Vil ikke være mor længere

Puha hvor har jeg ondt af dit barn. Håber virkelig ikke du lader ham/hende mærke det mindste til du har det sådan....

Samtidig har jeg også afsindig ondt af dig, det må virkelig ikke være hverken nemt eller rart at have det sådan!
Ønsker du at ændre hvordan du har det? Altså, ville du ønske du ikke havde det sådan, eller ville du bare gerne ønske du kunne ændre på at du har et barn?

Tror det er rigtig rigtig vigtigt at du får noget hjælp. Evt kontakt SP og tag den derfra.

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 5 år som jeg ikke magter mere. Jeg tænker tit tilbage på hvordan mit liv var før og hvor jeg ville være nu hvis jeg ikke havde mit barn.
Hvis jeg kunne vælge lige nu og her så ville jeg helst være foruden. Jeg kan ikke tilsidesætte mine egne behov for mit barns skyld selv om jeg burde gøre det og ved at det er det mest rigtige.
Jeg vil gerne men det sker bare ikke! Jeg er en af de kvinder der lader mig opsluge af en mand og tilsidesætter alt for ham, selv mit barns behov. Jeg har så godt som intet netværk og ingen bedsteforældre. Faderen er der ingen kontakt til. Og jeg elsker da mit barn MEN nu er jeg nået til den erkendelse at jeg ikke føler at jeg kan eller mere... Jeg magter det ikke og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre?
Lad være med og svin mig til, jeg føler mig ussel nok i forvejen og det her er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Jeg har brug for gode råd ... Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? For jeg magter ikke min rolle som mor længere.

Flot erkendelse... Det at du råber på hjælp, er vel netop et udtryk for at du "tænker" over dit barns behov! Men PLEASE søg hjælp...!! Dig og dit barn ville kunne få det så meget bedre, med lidt hjælp udefra. Jeg ville helt klart kontakte kommunen!

det må vitterligt være forfærdeligt at have det sådan.. først tænkte jeg ligesom andre at dét skulle du have tænkt over lidt før, men så tænkte jeg, at jeg ikke tror nogen mor uanset hvordan hun har ville skrive sådan et indlæg her hvis ikke det virkeligt var slemt, hvis ikke hun vitterligt havde brug for hjælp. og så tænker jeg at du virkeligt må mangle selvtilliden til at hvile i dig selv, og dét må du i den grad søge hjælp til at få for det andet duer sgu ikke

Åhhh for pokker  Jeg sidder her og får SÅ ondt i hjertet  Bare tanken om, at jeg skulle miste eller undværre mine børn...  nej nej... Jeg håber du får den hjælp og støtte du har brug for.

Mange tanker til dit barn... og.... ja til dig!

til dig og dit barn

når du har den på den måde syntes jeg du skal søge kommunen om hjælp evt få en plejefamilie til dit barn så du også får noget alene tid som mor og du kan gøre hvad du vil ind i mellem , også kan i jo snakke om hvad du har brug for at dage timer eller hvad det er eller en weekend,

så kan være du ænder din mening hvis du får lov at have lidt alene tid som voksen også

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 5 år som jeg ikke magter mere. Jeg tænker tit tilbage på hvordan mit liv var før og hvor jeg ville være nu hvis jeg ikke havde mit barn.
Hvis jeg kunne vælge lige nu og her så ville jeg helst være foruden. Jeg kan ikke tilsidesætte mine egne behov for mit barns skyld selv om jeg burde gøre det og ved at det er det mest rigtige.
Jeg vil gerne men det sker bare ikke! Jeg er en af de kvinder der lader mig opsluge af en mand og tilsidesætter alt for ham, selv mit barns behov. Jeg har så godt som intet netværk og ingen bedsteforældre. Faderen er der ingen kontakt til. Og jeg elsker da mit barn MEN nu er jeg nået til den erkendelse at jeg ikke føler at jeg kan eller mere... Jeg magter det ikke og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre?
Lad være med og svin mig til, jeg føler mig ussel nok i forvejen og det her er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Jeg har brug for gode råd ... Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? For jeg magter ikke min rolle som mor længere.

vil ikke gå uden at give dig et kram på vejen..

jeg syntes ikke du er en dårlig mor. Jeg syntes det flot du skriver dette ned og tager det første skridt imod at tage ansvar overfor dit barn og dig selv samt jeres forhold.
-du er den vigtigste brik i dit barns liv og du skal være der 100%. at du på dette tidspunkt ikke kan være det i følge dig selv viser at du har brug for noget hjælp, nogle at snakke med og give dig de nødvendige ting at arbejde med. måske aflastning kunne være en mulighed ikke en plejefamilie men noget aflastning engang imellem..

Håber du finder ud af noget snart! Inden barnet begynder at føle sig i vejen De ved og føler meget mere end man tror.

Tusind tak for alle jeres svar.
Mit barn har det fint og er ganske velfungerede, problemet er bare mig som ikke magter min rolle som mor. Jeg hviler ikke nok i mig selv og jeg har ikke lyst til at være bundet til hjemmet, jeg har sådan et kæmpe behov for frihed. Jeg føler mig så fastlåst og jo mere jeg føler det, desto mindre har jeg lyst til at være mor.
Når jeg mærker de frustrationer inde i mig selv, så går det ud over mit barn. Jeg blir hurtigere sur og min lunte ér kortere. Så skælder jeg ud og alt det man ellers gør når man ikke har overskud. Jeg slår ikke mit barn, det kunne jeg aldrig drømme om, så det er ikke der vi er.
Jeg orker/ magter/ gider bare ikke mere og et eller andet sted ville jeg ønske at nogen kom og tog mit barn i en måned så jeg kunne mærke efter om det er udbrændthed eller om det virkelig var fordi jeg ikke vil mere. Og jeg ved da godt at man ikke kan fortryde et barn og alt det der, men jeg føler nogle gange at nogen andre ville kunne give ham et bedre liv end jeg selv kan. For hver gang jeg afviser hans behov, eks hvis han har lyst til at kramme/ kysse mig og jeg ikke er i humør til det pga noget andet der fylder, ja så sætter det sine spor i ham og ødelægger hans tillid til omverden.
Jeg tager kontakt til kommunen/ sp i morgen. Har alle en sp eller hvordan er det med det?

Jeg synes det er tragisk det her.
Du sidder ulykkelig over at være mor til et mirakel
At sidde som voksen og sige man ikke gider være mor, at man kun gider sig selv og en fyr man får fat på. At man siger man er vigtigst og at ens barn er i vejen for lykke, knald og morskab????

At det barn man har sat i verden ser om som det vigtigste højdepunkt i sit liv. At man som 5 årig har en mor der synes man er i vejen? Det må ud over vold og incest være noget af det mest frygtelige man kan leve med.
Jeg håber ikke dit barn på nogen måde føler det du skriver om. Hold da helt kæft jeg ville tude mig selv ihjel hvis jeg følte det du beskriver.
Ikke for at skælde ud, men det du skal bruge er redskaber til at forstå din rolle som mor. At forstå HVORFOR dit barn skal være vigtigere end fyre og andet forstå hvordan du så nemt og hurtigv kan ødelægge du barn for livet ved at kassere det i dagligdagen.

Der er hjælp at finde flere steder som de andre skriver. For det kan næsten ikke være en rask kvinde der skriver sådan. De fleste der føler nogle af de ting du føler er med baggrund i f.eks depression og lign. Og det kan afhjælpes.
Jeg håber du får hjælp med det samme så dit livs lys ikke får slukket flammen og føler mor ikke elsker mere. Så du får det godt med ikke at være i centrum men give den kærlighed et lille barn har brug for. Så du føler glæde ved at holde dit barn i hånden og gå en tur og snakke sammen. Tage barnet på skødet og læse en dejlig historie og fortælle dit barn hvor inderligt du elsker det og at intet ondt nogensinde må ske. At du går i seng med følelsen af at du gør det godt. At dit barn får alle de kys og kram HVER dag det skal have. Smile og vise i er der for hinanden. Børns eneste virkelige behov er kærlighed. Med det kan de overvinde næsten alt.
I fortjener at få det godt, at være lykkelige. Men du kan ikke tage en 5 årig fra sin mor og sige det skal være lykkelig for så har man lige hevet bunden ud af deres liv.
Den hjælp i skal have findes. Du skal være modig nok til at ville ændre dig. Til at tage imod og til at forstå børn er et valg man lever med for evigt.