Vil ikke være mor længere

Anonym skriver:

Tusind tak for alle jeres svar.
Mit barn har det fint og er ganske velfungerede, problemet er bare mig som ikke magter min rolle som mor. Jeg hviler ikke nok i mig selv og jeg har ikke lyst til at være bundet til hjemmet, jeg har sådan et kæmpe behov for frihed. Jeg føler mig så fastlåst og jo mere jeg føler det, desto mindre har jeg lyst til at være mor.
Når jeg mærker de frustrationer inde i mig selv, så går det ud over mit barn. Jeg blir hurtigere sur og min lunte ér kortere. Så skælder jeg ud og alt det man ellers gør når man ikke har overskud. Jeg slår ikke mit barn, det kunne jeg aldrig drømme om, så det er ikke der vi er.
Jeg orker/ magter/ gider bare ikke mere og et eller andet sted ville jeg ønske at nogen kom og tog mit barn i en måned så jeg kunne mærke efter om det er udbrændthed eller om det virkelig var fordi jeg ikke vil mere. Og jeg ved da godt at man ikke kan fortryde et barn og alt det der, men jeg føler nogle gange at nogen andre ville kunne give ham et bedre liv end jeg selv kan. For hver gang jeg afviser hans behov, eks hvis han har lyst til at kramme/ kysse mig og jeg ikke er i humør til det pga noget andet der fylder, ja så sætter det sine spor i ham og ødelægger hans tillid til omverden.
Jeg tager kontakt til kommunen/ sp i morgen. Har alle en sp eller hvordan er det med det?

Skal lige høre om jeg bare misforstår dit eksempel her. Du mener vel ikke at du afviser dit barn når han vil give dig kys og kram?

Anonym skriver:

Tusind tak for alle jeres svar.
Mit barn har det fint og er ganske velfungerede, problemet er bare mig som ikke magter min rolle som mor. Jeg hviler ikke nok i mig selv og jeg har ikke lyst til at være bundet til hjemmet, jeg har sådan et kæmpe behov for frihed. Jeg føler mig så fastlåst og jo mere jeg føler det, desto mindre har jeg lyst til at være mor.
Når jeg mærker de frustrationer inde i mig selv, så går det ud over mit barn. Jeg blir hurtigere sur og min lunte ér kortere. Så skælder jeg ud og alt det man ellers gør når man ikke har overskud. Jeg slår ikke mit barn, det kunne jeg aldrig drømme om, så det er ikke der vi er.
Jeg orker/ magter/ gider bare ikke mere og et eller andet sted ville jeg ønske at nogen kom og tog mit barn i en måned så jeg kunne mærke efter om det er udbrændthed eller om det virkelig var fordi jeg ikke vil mere. Og jeg ved da godt at man ikke kan fortryde et barn og alt det der, men jeg føler nogle gange at nogen andre ville kunne give ham et bedre liv end jeg selv kan. For hver gang jeg afviser hans behov, eks hvis han har lyst til at kramme/ kysse mig og jeg ikke er i humør til det pga noget andet der fylder, ja så sætter det sine spor i ham og ødelægger hans tillid til omverden.
Jeg tager kontakt til kommunen/ sp i morgen. Har alle en sp eller hvordan er det med det?

Må lige tilføje en ting her. Det der gør mest ondt på mig, er når jeg ikke kan overskue at give de kram og kys mit barn beder om og det er netop der at jeg føler at det er helt forkert. Jeg kan sige til mit barn, at jeg ikke har lyst/ tid lige nu, fordi jeg sidder midt i en sms som jeg skal skrive færdigt. Og det er præcis det jeg mener som ikke burde være sådan. Jeg ved det er forkert og jeg ved jeg burde smide min Tlf til enhver tid og passe mit barn, men jeg gør det ikke og netop derfor er jeg ikke god nok som mor.

Anonym skriver:

Må lige tilføje en ting her. Det der gør mest ondt på mig, er når jeg ikke kan overskue at give de kram og kys mit barn beder om og det er netop der at jeg føler at det er helt forkert. Jeg kan sige til mit barn, at jeg ikke har lyst/ tid lige nu, fordi jeg sidder midt i en sms som jeg skal skrive færdigt. Og det er præcis det jeg mener som ikke burde være sådan. Jeg ved det er forkert og jeg ved jeg burde smide min Tlf til enhver tid og passe mit barn, men jeg gør det ikke og netop derfor er jeg ikke god nok som mor.

Puha hvis det er tilfældet synes jeg godt nok kun at det kan gå for langsomt med at få hjælp, da det lyder som om at du allerede er ved at skabe eller endda har skabt nogle rammer som højst sandsynligt vil sætte dybe spor i din dreng. Jeg ville ærlig talt 10 hellere have haft en flad af min mor end at få at vide at hun ikke havde lyst til at kramme mig fordi hun hellere vil sms'e!!

Anonym skriver:

Må lige tilføje en ting her. Det der gør mest ondt på mig, er når jeg ikke kan overskue at give de kram og kys mit barn beder om og det er netop der at jeg føler at det er helt forkert. Jeg kan sige til mit barn, at jeg ikke har lyst/ tid lige nu, fordi jeg sidder midt i en sms som jeg skal skrive færdigt. Og det er præcis det jeg mener som ikke burde være sådan. Jeg ved det er forkert og jeg ved jeg burde smide min Tlf til enhver tid og passe mit barn, men jeg gør det ikke og netop derfor er jeg ikke god nok som mor.

Har det stået på altid? Ej hvor har Jeg ondt i hjertet.. håber virkelig ikke der er mange af din slags derude med børn  Ja undskyld det lyder hårdt, men ingen børn fortjener en mor som ikke gider dem  Og din søn ved det godt. Børn er så kloge... desværre, kan man sige i denne situation....

 

Anonym skriver:

Må lige tilføje en ting her. Det der gør mest ondt på mig, er når jeg ikke kan overskue at give de kram og kys mit barn beder om og det er netop der at jeg føler at det er helt forkert. Jeg kan sige til mit barn, at jeg ikke har lyst/ tid lige nu, fordi jeg sidder midt i en sms som jeg skal skrive færdigt. Og det er præcis det jeg mener som ikke burde være sådan. Jeg ved det er forkert og jeg ved jeg burde smide min Tlf til enhver tid og passe mit barn, men jeg gør det ikke og netop derfor er jeg ikke god nok som mor.

Du har helt ret i, at det ikke er rigtigt eller godt for sin søn. Er der ikke en far inde i billedet, der kan tage over og give dig et pusterum, for jeg tror ærlig talt at dét du trænger til. Jeg er selv alenemor og hold da op hvor kan det være hårdt nogle gange, især når jeg ikke har det super godt. Men så snart min søn er hos sin far i flere dage, og jeg får luft, så savner jeg ham helt vildt og det er dét der får hjulene til at køre rundt herhjemme. Hvis ikke du får det afbræk engang i mellem, jamen så kan jeg godt forstå, at du kan have lyst til at give op.

Jeg vil ringe til sundhedsplejen i morgen, hvis jeg var dig og bede om en snak. En sundhedsplejerske vil kunne hjælpe dig videre, så du og din søn kan få den rette hjælp. At give helt op - tror jeg ikke - er den rette løsning!

Louise

Jeg forstår virkelig ikke hvordan man kan skrive sådan.. Og hvordan man kan forsvare det..

Beklager, hvis jeg virker hård, men at afvise sit barn, for at skrive en tåbelig sms!

Hvis du ved hvad der får dig til at afvise din dreng, så smid det væk! læg din telefon på hylden i et døgn eller 2, slukket!

Får helt ondt i maven!

Jeg synes du skal kontakte kommunens familieafdeling og fortælle dem hvordan du har det. Du behøver ikke frygte tvangsfjernelse. Går ud fra at dit barn ikke er i fuldstændig mistrivsel. 

Jeg synes det er flot du er nået til den erkendelse...nu skylder du så dit barn og dig selv at gøre noget ved det. 

Men de kan hjælpe dig med aflastning eller noget helt andet. 

CC23 skriver:

At man ikke kan tilsidesætte sine egne behov for sit barn? At man vælger random guys over sit barn? Gør det ikke en til en dårlig mor? :-S muligvis er jeg snæversynet, men i mine øjne er det sgu at være en dårlig mor. Ingen undskyldninger er gode nok og ts (og dig hvis du er ligesådan) bør få noget hjælp for barnets skyld. Børn vælger ikke selv at komme til verden, det var jeres valg! Vis børnene den respekt at give dem det de har brug for eller kontakt nogle der kan. Livet er hårdt som enlig mor uden nogle at hive i, men derfor er det ikke ok at være så egoistisk på børnenes bekostning. Få hjælp, for børnenes skyld, før det går galt.

Ts skriver da også at det ikke er okay og spørger om hvem hun skal kontakte for at få hjælp. Så det du skriver er en gentagelse af det ts skriver og du kommer faktisk ikke med noget som helst konstruktivt. 

 

Anonym skriver:

Må lige tilføje en ting her. Det der gør mest ondt på mig, er når jeg ikke kan overskue at give de kram og kys mit barn beder om og det er netop der at jeg føler at det er helt forkert. Jeg kan sige til mit barn, at jeg ikke har lyst/ tid lige nu, fordi jeg sidder midt i en sms som jeg skal skrive færdigt. Og det er præcis det jeg mener som ikke burde være sådan. Jeg ved det er forkert og jeg ved jeg burde smide min Tlf til enhver tid og passe mit barn, men jeg gør det ikke og netop derfor er jeg ikke god nok som mor.

Nej det er du ikke og derfor er det godt du beder om hjælp. Så dit barn hurtigtst muligt kan komme i familiepleje... ELLER få en anden familie som knuse-elsker og værdsætter det. Av min mave siger jeg bare. Kram til dig - det tror jeg du har brug for ... eller det ved jeg!!! Men hold da op... lige netop sådan noget har jeg virkelig, virkelig svært ved at sætte mig ind i...

tine1985 skriver:

Puha hvis det er tilfældet synes jeg godt nok kun at det kan gå for langsomt med at få hjælp, da det lyder som om at du allerede er ved at skabe eller endda har skabt nogle rammer som højst sandsynligt vil sætte dybe spor i din dreng. Jeg ville ærlig talt 10 hellere have haft en flad af min mor end at få at vide at hun ikke havde lyst til at kramme mig fordi hun hellere vil sms'e!!

Ja sådan har jeg det også. Heller fysisk afstraffelse end psykisk. Så kan man da i det mindste mærke tilstedeværelsen her i livet...