gode indlæg til sig, og springe over alle de tarvelige, til trods for at når man lever som hun åbenbart gør, så har man en tendens til at tro på alt det onde folk siger, og så bliver man endnu mere sikker på hvor dårligt et menneske man selv er, og SÅ magter man i hvert fald ikke at gøre noget ved det virkelige problem.

Sikke da en idiot din kæreste/mand er.

Jeg havde smidt ham på porten, det er overhovedet ikke sundt for dit barn at være sammen med sådan en mand.

LuLy skriver:

Nøj hvor er folk dog stride :/ Vi er helt enige om at ham her faren er en idiot og at han ikke bør være i nærheden af de børn og at TS burde være smuttet for længst.
Men det har hun ikke gjort og nu står hun i denne situation hvor hun er helt ude af den. De ting hun/du skriver med at "det bare er vand" virker på mig som om du er lidt flov. Altså at du godt ved at det overhovedet ikke er i orden, men der er gået nogle måneder og du prøver derfor at retfærdiggøre det ved at bagatellisere det. Hvilket i mine øjne er et tegn på desperation og IKKE et tegn på at være en dårlig mor!

Desuden så tror jeg slet ikke at man er i stand til at udtale sig om hvad man bør gøre i sådan en situation her hvis man ikke selv har stået der. Det er så nemt for andre at sige at hun skal pakke sine ting og børn og gå med det samme. Men det er bare ikke altid så ligetil. Det samme ser man jo med piger der bliver tæsket af deres kæreste. De har sikkert sagt at hvis en fyr nogensinde slår dem, så er de skredet. Når de så står i situationen så bliver de hos ham alligevel.

Jeg ved godt at det er noget andet når der er børn der er involveret og igen, hun burde nok være smuttet for længst, men det er hun ikke og det hjælper hverken hende eller børnene at slå hende oven i hovedet med det.

TS jeg synes som de andre at du skal snakke med ham om det, fortælle ham præcis hvorfor du går fra ham (for det skal du!) og så foreslå ham at få noget hjælp hvis han er interesseret i at se sine børn i fremtiden.

Men en pige som bliver tæsket af kæresten bliver også NØDT til at få det af vide af andre, ELLER få så mange tæsk at de simpelthen ikke kan gøre andet....

Min mor var sammen med en voldlig mand... Det var først da han truede min mor med at skære halsen over på mig at hun lammetævede HAM og bad mig pakke mine ting for nu skulle vi hjem... Denne mand havde tævet hende igennem 4-5 år og hver gang bildte han hende ind at det var hendes skyld og det begyndte hun så at tro på.. MEN folk var simpelthen ikke konsekvente nok når de sagde til hende at hun skulle skride fra ham og derfor skriver jeg så hårdt som jeg gør, for helt ærligt, hvad skal det næste ikke blive til at han gør "i afmagt" det skal slet slet ikke komme derud hvor han faktisk begynder at lægge hånd på det barn!

Anonym skriver:

Min kæreste er far til vores børn. Han har temprament. Der er sket nogle ting gennem årene. For nogle måneder siden smed min kæreste et glas vand i hoved på vores søn med fuld overlæg. Han sad pjask våd i sengen. Det var fordi han ville have vand og da han fik det ville han ikke have det alligevel. Han skreg og så smed min kæreste vand i hovedet på ham. Idag da vores dreng skulle have tøj af var han sur og ville ingenting. Han ville beholde sin yndlings t-shirt på men skulle have den af og have creme på og nattøj. Min kæreste stod for det i aften. Fordi vores dreng ikke ville have t-shirt af endte det med at min kæreste rev t-shirten i stykker og jeg går ind i værelset fordi jeg høre min dreng græde og sige at far ødelagde min trøje. Og da jeg kom ind smed min kæreste trøjen i hovedet på mig. Min dreng var ulykkelig og jeg måtte holde ham tæt ind til mig. Han  blev ved at sige at far havde ødelagt hans trøje. Jeg er så vred. Min kæreste sagde ikke engang undskyld. Jeg er flov for burde have smuttet for længst. Men mit spørgsmål er nu

ER dette vold?

For mig ville der kun være 2 muligheder, hvis min kæreste opførte sig sådan -  Og de to muligheder var blevet meget skarpt ridset op for ham allerede efter episoden med vandet.

Han får noget hjælp. Eller datteren og jeg flytter. Færdig bum.

Sådan en opførsel er hverken du eller jeres uskyldige søn tjent med. Slet ikke.

Laulund87 skriver:

Der er vi slet ikke enige for så var du flyttet. Men jeg skal nok stoppe her for ved godt det ikke var de svar du regnede med.

Det er da heller ikke svar hun har kunnet bruge til en skid

Hvis du synes hun skal flytte i en fart, så kunne du da være behjælpelig med hvordan og hvem hun skal kontakte i stedet for at rakke hende ned. Tror godt hun fattede pointen første gang du skrev at det ikke var et godt sted for hendes børn at være.

Anonym skriver:

Min kæreste er far til vores børn. Han har temprament. Der er sket nogle ting gennem årene. For nogle måneder siden smed min kæreste et glas vand i hoved på vores søn med fuld overlæg. Han sad pjask våd i sengen. Det var fordi han ville have vand og da han fik det ville han ikke have det alligevel. Han skreg og så smed min kæreste vand i hovedet på ham. Idag da vores dreng skulle have tøj af var han sur og ville ingenting. Han ville beholde sin yndlings t-shirt på men skulle have den af og have creme på og nattøj. Min kæreste stod for det i aften. Fordi vores dreng ikke ville have t-shirt af endte det med at min kæreste rev t-shirten i stykker og jeg går ind i værelset fordi jeg høre min dreng græde og sige at far ødelagde min trøje. Og da jeg kom ind smed min kæreste trøjen i hovedet på mig. Min dreng var ulykkelig og jeg måtte holde ham tæt ind til mig. Han  blev ved at sige at far havde ødelagt hans trøje. Jeg er så vred. Min kæreste sagde ikke engang undskyld. Jeg er flov for burde have smuttet for længst. Men mit spørgsmål er nu

ER dette vold?

Jeg mener ikke det er vold. Men hvertfald psykisk terror og det er i min øjne lige så slemt som vold, både for dig og børnene..

Jeg ved ikke om du har snakket med din mand og dette og de konkrete situationer, hvis ikke så ville jeg da starte dér og høre hvad han havde at sige...??

Kan godt forstå du er frustreret og du reagerer jo på hvad han gør ved at oprette dette indlæg. Så inderst inde tror jeg godt du ved at det han gør er absolut forkert. (hvertfald set med mine øjne). 

Snak med ham og hvis han ikke kan se han har gjort noget galt, ja så er der kun én anden ting der er løsningen, og det er at flytte fra ham...

Og hvis ikke han vil flytte så må du selvom det er træls for både dig og børnene..

 

Håber dig alt det bedste

Det er psykisk vold! Sådan vil i vel ikke leve fremadrettet?! Terapi er måske en mulighed men det vil altid være et "skelet i skabet"

Har stået i det samme og gav mig selv og børnene en ny chance hvilket jeg aldrig har fortrudt! Alle vil blomstre op igen

 

Jeg tror ikke at jeg vil kalde det vold, men det er meget uacceptabelt opførsel! Aldrig om jeg ville have fundet mig i, at min kæreste behandlede vores børn sådan! Han lyder til at trænge gevaldigt meget til hjælp, hvis han overhovedet skal være i nærheden af børn!

Muhmi skriver:

Men en pige som bliver tæsket af kæresten bliver også NØDT til at få det af vide af andre, ELLER få så mange tæsk at de simpelthen ikke kan gøre andet....

Min mor var sammen med en voldlig mand... Det var først da han truede min mor med at skære halsen over på mig at hun lammetævede HAM og bad mig pakke mine ting for nu skulle vi hjem... Denne mand havde tævet hende igennem 4-5 år og hver gang bildte han hende ind at det var hendes skyld og det begyndte hun så at tro på.. MEN folk var simpelthen ikke konsekvente nok når de sagde til hende at hun skulle skride fra ham og derfor skriver jeg så hårdt som jeg gør, for helt ærligt, hvad skal det næste ikke blive til at han gør "i afmagt" det skal slet slet ikke komme derud hvor han faktisk begynder at lægge hånd på det barn!

Jeg er helt enig! Oftest er det et spark bagi de har brug for. Jeg synes bare ikke at bebrejdelse er den rigtige måde at gøre det på. At fortælle hende hvor uansvarlig hun er osv, for inderst inde ved hun det jo sikkert godt og er måske så tynget af dårlig samvittighed at hun derfor prøver at overbevise sig selv om at det jo "bare var vand" osv.
Hun skal helt klart have at vide at hun IKKE skal blive hos sådan en mand, synes bare ikke der er nogen grund til at være så hård ved hende som nogen er